"Nej nej..." mumler jeg og børster det værste grumsede sne af mine bukser. Men brødet tog da ikke skade...

"det var da godt at vide" siger han og kommer så til at smile så meget at hans tænder bliver meget tydelige
han vender hovedet hurtigt væk

Jeg opdagede ikke noget med tænderne da jeg var igang med at se om der var sket noget med brødet. Men det forvirre mig da at fyren pludselig vvender hovedet væk

han holder nu en hånd for munden og vender hovedet mod Tuka igen
han flytter så hånden men man kan ikke se hans tænder fordi han har lagt en tyk tåge i hans egen mund

Jeg kigger med hævet øjenbryn på den tåge om Latoris mund.
"Uhhhh.... okeeey...." mumler jeg forvirret stadig med et hævet øjenbryn

"jo jeg har det fint" siger han og stirre så op i himlen
"sikke nogle flotte stjerner i aften" siger han og bliver ved med at kigge op på dem

Jeg kigger let op... stjerne.. og hvad så?
"riiight..." lyder det fra mig.

han kigger så ned på Tuka igen og smiler til ham
han sætter sig på jorden selvom der er en smule sne

((Skal i seng -__-))

Jeg kigger på Latoris med et mærkeligt blik.. Mærkelige menneske.
"Yeah... Jeg tror jeg smutter nu...." siger jeg "Hej hej"
Jeg løber ud af gaden

//out

((okay))

han rejser sig op for at prøve at holde Tuka tilbage men nåede det ikke
han stamper i jorden og tænker øv så fik jeg ingen mad
han går så derfra stadig sulten

Cathrine kom gående med tøvende skridt. Hun havde forvildet sig ind på en sidegade og var ikke længere sikker på hvor hun var og om hun ville kunne finde tilbage til hovedgaden igen. Hun havde ikke før været i så stor en by. Hendes føde by havde jo været en af de meget små landsbyer og den by havde boet i da hun havde boet hos smeden havde også kun været højest halv så stor som denne. Hendes skridt gav genlyd i den tågede gade og fik hende til at tro nogen fulgte efter hende. Normalt var hun ikke bange af sig, men lydene, mørket og tågen gjorde hende nu alligevel nervøs.

Cathrine trak den korte, grove kappe længere op om skuldrene i et forsøg på bedre at kunne holde varmen. Brochen der havde holdt sammen på kappen var fadt af og gået i stykker på vej til byen, da hun havde været nød til at springe til siden for at undgå en dreng, der havde mistet kontrollen over sin hest. Nu måtte hun gå og holde den sammen om skuldrene.
Hun var næsten lige kommet ind i byen, men besluttede sig allerede for at hun ikke brød sig synderligt om den. Efter hendes smag var den alt for stor og hun var også med det sammen faret vild i den. Derfor kunne hun ikke lide den. Mens hun gik videre lyttede hun intenst på alt omkring hende. Klar. Klar til at trække sin kårde hvis der skulle ske noget uvendtet

((Frys))

Tåge stragte sig gennem gyderne i byens gader. Først som en sagte snurrende tåge langs med ens fødder. Den gav en kuldefornemmelser, men var blot starten på noget større. Tågen tog gradvist til blev tættere. Det var unaturligt. Et unaturligt skift i vejret. Men det var der, og tågen blev ikke tyndere. I de mørke gyder i byen. Gyderne som knapt nok var oplyst af stjerne og månelys lagde dette nu for alvor en dæmper på alle former for lys. Ingenting blot grå tåge og mørke hele vejen omkring en.

2 lys blev synlige. To små røde lys i tågens mørke altsomsluttende tæppe. De kom nærmere og nærmere. Skridt kunne høres nu. Først et skridt og så et til. Den splintrende lyd af glas under støvlehæl.

"Det er en farligt at vandre i gyderne min unge frøken"

Lød en mørk, melodiøs stemme. Tågen skilledes lidt og tillod en smule stjernelys at finde vej ned gennem mørket. En mørk sillouet. En mand, iklædt en lang sort jakke og en bredskygget hat. Hans sorte hår var (nu) langt og nåede ham til midt på ryggen. I de hvide øjne brændte to flammerøde iriser. Som var de en cirkel i øjet med et brændede sterinlys bag dem. Skikkelsen var høj. Meget høj. Omkring 2 meter og 10.

