"Er det ikke lidt ligegyldigt hvem der har startet krigen? Det der betyder noget er jo hvem der vinder" Bed Denaro hende af med et lusket smil. Hvis han besejrede verdenen var det hans historien der ville blive fortalt videre. En historie om en mand, der gik imod verdens principper, standarder og brød de bånd han var blevet tvunget ind i. Om hvordan han havde rettet op på verdenens fejl og skabt et paradis for de, som ville følge i hans fodspor. Hvis han da efterlod nogen til at følge i hans fodspor.
Han tog et par skridt rundt i gårdenspladsen. Han var begyndt at føle sig rastløs. Der måtte gerne snart ske noget nyt. Noget vildt. Noget uventet. Blikket faldt på Tara og han stoppede med at bevæge sig. Noget han aldrig burde gøre.

Smilet over hans læber blev bredere og tænderne trådte frem bag de tørre læber. Hun var jo det han skulle bruge. Noget han ikke kunne kontrollere, noget farligt. Noget der ville yde ham en modstand.
"Er du stadig interesseret i mine minder?"
Han trådte frem imod hende samtidig med at Tam kom løbende fra borgen med et glas i hånden.
"For jeg tror muligvis vi kan finde en løsning"
Han kunne slet ikke fjerne smilet igen. Dette var vanvittigt. Han vidste det nok nærmede sig det mest vanvittige han kunne gøre her, men netop derfor var han pirret. Det var det han trængte til! Han havde behov for det.
Tam stoppede ved hans side med glasset rakt frem. Uden at kigge ned løftede og tømte han det. Havde han vækket hendes interesse? Eller havde hun lugtet en bagtanke? Ville hun bakke væk nu, hvor målet måske var indenfor rækkevide? Eller ville hun bare spille kostbar? Det sidste ville kede ham, det ville ikke være sjovt, og dette skulle være en sjov aftale. Alt andet ville gøre den værdiløs.

"Selvfølgelig er det ikke det. Folk vil altid pege fingre af en tabt krig hvis det ikke er vedkommende der har startet den, som er sejersherre!" Taras blik var endnu vendt væk fra Denaro, de brune øjne var fæstnet et ubestemmeligt sted ude i horisonten. Hun havde ret, men hun vidste faktisk slet ikke, om Denaro tænkte så langt længere, eller om hans sult efter krig og omdømme havde vokset sig så vældigt over hovedet på ham og blændet ham for realitetssans.

Hans næste ord fik dog elveren til at spidse ører, det var næsten som om hun havde fået stød, hver eneste muskel i den spinkle krop blev spændt til det yderste og de store øjne blev låst fast på Denaro, som afhang hendes liv af ham. Men kun et kort sekund, så sank hun tilbage til det kontrollerede udtryk hun normalt havde. Tam var for hende ligegyldig nu, hun var ikke interessant, ikke længere. Elveren havde fået øjnene op for en ny pris.
"Det kunne godt tænkes, at jeg var det!"
Tara trådte den rødhårede mand en kende tættere, der var ikke mange mennesker, der kunne få en elver til at se lille ud, men Denaro løftede opgaven vældigt godt. Elveren kneb øjnene sammen imod ham, hun var ved at dø efter at synke ind bag hans maniske blik, få lukket op for den lille sorte æske, som kun Denaro havde nøglen til, den inderste del der ville kræve en hvis mængde velvillighed fra ejeren selv.
"Hvad forslår du?"

Hun var interesseret! Et væld af følelser boblede frem, spændingen var den mest fremtrædende, for dette var snart ude af hans kontrol. Hvordan mon det ville forløbe? Ville hun forråde ham? Turde hun? Han kunne ikke længere holde latteren inde og fyldte et et par lange sekunder gårdspladsen med en vild latter, der fik fugle til at lette og flyve bort i frygt, for hvilken gru der var ved at ramme gårdspladsen. Tam blev dog stående ved hans side med armene hængende slapt ned langs kroppen og hovedet hængende fremad, som var hun ved at falde forover.
Som latteren stoppede måtte han tørre et par glædeståre fra øjnene og skubbede glasset tilbage i favnen på Tam, der tog imod det.

