Samson sad ved bredden af den ellers så smukke sø med lettere glitrende vand. Her var helt fredfyldt - hvis man lige så bort fra et brag der kom inde fra byen af, da mørkets krigere måtte være i fuld gang med at terroriserer det tidligere fredfyldte land, med den ellers så flotte natur. Landet var ikke særlig lyst i sig selv mere efter mørkets overtagen, og folk blev mere og mere deprimerede over mørket, at nogen endda gik hen og blev sindssyge, fordi solens lys manglede..
Dog betød dette intet for Samson, jo.. måske savnede han en lille smule solens lys, så han kunne lægge sig ud og sole sig lidt,, men det ville han sikkert alligevel ikke rigtig have tid til, når det endelig kom til stykket?

Samsons øjne var rettet mod et blad der flød rundt på søens overflade. Ikke ret langt fra ham, gik Brutus rundt - Samsons tyr.
Samson havde vænnet sig til alt det tøj som han ellers gik rundt med nu, hvor han ellers havde været vandt til at gå rundt med bar overkrop - også om vinteren. Med hjælp fra sin ildevne, kunne han altid holde sig varm. Denne evne brugte han bare ikke meget længere konstant, for så sparede han på flere krafter, og det gjorde ham alligevel lidt stærkere, når han først skulle til at bruge sine krafter for alvor, og dette var selvfølgelig et plus.

Bladet på vandet fik pludselig et lille 'skub'. Samson kedede sig lidt, og følte sig egentlig ganske afslappet ved at lege lidt rundt med dette blad på søens vand. Der skulle jo også være lidt plads til nogen friheder, og den frihed havde han lige nu.

Brutus gik rundt og græssede hvad han nu ellers kunne finde. Han havde ikke lige haft heldet med sig, til at kunne fange en harre eller noget i den dur, som den kunne gnaske i sig. Tyren var ikke helt normal nej, for den spiste meget gerne kød, og den var vel egentlig også den eneste her i landet, som gjorde det?

Alexander kom stille og roligt gående langs stien mod søen. Det var en larmende aften, og han havde ikke haft lyst til at blive i byen. Mørkets riddere var begyndt at hærge langt mere, end da han ankom, og selvom han kunne forsvare sig selv, havde han ikke lyst til at komme på tværs af de plyndrende horder. Han forstod ikke deres destruktivitet, selvom han havde en anelse om den begejstring, de måtte føle ved, at deres herre var kommet til magten.

Han havde, inden han forlod sit logi, bedt værtinden om at holde døren lukket og låst uanset hvad. Hun var en rar gammel dame, der havde sørget godt for ham, og da han skulle ud af døren, havde hun stukket ham en luns kød samt lidt brød. Nu sad der en trevl fra kødet fast mellem to af hans tænder, hvilket irriterede han grænseløst. Han brummede gnavent og brugte sin evne til at forvandle sin pegefinger til en klo. Hans kontrol over formskiftningen var ypperlig, og han kunne uden problemer forvandle sin krop eller dele heraf til en gepard anatomi. Han fik lirket trevlen fri og forvandlede igen sin finger tilbage til dens normale udseende.

Han rynkede brynene eftertænksomt, da han så bevægelserne af det store dyr, der græssede i nærheden. Han følte sig ikke helt tryg ved det, men da der ikke var nogle antydninger af fjendtlighed i dens rumsteren rundt, gik han blot videre, kun med et halvt øje på dyret.

Pludselig blev han opmærksom på konturerne af en person, der sad ved søen. Det så ligefrem hyggeligt ud, sådan som stjernerne spejlede sig i det rolige vand. Hvis han ikke kunne have hørt lydene fra byen, ville han have nydt natten. Det var lige på kanten til sommeren, næsten da, og foråret havde endeligt gjort sit indtog i området.
Med et skuldertræk gik han lidt tættere på for at se, om personen ville have selskab.

”Godaften den Herre.” Han var endnu en del meter fra ham, men kunne nu se, at det var en mandlig natteravn, der sad ved søen.

