Samson gjorde et let nik mod Frank.
Hans muskler i kroppen blev spændt, og han arbejdede sig fremad. Frank havde åbenbart kun en lille dolk, og den kunne vel ikke nå ret langt. Dog skulle Samson alligevel holde lidt øje med den, det vidste han godt.

*Undervurder aldrig et våben!*

Samson gik en smule rundt om Frank i en halvcirkel, inden han svang sværdet ud mod dolken.
Samson have begge hænder på skaftets sværd, så han var sikker på at det blev i hans hule hånd, og at der ikke pludselig skete noget uventet.
Han kendte ikke Franks kendskaber til kamp, men han forestillede sig ikke det vilde, da han ikke tænkte at Frank var den type der kunne holde længe.

frank parerede slaget med dolken og slyngede sværdet tilbage ide han gik lidt tilbage og afventede det næste angreb.
"nej jeg undervudere aldrig et våben" svarede han roligt igen og kom så med et lille smil.
dog havde han stadig et koncentreret blik på samsons sværd, for det var længere en hans dolk og kunne nok også lettere ramme ham en han kunne ramme samson med hans eget våben.
Han måtte bare være forsigtig og tænke tingende godt igennem, samtidig med at holde sig i live.
du gør det svært for mig i forvejen.. tænkte han lettere forvirret.

Samson kunne ikke lade være med at smile lidt af Frank. Han satte igen af, og i et lille hop lod han sværdet blive svunget mod dolken igen, og gjorde nærmest et lille 'hug' ned mod skaftet, som for at få klingen til at glide ned mod Franks hånd, så han kunne skære lidt i den.

Samson trak atter sit sværd til sig, og slog ud mod Frank fra hans side. Altså, bevægede klingen sig mod Franks side, så hvis han ikke passede på, blev han ramt i siden lige under brystet, og ville så også få en dyb flænge.

Samson trådte nogle skridt til side, atter i en cirkel bevægelse, dog bare en kvart cirkel bevægede han sig rundt i. Hans øjne var stift rettet på Frank.

"Du har vidst ikke kendt mig ordentligt.. Frank.. Du har prøvet at bilde dig ind, at jeg var en anden end jeg egentlig er? Ikke sandt?" sagde Samson med en kølig og hæs stemme, som kendetegnede Samson.

han mærkede godt hvor stærk samson var ide han slyngede sværdet ned imod ham igen, men han nåede lige akurart at stoppe angrebet med dolken igen og skubbede sværdet væk igen, men var så ikke hurtig nok til at reagere på det andet angreb samson pludselig lavede ide han så blev skåret fra siden af og op imod brystkassen og hen langs brystet.
"Argh!" udbrød han og hoppede lidt væk ide han tog sig til brystkassen og så på sin hånd, hvor der var kommet blod på.
Han bed tænderne sammen og rejste sig dog op igen klar til samsons næste angreb.
han turde ikke selv at starte med et angreb, ikke før han var tæt nok på, da hans våben jo ikke var særlig stort.
han lagde hovedet let på skrå ide han kom med et suk.
"tjaa.. du lod mig jo ikke lære dig at kende så det er din egen skyld" svarede han dog igen og kom med et svagt smil.

Samson brød sig egentlig ikke om Frank's svar på hans lille spørgsmål, eller.. som måske nærmere var en kommentar som man lige så godt kunne have ignoreret, men det valgte Frank så ikke at gøre.

Samson rynkede let på næsen.
"Nej.. det gjorde jeg ikke.. men det gør jeg så tilgengæld nu.. jeg viser hvem jeg er.. En person, som man ikke kan blive knyttet til.. Jeg har fået mig en bande, Frank.. jeg er leder af den bande.. Vi skal vise sammen, folk som skal kende deres plads her i systemet.. der er desværre mange der bedømmer os forkert. Undervurderer os, tror på det bedste omkring os, men det er forkert.. det medfører hurtigt skade..!" snerrede Samson, og lige da han var færdig med at snakke, satte han endnu engang af fra jorden i løb, og derefter spring, lod han sværdklingen buldre mod Franks mave..

