Tasja så signalerne men hun var opdraget til at hjælpe. hun så hvordan den bed ud efter hende og hun fik hurtigt hånden væk. der var blod på kluden. hun så på den og prøvede at signalere med øjnene at hun intet ondt havde gjort den.
Tasja så på den og så mod sit kød. "sider du stille for du mere kød" sagde hun og håbede den mave forstod mere end dens forstand. hun prøvede at tale så primitivt som hun kunne men hun var opvokset i et civiliseret samfund. hun forstod og talte menneskets sprog helt. mere end denne ting kunne åbenbart.

Bæstet rejste sig sig op i sin fulde højde nu, den fjernede sin hånd fra såret. Den var ikke glad, den var oppe i en krog og stadig prøvede den store kat at røre den, at skade den. "JEG VIL PUT MIN SMERTE IND I DIN SJÆL!" råbte den op, ordene var vrede og kom hele vejen fra dens mave. "Rolig nu. Den vil blot hjælpe dig" stemmen prøvede på at hidsige væsenet ned, velvidende hvad de havde gået igennem livet. Men at hidsige den ned, var som at slukke en brænd med en kop vand.

Tasja så alvorligt på den. hun rejste sig op på samme tidspunkt som den. hun knyttede næverne over denne frustation den gav hende. hun ville jo blot hjælpe. "jeg vil ikke ha blod på mit gulv.... så SKRID!" skreg hun op. hun ville jo kun ha hjulpet den. men det forstod den ikke. venlighed. selv om hun prøvede. så det eneste hun nu kunne gøre var at få den ud. hun havde trådt nogle skridt tilbage så den kunne komme forbi hende. hun ville ikke trues.

Den så blot på katten, som råbte af den og tog nogle skridt fra den. "Du er virkelig et vidunder" stemmen var sarkastisk at høre på, den havde givet op for nu. Bæstet valgte at sætte sig ned igen, dens åndedræt begyndte så småt at blive langsomt og rolig igen, katten havde taget afstand til den, så den var uden for fare. Langsomt begyndte den at ligge sig ned, for den kunne mærke hvad den havde brug for komme snigende ind på den; søvn.

Tasja var fornærmet over den ikke hørte efter så da den lagde sig gik hun over og tog dens økse som den nok ikke ville undvære. hun stilte den ved døren som tegn til det var den vej den skulle. hun måtte jo ikke hjælpe den så skulle den heller ikke være inde i hendes hytte. hun havde dog lyst til at prøve igen når den sov. men hun valgte at få den ud af hendes hytte først og så se en anden tid an hvor den måske ikke var så fjendelig.

Den følte søvnen kravle ind over den, nøj hvor kunne den mærke den vægt der havde lagt sig over den, hvor længe siden var det den havde sovet? Selv da katten gik hen og fjernede dens økse, nænnede den ikke at reagere, dens øjne så blot hvad katten havde gang i, det var ikke første gang at nogle havde prøvet, at tag de få ting den besad. Den prøvede på at holde sig vågen men søvnen overmandende den, dens sidste ord der kom ud af dens mund ind den faldte i søvn "Karn".

Tasja rullede med øjnene og forstod ikke hvad dens sidste ord var. hvad var en karn. var det noget mad, hun så den faldt i søvn og gik over til den og satte sig på hug over den og lagde kluden på såret og begyndte at rense det så det ikke var fyldt med bakterier. hun anede ikke hvad hun skulle stille op med den. så hun lod den ligge lidt der imens den sov.

Dyret tog en dyb indånding, duften af blod hang stadig i luften, det var den samme som havde vækket den og den kunne ikke sove, dens sult havde holdt den vågen. Den bevægede sig uhæmmet igennem nogle buske, noget blod havde tørret ind omkring dens ene øre, dens pels var fyldt med lopper men kun en ting dirigeret dens instinkter; sult. Den kom nærmere hen imod dens bytte, der holdt til noget der ikke var skabt af naturen men skabt af andre.

Som bæstet faldt i søvn, var det de samme drømme den altid havde med sig; alene, ydmyget, pinsel. I denne drøm, var den kædet til en jern pæl, flere små væsner pinende den med frisk kød, som den ikke kunne nå, mens andre spiste foran den.

