Voo sukkede højlydt, da hun kom løbende efter Samson.
"Vhe... hnt... Hr... Sahm... Sohn..." sukkede hun åndeløst, da døren, efter Samsons indtråden i rummet, smækkede lige i hovedet op hende.
"...aaau..." klynkede hun, da døren havde smækket hende én over næsen. Hun skubbede døren op med begge hænder og gnubbede sig på næsen da hun gik ind.
"Auu..." Hun rettede sig op og snøftede en smule og stirrede på Samson. Hun havde set ham gå ind mod kroen, for noget tid siden, og havde fulgt efter ham derefter. Hun missede med øjnene og gnubbede fortsat sin næse.
"Hej Hr. Samson!" udbrød hun og slog ud med armene. "Hvorfor har du dog ikke noget tøj på, Hr. Samson?" spurgte hun og kløede sig i nakken. Hun fniste tøset for sig selv og holdt hænderne foran munden. Hun bed sig i læben og så sig om i kroen. Hr. Samson så en anelse sur ud..

Samsons skridt blev hurtigere og hurtigere og der var ikke gået mange sekunder før han var henne ved disken. Han lænte sig indover den mens han så på kvinden bag disken direkte i øjnene.

"Hvor er han?!" hvæsede Samson og hans øjne blev ikke den mindste smule mindre, nærmere tværtimod.
Kvinden rystede kraftigt på hovedet og skyndte sig ud bag ved.
Hurtigt kastede han et blik over mod det hjørne hvor Cassa sidst havde siddet sammen med kvinden, men forgæves.. pladsen var tom. Han fnøs og så udover resten af forsamlingen. Det kunne jo trodsalt være at han dukkede op på et tidspunkt.
Hans blik blev fanget af Luciel og Lorraines blikke. Han kneb sine øjne lidt sammen, og det lignte et kort øje blik at han ville gå hen til dem, men hans opmærksomhed blev nu fanget af en helt anden..
Samson så og hørte nu den forvirrede lille tøs kalde på ham. Han trådte frem og greb udefter hende i hendes pludselige 'opdukken' for ham, og forsøgte at løfte hende op.(?)
Hendes spørgsmål fik ham til at få et mystisk ansigtsudtryk. Tøj? Han skulle lige til at se ned af sig selv, men fandt det ikke nødvendigt alligevel, da han godt kunne mærke at han ikke havde noget på overkroppen.

"Fordi.. jeg har det varmt!" prustede han. Hans stemme dirrede en anelse og den var der på grund af hans raseri. Han slap hende igen, (hvis han havde haft fat i hende? xD) rettede sig op og så ned på hende.
Han så på hatten på hendes hoved og han rynkede en smule på næsen.

"Du har vidst noget der tilhører mig?" brummede Samson der tvang sig til at hidse en anelse ned.

Luciel sukkede og så til, mens flere og flere personer trådte ind i kroen. Hvis det fortsatte på den måde, ville den før så tomme krostue blive fyldt op på ingen tid. Han vendte blikket mod Lorraine og skuttede sig lidt.
"Hvis jeg skal nå tilbage til mit værelse inden det bliver alt for mørkt, må jeg hellere begynde at gå nu. Eller farer jeg nok bare vild igen," sagde han og smilede svagt til hende. ”Vi støder nok på hinanden igen en anden gang.”
Han lagde sin kappe over sine skuldre og efterlod sig nogle mønter på bordet som betaling for teen og brødet, før han forsvandt ud af kroens dør.

