Maralinda sendte den anden et grin, før hun forsøgte at lægge ansigtet i alvorlige folder. Ikke at det virkede særlig godt, når grinet allerede var sendt af sted og latteren hang hende i øjnene. "Smuttet fra ham og forskrækket ham til et punkt af kaninhed han ikke ønskede nogen skulle se... og måske strøget ham over ørerne også.... altså før jeg grinede af ham og forsøgte at smutte igen..." Det var vist en ret god opsummering af nogle af de ting hun havde udsat den ellers så muntre byvagt for til et punkt hvor munter ikke længere var til stede hos ham.

"Og ja - kanin! Virkelig nuttet kanin, selvom han godt nok stadig kunne sende arrige blikke!" Maralinda elskede kaniner. De var en af de få skabninger i Krystallandet som bare virkede fuldstændig uskadelige og som alligevel kunne være det.
Så lagde hun hovedet let på skrå. "Hvad er din synd der førte dig på hans mindre tålmodige side og herind?" At pigen havde historie med Bigwig var Maralinda slet ikke i tvivl om med måden de havde udvekslet bemærkninger på eller måden manden havde set fysisk træt ud over at høre hendes stemme. "Fast uro-element?"

Maya begyndte at grine, ligeglad med om det var højlydt. Det her var fanme morsomt! Kaninhed, øre. Armen det var alt for godt! Hun havde ikke i sin levende fantasi forestillet sig gamle grå Bigwig lavet om til en surmulende kanin med lange pelsede øre og knurhår. Og at han blev til en under forskrækkelser, ud fra historiens fortælling. Det var simpelthen for godt et billed til at hun ikke fik tåre i øjnende over at grine sådan. Meget udestående havde hun haft med den mand, og mange ømme punkter var blevet ramt. Men aldrig kaninknappen!

"Bigwig sender da ellers aaaaldrig arrige blikke" fnes hun og forsøgte at tilbageholde grin. En sur lille pelset kanin. Hvorfor havde hun ikke selv set dette vidunder endnu?! Åh hun skulle stramme sig an med at få ham forskrækket i fremtiden.

"Jeg kom måske til at låne noget der ikke tilhørte mig. De bliver så sure når man gør sådan noget. Desværre var jeg ikke den hurtigste denne gang" hun trak let på skulderen. Hun havde da afleveret mønterne tilbage, under en smule tvang, men det var da sket. "Og det kan vi vidst godt sige. Jeg har i hvert fald været her tit!" grinede hun, upåvirket af at sidde i en arrest. Den eneste grund til at Maya aldrig var blevet sendt til et børnehjem, var at hun stadig var under sin mosters sparsomme beskyttelse. Hun fandt altid en måde at betale bøderne på selv dog. At det heller aldrig var ærlige penge, vidste de ældre af byvagterne vist godt. Men penge var penge. "Er du ny i byen?"

Maralinda gengældte grinet og skubbede sig så bedre tilrette på den hårde bænk. Der var vitterlig intet unødvendigt i cellen, så den var alt hun havde at gøre med. Beregnet tydeligt kun til en eller flere der kunne være klemt var bænken det eneste derinde at sidde eller ligge på og eftersom de var to var sidde mest åbenlyse mulighed. En lidt lang nat som mulighed, hvis den anden var imod nærkontakt. "Nahhh.... og heller ingen trætte eller opgivende..." Hendes grin var blevet til et mere sødt et af slagsen og en finurlig glimten i øjnene. Hun havde trods hvor ubelejlig han havde været godt kunne lide den muntre byvagt.

