"mine forældre ved intet om det her" siger han og sukker
"jeg har holdt det hemmeligt for dem siden jeg blev overfaldet" siger han og sukker stille
han tar sig til skulderen som svier lidt nu hvor det er nat
han smiler til hende, nærmest et rovdyr smil

Hun ser på ham. "min far ved det, han kan læse tanker, han.. han slog min mor ihjel da jeg blev født, det er det eneste jeg rigtigt kan huske fra min barndom" siger hun stille og lukker øjnene. "når, nu røg mit syn også" siger hun stille. hun åbner øjnene og kan kun se det er sort. "jeg elsker at se solen skinne og mit barn kravle rundt og leger" siger hun med et glad smil. Hun dufter af blod på grund af hendes store sår i hovedet. "av.." mumler hun stille og tager sig til sit hoved

han sukker træt og lukker øjnene
"jeg har ikke brug for at lukke øjnene for at sove men jeg gør det alligevel" siger han stille til sig selv og griner lidt
han gaber træt og roder lidt med hænderne i sandet

"jeg.." siger hun stille, men vender så hovedet væk. "jeg må nok hellere gå nu, du ser træt ud, og jeg skal nok hellere være hjemme når min far kommer" siger hun forsigtigt og små bange. Hendes stemme ryster meget, da hun er bange efter hendes far bed hende i halsen og gyser lidt. "hvad hedder du forresten?" spørger hun stille

"jeg hedder Thetaro" siger han og rejser sig op
han kigger mod hende og bruger hans evne i meget kort tid så kort tid at hun ikke ville kune mærke særlig meget
"Du hedder Liv" siger han og smiler
"jeg må også komme hjem" siger han og smiler
"farvel Liv" siger han og går væk derfra

Hun ser efter ham. Hun rejser sig så langsomt op og løber derfra

/OUT

Ace pustede dovent en irriterende sort hårtot væk fra sin næse, alt imens han lod sit blik glide iagttagende hen over horisonten. Der var ingen skibe at se, men måske var det kun, fordi det blæste så meget i dag. Det ville være dumt at sejle ud på havet i dét vejr.
Desuden var det så varmt, at det måtte være helt ulideligt at være på et skib midt ude på havet uden at kunne søge efter skygge nogen steder. Det ville Ace i hvert fald synes, det var.

Han satte sig ned i sandet og skubbede en håndfuld af de hvide sandkorn op på sine bare tæer i håb om. Han vidste faktisk ikke helt hvad han lavede her på stranden, hvor der ingen træer eller klipper var, som man kunne sidde i skygge under. Det var jo midt på dagen, himlen var helt skyfri og solen bagte lige ned på hans nakke.
Han foldede sine hænder bag nakken og lænede sig tilbage, så han lå ned i sandet.

Længere nede af stranden på en sten, lå der en kappe, et sort slag med indgraveret symbol, der stod et par sorte lange støvler med tilhørende spore.. men der manglede dog stadig en ting, som manden der tilhørte dette, plejede at lægge fra sig. Hatten. Samson havde endnu ikke fundet sin hat, som pigebarnet havde taget fra ham, men han var helt sikker på, at når han fandt hende så skulle hun virkelig skynde sig væk derefter. Den hat var jo nærmest hans kendetegn! Selvom der med tiden var kommet langt flere kendetegn ved ham.
Dagen i dag, havde Samson gjort til sin trænings dag. Han måtte jo holde det ved lige så meget som overhovedet muligt. Han kunne jo selvfølgelig have valgt træningspladsen, eller bare et andet sted på øen hvor han holdt til, men det havde han dog trodsalt ikke gjort i dag.
Samson stod med let spredte ben. Foran ham var der en rejst en sten, formet som en krystallisianers skikkelse i formen. Han holdt begge sine hænder en del ud fra kroppen og i hver håndflade havde han kæmpe flammer. Hans ansigt viste en tydelig koncentration. Flammerne blussede pludseligt, men ikke rigtig på en almindelig måde. Normalt ville de blive større, men nu blev de tværtimod mindre! Tilbage stod han med to små flammer, som nu nærmest lignede bolde. I flammens indre 'kerne' blev lyset nu blå og hvid. De var derfor ufattelig varme, og varmen ville kunne mærkes 10 meter fra ham, selv når det endda blæste på denne dag!
Håret fór omkring ham, og noget af det kom også indover disse ildkugler, men mærkeligt nok, futtede det ikke af.

