Josette stirrer nærmest vantro efter ham da han pludselig fik travlt, og sætter så efter..
Totalt målløs da hun kommer ud, og ser blot kort op på ham..
Just don't get it..
Han var unaturligt hurtig, hun nåede knap at fatte hvad der lige foregik.. Og det er på trods af hun er i skikkelse af en lille kolibri der trods alt slår 55 vingeslag i sekundet, og ikke ligefrem er langsomtopfattende.
Hvad er han egentlig?! er den eneste tanke der farrer igennem hovedet på hende da hun atter ser op på ham og de enorme vinger.
For lamslået til at sige noget som helst, hvilket nok er godt det samme sætter hun hastigt tilbage af mod palæet..

//Rykker igeen x]

Cassa flyver i et roligt tempo tilbage mod palæet.. delvist for ikke at overhale Josette i hendes lille skikkelse, og delvist for ikke at få hovedpine af det.. men af og til dykker han hurtigt ned af, hurtigt op igen, for at forøge temperaturen omkring sig, så det ikke er så koldt..
Men de forsvinder begge tilbage til palæet.

//Nemliiigh 8D

Live kommer roligt gående ind i hulen, glad for at være her igen.
Hun smiler, da hun har sine eneste venner på tankerne, Batok og Life.
Hun var kommet over den frygtelige hændelse med Batok, og alle sorger var nu glemt.
Hun tager sin kappe og sin læderpose af fra skuldrene og ligger dem nær sig, da hun er nået en af de dejlige kilder.
Hun begynder roligt at vaske sit lange hår, uden nogen form for frygt....

Et sted, et godt stykke inde i hulen, ved en varm, lun kilde, som på en eller anden underlig måde er omgivet af stinkdyr, sidder en lille spinkel dreng, med langt sort/hvid stribet hår, og en lang busket sort, blød hale og slapper af med de dyr som han selv er en halv del af. Hans lysegrå øjne betragter smilende de mange dyr der leger rundt omkring i nærheden af vandet, selvom han er parat til at springe op hvis det skulle ske at nogen af dem faldt i vandet.
Det er jo ikke sikkert hvad den her kilde kan, udover at give varme. Han skæver hen mod hulen udgang og ser silhouetten af en anden person, men han kan ikke helt se hvad det er for en.

Da Live er færdig med at bade sit fine hår, ser hun et øjeblik håbløst ned, da hun opdager hun intet har at tørre sit hår med.
Hun sukker højt, og det kan høres i hele hulen som ekko.
Hun begynder så at vride det, da det er det eneste hun kan, for hun vil ikke ødelægge sin fine kappe.
Hun har endu ikke opdaget drengen, og inden da, overvejer hun at vaske hele sin krop, da der jo ikke skete noget ved at vaske hendes hår.
Men inden da, ser hun sig om for at se om der er nogen, og nu får hun øje på drengen.
Hun stirrer lidt på ham, uden at opdage at hendes hår langsomt er begyndt at blive kortere.
Og før hun ved af det, har hun skulderlangt hår.
Hun venter med at sige noget til drengen, men betragter ham stadig.
Indtil hun opdager at hendes lange hår er væk, da hun skulle til at sætte det op.
Hendes, nu, dybgrønne øjne bliver store og hun stirrer ned i vandet, for at se om hun kan se sig selv i det.
Det kan hun, og hun skriger højt og skingert, men heldigvis kort, da det rumler i hele hulen.
Hendes vejrtrækning og hjertebanken er hurtig, mens hun desperat rører sit hår, mens hun skrækslagen ser sig omkring, fra spejlbilledet, drengen og hans stinkdyr, hendes ting og tilbage til spejlbilledet igen
Nej nej nej nej nej!!! det her må ikke skee!!!
Tænker hun desperat,....