Samson sad med et fæstnet blik til bladet på søen, som ivrigt farede rundt på overfladen, som Samson nu fik den til. En meget lav brummen kom fra ham og hans øjne kneb sig en smule sammen, da flere tanker gik gennem hans hoved. Alle mulige tanker omkring banden, hans søn som han så småt begyndte at have lidt planer med, og hvad han nu ellers kunne stille op med sit liv.

Brutus rettede sit store tykke hoved op og et utilfredst prust kom fra ham, da Alexander kom. De røde øjne hvilede på ham, mens han bevægede sig mod Samson. Det var tydeligt at den var meget på vagt, og den var tydeligvis ikke glad for fremmede, eller i det hele taget for folk udover Samson selv, som Samson havde brugt flere år på at tæmme.
Dog var der en slags binding mellem tyren og Samson, gennem det magiske brændemærke, og med Samsons magnetiske evne, fandt han hurtigt ud af, at der var noget levende der bevægede sig inden for hans diameter.

Han rykkede hovedet en anesle til den ene side, så han nu kunne se Alexanders skikkelse i øjenkrogen, men rettede det ganske stille tilbage, da det ikke så ud til, at være en han kendte. Hverken ven eller fjende - så vidt han vidste. Samson kastede endnu et blik på bladet på søen, inden han hørte Alexander tale til ham. Samson brummede lidt for sig selv. Hans øjne var kolde og udtryksløse.

,,Aften ja.. god? det kan vel være det samme.." brummede Samson med sin hæse dybe stemme, og antydede til alle de brag som indimellem kunne høres fra byen.

Alexander hævede spørgende et bryn, da han mærkede fyrens tilsyneladende irritation over forstyrrelsen. Om det så var ham eller larmen fra byen kunne han ikke helt bedømme. Nå ja, han var i humør til at snakke lidt, eller i det mindste side i tavshed og nyde aftenen, så meget man nu kunne.
Hvis ødelæggelserne kan være det samme for ham, må han vel være neutral? Han så over på tyren, en smule nervøs ved over dens røde øjne. Han havde ikke lyst til at provokere dyret, da han højst sandsynligt ville komme til kort over for de mange kilo muskler.

”Nu hentydede jeg blot til den skyfri himmel. Det er så kedeligt, når man ikke kan se stjernerne, eller når man bliver våd af at gå en lille tur.” Han trak sigende på skulderen og gik nærmere vandkanten, uden at nærme sig personen mere. Han havde ikke fået nogen opfordring hertil, så han ville ikke belemre personen yderligere.

Ved hjælp af sin evne skærpede han sit syn, så han bedre kunne se søens overflade. Lige så harmonisk og fløjsblød som den udgav sig for at være, lige så kold og fjendtlig kunne det våde vise sig at være. Det var stillestående vand; vand, han ikke brød sig om. Han ville langt hellere boltre sig i brændingen ved havet, frem for at bevæge sig ud i det lumske ferskvand. Men smukt var det her i natten.

”De er måske ikke tilhænger af denne destruktivitet?” Alexanders nysgerrighed havde fået overtaget, og han ville gerne have vished for personens valg af side. Hvis han var fjendtligt indstillet, ville det være bedre at vide det nu, frem for senere.

Samson trak sin kappe helt ind til sin krop, så rygmærket på kappen blev nærmest blottet på ryggen af ham. Men Samsons mærke på tøjet indenunder, blev dækket. Det som symboliserede ham. Han følte alligevel at det var rart at trække sådan en kappe helt ind til sig, og det var udelukkende derfor han gjorde det. Det var ikke for at skjule noget som helst på det tøj, han havde på indenunder. Ved denne bevægelse, dinglede mønterne på kappen en smule.

"Ah, ja.. skyfri himmel.. " brummede Samson og skævede lidt til himlen mellem træernes kroner.

