Tara lyttede opmærksomt på hvert eneste ord Denaro sagde, hun var nysgerrig, teknisk set kunne han fylde hende med løgn, på nuværende tidspunkt ville hun æde det råt. Blikket gled langsom fra kvinden, til flasken og til Denaros fumlen rundt med blodet, der havde altid været magi over blod, af en eller anden årsag, men hår? Elveren kneb øjnene sammen, så nikkede hun tøvende, hun forstod det stadig ikke, hvordan i alverden kunne en som Denaro, med henholdsvis kontrol af sand og sin evne til at skifte stadie få et andet menneske til at ende som Tam? Der måtte være noget kanaliserende magi der gennem blodet og håret påvirkede Denaros egen magi. Måske var det en kraft Tenebris havde besiddet?
Ingen af tingene var dog ideelle nu, Tara ville vide hvad der skete nu, af samme grund lod hun blikket glide op på Denaro så gav hun ham et anderkendende hovedkast.

"Du kan bare gå igang!"

Elveren vidste, at ritualet ikke ville stille alle hendes spørgsmål, men det ville måske få lidt af hendes nysgerrighed stillet, i hvert fald for nu, så kunne hun altid krydsforhøre mennesket senere hen. Et eller andet sted inderst inde vidste hun godt, hvordan Denaro havde det, Tara havde heller aldrig brudt sig om selskab efter hun selv havde brugt sin magi til det yderste, så ville hun helst have fred, mest af alt fordi, at hun var fuldkommen ubrugelig flere timer efter at have brugt sine ressourcer. Det nævnte hun selvfølgelig intet om, men tog et skridt baglængs for at give Denaro den fornødne plads. Allerede nu tog hun sine forholdsregler og vendte hovedet væk fra scenen, hun havde set Denaro skifte form før og hun havde ikke det store hungrende behov for at blive komplet blændet lige inden forestillingen skulle til at begynde.

Den mørke cellen skød pludselig op i et blændende lys, den stakkels pige lod et skrig skyde fra lungerne da hendes pupiller brænde i det skarpe lys. De store hvide vinger slog ud bag Denaros siddende skikkelse. De lange hår hang ham til langt ned af ryggen. Han var gået direkte til sidste stadie.
Med spydet i bæltet og ringen på fingeren kunne han lade sin magi flyde frit og en trykkende følelse spredte sig i rummet. Han greb let spydets to dele og lagde på jorden foran sig inden han tog flasken og hev proppen af. En let mumlen startede fra hans læber, gamle ord der sat dybt i hans sind begyndte at glide henover læberne og ud i rummet i et konstant flow.
Uden på noget tidspunkt at stoppe sine armbevægelser vendte han bunden i vejret på flasken så blodet flød ud i luften, men det ramte aldrig jorden. Noget syntes at gribe det i luften.
Flasken blev sat væk, den var ubetydelig nu.
Med en glidende håndbevægelse vaskede han blodet ud i luften, så det dannede en rund plade mellem ham og ofret.
Ordene flød stadig frit fra ham idet han med begge hænder begyndte at tegne symboler i blodet, startende i toppen og forsættende i kanten af cirklen hele vejen rundt til de mødtes på midten i bunden. Hvis Tara kendte sine skrifter ville hun måske genkende nogle af symbolerne som dæmoniske.

Magiens tilstedeværelse var tydelig i rummet, den kunne føles overalt, men med det samme han begyndte at tegne i blodet blev den trukket imod ritualet og den trykkende følelse forsvandt.

Med et stoppede han med at tale og hænderne stoppede med at tegne. Fra blodet trak han håret, det stadig sat i det svævende blod, ud og knyttede et mellem begge hænder.
Endnu engang flyttede den magiske kræft sig, denne gang imod håret. Ekstreme mængder skød fra både Denaro og hans to artifakter. De blev trukket fra ham og ført ind i håret han knyttede så hans knoer antog en hvid farve.

Blondinen begyndte pludselig at skrige igen. Hun kastede sig tilbage med alt kræft der stadig var i hendes krop og vred sig for flere lange sekunder inden hun pludselig blev stille.

Blodet faldet til jorden og plaskede ud over gulvet og Denaros skuldre sank flere centimeter. Han var færdig. Både med ritualet og fysisk. Sveden drev fra hans pande og den magiske kræft, der normalt flød tykt i hans åre, var knap eksisterende. Ringen havde hjulpet, ingen tvivl, havde den ikke, så havde han ikke sat op længere.
Han sagde intet, men sad bare stille og ventede. Han havde vist Tara hvad han skulle, nu skulle hun bare lige tage sig af Tam og Jina og så gå. Indtil da havde han ingen intention om at flytte sig.

