Hun skulede til ham da han sagde hendes navn forkert endnu engang. Hun tænkte ikke videre over det med hans kusine, selvom hans kusine jo rent faktisk var hendes egen halvsøster hun aldrig havde kendt. Da han omtalte Shienna, hævede hun bare begge øjenbryn og trak på skuldrene. Det kunne hun vel også selv ude om, men da han kalder hende Leo kniber hun øjnene sammen, samler sin handske op ved hjælp af telekinese, og lader den svæve lidt i luften, før hun smiler sødt og giver ham en tøset lussing med den uden at bevæge en finger. Lussingen bør slet ikke gøre ondt da handsken er slap.
”Som jeg sagde før, hedder jeg altså Anastacia. Det vil jeg også gerne kaldes.” Med de ord trak hun handsken til sig, medmindre han havde grebet fat om den, og lagde den sammen med den anden handske.
”…” Hun så på teen da hun fik den af den, og så op imod Shienna. Hun så væk fra deres bord så snart hun kiggede, og hun så ned på sin the igen.
”Jeg drikker ikke af den… Jeg tror hun har spyttet i den eller noget…” Hun tog koppen helt op foran øjnene og så vurderende på den, før hun stillede den fra sig igen. Oppe ved disken kunne man se Shienna ærgrer sig lidt, men fortsatte så med sine gøremål. I stedet greb Anastacia forsigtigt om det ene krystalglas, det der var mindst i og smilede igen til Cazador.
”Tak for skænken.” (det lyder sjovt, men det kan godt siges xD) Smilede hun, og nippede forsigtigt til vinen. Det smagte overraskende godt, og det gjorde hende i lidt bedre humør.
”Vin kender man altid. Den her vin smager overraskende godt.” Sagde hun, og så lidt på glasset, før hun så op på Cazador.
”Folk drikker for at glemme, ikke? For at alting skal blive godt…” sagde hun så, og nippede mere til vinen imens hun så tilbage på dagen derhjemme.

Hun var kommet ned ad trappen, okay glad og frisk da hendes far kaldte på hende. Hun frygtede lidt hvad det var skulle komme, hun havde på fornemmelsen at det havde noget med det tidspunkt hun var kommet hjem på i nat. Og hendes fornemmelse var rigtig. Da hun trådte ind i køkkenet sad hendes far og mor og så dysters ud i luften.
”Sæt dig.” Hendes far var helt mørk i øjnene, og hun satte sig hurtigt ned. Han var ikke i humør til modsigelser. Men da han begyndte at skælde ud, kunne hun ikke holde det igen.
”Hvorfor må jeg ikke være ude så længe, når du bliver væk i flere dage sammen med dine venner? Bare fordi i tager ned på bordellet og hygger jer, betyder det ikke at jeg ikke også har en god grund til at blive væk! Jeg er ligeglad med hvor fin på den jeg bør være, jeg vil også have noget spænding!” Hendes fars øjne blev næsten sorte imens hun talte, og da hun var færdig rejste han sig i små vrede ryk. Han stod bare og så på hende i et par minutter, før det blev for meget for hende, og hun gik.

*SPOLING*

Flasken var ikke helt tømt der var da faktisk en god del tilbage, men Anastacia havde aldrig drukket før og hun var meget påvirkelig af alkoholen. Hun var godt fuld, når hun vågnede i morgen ville det sidste hun kunne huske nok være Teen hun ikke ville drikke. Hun var ikke så opsat på at være fin på den længere, og snakkede bare om løst og fast.

Anastacia's fine, hvide handsker rammer Cazz på kinden en enkelt gang, før han griber fat om den, og forsigtigt lægger den ned. Han lægger hovedet på skrå, puster en tot hår væk fra øjnene, og sukker teenagertvært.

"Anastacia er så langt... Og desuden" han smiler skævt, og brummer sagte, en lyd der kommer dybt nede fra hans hals.

"Klæder navnet Leo dig... det er farligt.. spændstigt.. fyrigt, hvadbehar?" han hæver et øjenbryn, og peger hentydende på handsken, som han derefter smider hen til hende. Han retter sig lidt på den hårde stol, og klukler, da hun nævner Shianna.