"Det er ikke særlig tit man ser det mere nej.." Det var tydeligt, at det ikke rigtig påvirkede Samson, med sådan et vejr.. Det betød jo ikke, at han så ikke ville kunne gøre de ting som han plejede alligevel, så derfor kom det ikke i vejen for ham. Måske blev folk deprimerede og vrede, men Samson blev jo alligevel hurtigt vred hvis man blot fornærmede ham en smule, men han var jo også... lettere sindssyg i sit hoved.

Samson hævede et øjenbryn da knægten spurgte, om Samson var en af mørkets krigere, eller bare i det hele taget, tilhænger af Mørkets Lord. En lille brummende latter kom i små mellemrum, inden han rettede sine utrolige lyseblå øjne mod Alexander, og kunne først nu se ham ordentlig an.

"Du mener.. Mørkets krigere?" Samson var bestemt ikke høflig af sig, og tiltalte ikke folk på den måde som Alexander gjorde. Han havde ingen respekt overfor andre. Det var i hvertfald meget meget få! Morgoth var nok den eneste som han havde vist lidt respekt overfor, men også kun så han havde set ham som en ligemand.

"Neej.. jeg går skam mine egne veje.." Et stort slesk smil gled over Samsons læber, så det næsten var til at få kuldegysninger af. Samson lod sin ene hånd komme frem fra kappen, og lod den rette lidt på hatten som sad på hovedet af ham, med de to smileys.. En glad og en trist.

*Mine helt egne veje.. kampen for at nå resultatet af dem, har været det hele værd..*

Brutus prustede lidt, men trippede lidt væk, da Samson ikke 'gav besked' om, at Alexander var på tværs på nogen måde, og derfor ikke skulle angribe, og dette var den ikke helt så tilfreds med.

Alexander lagde mærke til mærket på ryggen af personen, da mønterne tiltrak sig hans opmærksomhed. Han mindes at have set mærket før, men kunne ikke lige erindre, hvad det stod for. Det nagede ham, men han ville ikke spørge ind til det. Endnu. Det ville være for uhøfligt, og Alexander var ikke personen, der ville genere folk med forkert tiltale eller unødige spørgsmål.

En rislen løb ned langs hans rygrad på grund af latteren, der bølgede frem mod ham.
I det mindste er han ikke mørkets kriger. Så vidt, så godt. Så er spørgsmålet kun, om jeg har noget at frygte fra ham… De lyse øjne virkede endnu mere opsigtsvækkende i natten, også på grund af hans nattesyn. Han følte atter en let ubehagelighed ved manden, som hviskede hans instinkter svage advarsler til ham.

Han hæftede sig ikke ved det pludselige omslag af tiltaleform, da han havde oplevet det tit og ofte. Folk holdt ikke længere på formerne og var ligeglade med god etikette. Dette ændrede dog ikke ved hans egen opførsel, for han slog som regel først over i dus-formen, når folk selv opfordrede til det. Det var, hvad han havde lært, og det var, hvad han praktiserede.

Det sleske smil gav ham kuldegysninger, igen, og han mærkede, hvordan hans instinkters advarsler steg i styrke. Han holdt vejret et kort øjeblik og skævede til personen, han ikke engang kendte navnet på. En del af ham var nysgerrig som bare pokker, for at finde ud af, hvad hans rygmærke symboliserede, men samtidig var der noget ved fyren, der sagde ham, at han skulle stikke af, mens han stadig kunne.
Hvis han kommer til magten nogensinde, vil han lede med frygt!

Alexander pustede opgivende luften ud mellem læberne. Sikke en ukultiveret, kedelig og fantasiløs person, han var havnet i selskab med… - og tilsyneladende også en anelse… utilregnelig?
Han trak ulveskindskappen lidt længere op på skulderen. Den var egentlig stadig en smule fugtig efter den vandkamp, han havde haft med Karizma dagen forinden, men det generede ham ikke så meget. Den var stadig varmende.

”Tyren, der overvåger os, tilhører den dig?... – et prægtigt dyr!” Han så over på dyret, der prustede. Dette var han knapt så utrygt ved, selvom hans instinkter også gjorde sig gældende her.

