Jocelyn havde også sat sig ned igen og lod, ligesom ham, endnu engang køre hånden igennem håret. Hun betragtede ham lidt, så diskret som muligt, selvom hun var næsten sikker på at det ikke hjalp noget at prøve på at gøre det diskret. - Hendes diskrete betragtning var normalt ligesom en normal persons stirren.
"Hvorfor har du så meget tøj på?" Spurgte hun direkte og betragtede hans sorte hår. Hendes blik fæstnede sig kort ved den hvide tot han havde i nakken, men hurtigt flyttede hun blikket imod hans ansigt, for at lede efter en reaktion. Ligesom ham, var hun lidt usikker over hendes.. 'modtagelse'? og vidste ikke om hun var for direkte.

(Sorry - meget kort i forhold til tiden.. Tlf. har lige ringet, så skrev bare lige lidt - skal lige hen til tlf. igen - så kan vi hurtigt fryse, igen?)

Aidan skævede let til hende og i et kort øjeblik mødte hans blik hendes, eftersom hun jo sad og kiggede på ham, men han sørgede for hurtigt at kigge væk igen. Så endnu engang landede hans blik på det vilde blå hav.
"Jeg kan ikke tåle sollys så godt," sagde han kort uden at nævne noget om, at han var en vampyr. Men det behøvede hun jo heller ikke at vide. Det ville sikkert bare skræmme hende, ligesom det havde skræmt så mange før hende - nogen af dem var endda gået deres vej, selvom de endda havde været midt i en samtale med ham, som om han pludselig var blevet en helt anden person, bare fordi han havde nævnt, at han var en vampyr.
Han lod igen hånden glide igennem sit hår. Et øjeblik sad den lille irriterende hårtot bag øret på ham, men den faldt straks ned i synsfeltet på ham igen.

((Det kan vi godt. Og mit blev heller ikke så langt...))

Jocelyn tænkte kort over hans svar. Det lød jo egentligt sansynligt nok. Hun trak lidt på skuldrende og nikkede. "Okay.." Kom det lavt fra hende, som svar. Hun mærkede noget pille ved hendes hår og vendte sig hurtigt om. Hun så at de to piger, stod og pillede ved hendes hår og skulle til at spørge dem hvorfor. Hun stoppede dog hurtigt, da hun havde glemt at hun ikke var alene. Hun skubbede svagt til en af pigerne, så diskret som muligt, så hun vidste at jeg kunne se dem. Et halvkvalt skrig kom fra pigen, da hun nok var vandt til at folk ikke kunne se hende. Jocelyn prøvede at ignorere dem. Håbede på at Aidan ikke havde set hendes skub eller lagt specielt mærke til hvordan hun hurtigt havde vendt sig om, for at se hvad det var der pillede ved hendes hår.
"Eh.. Hvad hedder du så?" Spurgte hun, uden at give ham en chance til at sige noget om hendes handlinger. Hun så ned mod vandet, mens hun kunne høre de to unge kvinder stå og snakke sammen om, hvad der var galt med hende, siden at hun kunne se dem. De lod ikke til at overveje om hun også kunne høre dem, for de nævnte et par lidt stødende ting, uden overhovedet at dæmpe stemmerne eller noget.

(Tilbage xD)

Aidan havde ikke set da hun skubbede til noget, som han alligevel ikke ville kunne se hvad var, for han sad stadig med blikket rettet stift ud imod havet. Han kiggede dog på hende da hun sagde noget til ham. Hurtigt lod han blikket glide over hende og hendes lange røde hår, før han sagde noget.
"Jeg hedder Aidan," sagde han, uden at nævne sit efternavn eller noget.
Bare Aidan. Så formel behøvede han jo heller ikke at være. Desuden brød han sig heller ikke om, at folk omtalte ham ved hans familie navn. Han følte at han ikke længere hørte til i den familie.
"Og dit navn?" lød det fra ham.
Han gav sig til at betragte hende, men tog sig i det og kiggede væk igen. Han havde på fornemmelsen at han så meget afventende ud, og det var ikke noget han fandt spor høfligt.