"Jah... den dame har det med at lave de særeste ting.." mumler han, og lukker øjnene et kort øjeblik. Da han åbner dem igen, ser han Anastacia sidde og nippe af vinen, og et bredt smil breder sig på hans læber.

"Det tænkte jeg nok, Stacy.. SKÅL" Han hæver glasset og venter på den klinkende lyd, der bekræfter ham i, at hun skåler med ham.

*SPOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOLE* OwO

Cazz ser overrasket til, da Anastacia ivrigt hælder op i sit glas endnu en gang. (?) ikke fordi det generer ham- pigebarnet var jo langt sjovere, når hun var fuld. Han lytter interesseret til hendes 'plaprende' mund, samtidig med at kroens øvrige gæster bliver færre og færre. Shianna sender ham et utålmodigt blik, og han rejser sig op- kun med en let vaklen.Hans hjerne og lever er langt stærkere end Anastacias, og en smule portvin gør ikke ham så fjollet som hende.

"Smukke dame, det er ved at være sent" siger han galant (så galant cazz nu kan være), og tager hendes hånd. Han trækker hende med en stærk arm op til sig, og smiler ind i hendes øjne. Hans hånd rækker ud efter flasken og glassene, og griber det hele i én hånd.

"eller rettere- det er ved at være din sengetid. Shianna, jeg vil gerne leje værelse 8 i nat." Han rækker den anden hånd ud, og tager imod den nøgle, som Shianna muggent stikker ham, før den arm lukkes omkring Anastacias talje. Han presser blidt på, og fører hende derved op ad trappen, til 2. sal.

//out

OOC: Du skriver bare i værelse 8, ikk? oh, og forresten, mor vil have 'kvaltetstid'... må smutte tulliemus :3

Hun er lige ved at gå med, men i et sus af fornuft går det op for hende hvad hun har gang i. Hun går hurtigt sin vej.

OOC: Sorry, men jege er meget inaktiv på KåeL, og sletter alle de karaktere jeg ikke skal bruge, Anastacia inklusive.
//OUT

Diandra kommer gående - lidt hurigt godt nok - ind i krostuen efter at have diskuteret med kokken og haft en lille snak med to kropiger. Noget af maden, var blevet dårlig, og hun havde modtaget flere klager fra kunder, der absolut ikke var tilfredse med maden. Kokken mente ikke ,der var noget nyt i det, og at han ikke kunne gøre noget ved det. Lad os bare sige, at Diandra var af en anden mening.
Hvad angår kropigerne, så var der et par borde og stole, der ikke var blevet rejst op efter en såskamp. Det slemme var egentlig ikke de liggende borde og stole, men mere det faktum at nogen åbenbart havde fået lov at slå sig løs af ren og sker fuldskab indenfor i krostuen! Desuden var meget af servicen langt fra rent. Hvordan i alverden kan de bare lade stå til?! raser hun, men kun indvendigt. Udvendigt ser hun bare lige så alvorlig og streng ud som altid med sin læse knold i nakken og korsettet, der strammer op om den ellers løse kjole.
På den anden side er det mit ansvar... Og hvordan skulle kropigerne også kunne stoppe en slåskamp Hun begynder lidt for ihærdigt at pudse glas.

skumring trippede forsigtigt tættere på krostuen, hun havde snakket med mange mennesker på det sidste, og havde nu vovet sig tættere på menneskebyen. Nu nærmede hun sig et hus, der larmede men hun havde ingen anelse om at det var en kro, ikke før et par fulde gæster kom væltende ud, og spærrede øjnene op ved synet af den store kentaurkvinde.
kumring kiggede bare igen og trippede forsigtigt tættere på, for et par dage siden havde hun snakket med et menneske der forsikrede hende om, at menneskene var venligtsindede overfor racer som hendes.
Desuden var hun ualmindelig tørstig, hun havde tilset skoven hele dagen, og havde slet ikke drukket nok vand til at holde hendes store krop igang. Fordigtigt trissede hun hen til døre hun forsigtigt tog i, og kiggede ind. Det var de færreste krogæster der lagde mærke til hende, før hun fik øje på en køn skikkelse, der så ud til at arbejde her, lidt viden om mennesket havde hun trods alt "Undskyld, er det til at få noget vand?" mumlede hun stille mod Diandra, uden at træde ind i kroen, for det første var hun alt for høj til at komme ind af døren, for det andet vile det sikkert vække for meget opmærksomhed