Jerik skærer en grimasse idet hun skingrer op. Han tager sig for ørerne, og ser hen imod hende, vagtsomt før han ser på de små stinkdyr som i forskrækkelse er klumpet sammen om ham som små stribede pelstotter. Tøvende tager han hænderne ned, og lader en af stinkdyrerne hoppe op i skødet på sig, en lille hun som ikke ser ud til at være særligt gammel. Han kærtegner hende blidt, imens han fraværende ser hen på den nu korthårede skikkelse. Hvad havde hun skreget sådan op for? Var det på grund af ham, eller stinkdyrene, elelr hvad var det?

Hun ser et øjeblik sørgmodigt ned, krympet helt sammen.
'Mit,. hår!'
Siger hun trist og sukker igen.
Hun ser ulykkeligt over mod drengen og stinkdyrene.
'Det tog mig år at få det så langt!'
Siger hun trist og håbløst.
Hun siger det nok mest til hende selv, selvom hendes blik er vendt direkte mod drengen.
Først da opdager hun at det er stinkdyr omkring ham, og at han heller ikke var helt menneske.
Hun ser forundret på ham, og i noget tid er håret glemt, mens hun, nærmest fortryllet, ser på stinkdyrene og drengen, hvordan de var nære hinanden, uden at frygte,...

Der høres lette fodtrin, der langsomt bliver tydligere og tydligere. Indimellem forsvinder lyden, blot for at vænne tilbage igen efter en stund.
Grottens indre er oplyst af et blåligt skær, hvilket skyldes de mange kilder, der stille rislede inde i grottens indre.
En skikkelse kommer til syne, hendes blik er søgende. Da Lives skrig giver ekko, stopper skikkelsen skræmt op og læner sig imod væggen, får derefter at forsvinde ind i den. Herfra kan Damia holde øje med de to væsner der færdedes inde i grotten, uden at hun skulle plages af angst for at blive opdaget.
Hun nærmer sig Live, men da hun har set den ulykkelige pige an, kommer hun frem.

"D-Det må De undskylde..." Sagde han lettere nervøst. Den sorte hale vippede let, og endte med at sno sig omkring et par af de andre stinkdyr. For ham var de en del af hans familie, om end ikke hel familie, så hvertfald mere end hans alkoholiker til en far. Der lød et lille piv fra den lille hun han havde i favnen og han smilede let, og besvarede med et andet miv, hvilket lod til at få hunnen til at slappe betydeligere af. Folk kunne sige hvad de ville, men i naturen og med dyr var han bedst.. Hvis man da så bort fra hans evner med tråd.

Hun smiler stort et øjeblik til drengen.
Men opdager så Damia.
Hun vender sig hurtigt med et gisp, da hun høre hende bag sig.
Hun stirrer et øjeblik skræmt på hende.
Men bliver så rolig.
Et øjeblik ser hun forvirret fra hende, til drengen og tilbage til Damia igen.
Hun ved ikke hvad hun skal gøre.
Hun vælger at gå.
Hun tager sine ting, og går.
'Farvel' Siger hun stille, blidt og hurtigt.

/Out, ska af/

Med en stille bevægelse rejser Jerik sig op og betragter nysgerrigt de nu, to skikkelser. Hvad nu? Hvem var den anden? Hvem var de idet hele taget begge to? Forsigtigt luntede han hen imod de andre. Dog ikke særligt hurtigt, og med det meste af stinkdyrsflokken bag sig, nærmest som var han ders leder på en eller anden måde.

Damia ser rundt i grotten og følger forsigtigt med i samtalen.
Da Live forsvinder, sætter hun sig på en sten og betragter sit spejlbillede i vandet. Langsomt lader hun blikket falde fra sten til sten, beundrede hver detalje i grotten, med en ufattelig interesse. Hendes blik stopper først da den falder på Jerik.
Forsigtigt nyser hun.

