[Må jeg blande mig ? ^^]

(For mig gerne ^^)

Xenix skridtede roligt fremad på den store sorte friserhest, som havde en prægtig gang i det tykke lag sne, selv havde hun ikke spor lyst til at gå i sneen da det var koldt om fødderne og gjorde hendes kjole våd, dog havde hun længe haft brug for den friske luft der havde fremkaldt en rosa farve i de ellers hvide kinder. Det store sorte skørt hang ned fra hestens ene side da hun sad i damedaddel, og om overkroppen bar hun en lang hvid pelsfrakke der holdt hende behagelig varm, i forhold til mange i riget manglede Xenix bestemt ikke noget i hverdagen.
Da hun nåede vandfaldet holdt hun hesten an, og fik til sin overrraskelse øje på de to skikkelser "Jamen goddag de herrer!" sagde hun med et lille smil, der for en gangs skyld ikke skreg af arrogance eller overlegenhed, Xenix var underligt nok i godt humør, "hvad bringer dog jer herud?" sagde hun og løftede det mørke øjenbryn der let hvilkede over det isblå blik.

”’De kunne bare tage sig sammen og få sig et arbejde’… Var det ikke sådan, du selv sagde for kort tid siden? De indebærer vel også dig,” sagde han med et smørret grin. Af en eller anden grund morede det ham faktisk, at fyren blev så irriteret på ham.
Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af noget andet. En lyd af sne, der knagede under tunge fodtrin. Det kunne ikke være et menneske, der var så tung. En hest, måske? Han drejede rundt og det første, han fik øje på, var rigtigt nok en hest. En prægtig sort hest med små bølger i manen og det hele. Den matchede meget godt sammen med sin rytter, der var iklædt et sort skørt.
Kinzu skævede ganske kort til Bledan, og til hans overraskelse bukkede fyren for den nyankomne. Bah. Så høflig behøvede man da heller ikke ligefrem at være. Kinzu nøjedes med ganske let at hæve den ene hånd som hilsen.
”Goddag,” lød det fra ham.

Xenix smilede skævt og bukkede hovedet i hilsen mod Bledan, at der stadig var folk tilbage i riget med manerer var trods alt godt at se, den anden derimod, han lod ikke til at have haft samme opdragelse, hvilket i Xenix øjne var synd og skam. Hurtigt så hun mod Bledan og lagde hovedet en smugle på sned "Jeg har truffet Dem før, ikke sandt?" sagde hun med et lille smil og slap tøjlerne på hesten er roligt stod stille, magen til rolig krikke skulle man lede længe efter. "Jeg er blot ude for at nyde lidt af den friske luft, jeg er ved at få sat en indvastering i stand, det er skrækkeligt med optøjer sådan noget kan forårsage!" sagde hun og viftede med den handskebeklædte hånd, som hun hurtigt lod glide ned over hestens hals.
Derefter vendte hun hovedet mod Kinzu der virkede en anelse mere henslængt, selvom det godt kunne ligne at han frøs i den beklædning dog valgte hun ikke at sige noget, hun var i for godt humør til at indlede en diskussion

Kinzu blinkede et par gange, idet han betragtede Bledan. Det var anden gang, han brugte ordet herre. Var han en slave, eller sådan noget? Han lignede ikke en specielt meget, syntes Kinzu, og hvis han virkelig var, hvorfor gik han så frit rundt? Måske var han en dæmon, eller sådan noget. De havde også herrer.
Kinzu rystede opgivende på hovedet. "Det lyder som et kedeligt arbejde."

Han vendte nysgerrigt blikket mod kvinden. Hun lod til at være fin af sig. Alt lige fra den måde, hun sad på hesten på, til hendes sprog og viften med hånden tydede på det, i modsætning til Kinzu, der ikke engang besværede sig med at kalde folk for 'De'.

Xenix lyste op i et kækt smil idet hun hørte Bledans ustalelse, hun vidste ganske vidst ikke meget om Dæmoner, men nok til at genkende en når hun hørte så åbne udtalelser som hans "Jamen dog, De er dæmon, ikke?" sagde hun og lænede sig en smugle frem mod ham, dog stadig siddende i sadlen, hvor hun hørte til, indtil sneen var forsvundet. "Det er sjældent at Deres slags er så åbne med deres hemmelighed" fortsatte hun med et køligt smil, hun havde ærlig talt hun mødt én dæmon før der havde indrømmet det åbenlyst, og han var ikke engang rigtig dæmon, halvdæmon i følge ham selv.
"Sig mig, hvad får Dem til at vælge fageskab frivilligt?" sagde hun åbent, ja, faktisk med en stemme der mindede om at være venligtsindet, men med hendes begrænsede viden om dæmoner var dette sikkert hendes chance for at få mere information om dem.