"Især om natten"

fortsatte stemmen. Der var ingen aggresivitet i den melodiøse stemme. Den bar snarere en grad af munterhed der udtrygte en generel tilfredshed med tilværelsen. En Behandsket hånd blev ragt frem, selv i dette mørke var den tydeligt hvid, men jakkeærmet den var i forlængelse af var sort som mørket mellem stjernerne. på nattehimlens hvælving.

Cathrines kappe fladt ned fra hendes skuldre og landede for hendes fødder. Hun havde tabt den, et split sekund efter trukket hun sit smalle sværd og vendt sig mod stemmen. Hun kunne ikke skimte stemmens ejer tydeligt igennem tågen. To røde øjne fra en høj mørk skikkelse var det eneste hun kunne se tydeligt. Hvor var han kommet fra? Hun have ikke hørt ham komme.

Selvom stemmen ikke havde truet hende på nogen måde, var der noget ildevarslende ved det. Noget hun ikke brød sig om. Hvad ville han hende? Hun vidste ikke hvad hun skulle svare tilbage. Hendes hjerte begyndte at dunke mere kraftigt og trak vejret lidt hurtigere. Cathrine bandede sagte af sig selv over ikke at havde opdaget skikkelsen før, og i det hele taget over at være faret vild i disse skumle gyder.

Mithras forholdt sig i ro, men hånden fremudstragt. Tågen omkring dem bevægede sig, næsten levende omkring dem. Uden at vige for hendes trukne sværd forblev han stående med de røde øjne rettet imod hende. Den hvidhandskede hånd bredte sine fingre en anelse bare for at gøre den mere indtagende.

"Ingen grund til bekymring, unge frk."

sagde han muntert, men med et forsøg på at lyde beroligende i sin stemme.

"Kom med mig, og lad os komme ud af disse gyder"

Cathrine tog sig selv i at sænke sværdet lidt. Som om han på en eller anden måde beroligede hende. Hun rystede på hovedet og genvandt fatningen. Hun bakkede en smule bagud. Han skulle ikke komme for tæt på. Hun prøvede at få hans øjenkontakt, men det føltes underlig for hende at ind i de røde øjne. Og noget skete som aldrig var sket før. Hun var ude af stand til at se om han løj eller talte sandt. Normalt kunne hun se hvis folk løj, men hun kunne ikke tyde ham. Man kunne tydeligt se forvirringen over dette i hendes ansigt.

”Hvordan kan jeg stole på Dem” spurgte hun med en fast og rolig stemme.
Hun var bange og hun vidste ikke om hans intentioner var gode eller dårlige. Men noget af det vigtigste hun havde lært af smeden, der havde taget hende til sig, var at man ikke måtte lade sig styre af sin frygt.
Frygt leder kun til panik havde han sagt til hende mange gange. Man skulle hellere se sin frygt i øjnene end at vende ryggen til den. En dag ville den indhente en alligevel. Det var ikke noget man selv kunne vælge. Det man kunne vælge var hvornår man så frygten i øjnene. Desuden var det aldrig en god ide at give andre den idé at man var bange. Hvis det var folk man holdt af ville det gøre dem bekymrede, og hvis det var en fjende kunne personen udnytte det til egen fordel. Derfor gjorde hun nu det bedste for ikke at vise sin frygt, mens hun fortsat prøvede at regne ud om han løg eller ej ved at se ham i øjnene.

OOC: skal smutte nu^^ valentinesdag du ved og alt sådan noget. svarer senere^^

OOC: helt okay^^

Hendes kropssprog stank af bekymring. Uvished, men bekymring. Han kunne ikke bebrejde hende det trukne våben, men var ikke synderligt overrasket da hun satte hans troværdighed på bænken. Hendes frygt var naturlig. En reaktion man kunne forvente fra Kine. Frygten for deres liv, deres eneste sande ejendel, indtil den også blev dem frarøvet. Det var aldrig svært at lugte eller se på folk når deres overlevelsesinstink meldte sig. Det var som sirup og salt mixet ind i luften omkring dem.

Han trak sin hånd til sig og smilede. I den sorte sillout der var Mithras omrids i tågernes dybe mørke, var hans smil blot en lang række glimtende tænder i en sort baggrund. Hjørnetænderne afslørede udover enhver tvivl hvad han var. En sagte latter rullede op fra hans hals.