Samson fjernede ikke sit store smil fra læberne, men betragtede stadig knægten. Langsomt kom Samson på benene, og kappen trak sig langsomt henover jorden, jo længere han kom op at stå, indtil den ikke længere lå på jorden, men stoppede lige oppe over sporerne på hans støvler.

Samson så ikke engang over på Brutus, han vidste godt at det var ham som Alexander snakkede om, så det var unødvendigt at kigge derover.

"Ja.. Han er min..," brummede Samson stadig med sit smil på læben, men som dog var falmet en smule.

"Generer han dig?" Øjenbrynet hæves en smule. Om Brutus så generede ham eller ej, så havde han ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Der skulle være plads til den..

Ikke ret langt derfra begyndte der at pudsle lidt i nogle buske. Brutus ansigt vender sig mod denne busk, og han blive helt stille. Ingen prust kommer fra ham lige nu, men er stærk fokuseret på busken. Efter nogle sekunder springer der en bambi frem, og den havde ryggen mod Brutus. Ørerne vender bagud, for at lytte til tyrens lyde, da den endnu lavede nogle lyde, men vender sig kort efter lidt frem igen da den ikke hørte noget.
Pludselig vælter tyren frem, sulten efter frisk og saftigt kød, som den ikke havde fået i nogle dage nu, og bambien farer forskrækket afsted.

Samson vender hovedet og ser mod bambien og Brutus, og kunne tydelig mærke Brutus' interesse for bambiens kød. Da bambien var en del hurtigere end en tyr, valgte Samson at hjælpe sin tyr med føden, så han holdte bambien tilbage, så den ligepludselig stoppede, men dens ben bevægede sig stadig, men kom ingen steder. Brutus overfaldt den, da han nåede frem til den og satte sine tænder i dens strube, så den faldt død om i hans gab. Langsomt traskede brutus tilbage med bambien i munden, lagde den det sted, hvor han før havde stået og begyndte at gnaske det saftige kød i sig. Langsomt hævede den sit ansigt og kiggede over på Samson dernæst Alexander, for at tjekke op på, om den fik lov at spise det i fred, hvilket det så ud til. Endnu engang vendte han sig mod bambien og gav sig atter til at gå i flæsket på den.

Samson så tilbage på Alexander med hævede øjenbryn.

,,Han passer sig selv.. så han er ikke det mindste til besvær.." brummede han og blottede to syle spidse tænder i et stort smil.

,,Han gør, hvad jeg beder om..,"

Alexander gengældte Samsons blik uden at blinke. Endnu havde han ikke set nogen grund til at frygte personen, selvom hans instinkter rådede ham til noget andet. Smilet, der falmede fik det til at prikke i nakken. Han var efterhånden begyndt at blive meget opmærksom på de små signaler, personen udsendte.

”Nej, på ingen måde. Jeg var blot interesseret i, hvorfor et så flot dyr gik frit.” Han så sigende på ejeren. Der var anerkendelse i hans blik. Dyret var mange penge værd, hvis man var kvægavler. Godt nok var han det ikke, men han kendte værdien.

Uden at fortrække en mine overværede han tyrens jagt. Det forbavsede ham, hvorfor dyret åd kød, men han kendte udmærket glæden ved jagten. Dog forstod han ikke, hvad det var, der havde holdt hjortekiddet tilbage. Tilsyneladende havde denne mand mere at byde på, end han gav udtryk for. Efter at have betragtet tyrens måltid et øjeblik, så han tilbage på Samson.

Hvis den gør, hvad han beordrer, er der vist hold i mine instinkters advarsler. Han brummede en smule fortørnet, da han ikke brød sig om, at have antager personen for noget, han ikke var. Måske var han af bondsk opvækst, men han var ikke ufarlig.