"ja der er mange der ikke skal undervudere andre, men livet handler jo ikke kun om vold og ødelæggelse..." han lukkede øjnene og rakte sine arme ud til hver sin side ide han fin samsons kolde sværd igennem maven og ud igennem ryggen hvorefter han tabte sin dolk.
han bukkede hovedet forover og hostede let noget blod op ide han kiggede op på samson.
Hans ben var begyndt at ryste en smule og han kom med et mindre smil.
"tak..." han hostede kort igen.
"tak samson... nu ved jeg sandheden om dig, men det har ikke.... ændret sig det minste af hvad.... jeg syndes om dig.." sagde han og lagde sin ene hånd på hans som holdte om sværdet og den anden på samsons kind.
Der løb en tåre ned over hans kind ide han smilte roligt til samson.
"alle mennesker er anderledes.... og det er der intet at lave om på..." sagde han så ide han bed sammen i smerte.

Samson så vredt på Frank.
Han trak sig hurtigt tilbage i ren foragt, da Frank rørte ved ham.
"HOLD dig væk fra mig!" snerrede han, mens han betragtede Frank.

"Nu skal dit liv ende... Du er sær.. siden du værdisætter at kende mig nu.. Hvor du så end kommer hen, tjaah.. så kan du jo tænke over, hvor meget du alligevel har værdisat det.. Du får i hvertfald rigeligt med tid til at tænke... Farvel.. Frank..," Samson bukkede sig ned, og så på Frank.

"Formoder ikke, at du kan snakke så højt? Noget andet du vil sige? Sikke flink jeg dog er.." han grinte lavt for sig selv.

Franks tåre løb bare ned af kinderne på ham, men han gred dog ikke smilte bare af glæde ide han satte begge hænderne på samsons kinder og kiggede ham lige ind i øjnene.
"samson...du skal vide.... at.... at jeg elsker dig... glem.. ikke det" sagde han ide han så kyssede samson på munden, men lidt efter det lukkede hans øjne i og kyssede blev afbrudt da hans hjerte sagde stop og han så faldt sammen på jorden og var nu død.
Han døde dog med et smil på læben og med et roligt blik i ansigtet.

//out

Samson stirrede på Frank som nu pludselig.. kyssede ham?

Vreden vældede op i ham under kysset, da det gik mere og mere op for ham, hvad pokker det var, Frank havde gang i. Han kiggede lidt på den livløse krop som var midt i et fald, og inden kroppen nåede at ramme jorden blev sværdklingen hugget ud mod Franks hovede, så det tilsidst næmest 'fløj' af. Blodet fossede ud, og Samson gik hen til hovedet som var faldet af, og samlede det op i håret.
Han så lidt på Franks hoved, og noget blod sprøjtede op i Samsons hoved, men han tog sig ikke noget af det.

Nu var Samson endelig sluppet af med den pestilæns til Frank. Aldrig mere skulle Samson blive pint på den måde, som han var blevet pint af, af Frank med hans 'jeg elsker dig!' - sætning overalt hvor Frank var. Samson tog sin kappe, sit sværd, og satte det hele på plads - dog nu med blodpletter som bonnus, og forlod stedet med tunge skridt, og Franks hovede i den ene hånd.


//out..

En monotom, klukkende lød breder sig fra det røde vand, som en kraftig kontrast til den forårsgrønne vegetation på breden. Vinden kryber rundt tæt ved jorden, leder som en mus efter ly og listede over den liggende kentaurs nøgne krop, så de fine hår på armene rejser sig. Selvom dagene stadig bliver længere, har vinteren endnu ikke sluppet sit blide favntag, men alligevel insisterede Phoebe på at lægge uldklæderne på hylden for i år. Det er langt rarere at bevæge sig frit, og de mange guldsmykker, der pryder hendes krop rasler melodisk da hun lægger sig til rette. Fuldkommen afslappet. Det er ellers ikke noget hun har megen tid til normalt, ypperstepræstegerningen optager det meste af hendes liv. Bønner, prædkener, ofringer. At der også skal være tid til jagt og oplæring til dronning, hjælper ikke på stressen. Men ikke nu.
"Ah.." med en tilfreds mumlen trækker kentauren sig, og lader den sparsomme aftensol synke ind under den tatoverede hud. Over himlen flygter fem... seks... otte fugle i en lysten dans, før de lander i et spinkelt træ og kommer op og slås med dets indbyggere.