"Nogle gange afslører din krop dig før dine ord" Klukkede Denaro og løftede tre fingre op foran den rødhårede elver.
"Men jeg kræver tre ting fra dig. Den første er en tot af dit røde hår."
Han lod let den anden hånd glide frem, for at stryge gennem hendes hår. Ikke for at tage noget, men blot for at føle det, og lade hende vide at han følte det. Kunne han gøre hende nervøs med så lidt? En finger gled ned. To tilbage.
"Den anden er et par dråber af dit blod."
Hans øjne mødte hendes. Hun var næppe i tvivl om hvad han kunne gøre med dette, eller hvorfor han netop bad om disse ting, så i takt med at en finger gled ned brugte han den sidste til at tysse på hende ved at lægge den lige foran hendes læber. Hun skulle ikke afbryde ham før han var færdig.
"Kald det min forsikring. Blot så jeg ved du ikke får nogle vakse ideer når du er derinde."
Han trak fingerne lidt tilbage inden han fremsagde det sidste krav.
"Sidst med ikke mindst, så skal jeg have dig med i min gruppe. Du husker vel at Samson lovede mit nogle folk at lege rundt med. Du skal være en af dem."
Den sidste finger gled ned.
"Hvis du af en eller anden grund ikke kan opfylde disse, så bliver der ingen rundtur."
Hans blik var alvorligt. Det var ikke nogen let ting at tillade en mentalist ind i sit sind. Den skade hun kunne gøre var ubegribelig, men det samme var hans ritualer. Det måtte være en ligelidt bydt. Hendes samarbejde var derfor hans virkelige løn. Det var lønnen for at hun kunne få stillet sin nysgerrighed omkring hans fortid.

Mentalisten stirrede tryllebundet på Denaro foran hende, som havde han lige fisket det mest dyrebare frem fra lommen, man kunne tænke sig at have på sig, næsten som strakte han genstanden frem imod hende, alt hun skulle gøre ud var at række ud og tage imod den. Spørgsmålet var om han ville falde på knæ og forære hende gaven, eller ville han trække den tilbage og kræve en betaling? Ville han bare vise den frem?
Elverens hjerte hamrede i brystet på hende, havde det ikke været for den tykke vinterkappe ville man let kunne se hvordan hendes spinkle bryst ville tordne derud af.

Til sidst, endelig, slog hun næsten krampagtigt blikket ned, hun vidste godt, at hun af og til var letlæselig, og hun forbandede det langt væk, det var som at vifte en stor rød bøf foran øjnene på Brutus.
Langsomt fugtede hun tænksomt læberne, hun så end ikke op da Denaro rakte tre fingre i vejret, hun ledte efter kontrol, den måtte være der et sted. Alligevel stak de opmærksomme øre endnu op gennem lokkerne, og de hørte ganske efter hvad der blev sagt.
Det var først da Denaro lod fingrene glide igennem de lange lokker, at hun igen så op, de brune øjne var seriøse, hun måtte bruge hver minimal rest af viljestyrke hun havde, for ikke bare at lade sig synke ind i hans sind via. berøringen, det var næsten for let, og lige inden for rækkevidde.
Så kom kravet, elveren bed sig kort i underlæben, ganske diskret, hun vidste på nuværrende tidspunkt allerede godt hvad det andet krav ville være og ganske rigtigt skulle hun til at protestere voldsomt, men Denaro indikerede hurtigt, at dette ikke var nødvendigt. Da han var færdig med at snakke gik der længe inden elveren igen åbnede munden, der var en masse tanker hun ikke kunne få styr på, men til sidst kom der noget, hun selv syntes virkede fornuftigt.
"Hah! Og hvordan skal jeg vide mig sikker på, at jeg ikke bliver offer for et af dine fæle tricks?"
Hun kneb øjnene sammen og lignede lidt en der var meget sikker på sig selv, men under øjnenes skarpe overflade dirrede den stigende interesse.
"Desuden.. hvorfor skulle jeg være i din gruppe? Du er udmærket klar over at jeg aldrig ville tage ordre fra dig! Jeg har kæmpet for hårdt for min stilling til at blive degraderet til almindelig fodsoldat!"

Denaro slikkede sig om læberne. Ikke diskret og fugtende som Tara gjorde, men som en hund der var ved at drukne i mundvand efter at blive tilbudt Brutus morgenmad. Hun gjorde som han havde forventet. Prøvede at finde undskyldninger og gav ham muligheden for at trænge igennem med de tanker han håbede at få frem. For en gang skyld følte han at mentalisten dansede i hans spind og det var kun et spørgsmål om tid, før den rødhårede elver var bundet så stramt at hun ikke længere kunne løbe fra hans lange fingre.