"Så dumt når de faktisk er opmærksomme. Det gør alting så besværligt. Altså ikke at jeg sådan går og låner ting eller noget..." Benægtelsen kom nærmest som en eftertanke om hvor hun var end af noget dybfølt. Hun havde lånt eller snuppet fra folk hele sit liv og kun de færreste havde nogensinde ænset det.
Så måtte hun le igen og kaste endnu et vurderende blik på den anden. Indrømmelsen var en lidt dobbelt en af slagsen for den betød både at pigen var hærdet på gaden, men også at hun ikke var helt god til at slippe af sted med sine numre. Det sidste en farlig ting at indrømme.
"Ja, sådan rimelig ny." Svarede hun så,mens hun i tankerne tilføjede et 'for dennegang' der gjorde udsavnet tættere på sandheden. "Jeg kom ind lige før mørket faldt på og vidste ikke lige det var så stort et problem for folk her med børn på gaderne." Hun trak let på den ene skulder. Før udgangsforbuddet ville ingen have hævet et øjenbryn af at se hende ude i mørket. Så ubelejligt religiøse kunne være.

Maya havde et kækt glimt i øjet. Oh mægnden af trætte og opgivende blikke den mand havde sendt hende efterhånden. Generelt modtaget fra rundt omkring. Det var faktisk oftere at han forsøgte at give hende skyldfølelse med et skuffet blik end at han så direkte vred ud. Mærkelige mand. Det havde tilsyneladende slet ikke virket.

"Neeeejh" svarede hun på den tydelige benægtelse, selvom hun holdte sig et lusket smil på læben. Hun var måske, kommet til at låne lidt for meget igennem livet, men det var langt fra alt hun var blevet stoppet for. Desværre, når man havde været længe nok på gaden, begyndte folk at blive genkendt. Det var nok Mayas største problem. Byvagterne kunne efterhånden genkende det store buskede hår og den mørke hud, for ikke at tale om de kraftige grønne øjne. Og de vidste hun havde lange fingre. Nogen gange var hun sågar blevet stoppet uden at have taget noget - bevares, de havde ladet hende gå i de tilfælde, men det var stadig møg irriterende.

"Tror ikke det er så meget børn der er problemet, som generelt. Nu må ingen af os være ude. Ikke at vi overholder det" og med vi, talte Maya ikke kun om sig selv. Andre gadebørn og luskede sjæle var ofte ude efter mørkets frembrud - men jo flere byvagter og kilepræster der var ude, des farligere blev det også. Risikabelt i hvert fald.

Den samstemmende benægtende lyd, som den anden pige besvarede hendes udlægning af næsten lovlydig tilranen af andres værdier, var så meget en bekræftelse som de tidligere udsagn af at hun tænkte rimeligvis i de samme retninger som Maralinda. På overfladen i hvert fald. Der var noget gnist der, som ikke bare var en nats underholdning værd, men måske et nærmere bekendtskab. En til at dele en natlig udflugt i den plagede by med og som kunne sikre lidt ekstra udbytte til dem begge. Hvis Maralinda altså kunne komme hende så nær.

"Ingen? Det er jo bare tåbeligt!" Hun var så oprørt nu som hun havde været tidligere og alt andet end mildt stemt overfor den Orden der saboterede hendes færden på så irriterende vis. Lidt af det gled dog af hendes træk, som hun fangede glimtet i Mayas øjne og ikke kunne andet end besvare det. "Det gør det så også det mere spændende..." Spændende og potentielt farligt, selvom truslen om børnehjem ikke ligefrem havde den største indvirkning på hendes overvejelser om natlige udflugter.
"Så, oh erfarne indsidder, hvordan kommer man ud herfra igen?" spurgte Maralinda så muntert. Hun havde trods alt ikke ligefrem fået sig selv smidt i arresten før. Lidt af en præstation og så over nattevandring! Simpelthen utroligt hvad verden var ved at ende ud i.

Maya smilede. Hun kunne li den anden piges ord, og ikke mindst at man kunne se hun heller ikke fandt det tåbelige udgangsforbud som nogen god ide. Det fik i hvert fald ikke gavtyvesmilet til at blive mindre. "Spændende, farligt og så meget sjovere" grinede hun nærmest sorgløst. Det var naturligvis et dække, Maya var ikke spor sorgløs når det kom til stykket. Men hun nød at være gøre præcis hvad hun ville! Der var ikke nogen som skulle sætte grænser for hende!