((Undskyld Lorraine, jeg har ikke tid til at skrive mere nu o_o ))

Hun kunne knap nok fjerne blikket fra Samson, og hun havde da heller ikke rigtigt tænkt over at han faktisk ikke havde nogen trøje på, før Luciel pointerede det. Men hun kunne kun give ham ret. Der var jo kun omkring de 5 grader udenfor, og alligevel rendte han rundt uden t-shirt, samtidig med at små svedperler glinsede på hans overkrop. Hvordan kunne det være muligt? Hun rykkede overrasket en anelse tilbage på stolen, da han hvæsede af kvinden ved disken. Hvem ledte han efter? Hun så et kort øjeblik over på Luciel for at søge efter hans reaktion på Samsons pludselige optræden i kroen, mens hun let bed sig i læben og vendte blikket mod den lille pige, da han forsøgte at løfte hende op. En fornemmelse i hende sagde, at denne aften ikke ville ende så vellykket, som hun egentligt havde håbet på.. Hun nikkede kort til Luciel, før hun sukkede en enkelt gang og skyndte sig med ud.
//out.
(( Det er bare iorden. Jeg skal alligevel også gå nu. ^^ ))

Efter det gevaldige brag fra samsons ankomst, har døren stået på vidt gab. Nu høres lyden af klikkende støvler imod trægulvet, og en kvindelig skikkelse, klædt i en hvid kutte, træder ind i rummet. Hun lukker døren med en elegant bevægelse, og tager hætten af. ved denne bevægelse drysser en håndfuld fint puddersne ned på gulvet, hvor det smelter til en lille pyt. Karizma retter sig op, og hendes funklende blå øjne spejder rundt i lokalet. Adskillige mænd er ved at dreje hovedet af led, da hun går hen imod baren, og hun retter let på sit hår, i mangel på bedre ting at tage sig til.
Henne ved baren stiller hun sig op ad disken, og bestiller et glas vin. bartenderen hænder hende det, og hun smiler skævt som tak, og giver ham pengene for vinen. Da hun får øje på samson, smiler hun let, og begiver sig hen imod ham. Ikke just det de fleste ville gøre, hvis de kendte ham ordentligt, men for Karizma er det intet problem.
"Jamen goddag min herre" ler hun, og prikker ham på skulderen.
"Sig mig, hvad er du så gnaven over?"
Hun skæver til den lille pige, og smiler til hende.
"Tag det ikke så tungt, han er nok på vej til en vinterdepression" siger hun til voodoo, og henvender sig så hviskende til samson;
"Rolig nu, ikke.. ikke slå på dem der er mindre end dig selv"

Voos fødder slap jorden da hun blev løftet op. Hun var en anelse bange for Samson, lige nu. Og så slap han hende igen. Hun landte på jorden og faldt bagover. Hun langt på bagdelen og kløede sig på næsen.
"Avs..."
Hun så op på ham og rynkede næsen og tog fat i hattens kanter, hvorefter hun trak den ned om ansigtet. Hun sukkede en anelse og kløede sig på kinden. "M--mm..."
Hun tog hatten af og rakte den forsigtigt til ham, i frygt for at han kunne springe i luften hvert sekund der bød sig. Hun snøftede en smule og stirrede på ham. "Und... Skyld?" klynkede hun og så roligt på ham. Hun så sig om i kroen og bemærkede at alle var gået. Et øjeblik blev hun bange: Hvad hvis han blev sur nu? Rigtig sur? Hvem skulle hun gemme sig bag?

Samson så på Voodoo, som åbenbart ikke var sværre at have med at gøre, end regnet med. Han så på hatten og i et hurtigt snuptag tog han sin hat til sig, og i selv samme bevægelse placerede han den på sit hoved. I det øjeblik begyndte han at føle sig nogle lunde hel igen. Der havde skam manglet noget, men på en og samme tid følte han at den også var fremmed for ham efter så lang tid, men det var kun et spørgsmål om tid før at den atter var en vane for ham at bære.