”Jeg tror ikke, jeg fik fat i, hvad De hed, hr…?” Han så spørgende på ham, og øjnene fæstnede sig igen ved rygmærket… Han var næsten sikker på, at han var stødt på det før…

Samson kunne godt høre på Alexander at han var en smule.. fascineret over Brutus? På den afstand de var fra tyren, kunne man ikke se dens grønne steng som var syet gennem tyren efter en ubehagelig oplevelse, hvor et sværd havde boret sig godt i kødet på den.

"Han går altid frit, han bryder sig ikke om at blive holdt inde, eller bare fæstnet fast på nogen måde.." Samson skævede kort til Brutus og betragtede ham æde af bambien.

Brutus øjne stirrede lidt op fra bambien og over på Alexander og Samson. Det var som om at den holdt øje med sin ejer, at der lige pludselig ikke skulle ske noget, men da der ikke skete det mindste, vendte den sit blik ned på bambien igen, som den så småt var ved at være halvvejs færdig med.

Atter vendte Samson sit ansigt mod Alexander, og betragtede ham kort fra top til tå for nærmest at 'bedømme' om han var 'værdig' til at få hans navn at vide. Han brummede kort, inden han gav sig til at svare;

"Navnet er Samson China Oceans..," Han smilte et lille skævt smil inden han gjorde et let nik som en slags hilsen.

"Og du er?" atter hævede han det ene øjenbryn, men hævede hagen en smule samtidig, så han nærmest blev overlegen at se på.

Samsons ord mindede ham om hans egen frihedstrang. Han brød sig på ingen måde selv om at være bundet af hverken løfter eller personer, selvom han kunne tolerere det over en kortere periode. Han vidste, at disse natlige ture var et bevis for, at han snart skulle søge videre. Rastløsheden var efterhånden stærk, og han havde endnu ikke fundet en mulighed for at fægte, hvad der egentlig havde ført ham til byen.

Det vurderende blik fik en vrede til at skyde op i Alexander. På et eller andet plan morede det ham, at han virkede almindelig, men han brød sig ikke om den nedladenhed, der blev vist ham. I det mindste kunne Samson behandle ham ordentligt, som man behandlede sine medmennesker! Alligevel holdt han den spirende følelse under kontrol, bevidst om risikoen ved at lade den vokse sig for stor.

”Jeg er Alexander Arogno Saphiri.” Alexander trak synligt på skulderen, for at vise, hvor ligegyldigt han fandt navneudvekslingen… Jo, han havde hørt navnet, og samtidig dæmrede det, hvilken forbindelse rygmærket havde. Dette var manden, der havde underlagt sig en ø under magtskiftet, manden, der havde dannet den nuværende stærkeste bande i Krystallandet… Men endnu havde Alexander ikke set nogen grund til at respektere ham.
Med et suk satte han sig på hug og så eftertænksomt på vandet. Så lumsk det var. Så… Uhyggeligt. Det mindede ham lidt om manden ved siden af. Der lurede noget under overfladen, der havde bedst af at blive dér.

”Jeg er vandringsmand og livsnyder. Dem?” Han vidste ikke helt, hvad der havde fået ham til at sige det. Det havde blot været en strejftanke, der var smuttet ud, inden han havde fået tænkt sig om.

Samson holdt skarpt øje med Alexander. Han kendte ham ikke, og han kunne lige så godt være en udsending fra et eller andet, som Samson ikke kendte noget til.

".. Alexander.. " Han nikkede let, og sænkede atter sin hage, inden Samson gik lidt hen mod søens vand og så ned i sit meget mørke spejlbillede. Der blev dannet små ringe i vandet, da nogle dråber faldt ned fra nogle blade ovenover dem. Samsons spejlbillede blev derfor en smule sløret at se ned i, så atter vendte han sit blik over på Alexander.

".. Nyd det så længe du kan.." han smilte kort, så det næsten bare blev en trækning på læben.

"Er du god til noget?" Samson ignorerede spørgsmålet som Alexander stillede ham, om hvad og på den måde også hvem, han var.
Måske kunne det være at Alexander kunne bruges til noget, men lige nu, der tvivlede Samson en smule. Ved at vise sin overlegenhed overfor Alexander, kunne det hurtigt tænde folk af, hvilket Samson havde oplevet mange gange før, og gjorde det også udelukkende for at provokere i ny og næ, og for at have 'en undskyldning' engang imellem, for at fare i flæsket på folk. Især hvis han kedede sig.

