OOC: no worries det er tæmmelig sent. og ja var det ikke bare super kritisk info XD

IC: Nearyn kigger efter hende. ser på sine hænder.
satans også. hvorfor. HVORFOR! Hvorfor kan jeg ikke stå imod den salgs skønhed.
Han knytter sine hænder i blindt raseri. Blod pibler frem. I overraskelse og rædsel kigger ham på de fine små blødende neglemærker. Han holder sine hænder ud og ligger dem på lommetørklædet som stadig er fugtig fra eliksiren. Han bider tænderne sammen da den heler sårene. Han stønner kort. Smerte er absolut ikke noget han er vandt til. Han bider tænderne sammen og hans øjne bliver små sprækker.
HELVEDE! jeg kan ikke være så svag. Jeg kan umuligt tabe kontrollen sådan i noget smukts nærvær. Jeg nægter det. Jeg...
Han kigger sig omkring i værelset. På den luksuriøse indretning og til sidst på et spejl. Han stå lidt og betragter sig selv. Han ser i raseri på sit spejlbillede.
nej!, nej! kontrol. Jeg må behærske mig.
Han rækker rystende ud efter spejlet. Han knytter hånden og skal til at sende den imod spejlet.
NEJ!
han rykker hårdt sin hånd tilbage. Han skuldre bliver slappe og han hænger i et langt øjeblik. Hans tanker flyver rundt, men falder så endelig på plads. Han kigger op på spejlet igen. Hans ansigt er tilbage som det plejer.
Nej... der er intet galt med at være fascineret af skønhed.
Han vender sin opmærksomhed imod dekorationerne igen. Han lader sin hånd løbe over et billede på væggen.
Fascination er ikke en svaghed, men en styrke. Og ingen, og intet kan knække mig. Aldrig.
Han smiler lumsk for sig selv.
Løb du bare. Du kan ikke slippe. Du er min. Og resten af verden indtager snart sin plads ved siden af dig.
Nearyn kaster hoved tilbage og hans hår falder på plads.
Min kære, tåbelige slave. Om du ikke kan er ligemeget. Valget er ikke længere dit.
Hans ansigt falder tilbage i sin normale rolige, venlige facade. Han klukler hele vejen til sit værelse.

Anolicia lå i sin seng, fuldt påklædt og stirrede tomt op i loftet. Det havde hun gjordt det meste af natten. Hun var rædselsslagen for hvad Nearyn ville gøre ved hende, efter hendes opførsel og at hun bare stak af og fandt et værelse. Hun havde fundet et med ét vindue, hvilket hun var meget taknemmelig for. Et kort suk kom fra hende inden hun satte sig op i sengen og kiggede ud af vinduet med et smil. Hænderne foldede hun endnu engang pænt i sit skød, inden hun skilte dem fra hinanden, og aede sit silkebløde hår, med små forsigtige kærtegn.

Renatika spærrer øjnene op da hun vågner med et sæt, og sætter sig lidt forvirret op. På grund af de manglende vinduer der er temmelig dunkelt i rummet, og hun må se sig grundigt omkring før hun kommer i tanke om hvor hun er.
"Pis..." mumler hun irriteret og lader sig falde med et bump ned på sengen igen. Efter at have ligget med lukkede øjne lidt, rejser hun sig, og står ud af sengen. Hun finder hurtigt sine bukser frem, som hun efterlod på kanten af sengen, og tager dem på. Hun putter noget vand i hovedet fra badeværelset og går så hen og sparker på døren. "Luk mig så ud for fanden! Svin! Du har fanme ikke ret til det her!" råber hun hysterisk og prøver at komme i kontakt med Nearyn, men forgæves. Hun hørrer en vagt grine uden for døren, og Renatika råber vredt til ham; "Jeg fanme ikke hans slave, at du ved det! Luk mig så ud din fisefornemme majonetdukke!"
Vagten mumler et eller andet udtydeligt og går videre. Renatika sukker opgivende og sætter sig på sengen igen. Kom så og red mig...

Hun hamrer hænderne i sengebordet af raseri, men falder så i søvn, i en blanding af kedsomhed og fortvivelse.

Nearyn gik op på sit værelse. Han orienterede sig om de folk der var i huset gennem krystalkuglen.

Nearyn går imod værelset hvor Anolicia er i. Han stopper udenfor det. Han banker på. han har total sjælefred. Han tvivler ikke. Han anligger sin venlige og rolige facade. Han banker på døren.

"Kom ind.." svarede hun roligt, til banken på døren, efter hun var kommet sig over chokket. Hun kastede kort med hovedet så hendes hår igen lagde sig ned af hendes ryg. Roligt rejste hun sig op og så venligt på Nearyn. "Goddag, Herre.." sagde hun blidt, med et mildt smil og et lille nik. Som sædvanligt havde hun foldet hænderne foran sig, hvor hun nervøst nev i sin ene finger.

Nearyn kigger på hende. "Goddag. Jeg kom for at stille dig et spørgsmål. Det er angående dine fremtidsudsikter her hos mig"

"Ja?" spurgte hun en anelse nysgerrigt, inden hun sank en klump. Hvad havde hun fundet på? Så længe det ikke var alt for fysisk. Hun stoppede med at nive sin finger, da det gjorder ondt, og istedet satte hun et hår bag sit øre.