Han havde slet ikke bemærket, at der var andre til stede på stranden. Han havde slet ikke hørt noget. Den eneste lyd, der nåede hans ører, var lyden af havets bølger, der vedblev at skylle ind over stranden igen og igen. Og så nogle måger der skreg selvfølgelig. Det gjorde de jo altid. Som om de ikke havde noget bedre at tage sig til end at kredse rundt ude over havet.
Pludselig mærkede han en underlig varme, næsten ligesom en hedebølge eller et varmt vindpust.
Han satte sig op og gav sig til at børste hvide sandkorn af sin sortklædte ryg, alt imens han spejede ud over stranden for at finde årsagen til varmen. For han troede ikke på, at det bare var solen, der lige pludselig havde bestemt sig for at begynde at skinne endnu kraftigere.

Han fik øje på et eller andet ude i vandet. Han måtte skygge for sine øjne med en hånd, før han kunne se, hvad det var. Det var vist en mand, der... lavede et eller andet, Ace ikke kunne finde ud af, hvad var. Han stod med to flammer i hænderne. Selvom flammerne var så små, så lignede de ikke almindelige flammer. Deres kerne var blå, ligesom ilden hos smeden var, når den var brændende varm.
Ace tvivlede lidt på, at det var de to små flammer der var så varme, at varmen kunne mærkes flere meter væk. Men hvorfor ikke? Der fandtes jo så mange underlige slags magier.
I hvert fald rejste han sig op fra sandet og begyndte at gå hen imod manden.

((æhmn, ja okay.. havde ikke lige tænkt at han stod ude i vandet, men det kan vi da godt sige xD ))

Samson kastede ikke et eneste blik ned på de to kugle runde flammer som han stod og holdt i hver sin hånd. Vandet, skulle man tro, skulle få ham til at stå meget ustabilt, da der var strømme i vandet og ville normalt få ham til at blive skubbet rundt nede fra bunden af. Men han stod som fæstnet til bunden.
De to ildkugler svævede pludselig op i luften og kredsede elegant rundt om hinanden mens de bevægede sig op af. Samson fulgte dem her med et blik, hvor hans pupiller næsten ikke var til at kunne se. De stod pludselig stille oppe i luften, eller stille stod de godt nok ikke. De kredsede stadig om hinanden, men de bevægede sig ikke længere opad. Samson lavede en lille 'presse' bevægelse med begge sine hænder, og ildkuglerne så ud til at adlyde med det samme. Begge ildkugler pressede sig sammen til en som udsendte et kraftigt blændende lys, og et øjeblik kunne det virke som om at alt var standset. I hvertfald lyden. Samson kunne ikke se en pind, men det gjorde nu heller ikke noget. Lyset falmede, og stenen foran ham, som man troede var stabil, var knækket over i to dele med en stor revne igennem. Samson så ganske tilfredst på sit resultat. Han havde forsøgt sig et par gange, men det var nu lykkedes ham. Hans øjne 'rullede' ud i øjenkrogen og så nu en skikkelse der bevægede sig over mod ham.

((Det synes jeg bare du skrev xD Det var vist mig, der læste forkert.))

Han fulgte nysgerrigt med i det, manden så end havde gang i med sine flammer. Han kunne stadig ikke helt finde svar på, hvad det var han lavede, men det var også lige meget. Det så i hvert fald sjovt ud.
Han stoppede op inde på stranden ved en sten, hvorpå der lå en kappe med et eller andet underligt symbol på. Han skubbede kappen ned fra stenen uden tøven, hvorefter han satte sig på stenen. Godt nok var der et par andre sten end denne her, som kappen lå på og støvlerne stod ved, men de var alle så små, at man stort set sad på jorden hvis man satte sig på dem. Og så kunne han jo ligeså godt have sat sig i sandet igen, ikke?

Han fortsatte med opmærksomt at følge Samsons bevægelser, men da de to flammer pludselig udsendte et kraftigt lys, blev han nødt til at kigge væk - i hvert fald hvis han ikke ville være blændet resten af dagen. Da han igen kiggede ud på vandet, så han, at manden kiggede på ham.
"Hvad er det?" spurgte han, selvom han nok burde være den sidste til at stille det spørgsmål. Han havde jo fulgt med i det den anden lavede i et godt stykke tid efterhånden.

((Det er også fint nok ^^ ))

Samsons blik så nærmest indtrængende på Ace, da han så at han havde skubbet hans tøj ned fra stenen. Han missede lidt med øjnene og en let rynken skar henover hans næseryg. Han begyndte at træde væk fra den splittede sten som endnu stod på havets bund og begyndte at nærme sig ind mod strandbredden. Jo længere han kom ind, dets hurtigere kunne han bevæge sig indad, for så var der ikke så meget vandmodstand mod hans krop.
Han havde skam hørt Ace's spørgsmål, og det var med vilje at han ikke svarede på det. Han stod nu i vandkanten skævede kort til tøjet der var blevet skubbet ned, og så tilbage på Ace, bare netop for at gøre det tydeligt hvad der var 'galt'.