Hurtigt strøg hun en hånd igennem det lange kulsorte hår der stod i kontrast til hendes frakke og skævede til Kinzu endnu engang, hun kunne ikke rigtigt finde ud af med sig selv om, hvad hun skulle mene om ham, men nu havde han heller ikke sagt så meget, under normale omstændigheder havde hun nok stemplet ham som værende ignorant eller decideret dum, men lige nu var hun mere interesseret i at finde ud af Bledans hemmelighed

Kinzu stak sin skosnude så dyb ned i sneen, han kunne, og sparkede en anelse til det hvidedække. Han skævede op til de to voksne væsner og vidste ikke rigtigt, hvad han nu skulle finde på at sige. Måske behøvede han ikke engang at sige noget. De lod til at være travlt optagede af deres samtale om dæmoner, og han kunne vel ikke sådan bare bryde ind midt i det hele.
Desuden interesserede det ham ikke specielt, at Bledan var en dæmon. Dæmoner interesserede ham generelt bare ikke. I dag var første gang, han nogensinde havde mødt en, så han havde heller aldrig før haft brug for at vide noget om dem. Og alligevel så kunne han ikke lade være med at tænke på; hvor fantastisk ville det ikke være, at være herre over en dæmon og kunne få den til at gøre alt, hvad man bad den om? Desværre havde han bare ingen anelse om, hvordan man blev herre over sådan en skabning. Skulle man banke dæmonen eller sådan noget…? Han stirrede i Bledans retning. Urgh. Så havde han da ikke en jordisk chance.
"Bla bla," lød det fra ham, da han sparkede til endnu en klump sne. Samtalen havde pludselig taget en kedsommelig drejning. Han skævede op til Xenix på hesten. Men hun lod nu til at finde emnet ganske interessant.

Xenix lod til at være ganske opslugt af Bledans fortælling, selv da han trådte tættere på og hendes store hest nervøst trådte et skridt bagud, det var tydeligt at den ikke brød sig om Bledan eller hans tilstedeværrelse, men man sagde jo også at dyr bedre kunne fornemme signaler end mennesker kunne, dog tog Xenix et fast greb i tøjlerne og tyssede på hesten, der diskret bakkede endnu et skridt og fnøs så store skyer af kondensvand stod ud af snuden på ham.
"Så dette dæmonråd ville i realiteten kunne straffe Dem for at have valgt en forkert herre?" spurgte hun upåvirket af hestens opførsel og så indgående på Bledan, det kriblede i hendes fingre for at skrive noget ned, men for det første ville det være ualmindeligt uhøfligt, og for det andet havde hun ikke taget son notesbog med i dagens anledning, faktisk var det eneste der hvilede i pelsens sotre lomme en pung.
"og måske kunne De fortælle mig om nogle af dæmonernes mest hovedsagelige leveregler?" sagde hun med en imødekommende grimasse, der under det kønne ydre mest af alt blot higede efter imformation om dæmoner, hun havde ikke kunne opdrive én eneste bog om dem, andet end små afsnit her og der, der alligevel ikke havde båret særlig information.

Hurtigt så hun over på Kinzu der kedsommeligt sparkede i sneen og lod i dén grad til at kede sig over Xenix's og Bledans samtale, "Sig mig unge mand, er De slet ikke interesseret i verdenen der omgiver Dem?" sagde hun med en spørgende, måske endda småfornærmet tone hvilket tydeligvis var henvist til ham, selvom hun ikke selv var meget ældre

Kinzu sendte et blik i Xenixs retning. Hun lød nærmest helt… fornærmet. I hvert fald havde hendes stemme en småfornærmet undertone, som ikke var svær at spotte. Og selvom han ikke var meget for at indrømme det, så kunne han nu egentligt også godt forstå hende. Han ville da heller ikke bryde sig om, at nogen afbrød ham midt i en samtale om… hvad det nu måtte være.
”Tjoh, men nu er det jo ikke ligefrem fordi, min verden består af dæmoner,” svarede han ligegyldigt og trak på skuldrene.
Hans verden bestod af så meget andet. Som mad for eksempel. Og sne. Han løftede sin fod for at ryste noget af det hvide støv af den. Han fjernede sit blik fra foden igen lige tidsnok til at nå at registrere Bledans sadistiske smil. Synet fik ham til at rynke lidt på næsen. Om det så var fordi han ingen humor havde, eller om det var fordi der var noget, hans ellers normalt så gode syn lige havde overset, så kunne han ærlig talt ikke se, hvad det sjove var.
”Hvad står du der og smiler for?” spurgte han.