"Ned på dine knæ og undskyld forbistrede....!" hvæsede Samson. Nej, man kunne ikke just sige at han var den mindste smule glad.
Samson vendte sig hurtigt rundt og så direkte på Karizma. Man skulle tro at han var stresset eller noget i den dur, hvis man iagttagede hans bevægelser og tænkte over dem.
Han slog sine øjne en smule op. Letpåklædte kvinder kunne godt gøre ham vild, men ikke på den onde måde, mere liderlige..
Et kort klip fra hans mareridt om Cassa slog foran hans øjne, og tanken om andres kontrol af ham, skød nærmest ind i hans hjerte, som atter gik i fuld gang bag brystet. Hans åndedræt blev endnu engang hurtigere. Han greb ud efter hende. (jep, han har et eller andet med at gribe fat i folk når han er vred xD)

"Vinterdepression?! Jeg skal give dig VINTERDEPRESSION!!! OG JEG ER IKKE GNAVEN, JEG ER RASENDE!!!" Hans øjne så ud som om de kunne springe når som helst.

"Hvor.. er... CASSA?!?!" Han slap hende igen og skubbede hende fra sig (hvis han havde haft fat i hende altså :b), og så så hurtigt rundt i kroen igen, for at finde et eller andet vidne som vidste hvor han var.

Voodoo stivnede og gik derfor ikke ned i knæ. Hun var bange. Denne Samson var ikke den samme hun havde mødt før.
"S... Stop med at råbe." bad hun ydmygt. Hendes hoved rungede. Hun havde i forvejen haft ondt i hovedet og hans råberi og kasten med den stakkels pige havde ikke gjort det bedre.
Hun ville ha' at Caine var her.
Hun snøftede og rettede sig op. Hun så på Karizma, som hun først lagde mærke til nu. Hun tørrede øjnene, der gjorde det hele perlende, af små tårer.
Hvem var denne 'Cassa'? Og hvorfor ville Hr. Samson have fat i ham? Voodoo knugede begge hænder og lukkede øjnene i. HVis han dog bare ville stoppe med at råbe!

( kort o3o ARGH og se nu, nu kom jeg til at sprigne Karizma over ! ... Jeg failer når jeg er syg :C )

Karizma bliver flået ind imod Samson, da han river fat i hende. De slanke fingre slipper taget på glasset, og den farvende vin rammer Samsons bare bryst.(?) Karizma ser chokeret på ham, og river sig derefter fri af hans greb.
Okay Karizma, tænk dig om! han skal slappe af, og det er nu! hvis bare... hun tager en hurtig beslutning, og stiller sig ind foran ham, lynhurtigt. Hendes sorte ører ligger for en gangs skyld fladt ned, og hun dirrer en lille smule.
"Samson..." siger hun forsigtigt, og stryger ham ved tindingen.
"Jeg tror ikke Cassa er her.. shh, se mig nu i øjnene, for pokker!"
Hun tager hans ansigt i sine hænder, og tvinger ham til at se hende ind i øjnene (?). Små, elektriske impulser løber fra hende over i Samson, impulser, der meget gerne skulle gøre ham en smule mere rolig. Hvis det skete, ville hun forsigtigt bøje sig ned, og kysse hans brystkasse.
"mmm- smager sødt" ville hun sige, og slikke sig om munden. rent spil for galleriet, men hun ville helst undgå at der var nogen der kom til skade.

Samson så vredt på Voodoo.

"JEG RÅBER HVIS DET PASSER MIG!!!"

Samsons blik blev forstyrret af Karizma som gik ind foran ham og tvang ham til at se på hende. Vinen løb ned af ham, hvilket fik ham til at tænke på mareridtet endnu engang, hvor Cassa hælder sprut nedover ham. Impulser gik dog med det samme direkte igennem ham og tvang ham til at blive roligere. Han mærkede hendes fugtige kys på sin overkrop og han så ned på hende med et mere 'medgørende' blik.

"Kan du sige mig.. Kaarizma.. Hvor jeg måske ville kunne finde Cassa, hvis han ikke er her?!" sagde Samson koldt og stadig en anelse vredt, men slet ikke så meget som før. Samson havde været for oprevet til at tænke over, hvad Karizma lige netop havde gjort - at styre ham. Hvis det gik op for ham, så var det ikke til at sige, hvad der så ville ske.