Han læner hovedet på sned. Var det et fnys eller et nys? Han viftede kort med halen inden det endte med at sno sig om hans ene ben; et tydeligt bevis på at han var nervøs overfor denne ukendte, fremmede kvinde.. Pludselig stoppede han op og endte med at sætte sig ned med et blødt bump på grottens kolde gulv. Ca. 5 meter fra den anden, længere turde han ikke gå, især ikke på grund af alle stinkdyrene.

Damia sender ham et forlegen blik, og smiler skævt.
Forsigtigt prøver hun at sparke en sten i vandet, ganske blidt for ikke at skræmme Jerik og hans 'venner'? Men idet hun bevæger sin højre fod, giver det et jag af smerte. Damia bider i sin underlæbe. Hun måtte havde forvreden foden men, der var ikke tid til at være pirrelig.
Hun glider ned af stenen og smiler sødt til Jerik.
"Hey. Hvad hedder du? Sulten,, Hun trak et frisk bagt brød frem fra en taske hun havde over sin skulder, og rakte ham det.
han så, så sød ud...

Stinkdyrene bag ham trækker sig en anelse tilbage, og han mærker hvordan hunnen trykker sig let ind til hans brystkasse. Stille lod an halen dække over hende, så hun kunne føle sig mere tryg. " Jerik... Jerik Themis.. Deres?" Spurgte han og tog høfligt imod brødet. Nu hun nævnte det.. Han var faktisk sulten, han havde stadig ikke indhentet den vægt han oprindeligt skulle have efte sin vintersøvn, så enhver form for mad var godt for ham.

Damia var tilfreds med at han havde taget imod brødet.
"Damia,, siger hun med blikket på den sky Stinkdyr, som Jerik holdte i hans favn. De var kære væsner, syndt mange tog dem forgivet fordi deres særlige overlevelses evner. Det var forståeligt at de var meget skeptiske overfor hende, hun burde ikke brase sådan ind.
Men hun måtte hvile sin fod. Selvom det mest var Jerik, der holdte hende her. Nysgerrig over at vide mere om ham spurgte hun ind.
"Er det din familie?,,

Familie..? Han så tilbage på de andre stinkdyr, og lavede en lille sprække så den lille hun kunne hoppe hen til de andre hvilket hun også gjorde. Han så tilbage på Damia. " Det kan man vel godt kalde dem for.. Jeg kender dem hvertfald godt og de kender mig godt. Så lang tid ejg kan huske tilbage... Man kan vel sige det er min mors side af familien..?"

Damia ler mildt, men stopper hurtigt for ikke at virke uhøflig. De måtte nødig tro at hun havde noget imod dem.
"Så de er en familie? Vis du føler dig tryg hos dem, er det så ikke en familie?,,
Damia smiler.
"Kommer du meget her?,, spørger hun, og betragter ham med nysgerrige øjne, dog sænker hun blikket for ikke at han skulle føle ubehag. Det måtte ikke føles rart at blive gloet på, ivertfald ikke for hendes vedkommende. Hun kunne ikke lide den følelse af at blive betragtet så intens.

" For mig er de min familie.. Når de er mig nære ja.." Han stoppede det han skulle til at sige da et stinkdyr en lille smule større end resten af flokken hoppede op i skødet på ham, og hapsede en bid af brødet som Jerik bare sad og havde pilelt ved. " Sjældent.. Jeg kom her kun for at hnte dem her så jeg kunne følge dem sikkert ned af bjerget.. " Siger han forklarende, og tager en bid af brødet før det andet stinkdyr får bugt med det.

Damia betragter de kære væsner, men bliver overrasket da et betydeligt større stinkdyr tager noget af Jeriks brød.
Hun ser hen på Jerik igen og smiler venligt, men ligger hovedet uforstående på skrå
"Hvorhen?,, hun burde ikke snage, men ja, hendes nysggerighed var voksende.
"Unskyld jeg spørger Jerik. Men bor du sammen med dem? Taget din størrelse i betragtning har jeg svært ved at se dig krybe ned i et hul sammen med de andre,, hun smiler nu skævt og forlegen.