Diandra lagde ikke mærke til noget; ikke det mange højrøstede krogæster, ikke døren der gik op, ikke kenaurkvinden, der talte til hende. Hun var efterhånden blevet så vandt til kroens støj, at den ikke rørte hende det fjerneste. Det var først et par sekunder efter, hvor hun kiggede ud over kroen - og dermed ned på døren - for at tage et rutinetjek. Noget hun gjorde med et par minutteres mellemrum, for at se, om nogen ville hende noget og ikke mindst, om der var optræk til ballade.
Ved dette lille rutinetjek kunne hun ikke undgå at lægge mærke til den højst besynderlige skikkelse, der står i døren og åbenlyst har sagt et eller andet til hende. Fra der, hvor hun står, havde hun ikke en chance for at høre, hvad kentauren ville gennem støjmuren. Hun stilllede det nu skinnende rene ølkrus fra sig på bordet, smed hviskestykket over skulderen og vandrede ned til kentaurkvinden. Med hånden støttende på dørkarmen spurgte hun: "Skulle det være noget?" Hun smiler ikke, men det er også temmeligt tydeligt, at det bare ikke lige ligger til hende. Hendes venlige stemme kompenserer også noget for det manglende smil, selvom den måske kan lyde lidt påtaget.

Skumring så efter kvinden der ikke lod tilat høre hende, hun rømmede sig og slog lidt med halen, et eller andet sted var hun fristet til at vade ind i kroen, men det ville nok virke underligt for menneskefolkene. Betaget af hele stemningen stirrede hun ind i kroen med de store sorte øjne indtil Diandra stod foran hende, og så endda med en tolig attitude, nrmalt gik folk i spåner over Skumrings race, men ikke hende her, det var faktisk rart for en gangs skyld. "Erhm, er der mulighed for lidt vand?" spurgte hun igen med den mørke men runde stemme uden egentlig at tænke på betaling, sådan noget tænkte man generelt på blandt kentauerfolket, der opgjorde man det mere i tjenester og hjælp til hinanden.
Roligt betraktede de store sorte øjne Diandra, menneskeracen var så legant, til tider misundede Skumring dem, men alligevel var hun stolt over at være hvad hun var, det var hun opdraget til

Hendes venstre øjenbryn løftedes umærkeligt for så at falde tilbage på plads. Bare vand? Kunne man forvente andet... Til Skumrings held, kostede vand ikke noget, selvom hun nok skulle have en noget større portion end det sædvanlige lille glas. "Så gerne," svarede Diandra runtinepræget, men venligt.
Hun vendte rundt og gik tilbage til desken, hvor hun fyldte et af de store ølkrus op med vand. Lidt efter var hun tilbage. "Værs'go." Hun rakte med begge hænder det tunge krus til kentauren. Det var ikke fordi, Diandra ikke sagtens ville kunne holde kruset med en hånd, men det var trods alt nemmere med to. Hun blev stående lidt for at betragte dette store væsen. Det var meget sjællent, hun stødte på denne race. Faktisk mente hun ikke at have mødt mere end to i sit liv. Men selvom skabningerne var store, så skræmte de hende ikke. Det var ikke hendes natur at lade sig skræmme af noget uden at vide, om man burde lade sig skræmme. Desuden var hun vandt til at håndtere store og til tider meget uregerlige heste uden problemer. Selvom kentaure havde langt højere intellegens end en hest, så var det alligevel lidt af det samme.
Diandra stod og tænkte lidt. Så vrikkede hun sig forbi kentauren og lukkede døren efter sig. Der blev pludselig meget stille, selvom man stadig rimeligt tydeligt kunne høre spektaklet. Hun gik hen i retningen af vinduet, så hun af og til kunne se ind. "Det er ikke så tit, I bevæger jer ind mod byen... Må man spørge, hvad De laver her?"