Xenix så småærgrende på Bledan, et eller andet sted kunne hun godt forstå ham, det kunne umuligt være fedt at være dæmon og altid blive udspurgt af forskellige folk, hvis folk dog turde at gøre det, mange mennesker havde fordomme om dæmoner, men nogle af dem var der vel også sandhed i. Dog havde Xenix aldrig været bange af sig når det galdt om at indsamle ny viden "ja desværre!" sagde hun og sendte kinzu et irriteret blik, havde det ikke været for ham have hun sikkert mulighed for at få en masse utilgængelige informationer, men sådan skulle det ikke være. hun strøg beroligende hesten over halsen mens hun fulgte med i hvad der skete mellem Bledan og Kinzu

(Undskyyyyyld det tog så lang tid for mig at svare. Jeg havde slet ikke noget internet i to dage eller sådan noget T_T)

Kinzu skælvede let, da Bledans negl rørte hans blege ansigt. Det kildede, men på en yderst ubehagelig måde. Han skyndte sig at tage et langt skridt væk fra dæmonen, så langt at han - til hans uheld - næsten kom helt op på siden af Xenixs hest. Han skævede en smule nervøst mod det store dyrs brede, vandrette pupiller, men vendte hurtigt blikket mod Bledan igen.
"Det tror jeg ikke," sagde han og skulede af Bledan. "Gamle mand."
For hvis han var en dæmon, så måtte det være det, han var. En gammel mand.

Et sylespidst blik fulgte efter Bledan da han gik over og strøg drengen over ansigtet, det sagde ikke Xenix noget, og ud fra hendes øjne kunn hun fornemme at hun ikke følte sig truet på nogen måde, da de endnu var strålende blå. Hurtigt såhun dog mod Kinzu der bakkede tættere og tættere på hende og hesten, heldigvis sagde det magelige dyr dog ikke noget til drengen, hvor Bledan var en lidt anden sag, alligevel tog hun et fast greb i tøjlerne.
Bledans kommentar fik dog et lille kølgt smil til at finde sted ved hendes mundvie, "Og jeg kan forsikre den herre om, at jeg ikke bliver blæst omkuld, med mindre De selvfølgelig har tænkt Dem at vise mig noget af den magi De som dæmon besidder!" sagde hun kækt og rettede ryggen, hvilket fik hende til at se majestætisk ud på den store hest, på trods af hendes ellers slanke skikkelse

Samson havde lusket rundt i lige netop dette område i et godt stykke tid nu. Han gik og planlage i sit hoved, om hvordan kampen for banden skulle forte sig. Det var svært at sige, hvor voldsom den pågældende kamp ville komme til at blive, men det kunne nu også godt være at Samson overvurderede kampen en hel del. Han håbede, men tvivlede ærlig talt på det, eftersom han havde set hvordan Denaro havde taget sin vej hjem.
Brutus havde taget sin egen lille tur væk fra området, siden Samson alligevel havde tænkt sig at opholde sig på dette sted i længere tid. Samson så sig kort omkring i området, og bedømte hurtigt at der ikke var nogen til stede. Han sikrede sig også, at der ikke sad nogen oppe i det selv samme træ, som han stod under. Hvis der havde siddet en, havde personen faldet ud, da han havde benyttet sig af sin magnetisme evne, som havde fået de sidste blade til at flyve af. Nu, lå der en hel del blade spredt udover det stadig grønne område, og fyldte nu rigelig godt på stedet. Nogle rynker skar hen over næseryggen på ham, som om at han slet ikke var tilfreds med resultatet. Evnen blev endnu engang brugt og bladene blev nærmest fejet sammen til to bunker på hver deres side af stammen af, hvor Samson stod. Vel tilfredst, satte han sig lige selv samme sted, med ryggen op mod træstammen.
Man skulle tro at Samson var ved at blive godt parnoid og tro, at folk konstant var efter ham. Men han følte sig heller ikke på hjemmebane, dette sted. Han havde ellers haft mange 'gode' oplevelser lige netop på dette sted. Gode var de vel nok for Samson, andre så minderne som det rene helvede. Men det var også meget gamle minder.
Samson trak sine ben lidt ind til sig og lagde sine arme omkring sine knæ, så han sad dejlig afslappet op af træets fugtige stamme. Han bar ganske vidst alt sit tøj i dag. Hatten med de to smileys, kappe, slaget til overkroppen som gik ned til knæene, men som var klippet op i begge sider, så det ikke så ud som en kjole. Derudover havde han selvfølgelig sine støvler med sporerne på, samt sine sorte bukser, som han havde haft i flere år efterhånden.