Hendes første modstand var den vigtigste. Hvordan skulle hun dog vide sig sikker.
"Præcis ligesom jeg skal vide mig sikker" Svarede Denaro med en silkeblød stemme. "Det kan du ikke."
Et smil gled over hans læber. Dette var det fantastiske ved det. Hun ville altid skulle tænke på hvad han gjorde ved hendes blod og hår. Hun skulle aldrig kunne være sikker på han ikke var igang med at twiste hendes sind ind til en ny Tam.
"Du vil være forsvarsløs overfor min magi. Hvis jeg skal ligge mit sind i dine hænder, så skal jeg vide du er villig til at lægge dit liv i mine." Han gjorde et let slag med hovedet. Der var ikke mere i den sag. Hun kunne demonstrere imod hans ønske, men det betød intet. Ethvert af hans tre krav var urokkelige.
"Og det er netop derfor jeg vil have dig med. Hvad skal jeg med simple fodsoldater? De er ubrugelige. Hvis vi skal udrette noget af værdi, så skal jeg have folk med evner..."
Han stoppede sin tale talestrøm og trak en mime. Dette lød lidt for meget som ros. Han brød sig ikke om det. Hvorfor var han igang med at rose elveren? Sandt nok var hun en glimrende mentalist, men det var vel alt? Og dog.
"Jeg skal bruge en mentalist på dit niveau."
Bed han sætningen af og slog ansigtet væk. Irritationen bredte sig omkring ham. Mentalister skulle ikke roses, de skulle hugges ned som det ukrudt de var! Vreden boblede frem fra gamle minder glemt i mørket, men en fremmed magi spredte sig fra ringen og mildnede hans vrede før den voksede sig større.
Han tog et par dybe indåndinger og fortsatte.
"Vi bliver ikke mange og enhver der kommer med skal først have bevist sit værd. Tvivler på vi bliver belønnet godt, men jeg garanterer at der kommer til at ske ting, som du kun kan drømme om her på borgen."
En salgstale kunne lige gå an.

På trods af elverens stædighed, gled hendes blik konstant fra benhårdt til noget, der næsten kunne se forelsket ud. Det var måske også sagen, Tara var forelsket i den sorte æske som Denaro hårdt have benægtet hende siden hun lavede sine små korrektioner og nu var hun så uendeligt tæt på at få hvad hun ville have, hun kunne næste dufte det, næsten røre det med fingerspidserne.
Tara gav et suk fra sig, hun kunne godt se, at han teknisk set indledte en fair handel, hun kunne lukke ham ned psykisk så snart hun var i hans sind og det irriterede hende. Det irriterede hende, at hun nu fik muligheden for at blive slupper løs i paradis, men samtidig fik i vide, at hun ikke måtte spise æblet. Hun vred sig, fysisk, fingrene blev knyttet til knoerne var helt hvide, kæben spændtes til den næsten dirrede. Så slappede hun af, smilet brød frem, det store overbevisende smil der viste, at elveren følte sig i kontrol.
"Fint" Startede hun, inden hun lænede hovedet en kende tilbage, efterårsluften blev åndet tungt ned i lungerne, så begyndte øjnene at funkle som små stjerner.
"På to betingelser. For det første vil jeg have lov at lave en permanent forbindelse til dit sind, det er harmløst, jeg kan ikke røre dig, jeg kan bare... Lad os kalde det følge lidt med!" Tara smilede så de hvide tænder funklede og der var ild i øjnene på hende, næsten som skulle hun til at æde Denaro levende.
"For det andet indvilliger jeg i at være en del af din gruppe, hvad end du har tænkt dig, men jeg ser mig berettiget til ikke at skulle følge ordre, med mindre det er nødvendigt for vores overlevelse!"
Udtrykket fortsatte, som havde hun lige opfundet den mest geniale plan i verdenen, hun var til gengæld også klar over, at hun ikke på nogen måde havde den nødvendige militære træning til ikke at adlyde, hvis gruppen kom i knibe og det pinte hende, men det behøvede han jo ikke vide

Denaros øjne blev smalle og smilet blegnede hen. Hendes tilbud var ikke hvad han havde tænkt sig og han følte ikke han kunne afvise det blankt. Det irriterede ham. Han vidste at han havde haft en svag fordel i handlen før, for efter hendes ene besøg i hans sind, så havde han været den eneste med en direkte adgang til den anden, men ikke længere. Nu var det helt fair game.
"Jeg..."
Han overvejede sine ord. En mentalist med adgang til hans hovede. Konstant. Der var næppe noget der kunne gå ham mere på. Selv et lille visit ville tidligere have fået slået hende, og resten af borgen, ihjel, men nu stod han og overvejede en længere kontrakt. Det løb ham koldt ned af ryggen, som han vurderede at lade sin nemesis får sit stærkest tænkelige våben sat for hans hals.
"Accepterer."