"Som jeg har fortalt så gør jeg med mine slaver hvad jeg vil, men normalt forsøger jeg at skabe en form for orden i hvad folk laver" Han kigger stadig rolig på hende. "Du har egentlig to valg. Enten så bliver du en af mine concubiner, eller også så bliver du sat til at skruppe gulvet i fangekælderen. Slaven som har gjort det de sidste 30 år's ryg gav efter i sidste uge. Utroligt at han holdt så længe, men han mangler i hvert fald en afløser. Hvilket job tiltaler dig mest" Der er ingen sarkasme at spore. bare et reelt venlig spørgsmål.

OOC: WTF er en concubiner?! Never mind, stakkels Anolicia hvad det så end er xD

BIC: Kort sank hun endnu en klump og af nevørsitet pillede hun lidt ved sit hår, mens hun tænkte som en gal. Egentlig havde hun ikke noget valg. Hvis hun skulle vaske gulve ville der gå ingen tid før hun måtte bukke under. "Con.." sagde hun roligt, men stoppede sig selv. "Jeg vil gerne være en af Deres concubiner.." sagde hun så høfligt og så, med et trist blik, ud af vinduet i værelset.

OOC: Concubiner = flertal, Concubine = ental ^^,

IC: Nearyn kigger på hende uden at vise tilfredstillelse. Bare som om hun foretog et valg der lige så godt kunne være det ene som det andet. Han smiler dog stadig venligt og roligt idet han siger. "At være en af mine concubiner kræver evner og underkastelse. Hvis jeg er utilfreds kan du altid få det andet job. Men indtil videre er du accepteret som en af mine concubiner. Du vil være genstand for luksus og forkælelse. Hvis du mangler noget så fortæl mig det, men ellers så forventer jeg dig ved min side ofte og i det tøj der bliver stillet dig til rådighed" Han smiler til hende nikker høfligt og gør mine til at forlade rummet.

OOC; Ikke rette på mig T_T. Jeg er syg og kan ikke stave OO;;

BIC; "Ja, Herre.." svarede Anolicia tomt og stirrede ned i gulvet. Hun bed sig hårdt i tungen for ikke at græde eller bare fælde en tåre. Da hun så Nearyn gjorder mine til at forlade rummet vendte hun sig rundt, som et slags 'De må gerne gå..', og gik hen til vindueskammen. Hun lagde sine hænder tungt på den og stirrede ud af vinduet med et tungt suk. Af ren og skær vane satte hun en hårtot bag sit hår, inden hun igen hvilede den på vindueskammen.

Nearyn forlader rummet og gør giver besked på at Anolicia for fremtiden skal være genstand for god behandling og dyre genstande. Hun er direkte ansvarlig for hans nydelse nu og kan ikke tillades at blive behandlet dårligt. Nearyn går ind i rummet der huser hans harem. (kun beboet af npc'er indtil videre) Rummet er som en stenø i et lille hav. langs rummets vægge er der varmt og rent vand. Masser af puder fylder rummet og adskillige kvinder af forskellige kulturer og racer. Krystallianere såvel som elvere i fine, tynde silkeklæder. Nearyn lader dem tage hans jakke af og han ligger sig på puderne og strækker sig. Han lader sig massere.

OOC: god bedring så^^

OOC: Tak ^-^

BIC: Da Anolicia ikke længere kan hører Nearyns fodtrin, begyndte hun at græde og hulke og det ikke ligefrem lavt det foregik. Hun smed sig i den bløde seng og kravlede langt ind under den varme trygge dyne, hvor hun græd og græd, så hovedpuden blev helt våd. Livet var uretfærdigt efter hendes mening. Det her var hun slet ikke skabt til.

Efter at hun havde tømt sine tåre kanaler satte hun sig i sengen. Roligt trak hun benene ind under sig og lagde sine arme omkring knæene, hvorefter hun begyndte at synge smukt, men også ret så lavt.

For anden gang den dag vågner Renatika, og ser sig omkring i det lille, vinduesløse kammer. Hendes vrede over at være spærret inde er ikke dulmet det mindste, og ligeså voldsomt som før går hun over og sparker mod døren, alt i mens hun råber; "Luk mig så for fanden UD!" Hun ser sig lidt omkring, efter et vindue, en sprække, bare en eller anden form for kontakt i omverden, men forgæves. Intet. "Lorte hus..." mumler hun vredt og sparker videre på døren.

Nearyn rejser op efter en omgang god massage. Han følger sig afslappet og, lader sig klæde på. Han begynder at gå ned mod det andet gæsteværelse. Han tjækker under sin jakke. Stadig 5 halsbånd her og flere på værelset. Han banker på døren ind til Renatika.

"Det var fanme på tide!" hvæser hun højt da Nearyn banker på, og gør ikke mine til at sige 'kom ind.' Hun kan ikke rigtigt se meningen i det da døren er låst. Vred som hun er, glemmer hun at tage hatten på, eller i det mindste sætte noget hår for øjnene, for at skjule dem. I stedet står hun bare med hænderne knyttet foran døren, parat til at slå fra sig.

Abby kommer gåene uden for palæet. Hun var ikke til at kende.
Hun havde fået et dybt og lang rift ned af siden, to bidehuller i den anden side af halsen og hendes hår var ved at blive hvidt. Det eneste hun havde i sinde var at få halsbåndet af.

Nearyn Åbner døren. Han ser ind til Renatika. "goddag. har du sovet godt?"

Hendes kappen var trukket ned over hende, så det eneste man kunne se var bidehullerne og halsbåndet under kappen. Hun går bare forbi vagterne og banker hysterisk på den store port.