Hendes støvler skær igennem græsset.. hendes lange hår var endnu flettet fordi det var vådt efter hendes bad tidligere på dagen.. hendes rystninge laver ikke mange lyde i forhold til hvad man skulle tro af en med hjern og smaragder på.. hun var virkelig irriteret.. de sidste aftener.. jo der havde været hendes form for 'sjov' men hun havde kedet sig ngoet så grusomt!! de var godtroende.. svage.. idioter!! hun lader en hånd glide igennem sit pande hår.. hun kan mærke hvordan blodet pumper igennem hendes vener.. hun elsker dne følelse, følelsen af magt.. men okay, det er også normalt kun når hun har den evne at hun har det rigtig sjovt.. hun er jo ikke dum.. hun risikere ikke sit liv bare for at ha' det sjovt.. hun kommer nærmere og nærmere Samson uden at vide det.. men da hun endelig får øje på ham stopper hun op.. det sorte hår.. det tøj.. hatten.. hvad var han.. en cirkus nar? hun himler med øjnene.. jo han så stærk ud.. men hun nægtede at tro på at han var så stærk som han få ud.. og dog.. hvis han var ville han måske være sjov at lege med? dog ryster hun blot på hovedet og begynder at gå videre.. hun ender med at gå igennem en af de store bunker med blade, hvilket vil sige at de bliver spredt godt og grundigt efter hende.. men hun er ligeglad.. hun gider ikke at stå og glo på sådan en cirkus nar som troede han var noget..

Samson kunne se ud af øjenkrogen, at der var en der kom tættere på ham. Han vendte kort sit blik mod vedkommende, som åbenbart var en kvinde. Samson vendte atter hovedet igen og så eftertænksomt, og dog køligt, ud i luften lige frem for sig. Vandet brusede lidt der fra, eftersom det var lige ved et vandfald. Han hørte så pludselig hvordan alle bladene raslede mod hinanden og skulede halvmuggen mod kvinden. Hvem troede hun lige hun var? Samson overvejede kort, om han skulle slå hende ned eller noget i den dur, og alligevel lignte hun bare en, som var ude på at genere alt og alle hun kom i nærheden af. Havde han seriøst lyst til det lige nu? Han brummede lavt for sig selv, mens han så på Kiiris med et stift og hårdt blik. Han trak lidt på den ene mundvig. Hvis det var sådan hun legede. Han kiggede mod bladene, og der gik ikke et sekund før de blev tiltrukket af hinanden igen. Man kunne høre bladene rasle og hurtigt lå de alle samlet igen. Han hævede det ene øjenbryn og skulede lidt til Kiiris, for at holde øje med, om hun havde tænkt sig at gå tilbage, for at sørge for at de atter blev i uorden. Ikke et eneste ord behøvede at blive sagt. Dette var tydeligvis en test på, om Kiiris blot havde tænkt sig at genere, eller simpelthen bare VILLE gå igennem lige det sted.