Maya vrikkede lidt med næsen og var faktisk ikke helt sikker på hvordan hun skulle svare på den andens muntre spørgsmål. Der ville ryge en del af hendes handlekraftige og selvsikre ydre hvis hun indrømmede at hun bare blev hentet af sin moster som et skarn der var stukket af fra hjemmet. Hun ville ikke fremstå som det barn hun egentlig var! Nej!
"Vi venter til vagten begynder at slumre hen. Så høre de ikke så filans godt." Maya løftede sin hånd og gravede ind i sit hår om bag øret, og fandt to metalnåle frem. En godt bøjet, og den anden lige. "Jeg er trods alt erfaren med deres låse herinde" det var til gengæld ikke løgn! Hun havde da prøvet at irritere dem så meget som muligt ved at åbne op for sin celle - men den knirkende lyd kunne vække vagten. Oftest, vækkede den vagten. Det var ete ret stort minus. Men tanken om at komme ud i natten igen, var alligevel noget der trak. Og den anden pige, så ud til at have lige så meget lyst til at kaste sig ud i fare og potentiele rigdomme som hun selv. Eller også var det ønsketænkning. Maya havde ikke mange at dele sit liv med.

Maralinda lod sin perlende latter blande sig med den andens uden bekymring for hvem der kunne høre hende. Den skabte en svar øgning i interessen fra de nærmeste cellen, men kun flygtig før end det blev slået hen som ligegyldig. Børn var ligegyldige, når de ikke kunne udnyttes og herinde var det sidste dårligt en mulighed, skønt et par enkelte godt kunne tænke sig det.
Hun trak den vogtende magiske føler lidt mere tilbage og lod den blive der. Mættede sig let på kedsomhed og bagtanker, som hun så afventende på Maya. Denne virkede til lige at give hende et ekstra vurderende blik og overveje sit svar. Egentlig forståeligt nok for de kendte jo ikke hinanden og alle andre svar end afhentning af forælder ville næppe være lovmæssigt neutralt. Noget der krævede en hvis tillid at inddrage andre i, da de jo så nemt kunne stikke en.

Så nikkede hun let, mens en forventningsfuld gnist tændtes i hendes blik ved synet af dirkene. "Så længe Ninus ikke finder flere at bringe herind også..." Hun hoppede ned af bænken og gik hen til døren for at se omhun kunne spotte vagten derfra. Det kunne hun kun lige for han sad godt tilbagelænet på stolen allerede og lignede en der mente vagten godt snart måtte ende. Især som en mand i en af de andre celler valgte at starte en råbe-udveksling med en af de andre. Irriteret sukkede hun let og vendte tilbage til bænken. "Det ville også hjælpe hvis de to der holdte kæft og lagde sig til at sove." Træthed kunne hun dog ikke hjælpe dem med så længe de råbte og de holdt vagten på tæerne for man vidste aldrig helt om magi ville følge ord hvis de fortsatte. De måtte vist bare vente. "Nogen du kender?" Noget værd at vide om dem jeg kan bruge...

Maya fnisede og sad tilbage med et morende smil på læben. "Hvor mange børn kan han lige fange på en aften?" det var ikke alle der var overmodige nok til at springe omkring i nattens mulmer mørke, som de tog havde været. Det var mere de halvstore teenagere som gjorde det, og de var ofte meget hurtigere til at komme væk. Erfaring var en dyd. Maya var bare ganske simpelt alt for overmodig. Det var efterhånden en noget stor last, der skulle arbejdes med. Når hun var færdig med sin teenagerebeliske tid.