lidt derfra kom Max gående og han havde et lettere fjernt blik i ansigtet.
Han kom gående med lette tunge skridt og så heller ej for godt ud, da han ikke havde fået noget at spise i godt og vel 3 dage nu så han lignede nu næsten et dødt lig.
Dog kunne man ikke se ham særlig godt fra den sorte hætte, da han havde en sort kutte på og hætten godt ned over hovedet.
Solen var jo stadig fremme og det gjorde at han måtte gemme sig da han jo kunne dø af solens stråler, da han jo vampyr.
Let bevægede han sig langsomt ned imod søens kant, da den flotte røde flot fik opfanget hans opmærksomhed og det gjorde så ikke at han opdagede de andre, men han bevægede sig sog roligt forbi Taylors slange og kom så til at træde på dens hale, da han ikke havde det den ide han gik lidt tilbage og så skræmt med hovedet ned af på slangen.
"...u..undskyld jeg... det var ikke meningen" sagde han og skyndte sig videre.
Det var tydeligt at han var en meget nærvøs type og det kunne man bare høre på hans stemme.

Flodens rolige harmoni afbrydes, da kentauren spidser ører efter de nyankomne lyde. Pokkers. En irriteret grimasse spiller hen over hendes udsmykkede ansigt. Det virker som om der altid kommer toben rendende, lige præcis når hun slapper af. De myldrer jo frem som kakelakker.
Noget anstrengt hæver det store dyr sin overkrop - sin menneskekrop - og lader de orange øjne spejde søgende omkring de mange træer. Solen virker med ét ikke så varm mere. Flodens klukken er kun til irritation, og fulgene i træet skriger i ophidset kamp.
Et par diskrete fingre løber hen over de lysegrønne græsspirrer og griber fast om den udskårne bue og pilene ved kvindens side. Satans til mennesker. Hvis de kommer tættere på, skal hun nok sørge for at de ikke bakker ud igen. Det ville alligevel være rart med noget andet end avlshanner til ofringer.

"Hvem der?" accentfuld, rungende røst løber over floden til den anden side, hvor Phoebe netop kan skimte to personer og et dyr, og med en skramlen fra de gyldne metalgenstande hun er iklædt, rejser kentauren sig op.

max fik gåssehud ned af ryggen, da den anden pludselig tog fat i ham og da han så bare blev vendt om så han nu endnu mere skræmt ud og fik så Taylors knytnæve lige i hovedet ide hans hætte faldt bagover og han selv faldt ned imod jorden med et hårdt bump ide han skreg af smerte.
Solens stråler var stadig fremme og de ramte ham i ansigtet, hvorefter han skyndt sig at tage fat i sin hætte og fik den revet ned over hovedet hvorefter han så kiggede op på den anden person.
Hans øjne kneb sig sammen da han troede ham ville få et spark lige i siden, men han hørte også en stemme og åndede lettet ud da han ikke blev sparket aligevel.
Dog tog han sig til næsen hvor han tog hånden lidt væk og så, så at det var begyndt at bløde ud fra hans næse.
han sagde ikke noget, men lå nu og klynkede.

Pff. Den spændte bue i kentaurens hænder sænkes, og et moret smil trækker op i Phoebes mundviger. Primitive mennesker. Tobenene tøver tydeligvis ikke med at angribe hinanden, og i et forsøg på at ignorere at hun selv er hurtig til at trække våben, læner hun sig tilbage og hviler på hestekroppens ryg. Måske kunne det ligefrem være sjovt at overvære, dette opgør. Melanie ville elske at være der, endnu mere end sin søster, går det kort igennem Phoebes tanker, og hun kaster et kort blik mod den blå himmel, hvor et orange skær spiller ind og driller. Det bliver sikkert snart mørkt. Med sine pligter i tankerne tøver hun kun kort, før hun lusker hjemad.