Voodoo rynkede næsen. "A...Aaad.." væmmedes hun, da Karizma kyssede Samsons behårede overkrop. Voo betragtede kort de to. En kanin-dame, der mest af alt lignede en person, der bare VILLE overfaldes af gamle, liderlige mænd, iført nogle tætsiddende lyserøde, blondede trusser i et forsøg på at virke tiltrækkende, der straks var mislykket, i det sekundt man så den overnaturligt store, buskede hale, der til hver en tid ville skræmme mænd med hjerne væk, og så hendes lille 'nuller-gøj', en hormon-forstyrret, langhåret, krops-behåret brutal mand, der i forvirringen havde glemt alt om dannelse og stil, og var styrtet igennem byen iført ikke andet end et par bukser, der viste lidt for mange former end ønsket samt nogle støvler, der var blevet afvist fra diverse B-western-film.
Voo rynkede på næsen og betragtede dette akavede og aparte par. Hvorfor ... Var verden fyldt med sådanne mennesker?

Karizma slipper ham, da hun mærker at hendes magi har virket. hun retter kort sit hår, og hæver et øjenbryn, mens hun smiler sagte.
"Cassa. cirka så høj, sort hår, blå kappe, lysets general?- aldrig hørt om ham, ved ikke hvor han er" siger hun sarkatisk, og går hen til baren for at bestille endnu et glas vin. Hun ønskede ikke at Cassa blev såret- og Samson virkede ike ligefrem som en der ville finde Cassa for at danse lancier med ham.
"Et glas vin tak- og varm hyldebærsaft til den unge dame her" hun smiler til Voodoo.
"Det kan man godt bruge ovenpå sådan et... uvejr" hvisker hun til hende, og skæver over imod Samson.
Bartenderen skænker op, og Karizma rækker den søde, dampende saft til Voodoo.
"Drik nu ikke for hurtigt, så brænder du bare tungen"

(undskyld det langsome svar D:)

Samson brummer halvvredt over Karizmas sarkastiske tone. Han tog sin hånd op til hattens kant og rettede lidt på den så han følte at den sad rigtigt. Den var på sin rette plads nu, og allerede nu havde han atter vænnet sig til den.

"Det er aldeles ikke morsomt.. jeg har en høne at plukke med ham.. " snerrede Samson. Hans tidligere fugtige krop af sved var nu blevet tør. Han var ikke helt oppe at køre mere, så hans puls var faldet ned til normal, hvilket ville sige han kunne mærke kulden. I stedet, sørgede han for at holde sin krop varm som han ellers altid havde gjort før han fik tøj på (det lød sjovt xD ), så han satte sin ildevne i gang dog minimalt så hans krop kun holdt ham varm, så man kunne altså ikke se nogen flammer fra ham.

Samson så ned på Voodoo.
"Tag aldrig min hat fra mig igen! Forstået!?" Samson holdt et skarpt blik på ungen, inden han skævede til Karizma. Noget begyndte så småt at gå op for ham.

"Det var da mystisk, at jeg ligepludselig bare sådan faldt lidt mere til ro, synes du ikke?" Samsons pupiller blev helt smalle, og det var tydeligt at han hentydede til hende.

"Hvis nogen prøver at kontrollere mig igen.. på nogen som helst måde.. så får de at vide hvor de virkelig hører til.. det skal jeg nok personligt sørge for! ER DU MED?!?" Samson drejede om på hælen. Sporerne klirrede efter for hvert skridt, og lyden forsvandt sammen med det brag der lød fra døren da den blev smækket i, og han havde forladt bygningen...