Maya blev siddende på bænken, som den anden gik hen og kiggede mod vagten. Men som de andre celleindsatte begyndte at råbe, himlede hun irriteret med øjnende. Hvad var det de ikke forstod ved nattelig ro?! Irriterende. Maya tog en dyb indånding og lænede sig tilbage op af muren med hænderne hvilende bag sig i nakken. "Jagger holder sjældent kæft før han har fået sin vilje. Den anden. Aner jeg ikke hvem er" den der råbte højest og mest indsisterende var det høje raglede rør der havde muskler, men mest bare lignede en tændstik man kunne knække. han havde det hele i munden. Desværre noget Maya kendte for godt til. Hun tænkte ikke rigtig over dem. De var ikke så vigtige i hendes hoved. "Vi må vel bare vente" Maya skævede til den anden, stadig med nysgerrige øjne. Men hun stilte ingen spørgsmål. Det var ikke unormalt man gerne ville holde personlige ting for sig selv.

"Tja, han fik da os to, så det må da tælle for noget?" Maralinda blinkede til den anden. Hun havde selv været rimelig godt skyld i at hun var blevet fanget og var endt her, men han havde tirret hendes nysgerrighed og ikke mindst fortalt hende noget nyt og uventet om byens tilstand. Mest af alt havde han været underholdende efter længere tid alene. At gentage bedriften havde hun dog ingen plan om.

I stedet sank hun tilbage ned at side på bænken og himlede helt med øjnene. "Lige mit held det her." Hun havde ikke fået de store glimt af de to råbende, men havde en fornemmelse af deres intelligens-niveau. Ikke for højt, hvilket diskussionen også afslørede. At den irriterede andre i cellen kunne hun mærke og prikkede let forstærkende til den følelse. Bare sådan nok til at en eller anden måske kunne sige noget til de andre. Fik hun startet et regulært slagsmål var det vel kun bonus underholdning mens de ventede.

"Vente er bare så kedeligt." Maralinda trillede fingrene lidt rundt i luften foran sig, før end hun sendte Maya et skævt smil og hævede et øjenbryn morende. Så lod hun skyggerne samle sig lidt mellem hendes hænder til en mørk kanin tog form og hoppede gennem luften over til den anden. Hun kunne desværre ikke genskabe det fordømmende og hidsige udtryk byvagten havde haft efter hun strøg ham over ørerne.

Maya trak på skulderne og himlede med øjnende som svar. Okay, manden havde også arbejdet i felten i skide mange år. Han var jo nærmest et oldfund! Det ville være underligt hvis ikke han havde samlet et par kneb op på vejen. Som at kende flugtruten fra de lidt rigeres kvarter. Det var hun stadig en smule muggen over, at det var lykkes ham at afskære hende vejen i sidste øjeblik. Heldigvis havde han ikke grebet hende med ret meget der ikke tilhørte hende. Kun en enkelt pung der desværre havde et våbenmærke, og dermed afslørende som ikke tilhørende hende. Skiderik. Men en ting skulle han da have. Han tog aldrig andet fra tasken end det han vidste med sikkerhed ikke var hendes, selvom han havde sine anelser.

Råbene blev højere, som en eller anden bad dem holde deres kæft. Maya skar let grimasse og rystede derefter på hovedet som de galpede videre derude. Det her blev sgu en lang nat, hvis ikke de gik kold på et eller andet tidspunkt. Heldigvis lød det til at den ene af parterne var godt påvirket af alkohol, og nok ville falde i fuldemandssøvn indenfor et par timer.

Maya satte sig tilbagelænet og stirrede nærmest ud i ingenting. Hun gryntede som svar til at ventetiden var noget så kedeligt. Men reagerede ellers ikke. I hvert fald ikke før noget mørke begyndte at samle sig, og Maya skævede let til siden. Hvad nu? Øjenbrynene skød op i panden og et smil voksede sig frem igen. Et morende smil. "Hvad i al verden" hun fjernede hænderne som den mørke kanin hoppede hen på skødet af hende. Der var ingen tyngte, afslørende at den ikke var virkelig, men den var stadig sød og ekstremt underholdende taget samtalen tidligere i betragtning. "Den ligner ham jo næsten!" grinede hun muntert. Hun havde trods alt ingen ide om hvordan hans kaninskikkelse så ud, men manken af pels var ret genkendelig. Hun skævede imponeret over på pigen ved siden af. Magi var ikke noget hun selv havde haft megen bekendtskab til i sit liv. ikke før nu, og hun havde aldeles ikke tænkt sig at antænde et bål midt i cellen!