Jocelyn, der slet ikke lagde mærke til at han betragtede hende, smilede ved hans navn. "Aidan.. Aidan.." Hun gentog navnet et par gange i hendes sind, før hun smilte til ham. Det virkede ikke som om han havde set noget, så der var ikke noget at bekymre sig om.
"Jeg hedder Jocelyn La.. Nej, bare Jocelyn.." Ud af de få ting hun have taget med sig fra sine forældre - da det jo ikke var at være høflig - var at hun altid sagde hendes efternavn. Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun gjorde det, fordi selvom hun altid tænkte på hendes forældre når hun søgte for nogen grund, så kunne hun ikke huske at de havde været særlig strenge omkring det. Måske var det fordi at en eller anden, måske ville genkende navnet og måske huske at de havde set James, eller også var det bare af vane? Hun anede det ikke.
"Hvor kommer du fra?" Spurgte hun så, for at holde samtalen igang.

Aidan smilede lidt over hende da hun var lige ved også at fortælle sit efternavn.
"Jocelyn," gentog han og smilede lidt bredere.
Nu ville han gerne have hendes efternavn at vide. Da hun havde været lige ved at det nævne, havde det gjort ham nysgerrig. Han nåede dog ikke at spørge nærmere til hendes navn, før hendes næste spørgsmål kom.
"Jeg kommer fra Topalis," sagde han, selvom det efterhånden var lang tid siden sidst havde været der. Men selvom det var flere år siden nu, kunne man åbenbart godt se på ham, at han kom derfra. Det havde ham den underlige mand, han mødte på kroen for et par dage siden, i hvert fald sagt. Det var noget med hans øjne, havde han sagt.
"Hvor kommer du selv fra?" spurgte han.
Han var udmærket godt klar over, at det lød åndssvagt at han hele tiden stillede hende de samme spørgsmål, som hun stillede ham, men noget skulle han jo holde samtalen igang med.

Jocelyn gengældte hans smil, mens hun lyttede til hans spørgsmål. Hun svingede fortsat med benene. Hun nikkede til hans svar og tænkte på den korte periode hun havde boet på Topalis. Hun smilede kort, før hun vendte tilbage til 'den virkelige verden'. Hun lyttede til hans spørgsmål, mens hun kørte hånden igennem håret. Hun rynkede svagt panden ved hans spørgsmål. Hun kom mange steder fra. Hun havde haft mange flere hjem end hun kunne huske.
"Bare i byen." Svarede hun, for at gøre det lidt lettere. Hun havde dog kun boet i byen, næsten halvdelen af hendes liv. Resten af hendes liv havde hun flakket rundt over det hele, sammen med ånder og midlertidige venner. "Jeg ville ønske jeg kom fra et varmt sted." Tilføjede hun smilende. Hun elskede varme - og byen, om vinteren var bestemt ikke et varmt sted.

(Lidt kort.. :|)

Aidan smilede skævt til hende.
"Man bliver hurtigt træt af varmen når det er så varmt hele året rundt," sagde han. "Nogen gange er det rart med lidt vinter."
Især var der rart med vinter for ham, eftersom han var en vampyr. Da han var mindre kunne han ikke holde de lange kolde perioder ud, men nu holdt han meget af dem, nu mest fordi det tit var overskyet om vinteren, og han derfor kunne opholde sig udenfor uden at frygte sollyset.
Han skævede ind imod havnen, hvor en flok mennesker var kommet til syne. Det var sikkert fiskere, der ville udnytte det gode vejr til at fiske lidt i. Han rejste sig op og børstede af vane sin frakke af, selvom den overhovedet ikke var blevet beskidt.
"Måske jeg hellere skulle se at komme hjem nu," sagde han uden at tænke over, at han jo for øjeblikket ikke havde noget "hjem".
Han smilede kort til Jocelyn, før han drejede om på hælen og gik ind imod havnen igen.

//Out ((Jeg skal logge af nu :/ ))

Jocelyn så lidt efter ham. Rystede lidt på hovedet, men efter han var væk rejste hun sig også og begyndte at gå. Hun kunne stadig nå at lede lidt efter James før det blev mørkt.

//OUT

Vinden blæste et godt stykke ind mod land over broen.

Det hvinede om Nichols's ører, pandebåndet flagrede i takt med vinden der kom forbi så han måtte holde det fast for ikke at miste det.
Korden som hang fast i dens hylster ned af hans venstre side, eller flagrede i takt som pandebåndet, klingede stille eftersom at den næsten røg ud hver halve minnut.
Flasken som der var tom, flagrede ligeledes som korden med vinden, der kom en hylende tone fra flaskemunden da proppen ikke var sat på da den var røget i havet noget før.
Han bevægede sig stille ud på broen, vinden var lidt hård men ikke være end hvad han havde prøvet før, ingen måger eller noget bare ham og nogle enkelte rotter hist og her, men ingen andre.