//Undskyld, der kom lige noget op, som jeg skulle ordne. Meget kort indlæg - out.

hans krystalblå øjne kiggede atter op på ham der talte til ham og han havde stadig et temmelig bange ansigtsudtryk ide han hurtigt satte sig op og lavede en grimasse af smerte.
Han havde fået et stort brandsår på hans kind som han hurtigt tog sig til, men fjernede hånden igen hvorefter hans hud automatisk healede.
Takkede være hans campyr gener healede hans krop automatisk om han ville have det eller ej.
De store lange ærmer lang løst ud over hans arme og hans hovede var stadig gemt væk under hætten ide han let bukkede sig fremad i et undskyldende buk.
"undskyld... hr... det skal ikke ske igen.. du må ikke slå mig" sagde han og håbede virkelig på at han ikke ville blive enten slået eller sparket på, for det kunne hans spinkle krop ikke klare, han ville let brække knoglerne så svag var han.

han mærkede hvor svag han var, og hvis han ikke snart fik noget blod kunne det endne med han faldt sammen og besvime, men han holdte dog ud endnu.
solen var allerede ved at gå ned og den var nu forsvundet bag en stor sky.
Max kiggede op og tog sin hætte ned så hans ansigt kom til syne og man kunne se hans meget blege ansigt, det var ligefør han så helt syg ud så bleg var han.
Let rejste han sig op og havde stadig hovedet lettere nede imod jorden med et ret så skræmt blik.
"jeg kunne jo dø..." sagde han lagt og knugede let sine hænder ind mod kuttens sorte stof og kiggede så næsten bedende og uskyldigt op på taylor og slangen som bare stirrede på ham.
"kan jeg ikke gøre noget for at gøre det godt igen?... du kan få alle mine penge?" forslog han så og håbede nu bare på han havde sagt noget der ville gøre taylor glad.

lige nu var han villig til at gøre hvad som helst, bare han ikke kom til at dø af det... men entlig var han efterhånden van til at folk var onde ved ham.
Det har tit været at han bare gik roligt for sig selv og havde ikke gjort noget, hvor personer enten skulle voldtage ham eller slå ham halvt ihjel og han glemmer heller ikke det kazoya havde gjort ved ham.
Dengang han åd hans ene lår og lod ham næsten sulte ihjel i en kirte i 3 dage uden han kunne gå fordi han skulle have tid til at heale.
hun kiggede stadig på taylor og slangen ide han nikkede svagt.
"j...ja" svarede han til det med pengende.

han tog sin ene hånd ind under kutten og tog så en mellem stor pose frem som var halvt fyldt med penge som han så rakte til ham.
"det er alt hva jeg har " sagde han og afventede hans reaktion.
Dog håbede han på at han kunne få lov til at gå når han havde fået pengende, for ellers ville han sikkert overfalde ham for at få blod og det ville SLET ikke gå godt.

((sorry lidt kort svar ^^")

han kiggede nu temmelig skræmt på Taylor igen og gik så et skridt tilbage.
"jo faktisk har jeg tænkt mig at gå..." svarede han og gik nu endnu et skridt tilbage hvorefter han sank en klump i halsen.
Hvorfor var den mand så skræmmende og slangen gjorde det ikke just bedere, han ville bare væk og det skulle være nu, ellers ville han sikkert blive tortureret igen på grund af at han netop var vampyr og bare ku heale igen.

Han besluttede sig så for at løbe væk derfra.

((sorry mange gange men skal altså smutte nu))

Devyn svømmede op til kanten og kiggede lidt frem og tilbage. Hun satte hænderne på breden og løftede sig op. Da hun var kommet op på kanten, lukkede hun øjne og konsentrede sig om sin hale. I nogle sekunder kom der vind, og vand som blannede sig sammen rundt om halen. Lidt efter lidt lå der en kvinde med ben og ikke nogen hale. Hun rejste sig op og rystede på hovedet. Hun kiggede lidt frem og tilbage igen. En helt nøgen person rendte rundt og løb hen til en busk for at hive noget hvidt tøj op som hun tog på. Hun smilte lidt og tog en dyb indåndnig af den rene luft som hun ikke havde fået i flere timer.