Det var ikke nok for Tara at kigge væk fra det kraftige lys, det var så overvældende, at hun kortvarigt begravede ansigtet bag en skærmende arm. Hun havde set Denaro ændre skikkelse før, både i ørkenen men ligeledes i få af de utallige mareridt hun sloges med, men aldrig havde hun set det så kraftigt.
Elveren var ikke længe om at mistænke det nytilkomne artifakt for den voldsomme energi Denaro pludselig besad og kort overvejede hun, om det var et forsøg værd, at få den tilbage, men hun kunne ikke stoppe nu, hun var så tæt på at finde ud af hvad hans hemmelighed var.
Langsomt hævede hun blikket imod den nu forvandlede skikkelse, han var et fascinerende syn, det måtte hun give ham, ved siden af Denaros store hivde vinger mindede hun selv lidt om den grimme ælling med sine lysebrune og sorte fjer. De ravfarvede øjne blev tøvende vendt imod kvinden, hele magiens trykken var næsten kvalm og det var en kamp for Tara at holde det hele væk.
Tara knyttede næverne, hun var delvist nysgerrig, delvist utålmodig hun åbnede kort munden for så at lukke den igen ved synet af blodet der gled ud af flasken men stoppede inden det klaskede imod gulvet.
Symbolerne havde Tara set før, eller, måske ikke præcis de symboler, men i hvert fald noget der lignede, men hvor? Hun bed sig i læben, kunne det være? det var ingen form for elverskrift, hverken bjerg, høj, skov eller mørkelver, det var heller ikke noget der hørte til kentauerene, så vidt hun vidste. Det skrift hun havde set fra havfolk var ikke så kantet. Hun var sikker på, at hun havde set det før i et minde, men hvilket var simpelthen ikke til at finde ud af.
Negle afgav dybe mærker i elverens håndflader, der var så meget der kunne gå galt hvis hun blandede sig i rutualmagi, af samme grund var det intet mindre end en lettelse, da magiens tryk omkring dem alle tre forsvandt og nærmest imploderede i hånden på Denaro. Tara skubbede sig op imod væggen så kneb hun øjnene sammen og vendte blikket væk fra den skrigende blondine inden alt blev stille. Denaro sank sammen på knæ og den blonde blev helt stille, Tara og en dyb hæs vejrtrækning, hun betragtede Denaro lidt længere end nødvendigt, så vendte hun ryggen til dem begge og forlod lokalet som aftalt, det kunne godt være, at Denaro var svag nu, men han var nødvendig for Tara, af samme grund gik hun direkte ind til Tam, som hun i løbet af få øjeblikke fik fikset, så så hun indgående på kvinden.

"Gå ind og giv Denaro en hånd!"

Dernæst kom turen til Jina, der fik samme besked, så forlod elveren kælderen, træt og fascineret, men hun var ikke færdig, nu var det tid til at finde de gamle bøger frem.

Tam gik direkte hen til Denaro idet et mørkt lys omsluttede sig hans spinkle krop og efterlod den rødhårede rebel uden energi til at holde sig siddende længere. Magtesløs faldt han forover og ramte gulvet med en klunk, han var stadig vågen, hans krop for afkræftet til at lukke øjnene og sveden størknet i ansigtet i form af små saltflager der dryssede af ham, da den lille pige løftet ham over skulderen som en kludedukke. Han gjorde ingen modstand, både fordi han ikke kunne og fordi han ikke ville, men hans blik var fokuseret. Han stirrede på kvinden han lige havde skabt. Hun var smuk. Ikke at hendes udseende havde ændret sig siden han startede eller at hun var synderlig attraktiv at se på. Hun var blot perfekt i hans øjne, og når hans krop begyndte at vende tilbage til funktion, så ville han kunne vise verdenen hvorfor.

Tam bar ham til værelset, han var tung for den lille kvinde, men som med alt andet, så viste hun ingen besvær til trods for det langsomme tempo. Hun nærmest slæbte ham over og skubbede ham på sengen før hun satte sig ved siden af, som en lydig tjener og lod Denaro falde i en sjælden drømmeløs søvn. Tara var ikke den eneste på borgen der var plaget af drømme. Modsat hende, så huskede han dog intet når han vågnede op. Han var blot efterladt med den pirrende følelse af at noget var grueligt galt, noget var ikke som det skulle være.