”Nyde det; det gør jeg skam. I morgen er jeg måske død!” Han fnøs og lagde nakken tilbage, for at betragte så meget af himlen, han nu kunne. Den var virkelig smuk i aften. En ironisk tanke strejfede ham, at hvis han skulle vælge et tidspunkt at dø på, skulle det næsten være en nat som denne. Han ville ikke have lyst til at vente på solen, hvis han vidste, at livet skulle slutte.

Alexander betragtede Samson med neutral mine. Han havde ikke svaret på spørgsmålet, men fremsat et nyt. Nå ja, sådan var nogle jo. Jo mere man vidste om modstanderen, jo bedre var man stillet… - men Alexander havde ikke så meget at skjule, og han vidste, at hvis han ville vide mere om personen, skulle han først sætte sig selv i godt lys.

”Jeg er fægter… Og så er jeg … - hurtig.” Han valgte med vilje at udelade sin evne. Den var ham kær; ikke noget, han fortalte alle om. Den var hans trumfkort.

”De har måske interesse i talentfulde personer, Mister Samson?” Spørgsmålet var fremsat relativt neutralt, men en undertone af ligegyldighed prægede stemmen.

Samson smilte roligt ved besvarelsen af sit spørgsmål. Fægter? Hurtig?

"Interessant.. Hvem ved?" Han hævede let sine øjenbryn og trak let på skuldrene.

"Man ved jo aldrig hvad fortiden har i vente, gør man vel?" Samson skævede over mod Brutus, som nu var færdig med at æde af bambien, og som nu roligt traskede en smule hen mod Samson og Alexander, men stoppede lidt bagved Samson, for ikke at komme alt for tæt på Alexander, da den så bare helt sikkert ville angribe. Det var ikke tyren som holdt den tilbage, men Samson selv. Han havde kontrol over den, gennem det magiske brændemærke, hvilket alle hans slaver også bar.

"Desuden, så er talentfulde personer sjældne.. Hvis der var mange af dem, så var de jo ikke noget værd længere.. Der er nogen der skal underkaste sig svagere end andre, ellers vil der ikke være nogen som kan vise sit sande tallent..,"

".. Overvejer du at kæmpe for Lysets Dronning? Eller måske.. Mørkets Lord, nu når han er ved magten? Eller rør det dig slet ikke?" Samson så nu rimelig neutralt på Alexander.

”Nej, det er sandt nok.” Alexander betragtede tyren, der var kommet nærmere. Det foruroligede ham en smule, den måde, hvorved de trak sig sammen om ham. Han følte sig en smule fanget mellem søen, dyret og Samson. Ikke, at han ikke havde plads nok på til at flygte, men det havde bambien jo også haft…

”Jeg kæmper ikke for andre end mig selv!” Han lagde nakken tilbage og lo sagte. Han behøvede ikke andre end sig selv. Selvfølgelig var det rart at have selskab, men lige så ofte var ensomheden en god ven.

”Jeg er jo blot den, jeg er. Krigen berører mig kun på den måde, at jeg finder det sørgeligt, når børn tvinges for hurtigt til at blive voksne. De glemmer legen.” Han tænkte på vandkampen natten forinden. Den oplevelse ville han bære med sig videre, når han forlod byen.
Måske burde han tage af sted i morgen? Det så ud til, at den engang så smukke by snart ville bukke under for anarki og mørke, så han så ingen grund til at forlænge sit ophold, når rastløsheden allerede havde mærket ham.

”De kæmper måske for en side?” Han vidste godt, at Samson også kæmpede for sig selv, dog i et helt andet omfang, men det var der ingen grund til at afsløre.

Samson nikkede lidt, og fik faktisk et lille tilfredst smil på læberne, da Alexander sagde, at han kæmpede for sig selv.