Skumring og overrasket mod kruset men tog gladeligt imod det, hun havde ikke kunne finde en flod siden hun forlod mørkets skov, og brønde havde hun heller ikke stødt på, og nu havde hendes nysgerrighed endelig taget over hendes sunde fornuft. Hun så overvejende ned på kruset, men drak så det hele på ganske få sekundter, taget i betragtning af at hun normalt kunne drikke spandevis var dette ikke meget, men nok til at tage den værste tørst.
Hun nåede lige at se facineret ind i kroen, før Diandra lukkede den, stilheden der straks lagde sig var rar, Skumring var trods alt ikke vant til at der var meget støj.
"Jeg snakkede med en menneskemand for et par dage siden, han sagde at byen efterhånden var åben for anderledes besøg!" sagde hun med et lille smil, og strøg det store kridhvide hår om bag det ene spidse ører, selvom totten hurtigt faldt frem igen. "Skoven er blevet ensom de sidste år, det er sjældent man finder kentauerfolk idag, desværre!" fortsatte hun og skar en grimasse. Skumring ar betsemt ikke født til at være alene, hvilket hun havde været meget de sidste år

Hun sendte et skævt blik ind af krovinduet, der sendte et gyldent skær ud over de nærmeste genstande. Bare lyset virkede varmende, hvilket fik Diandra til at tænke på, at hun nok burde have overvejet noget mere varmt tøj. Hun lagde armene over kors for ikke at blive alt for kold og vendte så blikket mod Skumring. Hun smilte en sjællent skævt smil. "Byerne har såmænd længe været åben for alle slags væsner. Jeg ser ofte andre end krystallisianere heromkring."
Hun lyttede lettere trist til mode til kentauren. Det var trist, at der ikke var mange af dem tilbage, men sådan var naturen nu engang. I øvrigt var hun jo heller ikke den eneste sjællenhed. Dværge var også et meget sjællent syn for eksempel.
Hun lod blikket hvile mod de grålige brosten. "Men man spørge, hvad De så laver i skovene... Hvis De ikke bryder Dem om ensomheden, mener jeg?"

Skumring så spørgende på mennesket, hun så tydeligvis ud til at fryse, i hvert fald i forhold til Skumring som selv kun havde en hørtop til at dække brysterne, det var også noget hun havde fået fra menneskeskikke, de fleste kenteuere gik nøgne, men af høflighed havde Skumring selv dækket det mest nødvendige.
"Jeg er glad for at byerne har åbnet lidt op, jeg har været meget nysgerrig, især med alt det der sker for tiden!" sagde hun med en lidt bitter mine, hun brød sig ikke om forandringerne efter Mørkets Lord var kommet til, slet ikk, dyerne teede sig slet ikke som de skulle og alle menneskene var kullrede.
Hun smilede varmt ned til Diandra, det lå naturligt til hende, og især nu hvor menneskekvinden spurgte ind til hende "Jeg holder bestanden af træer oppe, og sørger for at naturen er som den skal være!" sagde hun med et smil "Hvad laver du?" sagde hun så spørgende og så underende ind af vinduet, en kro, hun havde hørt historier om sådanne steder, men aldrig oplevet dem

Mens hun lyttede, havde Diandra stået og kigget opmærksomt ind på krogæsterne. Lige nu var der kun liv og glade dage, men hun vidste af erfaring, at den slags hurtigt kunne ændre sig.
Hun vendte forundret blikket mod Skumring Hvad jeg laver? Er det ikke ret tydeligt... Efter en lille pause drog hun den konlkusion, at kentauren ikke var helt indforstået med, hvad en kro var. "Jeg ejer kroen her. Det er et sted, hvor folk kan købe drikkelse og et varmt måltid. De kan også leje et værelse for nogle nætte. Om aftenen er her tit en del mennesker. Jeg ved ikke helt, hvordan det er blevet sådan," svarede Diandra og stoppede op midt i en sætning. Hun var kommet til at spegulere på noget nyt. "Her er en mindre fest hver aften. Det er en slags tradition, at hvis man vil more sig en aften, så tager man hen på den nærmeste kro. Måske er det fordi, man kan få alkohol her, men det har også sine bagsid-"
Diandra vendte af reflekshovedet, da hun ud ad øjenkrogen opfangede nogle nye og meget voldsomme bevægelser inde i krostuen. En kropige forsøgte at tale mændene til ro, men det hjalp naturligvis ikke.
"Når man taler om solen... Jeg må hellere komme ind igen." Med hurtige skridt gik hun hen mod døren og tog i dørhåndtaget. Høfligt tog hun også det store nu fuldstændigt tomme krus. Døren blev åbnet, og larm og rabballer kom væltende ud, som om sluserne lige var blevet åbnet til en sotr dæmning. "De må endelig komme igen, hvis De får lyst..." nåede Diandra at tilføje, inden hun lukkede døren bag sig. To sekunder efter kunne en meget bestemt stemme høres gennem larmen, og støgen dæmpede sig en smule. Krodøren åbnedes, og ud af den traskede et par nu pinligt ædru store brød med skyldbetyngede miner.

