Jamie tog et par skridt væk, da kampen mellem dæmonjæger-kvinden og mændene blev værre. Han skulle ikke ende i kampen, han ville jo blive banket søndersammen, og det havde han ikke så meget lyst til. Han kunne godt slås, han var bare ikke glad for at gøre det, men det var de fleste vel ikke. Nogle var vildt glade for at slås, og det forstod han altså bare ikke. Det var mærkeligt. Hvordan kunne man elske at slås imod andre og såre dem, eller selv blive såret? Jamies tanker stoppede brat, da han så blod. Han spærrede sine øjne op i forskrækkelse. Hun dræbte manden! Jamies vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, især da dæmonjæger-kvinden henvendte sig til ham. Nu var han bange. Han havde aldrig set nogen dø så brutalt foran ham før, og han havde ikke kunnet stoppe det. Javist havde manden ikke været særlig rar, men man behøvede da ikke at dræbe fra højre til venstre?! Der skulle være en ordentlig grund til det! Det gjorde det heller ikke bedre at hendes øjne var så kolde at det helt gav Jamie kuldegysninger. Han tog en dyb indånding og rettede sig op, skød brystkassen frem, og prøvede at efterligne de kolde øjne, som hun gav ham, men han havde ikke særlig meget held med det.

"Det er ikke alle, som er rige, af du ved det. Hvis jeg mister mit job har jeg ingen penge, ingen måde at få mad på, og jeg vil intet hjem have!" Det var nu meget rart at hans stammen var stoppet, så virkede han nemlig meget mere alvorlig! Han pegede på sadlen, men holdte sit blik på kvinden. "Det er ravende ligegyldigt om den var noget værd eller ej. Hvis ridderen ser det, eller ikke får sin saddel, er jeg i problemer på grund af en flok fremmede!" Han var så sur. Nej, rasende var et bedre ord for det. "Der er nogen af os som må kæmpe for bare at få et stykke brød, af du ved det!" Nu råbte han. Hans brystkasse hævede og sænkede sig voldsomt. Han knyttede sine hænder og prøvede at fremstå stærk, men han var bange. Hun havde lige dræbt nogen foran ham! Hvem sagde at hun ikke også ville dræbe ham?

Kulun der stadig var i dæmonens arme, så imod drengen.
"Det er en god pointe." Kulun forstod dæmonens nervøsitet, der var også folk og sted hun undgik fordi der var folk der ikke brød sig om halvdyr der.
Hun kunne ikke bede ham om at kaste sig selv under vognen på den måde, det kunne være selvmord. Et eller andet sted, ville Kulun gerne hjælpe drengen, men hvordan skulle hun kunne det, hun kunne ikke engang gå og hendes hoved snurrede stadig efter mødet med bænken.
Drengen råbte op om penge og mad og Kulun sukkede. Så rettede hun sin ryg ud og råbte efter drengen:
"Knægt! Stik af! Mad kan kun nydes af de levende!" 
Hun havde strakt sit hoved lidt væk fra dæmonen inden hun råbte, så hun ikke råbte ind i hans ører. Hun rettede sig så tilbage og så på dæmonen.
"Hvis du gerne vil væk, så lad os komme afsted."

Bella lod den døde mands krop falde til jords. Hun havde ikke ønsket at dræbe ham, men i denne verden af ondskab må man gøre sit for at stoppe spredningen af dens kaos. Dog fra kaos kommer orden.
Hun lod sine sværd i deres skeder og kiggede på drengen der råbte af hende. Enden var han modig eller en idiot. Hun kiggede grumt over på mændene der havde forfulgt halvdyret. Hun tog et hårdt skridt mod dem som for at skræmme dem og det virkede. Mændene havde nok ikke forventet en kamp på liv og død og de havde ingen intentioner om at miste det til en tilfældig kvinde på gaden med to sværd.

Bella var overvejende. Hun kiggede op og ned af drengen engang og holdte øje med hans "tegn". Hun konkluderede at han frygtede hende inderst inde, men at han havde sandfærdigt mod. Han ønskede faktisk at Bella skulle... Hjælpe ham? Hun havde lige koldblodigt myrdet nogen for at sætte en kæp i deres hjul af kriminalitet der ej var begyndt at dreje. "Nej Dreng, du har ret. Ikke er rige, men at jeg har penge, mad og hus gør mig ikke rig. Det er valgene jeg tager." Hun stoppede kort og trak vejret et par gange for at virke som om hun næsten havde medlidenhed overfor drengen. ""Jeg ønskede ikke at en uskyldig pige skulle tage skade fra en flok fulde idiotiske slapsvanse, så jeg gjorde det logiske, stoppede dem. At jeg har evnerne til dette er hvad der gør mig rig" Hun kiggede mod den tydelige dæmon med øjne så kolde som nordens vinde, men de glittede pludseligt op med glæde "Hans rigdom er hans sandhed, hans evne til at tale sandt til folk selv hvis han ved at hans liv kunne ligge på kanten af svaret. Derfor har jeg hellere ikke tænkt mig at jage ham, jeg jager kun de fattige dæmoner hvis natur er så grusom som "Hans"". Som det sidste ord kom forlod hende kiggede hun op i himlen en enkelt gang og så tilbage på drengen med kolde øjne igen.