"Det er også halvfarligt at begynde at danne bånd.." Sagde Samson hurtigt, men fortrød halvt om halvt bagefter at han havde sagt det. Han havde selv haft utrolig dårlige oplevelser, med at danne bånd. Og nu, foragtede han det, og undgik det al hvad han nu kunne.. Om det så skulle medføre drab. Det var netop sket før.

Samson lyttede lidt til ham og hans meninger. Han havde da sikkert ret i det med børnene, men de voksne var i det hele taget ikke særlig gode til at tage vare på deres børn, så de netop blev erfaren selv. Sådant et miljø var Samson selv opvokset i, med flere og flere yngre søskende, og hurtigt at overlade Samson til sig selv, da de andre havde mere brug for at blive passet.

".. Min egen side, ja..," brummede Samson, uden at nævne noget med Mørkets Lord, som han og banden faktisk på en vis måde, hjalp lidt i ny og næ, men bare for sin egen skyld for der var fordele i det.

”Bånd? De eneste bånd, der nogensinde har holdt for mig, er blodets! Alt andet er som forkølelser; de hærger i kort tid og efterlader ingen tydelige spor!” Det stak ham i hjertet ved at sige den slags, men det var sandheden. Hans mørke i hjertet talte nu, og det talte med foragtens stemme.

”Lad blot de svage søge støtte i andre. Jeg har nok i min egen eksistens!” Han fnøs igen og kørte en hånd gennem håret, der strittede i vejret efter den ublide behandling. Han mærkede en bitterhed skylle ind over sig, da han tænkte på sig selv. Hvad levede han for? Kampen? Men han havde endnu ikke fundet den.

Med et suk rejste han sig langsomt op, for ikke at gøre tyren urolig. Den virkede efterhånden mere på ham som en vagthund, end som et avlsdyr. Kappen, der var gledet en smule ned, rettede han, så skæftet på hans sværd kom til syne. Det funklede let, velholdt, men med slidtegn; et sikkert tegn på, at han havde brugt det mange gange. Måske var det på tide at vende hjem mod byen, men af en eller anden grund, havde han ikke lyst til at se ravagen. Den deprimerede ham. Så mange menneskers værk, der blot blev flået fra hinanden af enkelte grupper, der manglede underholdning.

”Sikke en smuk nat at forføre en kvinde i. Måske kunne jeg finde Larna igen?” Mumlede han svagt for sig selv.

Samson kunne ikke være mere enig med ham, og egentlig var det også en meget god beskrivelse han kom med, når man sammenlignede det med en slags forkølelse.

*Om ikke andet, skal folk vide hvor de hører til her i landet* tænkte Samson uden at trække en mine. Det var det hans mission lød på. Der var for mange der troede, at de var langt mere end hvad de var, og det var dét som han gerne ville ændre på, så de kunne kende sandheden, og det var blandt andet af den grund, at banden blev stiftet.

Samsons øjne hvilede lidt på sværdet som nu var kommet tilsyne, inden hans blik atter gled tilbage på Alexander. Det mindede ham om, da han dræbte Frank i skoven for en uge siden. Der havde han lige hentet sit eget sværd fra den gamle hytte, og efterlod det ikke bare lige sådan igen nu. Det var jo et godt våben at have, hvis nu man skulle være en smule 'fair'.
Samson vendte hovedet væk et lille stykke tid, lige indtil han hørte Alexander snakke lavt om Larna.
Hurtigt vendte Samson mod Alexander igen.

"Larna? Du kender hende?" Samson kunne ikke lade være med at smile stort. Hans... barndoms veninde. Eller i så fald, gamle barndomsveninde. Hvad havde knægten her, med hende at gøre?

Alexander så forbavset på Samson, der reagerede stærkt på navnet. Hans hånd havde af sig selv fundet ned til skæftet, da udbruddet var kommet så uventet. Om det var noget, han kunne bruge til sin egen vinding, vidste han ikke helt, men hans nysgerrighed gjorde sig kraftigt gældende. Kendte denne Larna denne person? Måske var han… en af grundende til, at hun havde været i så stor ubalance med sig selv?