//out - går i seng, ses^^

Skumring så mere og mre fortabt ud da hun begyndte at forklare, hun havde aldrig rigtig fåestået sig på menneskelig adfærd, ganske ærligt var det noget hun nok skulle bruge lang tid på at forstå.
"Hav det godt!" sagde hun med et smil og slap villigt kruset da Diandara forsvandt ind i kroen, hurtigt kiggede hun ine gennem vinduet og vendte så ryggen til bygningen, hun skulle gerne nå tilbage til paradisskoven inden dagen gryede.

// Out - Sov godt ^^

Lorraine skubbede langsomt døren op til krostuen, og mærkede hvordan den varme hu nhavde længtes efter hele dagen, strømmede hende i møde. Hun snøftede og trods den irriterende forkølelse, bredtes et smil over hendes læber, da hun langt om længe kunne føle varmen imod sin bare hud i ansigtet. Hun lagde langsomt hænderne mod sine røde kinder og trådte indenfor, mens hendes blik søgte efter en tom stol. Der var overraskende tomt, så det var ikke svært for hende at udvælge et firmandsbord ved vindueet, som hun placerede sig ved, før hun så hen imod døren efter Luciel og spekulerede over, om hun ikke bare skulle bestille en kop varm kakao eller om the ville være bedre?

Kort efter Lorraines ankomst trådte Luciel ind i kroen. Hvilken velsignende lettelse det var, endelig at kunne slappe af i hans forfrosne krop og tage handskerne af. Han rullede med skuldrene og knejsede med nakken, idet han trådte ind over dørtærsklen. Han skævede rundt et øjeblik for at se den velkendte krostue an. Til hans overraskelse var den tom. Nogen overraskelse var det måske så alligevel heller ikke. De fleste ville sikkert hellere sidde foran pejsen hjemme hos dem selv i stedet for at vove sig ud i kulden blot for at spise et enkelt måltid mad på kroen.
Der gik ikke mange sekunder før han fik øje på Lorraine. Hun var jo den eneste i krostuen med undtagelse af en middelaldrende kvinde, der stod bag baren og så ud til at kede sig gevaldigt på så stille en dag. Han gik tværs over gulvet hen til Lorraine og tog plads ved hendes bord. Han lagde hendes handsker på bordet foran hende mens han indgående betragtede hende.
"Skal du have noget at spise eller drikke?" spurgte han og skævede op til baren. Kvinden så ud til at være vågnet lidt op nu. Hun havde i hvert fald kurs direkte imod deres bord.

Lorraine fulgte Luciel med øjnene, da han kom hen og satte sig ved hendes bord. De gled langsomt ned på handskerne, som han lagde på bordet og hun tog dem til sig igen, hvorefter hun sendte ham et svagt smil. Hans fingre var rigtigt nok knap så blålige mere(går jeg ud fra. :3) og hun mærkede hvordan varmen fra krostuen bredte sig i hendes krop og lod hendes muskler slappe helt af, Ubevidst sænkede hun sine skuldre, og så betragtende på kvinden der var på vej hen imod dem. Først da kvinden stoppede op ved siden af deres bord så hun op på hende og sendte hende et lille smil, der dog nærmere ville kunne betegnes som et træk i mundvigen.
,,Jeg skal bare have et krus urtethe og så et stykke brød, tak." De blå øjne gled derefter over på Luciel, afventende for at han også skulle foretage en bestilling, så kvinden kunne komme tilbage til køkkenet med ordren.