Tasja vaskede såret ganske roligt. hun stoppede dog op da noget i luften var forkert. der lugtede af fare. hun tog hurtigt sin dyre form og gik over mod døren. hun brugte sin ene evne til at mærke på naturen inden for 5 km om der var noget. om det var et menneske eller et dyr men dette væsen skiftede vist med at gå på to ben og fire. det forvirrede Tasja. hun skyndte sig i sin menneske form og over til denne ting der var såret. hun rystede i den. "VÅGN OP NU! DER ER FARE PÅ FÆRE!" hun så mod døren og skyndte sig over og lukkede døren og holdte øje med alt omkring sig med sin evne. hun var nervøs. denne ting var såret og sov. vis ikke den vågnede var de på spanden.

Dyret fortsatte hen imod hytten, der kom lyde derfra og duften af blod blev kraftigere som den nærmede sig. Den stod tæt op ad hytten, den gik frem og tilbage, den ville ind, måske den kunne også sove her efter den havde spist sig mæt igen. Den begyndte at bruge dens ene potte til at mærke efter, her var der modstand og kunne ikke skubbes til. Den fortsatte et par gange med det mens den gav et lyde fra sig. Den mærkede endnu en gang efter, noget kunne bevæge sig. Den prøvede igen og igen men lidt hjalp det. Op på begge dens ben, lage den alt sin vægt oven i, for at skubbe og åbne.

"Vågn op" lød det rundt om bæstet, der stadig var spændt fast til sin jernpæl, kæderne var stadig intakt, væsenerne grinnede mens de fortsatte med at spise foran den.

"Vågn op!" lød det endnu engang, bæstet begyndte at reagere på det men hvad var det?

Tasja havde blokeret døren og stod og skubbede imod døren. hun prustede i frustation. hvorfor var dette dyr ikke gået i en af hendes fælder hun havde rundt omkrind. jo de var lidt langt fra hendes hytte men så ville hun ikke stå i denne situation. hun så mod tingen igen. "SÅ VÅGN DOG OP!" råbte hun frusteret over at stå alene med et væsen der ville ind i hendes hytte. hvorfor kunne det ikke ha været en forsvundet killing der stod ude foran døren. det kunne hun da klare.

Dyret ville ind, noget holdt på døren da den gav mere modstand. Den lage mere vægt i som den prøvede på at få åbnet op, et bytte dyr?

I dens drøm, så bæstet sig underlig omkring. Jo den blev pint men hvorfor virkede det så underligt, kunne den ikke svare. Et eller andet kaldte på den, åbnede op dens nysgerrighed. Jern pælen og dens kæde sad sikre i gulvet, bæstet prøvede på at trække alt hvad den kunne, hvilket ikke virkede første gang. Den blev mere vred og prøvede igen, denne gang slap den fri! "VÅGN NU OP" hørte den igen.

Bjørnen blev mere stædig, den stoppede med at læne sig ind imod døren for at tag nogle skridt tilbage. Med et pludselige reaktion begyndte den at rambukke ind imod døren.

Bæstet lå stadig og sov.

Tasja mærkede hvordan dette dyr pressede ind mod døren. det var virkelig svært at holde døren. det stoppede og Tasja gik nogle skridt tilbage da dette dyr pludselig stoppede et kort øjeblik. hun så på døren og tog fat i den og rystede i den til hun hørte et brag og dyret lavede en rambuk mod døren. for fanden da også. Tasja ruskede mere i den og så mod døren. hun skyndte sig over til døren tog øksen. den var tung. og holdte den klar til at forsvare sig til vis dyret kom ind.
*kom nu tasja, tænk tænk. tingen der sover tungt og et dyr eller væsen prøver at komme ind... hvad gør du hvad?*

Bjørnen fortsatte med at torpedere ind imod døren, der langsomt begyndte at slå revner. Den kunne nærmest smage frygten af hvad end der måtte gemme sig bag den.

Bæstet så sig omkring, de små væsner lod vist ikke mærke til, at den var sluppet fri, de fortsatte med at spise foran den. Den gik hen imod en, fjernede kødet fra den og prøvede på at spise det. Til at starte med smagte det gik godt men det var som om, at det ikke føltes rigtigt. Bæstet så sig omkring men mærkede pludselig hvordan gulvet under den begyndte at ryste og en høj lyd af noget der gik i stykker fangede dens opmærksomhed. Hvad var dette sted? "Vågn op! Hun har brug for din hjælp" Det var den samme stemme som der havde fulgt den i lang tid men hvorfor denne besked, medmindre...

Bjørnen blev ved og ved, døren begyndte at revne med, længslerne begyndte at give efter, bare et til hårdt skub. *SNAP* døren bukkede endelig under, den store brun bjørn så hvad der gemte sig.