”Ja.” Lød det korte svar fra ham. Samson havde ikke spurgt om mere, så han så ingen grund til at fortælle, at han kun havde mødt hende en enkelt gang. Det kunne han altid afsløre, hvis det blev nødvendigt. Med opmærksomheden vendt mod Samson fjernede han langsomt hånden fra skæftet igen. Han kiggede så udtryksløst han kunne på den anden person, men en trækning ved mundvigen viste, at han nød at vide noget, som Samson tilsyneladende gerne ville vide. Nu stod han, i den stærke position, hvis det kun var en verbal duel, de skulle udkæmpe.

”Ja, det gør.” Uddybede han med spørgende toneleje. Hans holdning viste ingen frygt, kun ligegyldighed, hvilket var et sats. Muligvis ville det pisse Samson af, muligvis ville han genoverveje sit syn på Alexander.
Lidt ligeglad var han egentlig, men havde Samson båret et våben, ville han have foretrukket det første. Han længtes efter kampen.

Samson hævede let sit ene øjenbryn. Så Larna var åbenbart ude og færde rundt alligevel? Hun holdt sig ikke langt væk?

"Forførelse..? Aha.. Og hvorfor så lige Larna?" Da Alexander kom med sin lidt 'provokerende' holdning, trådte Samson et skridt tættere på ham og tyren gjorde netop det samme og prustede lidt hårdt. De røde øjne var som fæstnet på Alexander, og Samson lod sit lille sleske smil komme frem på læberne igen. Samson lagde mærke til hvordan Alexander havde nærmet sig sværdets skaft, men tog sig ikke noget af det, udover at holde ekstra meget øje med hans pludselige bevægelser, så han ville kunne nå en hurtig reaktion, hvis det skulle blive nødvendigt.

Samson vidste godt at Larna hadede ham som pæsten, og det havde hun også en god grund til. Det var også sådan Samson bedst kunne lide det. Folk skulle hade ham, og det var ikke noget han lagde skjul på at han synes fint om, for sådan skulle det bare være! På den måde, kunne han leve sit liv, og så ville der ikke være nogen problemer overhovedet!

”Fordi Larna er smuk?” Spørgsmålet forvirrede ham en anelse, fordi det faldt ham uden for sammenhængen. Han fandt svaret helt åbenlyst. Larna kendte tilsyneladende til rastløsheden, selvom hendes søgning i livet var anderledes end hans. Hun var relativt begavet, og hendes udseende var på ingen måde negativt!

Da Samson trådte nærmere med sin tyr hævede Alexander spørgende et øjenbryn. Der var tilsyneladende et eller andet, der trykkede. Måske havde Larna løjet, da hun sagde, at hun ikke tilhørte nogen? Han lod stadig hånden holde sig i afstand af skæftet, da han endnu ikke følte sig så truet, at han måtte forsvare sig selv. Flygte ville han ikke, for han ønskede vished for hvad, det var, der havde gjort Samson så ophidset. Han havde hørt rygter om lederen af Rutilus Taurus-bandens svingende humør, og anså nu disse for sande.
Det var vist ikke det smarteste at sige, hvis det her er hendes mand! Han så Samson i øjnene og spekulerede over, hvilke tanker, der fór gennem ham i øjeblikket.

”Hvis jeg havde været længere sydpå, ville jeg have sagt Lithanis, for hun var afgjort også smuk!” Men Alexander vidste godt, at det nok ikke ville have været en mulighed. Den afsked, han havde fået fra hende, da han drog fra faderens residens med en gepard ved siden i stedet for hende, var ikke just mindeværdig.
Han kunne nævne mange navne, navne, der næppe ville betyde noget for den anden person. At tænke sig, at det netop var én ud af så mange, hvor han havde mødt en relateret til.

”De… Kender måske også denne frøken?” Han så opfordrende på Samson. Dette var et spørgsmål, han gerne ville have svar på.

//Frys.