"Det er vidst mit spørgsmål.. Hvorfor ligger mit tøj på jorden?" Samsons pupiller var ikke ret store, et tydeligt tegn på at han ikke var afslappet. Bestemt ikke.

"Jeg kan ikke mindes om, at jeg har sagt at det skulle være i orden?" Brummede han. Det var ikke fordi at Samson bød den mest varme hilsen som man kunne høre her i landet.

Ace kneb sine øjne sammen, så hans pupiller blev smalle som en kats, og gav sig til at kigge indtrængende på Samson. Det var jo bare tøj. Hvad var måske vigtigst, at Ace sad på en sten eller at Samsons tøj lå på den? Ace valgte i hvert fald den første mulighed. Og hvorfra skulle han foresten vide, at det var Samsons tøj? Det burde være let nok at regne ud, men alligevel. Hvis Samson så gerne ville have, at der ikke kom sand på hans kappe, så burde han da have sat et guldskilt op med påskriften "må ikke skubbes ned".

"En vind blæste det vel ned?" svarede han dumt. "Hvor skulle jeg vide det fra?"
Han kneb sine øjne yderligere sammen, da han hørte, hvordan Samson brummede. Han lod sørme til at være i et godt humør. Eller var han altid sådan? I så fald måtte det da ikke være sjovt at være ham.

"Hvad er du så sur over? Jeg har da ikke gjort dig noget," sagde Ace.

".. Vinden?" Han havde stadig en let rynken på sin næseryg, men den begyndte at fortage sig. Han regnede nu ikke lige med at vinden ville kunne tage hans meget tunge kappe, som ikke var lavet af det mest lette stof på denne jord. Nu, da manden her foran ham lød til at være dum, så gad han egentlig ikke at gøre et større nummer ud af det. Det ville han sikkert have gjort for blot et halvt, eller et helt år siden. Dog forandre tiderne sig, på hvad man gider at bruge sin tid på, og ikke mindst, bliver man jo også ældre.

"Hvad er dit navn?" Samson så nu med et mere roligt blik på Ace. Selvom tøjet lod til at gå på ham før, så samlede han det trodsalt ikke op. Sandet lå allerede lidt indover det, og støvlerne stod dog stadig oprejst. Bukserne bar han dog. Ellers havde han bar overkrop og bare fødder lige nu på stående fod.

"Ja, vinden," sagde Ace.
Han skævede lidt imod Samsons kappe, der stadig lå i sandet. Skulle han ikke samle den op? Men nåja, når den nu lå der, så kunne den ligeså godt blive liggende. Den blev jo nok ikke mindre beskidt af at man samlede den op.
Da Samson spurgte, hvad han hed, kiggede han bare på ham uden at svare i første omgang.

"Ved du ikke, at det er normal høflighed at præsentere sig selv først?" sagde han, selvom han nok var den sidste der skulle belære andre om gode og dårlige manerer. Han var jo trods alt ikke selv det meste høflige og ærlige menneske på jorden.
Men ikke destro mindre svarede han alligevel.

"Jeg hedder Ace," sagde han.

"Ligner jeg en, som er høflig af mig?" Samson fik et lille smil på læben. Det var nu heller ikke fordi at det var meningen at han skulle være høflig. Bestemt ikke når man nu tænkte på, hvordan det ville være med en leder af en bande, være høflig. Det hørte nu ikke hjemme på nogen måde. Men knægten foran ham, vidste det jo nok ikke, men han kunne vel nok forstå hans ord, og hans udstråling alligevel. Det var vel nok tegn på, at han ikke var typen der var høflig.

Han nikkede let, og brummede kort som en slags hilsen da han præsenterede sig.

"Nuvel.. Navnet er Samson" Han så roligt på ham, og det var tydeligt at han var begyndt at komme lidt ned på jorden igen.

"Har du været her i lang tid?" Samson vidste ikke hvor længe Ace havde været her på stranden, men han var ret sikker på at han havde set lyset, for lige da han havde kigget væk og ind på ham, havde han siddet der. Han havde ikke lagt mærke til ham, fordi han havde lagt al koncentration til sine magier, og tvunget opmærksomheden på den måde væk, fra hvad der skete inde på standen. Normalt ville han lægge rimelig hurtig mærke til dette, men ikke denne gang.