Han mødte hendes blik. Handlen var i hus. Han havde ikke flere tilføjelser. Nu manglede han blod blodet og håret, og så kunne de finde et privat sted, hvor hun kunne dykke ned i hans sind. Forhåbentlig ville han selv lære noget af dette og ikke blot give hende en viden om ham, som han ikke selv besad. Han turde ikke tænke på hvad en mentalist ville kunne gøre med den slags.
"Vil du foretrække dit eller mit værelse til lejligheden?"
Han trak et smil henover læberne. Han var nervøs. Det pirrede ham. Han havde ikke følt dette i mange år. Han vidste ikke hvad der ville ske. Han kunne ikke kontrollere det! Det var fantastisk! Glæden sneg sig ind på nervøsiteten og blandede sig til et billede af Tara. "Medmindre du selvfølgelig vil vente?"
Han hævede et øjenbryn af hende. Han tvivlede på hun kunne få sig selv til at udsætte det. Hun havde lignet en lille pige da han tilbød sit sind. At trække i land nu ville overraske ham gevaldigt.

Tara bar spændt som en flitsbue da han overvejede hvad han var villig til at betale for en af hendes røde lokker og et par dråber af hendes blod, en del af hende håbede på, at han ville afvise, det ville tillade hende at begrave emnet så hun aldrig skulle bryde sit hoved med det igen og samtidig benægte ham den uendeligt magt over hende, som hun var ved at lægge i hans hænder. en langt større del af hende skreg på, at han skulle acceptere hendes tilbud, hun var sulten efter hvad der så længe var blevet hende benægtet.
Til sidst, endeligt, da han accepterede hendes tilbud begyndte hendes pule endnu engang at hamre, hun kunne mærke hvordan det dunkede helt ud i hendes fingerspidser, det var næsten før hun blev svimmel.
Hun gik langsomt igennem hendes egne ressourcer, jo, hun havde energi nok, hun kunne godt gennemgå hans hoved nu. Hun gav en halvkvalt vejrtrækning fra sig, inden hun nikkede tøvende.
"Din kælder ville være fin, jeg går ikke ud fra at blive forstyrret!"
Hun smilede igen, denne gang ville det trænede øje muligvis finde en kende nervøsitet, hun anede ikke hvad hun havde begivet sig ud i, og Samson anede intet om det. Hun knugede igen hænderne og vendte så omkring imod borgens store porte. Så blev smilet, og de store øjne vendt imod Denaro.
"Skal vi"

Blikket blev rettet imod Tam og han bøjede sig ned foran hende, som en far til sin datter.
"Gå i køkkenet, spis og kom hjem om fire timer. Fortæl dem dernede at jeg ikke vil forstyres, og hvis tjenestefolkene giver dig problemer, så sig jeg sendte dig."
Han rettede sig op igen og kastede et blik efter hende som hun gik imod porten.
"Lad os" Han gav et smil inden han drejede rundt og gik imod kælderen.
"Jeg tvivler på at vi ser nogen dernede, men for en sikkerheds skyld lukker jeg sektionen af så snart vi er kommet ned. Jeg bryder mig ikke om at få besøg i private stunder."
Det var sket før. Normalt ville folk støde på en mur af sand, hvis han var igang med at forberede et ritual. Normalt var en blokkade på deres vej nok til at frarøve mulige besøgende lysten til at se ham. Hvis de alligevel skulle komme ind ville det dog kræve de brød muren, hvilke han ville mærke. På den måde var han forberedt på deres ankomst. Han vidste dog ikke om muren ville holde når hun brød ind i hans sind, men forsøget var måske alt han behøvede.

De brune øjne flakkede for en stund, det vat næsten på nippet til at være sygt, at se Denaro tage så kærligt hånd om et projekt han lige så vel kunne jage et sværd igennem. Det var det der trickede elveren, hans brist, hun ville vide mere om det, hun ville bade sig i det.
Hun fulgte roligt efter, elveren kendte vejen, ualmindeligt godt uheldigvis. Hun anede ikke om det var godt eller skidt at lade sig bure inde med Denaro, de var begge rovdyr, det var udelukkende et spørgsmål om hvem der fik krammet på den anden først.
Elveren brugte samme trick, det var de færreste der besøgte hendes værelse uden at føle sig små, svage og forsvarsløse. Det var det hun kunne, det var en tyktflydende bariere hvor Samson var den eneste der kunne vade gennem den ganske forskånet. Den fysiske lås var til pynt, den var i realiteten mere end advarsel end en egentlig afværgelse af uønskede gæster. Brød de gennem låsen, var de selv udenom konsekvenserne af det.
Elveren hævede hovedet, hun drog et sidste glimt af solskin til sig, inden hun begav sig ned i Denaros gemakker, tæt fulgt var han, af den ivrige elver.

// Out