//out
((nat nat.. sorry.. men nu skal jeg altså i seng.. o.o))

Voodoo skælvede da Samson vrissede vredt af ham. Hun havde egentlig mest af alt lyst til at pudse en af dem på ham, men klokken var mange. Hun var træt. Efter Samson var braget ud af døren, listede Voo op til disken. Hun tog kruset, der var sat til hende ned og lugtede lidt til indholdet.
Hun takkede ydmygt Karizma og smilte varmt til hende, før hun tog en slurk af den varme drik. Det smagte nu dejligt. Og det var også rart at få noget varmt i maven. Hun havde ikke spist noget i dag.
Hun drak lidt mere af det og snart var koppen tom. Voo tørrede sig om munden med et ærme og kom med et tilfredst suk.
"Aah. Tak." sagde hun igen og skubbede kruset op på bordet igen.
Hun skævede til Karizma og overvejede om denne kvinde var flink, til trods for hendes mangel på "ordentligt" tøj. Hun rynkede næsen og undskyldte: "Det er sent. Jeg vil ikke være uhøflig... Men jeg må hjem og sove."
Hun bakkede et par skridt før hun vendte rundt og styrtede ud af døren.

/ Out like cake in a basket...
( sry... Tired and sick. )

Karizma synker en klump, da Samson truer hende. Den mand altså! han skulle da også tage alting så... personligt! Hun smiler til Voo, men hendes smil stivner, da pigen styrter ud af døren. Hun sukker stille, og ser ned af sig selv. Selvfølgelig blev pigebarnet bange. Det var da klart! ethvert klogt barn ville holde sig langt væk.
Hun ser vurderende på vinen, og drikker den i en slurk, før hun begraver ansigtet i hænderne, og hulker lydløst. Hun ville ønske Alexander var her. Han forstod hende, som den eneste i dette faldne land.
Hun smider nogle rav på bordet, og hopper ned fra stolen. Den lange kutte bliver svøbt om hendes skælvende krop, og hun vakler snøftende imod døren.
Da hun kommer ud i den friske natteluft, giver hun sig til at løbe. Hun måtte til byen og finde klæder og proviant. Hun måtte finde Alex!