Ace målte hurtigt Samson med blikket. Om han lignede en der var høflig af sig? Ikke specielt meget. I så fald ville han i hvert fald have startet samtalen med et "hej", men næh, han var i stedet blevet sur over at hans tøj af ukendte årsager var havnet på jorden.
"Næh, det gør du godt nok ikke," sagde Ace endelig.

Han skulede lidt a fham, da Samson brummede som hilsen.
"Det er mig en glæde at møde Dem, hr. Samson," mumlede han sarkastisk og rullede med øjnene.

Da den anden spurgte, om han havde været her i lang tid, trak han på skuldrene. De tkom jo an på, hvad Samson mente med "lang tid". Men hvis han mente, at han havde været her lige så lang tid som ham... så ja... eller hvad? Han havde jo slet ikke bemærket Samson før lang tid efter, at han var kommet ned på stranden.

"Jeg har været her i lidt tid, ja," sagde han.

Samson hævede sit ene øjenbryn lidt af han tydelige udsendelse af sarkasme. Han himlede lidt med øjnene af ham, som om at han var dum.

"Du er ikke så lidt modig af dig, hva?" Samson lagde sine tydelig overpumpede arme over kors, mens han så ned på Ace som endnu sad på stenen. Det var faktisk længe siden at Samson havde taget en ordentlig omgang træning, for tiden fokuserede han meget på sine evner, på at udvikle dem yderligere. Dog var musklerne i armene der stadig. Der skulle i hvertfald gå en hel del tid før de sådan forsvandt, men det betød ikke at musklerne ikke kunne blive svagere med den tid.

"Aha.. Har du noget sprut?" Egentlig var det et meget mærkeligt spørgsmål at stille lige netop i denne sammenhæng, men han synes alligevel nu, efter en omgang træning, at han godt kunne drikke noget sprut. Knægten her lignede ellers ikke en, som lige kunne finde på at drikke når som helst, men synet kunne jo trodsalt bedrage.

"Hvorfor skulle jeg ikke være det?" sagde han.
Han hævede let et øjenbryn over Samson, men sørgede for omhyggeligt at ignorere hans overpumpede arme. Han var slet ikke i tvivl om, at Samson var stærk. Når han sådan kunne flække en sten midt over blot ved hjælp af to flammer... så var han vist ikke en, man skulle udfordre til en kamp. Desuden havde Ace jo set, hvordan han havde trænet. Hvis han altid trænede så ihærdigt, så måtte han være stærk. Meget stærk.

Da Samson spurgte, om han havde noget sprut, skød hans andet øjenbryn også i vejret. Var han dum eller hvad? Han burde da være udmærket i stand til at se, at Ace ikke havde nogen flasker med sig, og dermed ikke havde noget sprut.

"Selvfølgelig har jeg da det! Kan du ikke se, at jeg har lommerne fulde af sprut?" sagde han.
Han stak ironisk sine hænder i lommerne, tog dem op igen og trak på skuldrene bare for at vise, at der altså ikke var noget som helst i hans lommer.

Samson kunne ikke lade være med at smile af ham. Neej.. hvorfor skulle han ikke være det? Måske følte Ace sig dum over hans smil, det kunne ikke vides, men det var tydeligt at se at Samson alligevel på sin måde var tilfreds over hans lille spørgsmål, som blot blev besvaret med et smil.

Han skævede ned til hans lommer, som han tydeligt kunne se var tomme. Samsons smil falmede dog ikke.

"Hvorfor er du så ikke på kroen? Man kan da ikke sidde på stranden og ikke at drikke, hvis man ikke har andet at give sig til end blot at stirre." Han rystede let på hovedet. Han havde skam ventet hans svar, og det var netop derfor han spurgte, for så at kunne komme videre derfra.

"Men hvis man ikke gider at bevæge sit luksuslegeme derover, så kan man jo også bare nøjes med at nyde sig af andres goder!" Samson stak hånden ned i sine bukser langs sit ene ben. Man kunne ikke se på dem, at der var en flaske indenunder, men den blev afsløret da han hev dem op over buksekanten. Det var en rimelig aflang flaske, og helt lille var den nu alligevel ikke. Den var fyldt godt op med vin. Han stak nu også sin anden hånd ned, men nu i den anden side, hvor han hev en tilsvarende op. Han så lidt på den, som om han overvejede en ekstra gang om han virkelig ville give den væk. Men han havde jo egentlig rigelig af dem, hvor de kom fra! Men alligevel. Dog rakte han den alligevel den til Ace. Hvis Ace var klog nok, ville han helt sikkert tage imod den. Gavmild var Samson ikke, og når han først tilbød andre nogen ting, så burde de tage imod det, blot for ikke at komme i vandskeligheder. For det var hvad, det virkelig kunne føre til.