var fulgt med hele vejen og siger "mange tak.. og godnat" han går ind og lukker døren efter sig så hvad er foregår i rummet efter, er der ingen der kan vide

"Godnat, Sir.." svarede hun roligt, inden hun selv gik imod sit eget værelse, åbnede døren og gik ind. Hun smækkede døren hårdt i, og satte sig tungt på sin seng. Hvordan?! Hvordan kan det her ske?! Kort snøftede hun, inden hun tørrede en tåre væk der gled ned af hendes kind. Med et rejste hun sig op og gik hen imod skrivebordet. Der gik få sekunder, og så havde hun fået en pen og et papir frem. Hurtigt begyndte hun at skrive og skrive. Til sidst var det blevet et brev, der fortalte om alt hvad der var sket, hvilke følelser hun havde, og hvad hun egentlig mente om det her sted! Og det var helt sikkert at det ikke var lige pænt det hun skrev. Bagefter tog hun sin kjole af, så sit korset. Hun rodede næsten hele skabet igennem inden hun fandt en nat kjole. Det første klæde hun havde på som kom herfra. Roligt trak hun den over hovedet og lagde sig i sin seng, med dynen trukket godt over sig. En dag slipper jeg væk herfra.... Kort efter faldt hun i en dyb søvn. Nok den bedste indtil videre.

Nearyn begynder at gå forbi Raiden og Shina, han smiler igen undskyldende til dem. Nearyn bærer Fallen op i et værelse hvor han sætter hende forsigtigt i en seng. Han træder et par skridt tilbage og rykker en stol ud og sætter sig. Han gør hvad han kan for, med kropsprog og mine at berolige Fallen. Han venter til hun siger noget. ingen grund til at plage hende med spørgsmål før hun følte sig klar.

Hun sætter sig straks op, og ser sig om.
Hvor er jeg ? Hvad vil han mig ?
Hun ser på Nearyn, med fryg i øjnene.
Hun lukker hænderne om dynen, og stirrer på ham.

Nearyn udstråler stor ro og tålmodighed. Han gør det klart at han intet ondt vil hende. Han sidder stille og gør ikke mine til at sige noget. Bare sidde og se beroligende på hende.

Hun ser på ham, men hans beroligende facade, gør hende rolig.
Hun ser blot op ham, men vender så hovedet nedad, så håret dækker for hendes ansigt..

Tålmodighed er vist nøglen her. . Nearyn rejser sig langsomt og går hen imod døren. Han smiler til hende da han tager i håndtaget. "Hvil dig lidt okay?. Dine vinger er ikke i en tilstand hvor du bør flyve." Han smiler lidt igen og så går han ud. han lukker døren, men låser den ikke. Han går tilbage imod sit værelse. Jeg skal lige have styr på alt det her. Han sætter sig og begynder at overvåge folk i huset med sin krystalkugle.

Fallen kryber over til et lille mikro vindue.
Hun åbner det, med lidt besvær. Hun forsøger at glemme smerten i vingen.
Hun forsøger at kravle ud igennem vinduet, og får med besvær kæmpet sig ud igennem det.
Jeg må væk herfra..
Hun står ude i den sivende regn, igen på taget.
Kom nu... I har ikke svigtet mig før. .Svigt mig ikke nu..
Hun forsøger at blafre med vingerne, men smerten jager igennem hende, og vingerne rør sig ikke. Hun indser, at hun ikke kan komme væk derfra inden for den næste tid. Derfor sætter hun sig blot ned på det våde tag. Vandet gør hende hurtigt gennemblødt, eftersom hun var blevet tør i indendørs tiden.
Kulden rusker i hendes benede krop, men det ignorerer hun også, for vandet er rart, på de "brændende" vinger.

Nearyn som holder øje med folk gennem krystalkuglen ser Fallen på taget. Han tager en kappe på og går nogen etager ned inden han går ud på taget fra et vindue på gangen. Han drejer om et hjørne og ser Fallen, hvor han vidste hun var. Han stiller sig ca 20 meter fra hende og læner sig ind mod væggen hvor regnen ikke er så intens. "Du burde ikke anstrenge dine vinger. De vil hele langsommere hvis du bevæger dem hele tiden. Hvis du holder dem stille vil smerten fortage sig hurtigere". Han kigger ud i regnen. Hans stemme er stadig lige venlig og rolig.

Hun drejer forbavset hovedet, og ser på ham. Hun ser så ned i taget.
Hendes våde hår klistrer sig til ansigtet, og kjolen er også gennemblødt, og den klistrer sig til hendes krop, og får hende til at fryse.
Hun krummer sig sammen, og prøver at gøre sig lille. Lige nu ville hun allerhelst bare forsvinde.

Nearyn bevæger sig langsomt hen til hende imens han knapper sin kappe af. slår den af sig og ligger den over hende. Den er foret blødt og varmt. Han rejser sig og bliver stående ved siden af hende lidt.

Hun putter sig ind under kappen, for at varme sig.
Det er underligt, men hun føler sig tryk ved dette menneske. Hun ser ud i mørket, med et roligt blik..

Nearyn bliver stående op kigger i samme retning. "Jeg kan kun forestille mig hvordan du har det. Vandt til at flyve og pludselig er du endt sådan her. Men lad mig forsikre dig for at så længe du er her vil jeg passe på dig, og når du er klar til at flyve igen vil jeg ikke holde på dig." Han smiler roligt til hende.

Hun drejer hovedet, og stirrer på ham, med et blik, der skal måle ham an, for at se om han er til at stole på.
Hun krummser sig endnu mere sammen, og hvilke hovedet på knæene. Kappen varmer hende godt.

Nearyn møder hendes vurderende blik med sit sædvanlige rolige, venlige blik. Han sætter sig ned ved siden af hende. Han begynder at nynne harmonisk imens han kigger ud i regnen.

Hun slapper af ved hans nynnen, og det gyser kort igennem hende.
Regnen sitrer ned, med en beroligende trommen..

Nearyn stopper sin nynnen efter nogen minutter. Han kigger på Fallen med et rolig smil "Hvad siger du til at komme ind og få noget tørt tøj på?" spørger han roligt

Hun ser usikkert på ham, men nikker så til sidst, da hun må erkende for sig selv, at hun fryser.
Hun retter sig op, tager kappen af sine skuldre, og rækker ham den.

Han smiler og ryster på hoved. "behold den"- Han kravler adræt ind af det vindue hun kravlede ud af og rækker bydende og samtidig spørgene hænderne op til hende, som for at sige: "Jeg kan godt give en hånd hvis du ikke har noget imod det."

Hun tøver længe, men vælger at klare det selv. I et elegant spring er hun igennem det lille vindue, og står nu drivvåd inde i det værelse, hun forlod tidligere.