Kiiris kan godt mærke at hans øjne hviler på hende, men har enlig ikke tænkt sig at gøre noget.. ikke før hun høre det.. høre hvordan bladende samler sig igen.. hun ved jo ikke at Samson havde samlet dem før hun gik igennem det.. så hendes første tanker er, hvordan en kræft idiot som ham vover at provokere hende på den måde.. som om hun aldrig har gået der.. som om han er vigtigere end hende.. hun vender sig stille lidt, så hun står med siden til bunken og skråt for Samson.. hendes blik ser dødt på bladende, men med et har hun en lang, blod rød pisk i sin hånd, eller noget der liner en pisk.. som med et ordenligt smel ,får mange af bladende til at flyve op og dele sig ud.. pisken forsvinder igen.. som hun så ser dræbende på på Samson.. "hvem helved tror du at du er den cirkus nar!!" væsser hun iskoldt, som hun ligger armene over kors.. hun er virkelig blevet irriteret, alene over det.. men nu sov hun ikke så godt i nat, eller det er hvad hun nok vil give skylden.. enlig er hun bare vred og har virkelig brug for at komme af med vreden.. og tja... nu er Samson der og var i hendes hoved idioten!

Samson lod sit hoved dunke tilbage mod stammen, så han kiggede på Kiiris med et lettere søvnigt udtryk, eftersom hans øjne var lukket halvt om halvt. Han hævede sine øjenbryn, mens han betragtede Kiiris' pisk, som fik bladene til at dele sig. Så det var sådan hun legede?
Samson rejste sig, idé hun nu talte ned omkring ham. Så han var ligefrem en nar? En, som han netop godt kunne have rendende rundt på Borgen? Sådan en lille skid?
Samson stod nu i sin fulde højde, som ikke var lavere end 194. Og nå ja, plus lige højden på hælen af hans støvler. Samson lod sine arme blive spredt let ud fra kroppen, så han kom til at se bestemt ud, og endnu større ud i bygning.

"Hvad sagde du lige der, kvinde? Ikke hørt om mig?" Samson lod sig til at være meget rolig. Han var også meget rolig over denne situation, selvom han dog ikke havde set en pisk som hendes før. Han vidste ikke engang hvad der var blevet af den, hvilket på sin side var foruroligende. Selvom han ikke kendte til hendes pisk, så skulle hun alligevel ikke undervurdere ham. Måske skulle han heller ikke undervurdere hende? Men hendes væremåde var yderst irriterende, så indtil videre var der ikke meget respekt over for hende.

Achillius sidder ned ved det rolige vand med føderne placeret i vandet, hele hans krop og uddsende har forandret sig igennem tidernes løb hans hår er blivet hvidt ikke på grund af alderen men mere på grund af den natur han er da han ikke er som alle andre personen selvom han ligner dem bordset for hans hvide vinger han har på ryggen.
han sidder helt roligt og leger med hans is evne han nu har.
det var godt nok noget tid siden achillius havde mødt andre mennesker, og hvis det var han skulle møde nogen skulle det helt klart være en kvinde han gider ikke alle de mænd som han har mødt i tidernes løb og især ikke samson som virkelig var en irriterende person, som havde rena holdt som slave og ikke vil slippe.
Achillius tanker fløg rundt i hovedet på ham måske manglede han virkelig noget selvskab af en eller anden slags.

Jath var lettere irriteret i dag. Hele morgenen og formiddagen var gået skævt - først var hun blevet vækket af en ordentlig, pludselig regnskylle. Det var selvfølgelig en af de mindre alvorlige risici ved at sove udenfor. Hun havde intet mad fået endnu, og hun var stødt på 3 sure, gamle hekse der havde råbt af hende. Et eller andet åndssvagt med tegn fra det hinsides og hun vidste ikke hvad. Hun havde ikke rigtigt hørt efter, men hun havde da fået fat i ordene "omstrejfende kvinde". Pfff.. Jeg skal give dem omstrejfende.. havde hun tænkt, skulende ned i jorden, idet hun var ved at vende sig om og løbe skrigende imod dem, bare for at skræmme dem. Men hun havde ikke gjort det, selvfølgelig havde hun ikke det. Hun havde bare trukket kappen tættere om sig, og løftet hætten op om hovedet, på trods af varmen.
Da hun gik i græsset, ned langs vandet, fik hun øje på den hvide skikkelse. En med vinger. Hun standsede op et øjeblik og kiggede lidt. Noget ved hans udstråling fik hende til at føle sig en smule bedre tilpas, og hun slappede mere af. Hun fortsatte hen mod ham, undrende om hvem han var og hvordan han mon ville reagere når han fik øje på hende. Jath havde erfaring med at folk reagerede meget forskelligt. Måske skulle hun egentligt holde sig på afstand, men det tænkte hun ikke så meget på. Hun var efterhånden kun 5-6 meter fra ham.