Tasja stod med den tunge økse i hånden og var klar til at svinge den mod dyret. hvad end det var som kom ind snart. da døren indelig knækkede så tasja hvad det var. når det gav mening med at gå på to ben og fire ben. den havde valgt at stille sig op på to ben.
Tasja skubbede til væsnet der log og sov da bjørnen kom ind. "VÅGN NU OP!" sagde hun panisk da hun ikke kunne få ham op. hun havde virkelig brug for at få ham op og hjælpe hende. og det galt NU!

Bjørnen tog nogle få skridt ind ad døren, dens næse helt fremme, duften var klar og tydelig, blod og noget andet. Den gav et lille brøl fra sig mens den nærmede sig den store kat, en trussel eller forhindring. Den blottede sine tænder først, inden den langede ud med dens ene potte.

Bæstet stod stadig og så forvirret rundt, jorden under den rystede ikke længere men den var klar over, at noget var ikke som det burde være, det havde stemmen forsikrede den. Men? Hvorfor denne så pludselig fornemmelse? Alt tanke spinderiet, gik bæstet på, der begyndte at hylde op af frustration over hvor den var og hvorfor denne irritation. Og med dette, forsvandt jorden under den, dens verden begyndte at snurre rundt inden det blev sort for den.

Bjørnen lod ikke til at være bange for sig, såret ved dens ene øre havde provokeret den og værre endnu, den var blevet vækket før tid. Hvordan er det man nu siger det? Væk aldrig en sovende bjørn?

Tasja så på den store bjørn og følte sig meget lille nu. nu vidste hun hvordan egern havde det med hende. hun sank en klumb og da bjørnen slå ud efter hende hoppede hun lidt tilbage og tog fat i væsnets fod/ben og hev den over til sig. hun så på bjørnen og anede ikke helt hvad hun skulle gøre.
hun tog øksen og kastede den mod bjørnens mave hvor efter hun forvandlede sig til en los og brølede af bjørnen og så mod sit dådyr. der log tæt på bjørnen. skulle hun prøve at få fat i dådyret? måske var det dumt. men hun vidste hvad hun var nød til at gøre vis den kom nærmere. noget hun helst ikke havde lyst til kunne hun mærke på sig selv.

Bjørnen tog sin ene klo tilbage. Den blottede sine tænder igen og mærkede hvordan økseskaften ramte dens mave. Den så ned på lossen, hen på dådyret og tilbage på lossen. Et godt måltid og et godt sted at sove, lige hvad den kunne bruge. Op på dens bagben stod den nu, den gav endnu et brøl fra sig, inden den kastede sig ned over lossen, kløerne ude og med et vidt gab. Dens klør fik fat-

Bæstet mærkede hvordan kløerne prøvede på at bore sig ind imod dens hud, bjørnen hoved stoppede brat ind imod dens mave. Minotauren havde vågnede op af et chok og nu var den ikke træt mere. Adrenalinen pumpede rundt inde i den, dybt nede fra dens mave og antændt af flere årtiers pinsel brølede Karn "BLOOOOOODDDDDD!!!!!!!!" Begge dens hænder var over dens hoved, den slog til med alt dens vægt og muskler ned imod bjørnens hoved. Karn var vred, Karn var i live, et frygtet bæst af vrede og smerte.

Tasja så på bjørnen der kom op på bagbenene og slungede poterne ud mod den. hun gik tilbage. hun var faktisk bange for denne bjørn. hun så den kom over mod hende og hoppede på dette væsen der log og da den pludselig vågnede og brøllede blod op farede hun over til sit dådyr og så mod hvad der skete. hun var forvirret. hvad skulle hun gøre? hun lukkede øjnene og åbnede dem så vidt op og farede mod bjørnens nakke og prøvede at sætte tænderne i nakken af bjørnen imens hun lod sine klør side fast i ryggen.

Bjørnens hoved var blevet slået ned imod bæstets mave og nu havde katten kastet sig over den og fået i dens nakke. Minotauren lod ikke til at bide mærke i, at bjørnens klør stadig prøvede på at bore sig ind i den. Med begge hænder frie, tog den godt fat om hovedet på bjørnen og gav sig til at slå den, slag for slag. Den var stadigvæk sulten "Rød er min farve, så giv mig dit blodrikkelse HAHAHA!" minotauren kunne ikke lade vær med at grine, den følte at den var i live, selv dens søvn mangel var erstattet af adrenalin, måske en smule glæde?