Luciels lyseblå øjne hvilede betragtende på Lorraine, der kiggede afventende tilbage på ham. Han skævede hurtigt op til kvinden, der ligeledes kiggede afventende på ham. Han skuttede sig let. Han skulle bare have et eller andet varmt at drikke, så det endte med, at han blot mumlede:
"Jeg skal bare have det samme som hende."
Han nikkede mod Lorraine. Han fik et afmålt nik tilbage fra kvinden, før hun hurtigt skriblede noget ned på en lille blok, drejede rundt og tussede hen til baren igen. Hun forsvandt ind af en døråbning, og døren lukkede i bag hende, så Luciel ikke længere kunne se hende. I stedet vendte han blikket mod Lorraine. Han flettede sine fingre. De var ved at blive helt røde nu og stak underligt i varmen. Men det var i det mindste bedre end at de frøs til is og faldt af.
"Tak for lån af vanterne," sagde han henvendt til Lorraine, selvom det var svært at regne ud, når han sådan kiggede ned på sine hænder.

Lorraine mødte i et kort øjeblik hans lyseblå øjne, før han så tilbage på kvinden og afgav sin bestilling. Hun knugede let handskerne mellem sine kølige fingre, mens hun betragtede ham indgående. Det var anderledes at se på ham nu, hvor hans ansigt var oplyst, i forhold til ude i den mørke skov. Hun blinkede let med de blå øjne, inden hun så ud af vinduet og måtte konstatere at det var heldigt at de var nået frem til kroen på det her tidspunkt, for det var allerede rimelig mørkt.
,,Selv tak," svarede hun ham, med et lettere skævt smil. Hun løsnede kappen en smule omkring skuldrende og trak vejret dybt, før hun lod sig falde en anelse mere afslappet sammen, dog stadig så hun havde nogenlunde ret ryg. Hun lod sin hånd glide igennem hendes lyse hår i en blid bevægelse, for at alle de vildtfarende lokker ville falde på plads igen.
,,Er du ny her i Krystallandet?" Spurgte hun nysgerrigt, blot for at få en samtale igang. Det kunne jo være forklaringen på at han var faret vild ude i skoven, akkurat ligesom hun selv var..

Luciel rystede på hovedet og han gjorde åbenbart så brat en bevægelse med sin hoved, at en lys hårlok faldt ned i ansigtet på ham. Lige i synet så han ikke kunne se noget ud af sine blå øjne. Han pustede til den for at få den væk, men det var meningsløst. Efter flere mislykkedes forsøg endte det med, at han satte den om bag øret med sin hånd.
”Nej, egentligt ikke… jeg er bare ikke så kendt i det her område,” sagde han.
Han havde boet i det nordlige Krystalland hele sin barndom og var først nu begyndt at vove sig længere sydpå. Uden et hjem var det en større opgave at overleve ude i snefulde landskab oppe nordpå, så det var smartest at flytte ind til byen, syntes han. Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår med en hurtig bevægelse, mens han skævede op til baren. Og lige i det hans blik faldt på døren, gik den op og ud kom kvinden med en bakke, hvorpå der stod to glas og lå to stykker brød. Luciel lænede sig let tilbage, mens han fulgte hendes færd gennem krostuen og hen til deres bord. Med et "værsågod" blev bakken stillet på bordet foran dem, og hun forsvandt igen.
Luciel kiggede skeptisk på sin kop urtete og rynkede på næsen. Dampen stod lige op af kruset, så han blev enig med sig selv om, at det var mest fornuftigt at vente et øjeblik med at drikke den.

Hun kom til at smile let over hans forsøg med den lyse lok, men fulgte så kort hans øjne hen imod kvinden, mens hun lænte sig en anelse tilbage og sukkede tilfredst. Hun sendte kvinden et lille nik som et tak, før hun tog imod kruset og brøddet, som hun lagde foran sig. Forsigtigt lagde hun prøvende hænderne mod kruset, og mærkede hvordan varmen derfra begyndte at stikke i hendes fingre, men hun lod dem blot sidde derpå en tid endnu. Hun løftede kruset op til munden, før hun pustede på den, men satte den da bagefter ned på bordet igen. Hun ville nødig brænde tungen ved at drikke den nu, for noget sagde hende at den stadig var brændende varm.
,,Så er vi vist to.." Konstaterede hun med et skævt smil og et lille skuldertræk. Hun var heller ikke specielt kendt i det her område, og selvom hun troede hun kunne finde vej, så virkede det ikke rigtigt.