Hvad end hun havde prikket til virkede ikke efter hensigten. Maralinda skar en grimasse mere, som flere sluttede sig til råberiet og diskussionen udviklede sig som flere tog del. Nogen for eller imod de to der havde startet, de fleste for at få dem alle til at holde mund. I det mindste var en god del påvirkede nok af alkohol og andet til at det ikke kunne vare for evigt.

Hun smilede som kaninen landede på den andens skød og frembragte et smil der. Hvor luftige og uhåndgribelige hendes skygger end var, så elskede hun stadig at lege med dem og forme dem. Slippe lidt af alvoren, der ellers altid lå under overfladen, og bare være det barn hun lignede. "Den mangler lidt udtrykket, men det er bare umuligt at genskabe kun med skygger. Den er dog så pjusket som ham..." Hun lod kaninen hoppe fra Maya, hen af væggen og op til vinduet, hvor den forsvandt ud i mørket eller ind i skyggerne der allerede var der. En god måde at slippe skyggen på uden at det helt var til at se. "Du kan se det sjove ved dem?" Hun smilede indforstået til den anden. Pigen virkede kvik til at se muligheder og der var intet som skygger til at skjule sig fra et sted til et andet.

Skridt ned gennem gangen afslørede, før en hvast stemme gjorde det at også den vagthavende byvagt havde fået nok af de støjende i cellerne. Han opnåede dog ikke andet til en start end at de alle vendte deres vrede mod ham i stedet for hinanden. Det var dog en afbrydelse, der fik nogen til at tie, som vagten gik tilbage på plads igen.

Maya begyndte at grine, afslørende at hun kun var et femtenårig barn der altid havde været lidt for god til at komme ud i ballade. Hun var slet ikke gammel nok til at skulle sidde herinde i tide og utide, og alligevel skete det mere end nok gange! Hun så efter kaninen som den hoppede fra hende og hen af væggen, mens hun fortsat grinte dæmpet. Som kaninen forsvandt, rettede Maya blikket tilbage til sin cellekammerat og gav hende et gavtyvesmil.

"Det kan jeg!" det sjove, det praktiske, det fantastiske ved det! Oh sådan en evne kunne hun godt have brugt. Hun så det morsomme i at kunne skabe en kanin ud af skygger, men helt bestemt også det praktiske. Måske det kunne behjælpe dem i aften. Maya kiggede på hende med et lusket smil og glimt i de grønne øjne, kun let afbrudt af at vagten havde fået nok af støjen og gav sig til at galpe op også. "Hvor god er du?" indforstået spørgsmål til, og de kunne benytte netop skyggerne til at hjælpe dem en lille smule på vej til deres flugt forsøg. Så mange muligheder og potentiale! Det var jo lige før Maya var dybt begejstret for at have fået en cellekammerat.

Det var så dejligt at være på bølgelængde med nogen og ikke behøve sige mere end højest nødvendigt for at være i perfekt forståelse. Sådan en virkede det til at Maralinda havde fundet i Maya. En pige med tankerne mere end almindeligt meget på skyggesiden af virkeligheden og en sans for at se muligheder når de bød sig! Bestemt et bekendtskab at bygge videre på efter Maralindas mening i hvert fald.
"God." Hun smilede tilbage, men uddybede ikke.Selv med de voksne råbende af hinanden kunne de forkerte overhøre dem og hun havde ikke tænkt sig at skulle have mere opmærksomhed fra byvagterne sådan lige her og nu. De ville nok snart få ro over gemytterne og før det var sket kunne de ikke andet end vente.