//out- sowwy, me is trat xD

Lyden af latter, hvilket var et sjældent fænomen i Krystallandet, hørtes inde fra den kendte krostue. Folkene, eller nærmere mørkets soldater da de nu engang var størstedelen af herskaberne i kroen, var stablet op i stive rækker. Det var ikke en løgn at fortælle at hele krostuen var fyldt op med folk, fordi det var den bestemt. Som sagt ikke kun med mørkets soldater, men derimod også en del af landets befolkning, gode og neutrale som onde. Der var derimod en tydelig opdeling af disse grupper, eller i hvert fald mellem mørkets soldater og resten af folkene, hvilket da også ganske tydeligt ville kunne ses. Uniformerne skindede nærmest igennem i lokalet, og fik mørkets soldater alt i alt til at fremstå som en ordentlig klump sorte mænd. Sorte mænd der var yderst fulde, og i den grad højtråbende. De skreg af grin som galninge, væltede rundt som idioter, klappede tjeneste pigerne bagi uden de havde givet den mindste lyd fra sig - for ikke at tale om hentydning til noget seksuelt, og skreg af den første og den bedste der virkede provokerende, for derefter at give dem en advarsel om ikke at blive anholdt. Selv den ondeste ville have sat en stopper for sådan en uacceptabel opførsel, selv generalen, men hvad var der at gøre? Sådan havde det stået på de sidste mange, mange måneder. End ikke en 'disciplin undervisning' havde sat dem på plads, som oven i købet generalen selv havde stået for. Cyneziqa havde været øjenvidne til den dag, og det havde været grumt. Rigtig, rigtig grumt. De havde i hvert fald brug for en god omgang fysikudholdenhed, for ikke at tale om psykisk. Men nu, netop som Cyneziqa betragtede selv samme mænd, virkede de ikke særlig berørte - kun af den alkohol, de sad og fyldte i sig. Egentlig en ordentlig omgang alkoholikere alle sammen. Måske havde træningen sat ind, eftersom de blev nød til at drikke minderne væk? Eller tog han helt fejl?
,,Hvad glor du på?" atter engang måtte dæmonen slå blikket den anden vej, da han blev opdaget i at studere de nu ret så beruset mørkets soldater. Røv dyrs øjnene trak sig forsigtigt fra de blege ansigter, og lod sig falde ned i bordpladen som disken var bygget af. De sort/brune hår gled ned i ansigtet på ham, og lagde sig som en tyk skygge over hans ellers lysende øjne. Meget muligt at han havde ment, at de så ilderet ud, men ham derimod .. han var langt, langt værre. Hans skikkelse i sig selv var tynd, alt for tynd. Ribbenene stak frem for hans mave, knoglerne i hans håndled kunne skære i bordkanten hvis han prøvede, og kinderne der før havde været blot en anelse kødfylde, var udhulede. Han lignede et offer for en eller anden spiseforstyrrelse, specielt da hans hoved - i nogles øjne - var for stort til hans krop. Hans tøj var et par opfoldede, grønne bukser, der gik ham til under knæerne. Hans trøje var langærmet, hvor der var lavet hul i slutningen af ærmerne til at hans tommelfinger kunne holde fast i dem, grønbrun vel og mærke. Han bar på en lang mørkegrå kappe, der var ret så slidt i enden, og et par normale læder sko. Kappen dækkede hans skelet arm, der hang og dinglede ned til omkring starten af hans lænd. Hvorfor den netop var kommet, var der ingen der vidste. Kun moderen der stod model til at føde ham og hans lillesøster, ingen andre. Men hvad man vidste med sikkerhed, var at det var et våben, et dødbringende våben. Og lidt af en belastning, hvis han måtte være helt ærlig med sig selv!
Med blikket nu liggende imod bordpladen, og æsel halen liggende imod trægulvet, lyttede han stilværdigt med i soldaternes fuldesnak. Der var ikke så meget andet at lave i kroen, specielt da folk holde sig på afstand af ham. Ikke fordi han ligefrem lignede en der ville hygge snakke, men det kunne da være lidt behageligt med lidt snak? Det var trods alt flere måneder siden, at et andet individ havde ført en samtale med ham .. Sådan, en ordentlig samtale? Med et kop kaffe? - GUD hvor kunne han godt bruge kaffe!

(mad man)

Renatika krummede sig lidt yderligere sammen i den smalle vindueskam. Idioterne væltede rundt, en flok forvoksede, fulde børn der uden den mindste tøven smed flasker og stole tværs over stuen og råbte højere end larmen på en slagmark. Kromutter havde tydeligvis givet op, soldaterne var ikke til stoppe. Ikke fordi selve krigerne var problemet, havde det bare været det ville det ikke have været nogen sag for den robuste kvinde at stille sig op og råbe lidt af folket. Smidt dem ud med blikket alene. Og hvis de blev frække, så mon ikke hun skulle have lidt magi op i ærmet til at klare det sidste. Men det er ikke soldaterne selv som holdt hende tilbage, snarere det de stod for. Væggene havde både øjne og ører i disse dage, og det var de ubehøvlede mørkets krigeres øverstkommanderende der satte dagsordenen i landet. Der var ikke andet at gøre end at stille sig i baggrunden og bede pigerne om at få arbejdet overstået hurtigst muligt.
Med dystre øjne trak Renatika ned i det brune klæde om sin hals og tog en slurk af det varme mjød i sit krus. Den aften var kroen ikke ligefrem det sted hun foretrak at være, men vejret udenfor gjorde det umuligt at afslå et varmt sted at opholde sig. Vinteren kom hurtigere end nogensinde før, og de oprørske tider gjorde det ikke ligefrem nemmere at finde en gård at tilbringe natten. Folk var blevet mere mistroiske. Også hende selv.
Nu og da kom en fordrukken soldat en anelse for tæt på, bevidst eller ubevidst, og pigen skubbede ham voldsomt væk med den støvleiklædte fod og en ubehaget grimasse. Store svin, kunne hun ikke lade være med at tænke hver gang de forskelligfarvede øjne skulede utilfredst ud over forsamlingen. Kun ganske få civilister var stille og forputtede i hjørnerne, men antallet svandt hurtigt. De færreste havde lyst til at tilbringe mere tid en nødvendigt i krostuen.
"For helvede, se dig dog for!" Temprementet løb alligevel af med Renatika da en soldat stødte mod hende og væltede krusets varme indhold ud over hendes mave, og vredt bandede hun af fyren, som ikke så mildt på at blive irrettesat af en femtenårig tøs.
"Hvad fanden, du kan sgu da bare lade være med at sidde i vejen, dumme unge!" Soldaten så for en kort stund ud som om han havde tænkt sig at smide hende ud af det lukkede vindue, men ombestemte sig og vendte tilbage til sine kammeraters selvskab. Heldigvis.