"Du kan sagtens stole på mig, du har bare ikke stillet mig nogen spørgsmål endnu"

sagde han muntert, idet de glødende øjne mødte hendes. De glimtede lige så muntert som hans mørke melodiøse stemme, lød.

I det Mithras øjne mødes med hende er det første udtryk i hendes ansigt ikke frygt. Det er forvirring. Hun forstår ikke hvorfor hun ikke kan se om han er til at stole på. Hun havde altid været i stand til at se om dem hun talte med løg eller ej. Det var en slags evne hun havde, så hvorfor kunne hun ikke se det ham? Det kunne være fordi han ikke løg og at han rent faktisk ikke ville gøre hende noget, men Cathrine fandt dette usandsynligt. Især nu da hun havde fået øje på hans tænder. Hun bandede igen lidt over at hun ikke havde regnet det ud. Der havde været tegn på det. Hans pludselige opdukken og måske også hans røde øjne?
Hvorfor kan jeg ikke se om han lyver? Kunne det være fordi han var en vampyr? Mente han selv han ikke ville gøre hende noget? Hendes frygt havde nu blandet sig med irritation. Både over ham, men mest over sig selv. Til sidst måtte hun slippe hans blik og kikke væk en lille stund. Hun kunne ikke blive ved med at se ham i øjnene. Det varede dog ikke længe før hendes blik igen vendte tilbage på ham.

”Hvad vil du mig så?” svarede hun uden denne gang at bruge den høflige taleform hun ellers plejede. Han havde sagt du til hende. Så hun sagde du til ham. Hun havde dog sænket sit sværd en smule. Rundt om hendes hånd der ikke holdt sværdet, den højre, var der opstået et lille svagt lys, som en gang imellem gav nogle gnister. Som om hendes håndflade lyste en smule. Hun tænkte ikke over det. Det steg i takt med hendes temperament og hun kunne selvfølgelig styre det hvis hun ville, men lige nu tænkte hun ikke over det. Ligesom hendes hår som havde fået en mere rødlig kulør. Det havde ikke været noget man kunne se ske. Det var bare sket ligeså langsomt som et resultat af hendes blandede følelse af frygt, fustration og undren.

Mithras lo sagte. Så morsomme kvæg kunne være engang imellem. Men på den anden side, var hun ikke bare stukket af i rædsel. Prisværdigt, men enhver tåbe kunne være stor i slaget uden at have noget at have det i, når det kom til stykket. Alligevel morede hun ham. Hun havde trukket blankt i frygt for sin egen sikkerhed, men var intelligent nok til ikke åbenlyst at komme med trusler, selvom hun var under ufavorable omstændigheder.

Principielt kunne Mithras være ligeglad med hvordan hans mad valgte at tolke hans tilstedeværelse. Det var årtusinder siden han havde haft en udfordring og han regnede ikke med at finde en i en gyde i dette rottehul af en undskyldning for en by. Mithras kunne huske da Dracul familien ejede det land menneskerne nu sloges om som en lille provins af deres land. Dengang eksisterede der orden.

Hvorvidt dette kunne hænge sammen med at Dracul familien nådesløst havde torteret og myrdet alle der havde vovet at gøre indsigelser mod deres rige, så flittigt at adskillige hektar land rundt om dracul godset i sin tid havde været dækket udelukkende i grave med 1 meters mellemrum, tænkte Mithras ikke nærmere over, og havde aldrig gjort det. Magt lå bedst hos dem der kunne holde fast ved den.

Hans tanker vendte tilbage til hans nuværende predikament. Der stod stadig en pige foran ham og lugtede oh, så sødt af sanguinius'es himmelske Vitae, at hans vejrtrækning var ved at blive tungere. Han tog sig selv i det, rettede sig an, og hans smil blev en kende bredere.

"På så vidunderlige nætter som denne, hvor månen står så klart og nattens mørke er så¨dybt, ynder jeg at jage. Også selvom jeg ikke er sulten, men som skæbnen vil have det er jeg faktisk ganske sulten. Hvad jeg vil dig?, - Jeg vil føre dig ud af disse gyder, og stille min tørst i dit blod, kære Kine."

Sagde han. Hans øjne blussede stille op ved udsigten til at få stillet tørsten.

((Sanguine(latin): Blod, - Sanguinius(latin): Mythisk blod/krigsgud fra før kristi, - Vitae: Andet ord for blod))