Der kom til at gå tre stive timer før den sidste faldt i søvn i sin celle og byvagten - en afløser til den første - gjorde det samme på sin stol ved døren. Maralinda havde siddet med lukkede øjne og bare fulgt hvordan sind efter sind faldt hen til hun følte sig sikker på alle sov. Da rakte hun ud og lagde en forsigtig hånd på Maya. "Alle sover nu." At hun hjalp dem en lille smule til at forblive det ved at forstærke følelsen af træthed nævnte hun intet om. Det var også lidt af en udfordring at gøre det på nogle af dem i de andre celler. Et klart tegn på at mindst en af dem var en mentalist.

Hemmelighedsfuld. Forståeligt og ganske godtageligt. Maya smilede et skævt smil og sendte den anden et kækt blik. God. God kunne bruges! Senere. Maya behøvede ikke nogen uddybelse. Hun havde set en brøkdel af evnen, tænkte hun i hvert fald, og øjnede muligheden for at benytte den. Nu var det bare et spørgsmål om at vente. Noget der virkede til at tage tid, som de voksne grødhoveder, ligefrem lød til at nyde at råe og skrige af hinanden. Det tog lang tid. Alt for lang tid, før der bare var en smule mere ro på.

Maya lænede sig op ad muren med hovedet tilbage, afslappet. I sin ventende tilstand var hun også træt, og hun var svagt dalet væk da en hånd rørte hende. Hun løftede hovedet med et sæt og et noget groggy udtryk. De grønne øjne kiggede over på cellekammeraten, og genvandt hurtig vågenhed. Der skulle som regel aldrig lang tid til før hun var lysvågen igen. "Godt" Maya hviskede ganske lavt, fandt dirkeværktøjet frem og satte sig ved nøglehullet. Det var svært at se. Der var ganske dunkelt, og faklen fra den anden ende af lokalet, hvor vagten så fint sad og sov i sin stol, gav ikke meget. Men Maya fortsatte, med et koncentreret udtryk, som hendes hånd dirkede op og ned. Indtil, der efter nogle minutter, der føltes som evigheder kom en ganske ganske let klikkende lyd. Maya bed sig i læben og kiggede ned på byvagten. Han sov stadig. "Så" ganske forsigtigt pressede hun håndtaget ned og åbnede døren. Den knirkede ganske ganske svagt, men med nok forsigtighed ville det ingen vække.

Maralinda træk sig tilbage, som hun havde rørt den anden, afventede hvordan denne ville vågne. Nogen var frygteligt voldsomme i deres bevægelser, når de blev rørt, så hun foretræk at give dem lidt rum til udsving. Maya så da også ud til at have været faldet nok hen til at være fanget kort mellem sovende og vågen, før alt liv var tilbage og grinet på plads. Vigtigere hun var i gang med at få dem ud.

Lyden af metal skrabende mod metal trak hende tættere hen, så hun kunne se over skulderen på Maya. Ikke at hun kunne se ret meget i mørket, men det så i det mindste ganske praktisk ud. Hvorfor var det lige hun aldrig havde lært sådan noget? Et lille klik afbrød hendes spekulationer og fik hende til at gengælde den andens enkle ord med et grin, før end hun rakte mentalt ud og fastholdt trætheden og søvnen hos vagten. Han rørte let på sig, som døren knirkede, men ikke mere end hun kunne håndtere.

Let lagde hun en hånd på Mayas arm. "Klar?" Der var gavtyvestreger i hendes blik, som hun sagde og kun et øjeblik til at sige noget i, før end hun træk skyggerne fra cellen sammen om den og gjorde deres skikkelser udflydende og så mørke som omgivelserne. Det sidste hun samlede var til en hætte til dem hver, som var lidt fastere foran, så den var til at trække frem eller skubbe tilbage, men udflydende på alle andre sider. "Hold dig tæt. Åh og de dæmper ikke lyde." hviskede hun og gled ud i gangen med kurs mod udgangen.