((man må godt skrive hvis man vil=D))

Alzeid kom roligt gående. Han var gået ud så snart det var blevet mørkt, da han var noget så jammerligt sulten. Han var blevet overrasket over hvor kraftigt vinden blæste, men også kraftigt ærgret. Intet menneske mod fornuften en nogen betydelig stand, kunne finde på at bevæge sig ud i sådan en stormvind som denne. Derfor havde han heller ej mødt nogen andre mennesker. Han var gået til haven i håb om at der var nogen fulde sømænd eller deslige, men indtil videre lod det til at selv de værste afskum havde sygt ly for naturens vrede. Hans kappe flaprede lystigt bag ham, men han fortsatte alligevel frem. Måske skulle han bare gå hjem…
Da han kom rundt om et hjørne så han Nichols. Han havde sandsynligvis også lugtet ham, havde det ikke været for vinden, der blæste hans lugt i en helt anden retning.

Det irreterede ham noget at pandebåndet næsten blæste væk fra ham, der var højstsandsyndligt ingen i nærheden så øjet kunne ikke påvirke nogen her.
Han tog pandebåndet fra øjet og bandt det stramt om det venstre håndled, det ville havde svært ved at stikke af nu.
ikke en tøjte inærheden? han så sig omkring noget så irreteret de plejer altid at være her selv i havets vrede!!
En kniv kom frem fra hans ærme og han samlede noget tømmer op, han satte sig på en tønde, der var sikkert tjærer iden. Tømmeret gav han sig til at snitte i, han snittede og ville ikke få det til at ligne noget, bare en spids.
Noget mørkt fangede hans blik lidt tættere på land, men han tænkte ikke mere over det, end på at snitte i tømmeret.

Alzeid trådte roligt tættere på skikkelsen, men han var stadig tilpas langt væk til at et normalt menneske som ham umuligt kunne se ham i mørket. Da han satte sin første fod på træværket, der gik ud over vandet, ramte lugten af piraten ham. Det var en stærk lugt, som en, der stort set aldrig havde set indersiden af et bad. Dette var naturligvis problemet med folk fra havnemiljøet, specielt sømænd. Denne person måtte på en eller anden skikkelse være beslægtet med søen, tænkte han roligt, selvom hans ansigtsudtryk var alt andet. Han kunne ikke helt bestemme sig om han skulle kaste eller bare slå sig selv ihjel med det samme, hvilket blev afspejlet i hans ansigt. (Ikke at du skal tage det personligt, det var meget normalt i middelalderen ikke at bade mere end 2 gange om året. Sømænd og deslige badede endnu mindre end normale mennesker  )
Alzeid kiggede gennem de halvrådne brædder, ned på havets bølger, der tornede forbi under ham. Han var af natur meget lidt glad for havets vand, specielt fordi han vidste hvad der ville ske hvis han blev fanget deri. Han ville ikke drukne, for han var allerede død. Han ville bare blive fanget på havets bund, evigt døende, men uden at kunne finde ro. Pænt nedern, hvilket mange andre individer sikkert vil give ham ret i.
Uroligt vendte han sig om og gik tilbage.
//Out
(Sorry, kan bare ikke lige kapere at skrive med ham her nu =| Maybe some other time.)

Tømmeret han havde snittet i var nu blevet en splint, han tænkte ikke over det og kylede den bagover ud mod vandet.
Han rejste sig roligt op, vinden var blevet lidt roligere og det så sikkert ud til at forsætte lidt længere ned af broen.
i et rask tempo gik han fremad ud mod broen.
Det knagede roligt under hans fødder, men det gjorde det hvergang han var her så den knagende lyd gjorde ham nærmest tryg, selvom nogen af bræderne var ved at rådne op.
Mørket havde lagt sig helt, det var nu der burde være piger i kroen oppe ved selve havnen, det skulle han ikke misse.
han forsvandt i det blå og kom frem igen oppe ved kroens indgang og gik ind.

(det r iorden=D)

//out

Demos sad helt ude for enden af broen med fødderne i det kolde vand. Hver eneste gang han bevægede sine tæer bare en anelse, dukkede der en masse ringe op i vandet. Ringene var der kun i kort tid, før bølgerne skyllede dem bort, som om de aldrig havde været der.
Det blæste meget ved havet, og vinden var isnende kold, men han frøs ikke, selvom han kun havde sin sædvanlige tynde bluse på. Han var vel efterhånden blev vant til at holde kulden ud. Men at solen skinnede ham lige på ryggen, hjalp nu også lidt på det.
Han kiggede opad og fik øje på et par måger, der kredsede rundt over hovedet på ham. De var sikkert sultne og troede, at han havde noget mad med til dem. Men det havde han ikke.