Som en af mange vendte Cyneziqa blikket op fra bordet, hen imod det der lød til at kunne bryde op i et skænderi mellem soldaten og Renatika. Langsomt rettede den sammenkrummede ryg sig op, hvilket fik rygraden til at give nogle ganske få, men yderst ubehagelige knæk fra sig. Sløret af det lange pandehår trak sig fra dæmonens røvdyr øjne, der stirrede interesseret frem imod dem begge. Intense som hans øjne engang var, svingede hans æsel hale sig lige så intenst frem og tilbage på gulvet. Et skænderi? Det kunne jo meget muligt bringe op til en slåskamp? - Hvem ville vinde? Uh! Det vidste han godt, soldaten selvfølgelig .. Eller havde den rødhårede pige noget i baghånden? En magisk form for kraft, der sikkert kunne blæse dem alle af helved til? - det var nok størstedelen af de tanker der løb igennem dæmonens hoved, netop som soldaten ikke havde svaret Renatika igen, en blot gjorde klar til det. Og netop som han havde udtalt det sidste ord, dalede intensiteten i dæmonens blik og ligeledes stoppede halens voldsomme svingen. Intet skænderi, ingen kamp. Intet muligt offer til senere der muligvis ville stille den ustyrlige sult, som havde drevet hans sindstilstand yderligere til vanvid, end i forvejen. Han følte sig ikke kun sulten, men også ret svækket. Netop dette skyldtes nok den enorme sult, han ikke havde fået stillet de sidste mange dage. Det havde gået med et par enkelte spædbørn, men sådanne smålinger fordøjede han ufattelig hurtigt. Han var trods alt en fuldvoksen dæmon, og sådan en som ham skulle mindst havde en tyveårig kvinde i mavesækken - ellers stod det på dessert senere.
I disse tider gik det bare ikke med en voldsom jagt. Faktisk havde han ikke kræfter til at jagte nogen overhovedet. De skulle helst være svækket en anelse, før han overhovedet kunne holde dem fast. Så tynd som han var, kunne man nærmest knække ham. ,,- skal du have noget?" lød en hæs kvindelig stemme, og den ellers ret så bredde kromutter bøjede sig indover disken med en cigar i kæften. Cyneziqa lod øjnene trække ganske let tilbage imod kvinden, eller hvad man kunne kalde hende, og noget der lignede et ironisk udtryk dannede sig i hans ansigt. Hvor var hun stor, og fed, og flæsket? Ikke ligefrem en han ville sætter tænderne i, i frygt for at fedt ville drukne ham efter biddet.
,,Nej, nej ellers tak" mumlede han lige så hæst, og trak øjnene sammen i en tynd sammenkneben streg. Efter dette rejste han sig fra stolen, lagde sig ned på alle firer og kravlede hen over gulvet. Med brynene rynket ubehaget over kromutters ånde, kravlede han smidigt hen over gulvet. Halen bag ham var hævet let over jorden, og fulgte efter ham i en blid bevægelse. Han lignede alt i alt et firben, eller hans bevægelser gjorde. Han var hurtigt taget i betragtning af hans egentlig højde. Men efter at have bevæget sig sådan i snart tusind år, var han ved at danne sig et par muskler der godt og grundigt hævede hans hurtighed, for ikke at tale om smidighed. Han rejste sig da alligevel da han nåede hen imod et bord hvor et par mørkets soldater sad. Med blikket rettet imod gulvet, trak han langsomt kappen nærmere. Han skulle helst ikke nyde deres opmærksomhed, slet ikke når de var i den tilstand. De kunne finde på hvad som helst, blive provokeret over det mindste blik, den mindste bevægelse! Der skulle virkelig ingenting til, og det var altid modpartens skyld. De kunne bare lade være med at glo?
,,Hey! Makker, kom her!" Makker? Nærmere eftertanke kom der ikke, da Cyneziqa pludselig mærkede en hånd der greb omkring hans kappe. I et voldsomt ryk blev han trukket tilbage, hvorefter han på mindre end to sekunder lå med overkroppen liggende i skødet på en mørkets soldat. Han stirrede vildfaren op imod det røde ansigt, der grinte sjofelt imod ham. En undertrykt knurren lød fra de smalle, blå læber han nu engang bar rundt på, og den lange hale rystede advarende under ham.