Maya skar en grimasse ved lyden af dørens knirken, selvom hun vidste det ville ske. Alle cellerne var så forbandet gamle og slidte, at det simpelthen var umuligt at åbne dem uden at lave en lyd. Dertil var det nok ganske praktisk for vagterne at det larmede når nogen skulle ind og ud! Upraktisk for Maya og Mara dog. Men hun lod det ikke tynge sig ned. Det så ikke ud til at vagten vågnede af det, ej heller de andre indsatte. Der var stille.

Maya svarede den anden pige ved at nikke og havde et kækt smil på læben. Hun var så klar til at komme ud herfra. Hun kiggede en smule mere undersøgende og vågen rundt - påpasseligt måske - som skyggerne lagde sig om dem. Det var en umådelig praktisk men også virkelig ukendt og uvant evne at blive mødt af. Det praktiske var at de faktisk mere eller mindre gik i et med mørket, og dermed nemmere kunne slippe uset ud. Mara var bestemt en fordel at have med sig!

"Modtaget" hviskede hun tilbage og fulgte tæt efter den anden ud af cellen og holdte sig i skyggen. Hun var god til at liste, og gjorde ekstra ud af det i dette øjeblik. Sørgede for at hun ikke trådte forkert eller ramte noget på vejen, og holdte øje med at hun ikke kom til at røre noget på vejen. Påpasselig, næsten klar til at holde vejret for at blive mere stille, mens hun fulgte den anden. Snart var de ude. Hun kunne næsten smage den friske natteluft!

Maralindas grin blev ikke mindre, som hun betragtede Mayas reaktion på at blive omgivet af skygge og glide delvist i et med dem. Det var ikke mange hun havde givet den mulighed før og ingen havde taget den til sig så underholdt og forventningsfuldt som den unge pige. Måske var børn bare mere åbne eller måske så Maya og hun bare mere ens på verdenen end hvad godt var. Det var i hvert fald rart ikke at skulle forklare eller berolige, før de kunne smutte videre.

At gå stille var en øvelse hun havde gjort lidt i, men langt fra så meget som Maya. Hendes fødder sendte lyden af trin svagt ud omkring hende, men ikke mere end at hun kunne snige sig forbi den sovende vagt uden at vække ham- noget hendes tag om hans sind måske også gjorde lidt til. Heldigt han ikke besad mentale gaver!
Gangen førte videre forbi lukkede døre til den mundede ud i det store rum hun var kommet ind i på stationen. Stemmer gled tilbage fra det, blandende sig med latter og lyden af en pen over papir og krus der blev sat ned. Tøvende stoppede hun midt i gangen og drejede sig halvt om mod Maya som hun dæmpet hviskede. "Er der en anden vej ud? Til en gård eller noget?" Hun håbede lidt at den anden kendte stedet bedre end hende for ellers var de lidt fanget i gangen eller hvis nogen ville afløse vagten, ville de være det bag en tilfældig dør.

Det skar en smule i ørene på Maya som hun kunne høre den andens fodtrin, men der var ikke noget at gøre ved det. Dertil, så det ikke ud til at have den store effekt på deres omgivelser. Så uden at sige noget eller sende nogen blikke eller andet der kunne indikere at hun kunne høre den anden, fortsatte Maya for at komme ud fra dette fine fængsel, som det jo var.
Maya sænkede farten som de slog vejen end af gangen og frem imod indgangshallen. Det var ikke ligefrem et begejstret udtryk der var at finde i hendes ansigt, og hun stoppede til sidst helt op på gangen og kiggede på den anden. Den kom en ganske lav brummende lyd fra hende, som hun begyndte at kigge rundt. Forsøgte at genkalde sig omgivelserne.