Solen var allerede langsomt på vej ned og var nu ikke så kraftig mere, men shadow havde aligevel lavet et skyggelag rundt om sig, for ikke at blive skadet af solens sidste stråler.
Han kom gående inde ved havnen og stoppede så op nede ved starten af broen og så ud på en velkendt person som sad derude.
Mågerne som fløj omkring, fløj hurtigt væk som om de var blevet skræmt af et eller andet og der blev kort stille og der dukkede så en skygge op om bag Demos ide Shadow så nu stod bag ham og bukkede sig ned mod ham ide hans hovede var nede ved hans skuldre og han så havde sin mund lige ved den andens øre.
"du ved... man kan komme til skade af bare at sidde heeeeelt alene" viskede han så i den andens øre og kom derefter med et lusket smil.
Lige nu ventede han bare på den andens reaktion.

Demos kiggede undrende op på mågerne, da de pludselig fløj deres vej og forsvandt et sted ude i solnedgangen. Det var næsten som om, at de var blevet bange for et eller andet. Men det kunne da ikke være ham, for han havde siddet her hele tiden, og indtil nu havde de ikke sagt noget til ham. Så det måtte være noget andet. Det var sikkert bare en kat eller en hund, der havde skræmt dem, men det skadede da ikke at se, bare for en sikkerheds skyld, hvad det kunne være.
Han nåede dog aldrig at dreje hovedet for at kigge ind på havnen, for pludselig fornæmmede han noget nært sit hoved, alt for nært. Og han hørte en velkendt stemme snakke til sig.
Hvis ikke han havde holdt så godt fast i broen, som han gjorde, så var han sikkert faldet ned i vandet af ren og skær forskrækkelse.
"H-hvad mener du med det?" spurgte han nervøst og kiggede på Shadow. Han sank en klump for at klare sin stemme, før han fortsatte: "Det er nærmere dig, der kommer til skade, hvis du forskrækker mig sådan igen!"

han rettede sig op igen og kom med et lille kort grin ide han smilte lusket igen.
"tjaa du kan bare lade hver med at sidde alene her på broen" sagde han så og satte sig ved demos side ide han kiggede ud over vandet.
"hvad laver du entlig her ude ved havnen ?" spurte han så lidt efter og virkede nu ganske rolig.
Dog skulle man stadig ikke undervudere Shadow da hans humør ku skifte hver eneste sekund fra sød til ond så man skulle nok stadig være vågen HVIS nu det skete.
Han vendte roligt hovedet mod Demos mens hans kuld sorte øjne let betragtede Demos med et roligt blik.

Demos valgte ikke at sige noget til det første, Shadow sagde, og skulede lidt af ham. Noget ved Shadows luskede smil sagde ham, at han ville helst ikke vide, hvad der kunne ske, hvis han sad alene på broen en anden gang.
Han rykkede sig et par centimer til siden, da Shadow satte sig ned ved siden af ham. Bare for en sikkerheds skyld, for han vidste jo godt, at Shadow ikke altid opførte sig helt normalt, og så var det nok bedst at holde lidt afstand.
"Jeg sidder her bare," svarede han. "Skulle jeg måske have en grund til at være her?"
Han vendte blikket mod Shadow, der sad og kiggede på ham. Han lagde mærke til, at han så helt rolig ud.
"Sikke fredelig du er i dag. Det plejer du ikke at være," sagde han.

Shadow havde vendt hovedet ud mod havet igen og lukkede kort sine øjne ide han mærkede vinden bag sig og nød den kølige luft.
"jeg ved det ikke helt baree eller anden grund til at være steder, så som at samle tankerne, bare for at slappe af eller en helt anden grund" svarede han og vendte blikket mod Demos igen ide han atter kom med et smil og betragtede ham igen med sine sorte øjne.
"ja jeg har jo et godt selvskab" svarede han så til det andet demos sagde med han var rolig i sin opførsel.
Faktisk var Shadow begyndt at kunne lide Demos, men han kunne ikke få sig selv til at sige det på den der kærligheds agtige måde, da han SLET ikke var til kærlighed, nej i hans øjne var Demos nok bare hans lille legetøj.