Renatika skotter lidt mistroisk mod den fremmede da han uden varsel begynder at krybe hen over gulvet på alle fire. Til trods for de efterhånden talrige besynderligheder hun har været vidne til igennem sit liv, så holder ting som disse ikke op med at overraske hende. Eller nærmere få hende til at væmmes. Desværre, for tiderne gør dem ikke ligefrem mere sjældne.
I et mislykket forsøg på at ignorere det lader hun for en kort stund blikket vandre rundt på det nattemørke landskab bag vinduesruden, men øjnene søger snart tilbage mod det lurende opgør. Da der begynder at blive fysisk kontakt mellem den firbenagtige fyr og nogle af de mest højtråbende i krostuen er det svært for de fleste at vende blikket bort, og det skulle ikke undres hvis den muskuløse soldat begyndte at føle sig overvåget. Renatika må indrømme at hun så godt som nedstirrer de to. Måske savner hun en god slåskamp. Eller i det mindste en som hun ikke er en aktiv del af, for dem har hun vist haft nok af på det seneste. Håndledet værker stadig, og selv det helede kraveben brokker sig nu og da. Hun tømmer restenerne af den halvlunkne mjød og lader den hede ånde ulme i det tomme glas for at varme ansigtet.

((jeg undskylder det absurd korte indlæg X___X Men var begyndt at få dårlig samvittighed over manglende svar))

Der er næsten tomt i krostuen, kun de lokale sidder henne i hjørnet og de to fyre som har vovet sig ud. De fleste holder sig væk efter mørkets frembrud. Stemningen er trykket, dem der talte hviskende sammen holder op da hun åbner døren. De ser mistroisk på hende, og hun holder stadig på håndtaget, så hun kan nå at fortryde. Men hvor skulle hun gå hen? Kulden suser mod hendes ryg og finder vej ind under hendes trøje, hun gyser. Hendes hånd slipper døren, og den falder langsomt i. Hun trækker vejret dybt og går roligt hen over gulvet op mod baren. " En øl" siger hun hæst. Manden svare hende med et kort nik, det er først da øllen står på disken foran hende at folk igen begynder at hviske sammen.
Hun ligger pengene og går hen mod et bord ved et af vinduerne, hvor hun synker ned i en stol. Sådan sidder hun lidt, mens hun ser ud af vinduet, men så tager hun en tår af øllen og ser sig lidt omkring. Stemningen er så anderledes end hun huskede den i kroen, hun kender heller ikke nogen af dem. De lokale er blevet skiftet ud, og det er bartenderen også,. Kun hendes omgivelser forsikre hende om at hun rent faktisk er i kroen, intet andet indikerer det.. hun savner allerede de gode gamle tider..