"Jeg tror der er et vindue gennem denne dør der føre ud til træningsgården" svarede hun og pegede halvskjult af skyggerne over på en af de mange døre, der dog alligevel ikke var alt for tæt på stemmerne. De skulle virkelig være forsigtig. "Lad os håbe den ikke er låst" kom der næsten åndeløst fra hende, som hun gik tættere på døren, umådelig forsigtigt og greb ud efter døren. Den kom med en ganske lavmæld knirkende lyd der fik Mayas skuldre til at løfte sig og hendes tænder til at bide hårdt ned i underlæben. Bare lidt mere op, så kunne de komme uhørte ind om bag, til rummet der blev brugt som depotrum. Mest hjemsted for praktiske genstande, som Maya ville ligge afstand til - ingen grund til at vælte rundt i koste og spande der var blevet kastet ind i farten.

"Lad os prøve det." svarede Maralinda stille,som hun vendte sig mod den anviste dør. De var for langt til at hun kunne gøre noget ved vagterne i indgangshallen, så nikkede samtykken detil Mayas ønske om en ulåst dør. Det ville virkelig ikke være sjovt at blive fanget hermed dirkene fremme og magien i fuld brug.Folk havde det med at tage den slags som en opfordring til at stramme op.
Døren holdt sig til at knirke.
Maralinda skar en grimasse ved lyden og så frem ad gangen, men ingen virkede til at høre det. Ikke til en start om ikke andet. Hun drejede sig som den holdt op med at knirke og smuttede hurtigt efter Maya ind. Virkelig en skam de blev nødt til at trække den til igen, men en åben dør var bare så meget tydeligere et tegn på at nogen havde været her. Døren skreg så ikke mindre i hængslerne, som hun blidt trak den til, men før den lukkede i hørte hun ingen skridt komme i deres retning.
Måske de havde haft heldet med sig?

Rummet de nu stod i var mørket og dækket af skygger. Maralinda rynkede panden let, gjorde så en let irriteret bevægelse med hånden og sendte alle skyggerne om bag sig, så konturerne af tingene i rummet stod tydeligere frem i det svage lys der faldt ind fra et vindue højt oppe. I det mindste havde nogen glemt at få skodderne for det. "Vi må vel bygge noget at klatre derop på..." Mumlede hun så dæmpet til Maya, som hun lod blikket søge ud efter noget der var solidt nok til at holde vægt og let nok til at kunne flyttes. Tobokse og en stol burde kunne gøre det. Hvis de ellers kunne få dem stablet i stilhed...

Det lød næsten som om nogen blev tortureret, så meget larmede den forbandede dør i Mayas hoved! Udelukkende fordi resten af gangen var så ubeskrivelig stille! Forhåbentlig var der ingen der kom efter dem ind, nu døren var blevet lukket igen. Maya havde et noget anstrengt udtryk som hun langsomt lod luften forlade sine lunger igen. Så langt. Så godt. Maya håbede bare inderligt at heldet fortsatte med at være med dem!

Maya missede en smule med øjnende som skyggerne forsvandt, vendede sig til at de ikke længere hang over hende. Hun skævede op imod vinduet, inden hun bed sig ganske let i kinden et par gange. Ved Mara's ord, brummede hun let og lod blikket vandre rundt i det gamle rum. "Hvor stærk er du?" spurgte hun lavmældt mens hun gik hen og fik ganske forsigtigt vrikket en stol fri og løftet op, mens hun bed ned i sin tunge i koncentration. Hun skulle ikke nyde noget af at ting begyndte at vælte ned om ørene på dem! Ikke hvis hun kunne undgå det. "Hvis det skal gå aller hurtigst, kan du kravle op på mine skuldre og ud af vinduet, og trække mig med op bagefter" hvis hun var stærk nok, men der var tvivl i Mayas stemme. Både det faktum at det krævede noget kræft men også at Mara godt nok var hendes medsammensvorgerende lige nu, men stadig en fremmed. En fremmed der kunne stikke af når hun var ude og fri for sig selv, efterlade Maya tilbage.