Bella havde ikke mere at gøre her så hun vendte sig på hælen gik mod tjeneren der stadig holdte hendes sadel "Men hvis du mener det så slemt så tag sadlen her. Dog tro ikke det er af gavmildhed for det har jeg ikke i mit hjerte. Der er blot en orden som skal holdes".

Armand kunne alligevel godt mærke sig selv tøve, selvom Halvdyret sagde at det var iorden at de gik. Ville de nu efterlade drengen til en grusom skæbne? Det kunne meget vel være, men Armand havde stadig ikke lyst til at sætte sig mellem dæmonjægeren og drengen.
Han havde dog ikke sat i gang hurtigt nok, da dæmonjægeren nu henvendte sig mod ham. Hans ærlighed? En rigdom? Det kunne han ikke lade vær med at fnyse lidt omkring. Nej. Hans rigdom lå i hans hårde arbejde. Han havde slidt i årevis på at bage og til sidst købe et sted at have sin butik. Det var hvad han var stolt af at have udrettet. Ikke noget så sølle som sandhed.
"Jeg tror også tingene er under kontrol," måtte Armand påstå, og sørgerede for at han holdt ordentlig fat i halvdyret, inden han endnu engang begyndte at gå. Det var vigtigt at halvdyret kom ned til healeren. Men han sneg da lige et blik over sin skulder på hvor dæmonjægeren og drengen var.

//Out?

Jamie hørte pigen råbe at han skulle løbe væk, men han blev stående. Han skulle ingen steder. Han ville ikke miste sit job! Det betød alt for ham. Han fik lov til at være sammen med heste, og passe dem, og selvom han skulle tolere selviske riddere, elskede han det! Og ingen skulle tage det fra ham. Ikke pigen, som havde bragt en flok banditter hen imod ham, ikke en eller anden rig dæmonjæger, ikke en bevingede bager! Mærkelige væsener, men han var også selv ret mærkelig med hans spidse ører. Han vidste godt at han var halvelver, men han havde aldrig dyrket sine elvergener. Han følte sig mere som et menneske end en elver.
"For dig er det måske ikke at være rig, men for mig er det." Han var faldet lidt mere til ro, men stammen var ikke kommet tilbage, så han var stadig oprevet. Han slappede lidt mere af i sine muskler, men han holdte skarpt øje med hvad hun lavede, for hvad nu hvis hun angreb?

"Selvfølgelig mener jeg det! Jeg har ikke de evner, som andre har." Han så kort på sadlen, som han blev tilbudt. Den var pænere end den anden. Måske ridderen ville acceptere den? Det var nu meget pænt af hende alligevel, hun havde jo også givet ham nye sko. Måske var hun ikke så slem? Udover det faktum at hun dræbte andre uden så meget som at virke en smule oprevet over det. "Du siger at du ikke har gavmildhed, men alligevel tilbød du mig sko og en sadel. Det er gavmildhed... er du sikker på at det er i orden at jeg tager den?" Han havde lagt mærke til at den bevingede bager og pigen var forsvundet, men han så dem måske igen en dag.

Kulun nikkede og skar ansigt.
Av, for pokker hendes fod... Ikke særlig brugbart som gadedanser...
Hun lod dæmonen bære afsted med sig, i håbet om at komme til en god healer.

//Out

Bella kiggede ikke tilbage. Hun stod bage med ryggen til som drengen svarede. Hun skar en grimase og vendte sig brat "Gavmildhed er ikke noget jeg har sagde jeg jo. Det at jeg giver dig den er ikke et tegn på gavmildhed." hun begyndte at blive en smule rød i hovedet af vrede. Hun var ikke vant til at blive sagt imod. Men når det endelig skete så skulle der ikke meget til at få hendes følelser til at bryde over.
"Jeg kendet mennesker og det er bedre at holde sig på godfod med nogle! At du er en af dem er noget helt andet! Bare husk at dit job ikke var reddet af en ridder på en hvid hest, men af en hvileløs jager med det koldeste blod." Hun vende sig og begyndte at gå. Hun knipsede og tjenere rakte drengen sadlen, men ville han tage mod den eller lade den ligge. For drengen selv måtte det virker som gavmildhed, men for Bella var dette dog et spil. En leg. Og hun synes den var sjovere at spille end noget spil man ellers kunne finde. Et spil med livet på kanten.

Jamie stod bare og smilede kækt imens hun snakkede. Hun snakkede om at hun ingen gavmildhed havde, men alligevel gjorde hun dette. Hun kunne benægte det så meget, som hun ville, men han kunne se at hun inderst inde var en god person. Hun virkede dog ikke som typen, der nogensinde ville indrømme det, eller være det mindste enig. Han tog sadlen, da den blev rakt til ham, og han grinede lidt, efter hun var begyndt at gå.
"Hvis du havde koldt blod ville du have dræbt mig, og ikke hjulpet mig. Som du selv siger; du reddede mig lige. Du reddede den pige. Du jagtede ikke dæmonen fra før. Du er god inderst inde." Og så skyndte han sig ellers afsted, så hun ikke fortrød og tog sadlen fra ham!

//Out? 

Som drenges ord ramte hende flød en enkelt tåre fra hendes øje og ned af hendes kind. Dog vende hun sig ikke for at se ham. Han slog blot den store jakke ud og begyndte at begive sig videre i byen.

//Out