Smide ham i ønskespringvandet? Selmy blæste et moret pust ud. Deres blikke mødte hinanden i enighed. Der var også et lille glemt af noget vildt gemt i Selmys øjne. Lige nu var det blot en fælles våd fantasi de havde. Men dette kunne velsagtens være første skridt i processen om faktisk at gøre det.

Men det lille glimt af frækhed, som Selmy havde spejlet sig i, syntes at forsvinde fra Theodores øjne. Han fortrak sig i alvorlighed, og lyttede til ham, og prøvede at forstå præcis hvad der var sket. At Adelbert kendte til hans høallergi... Det kunne jo umiddelbart betyde, at han blev mobbet, hånet og udstillet. Men så fortalte Theodore videre, og det gav et solidt stik i brystet på Selmy. Mobberierne havde udviklet sig fysisk. Selmy havde aldrig følt at han skulle dø, under Ernies mobberier, men Theodore kunne i værste tilfælde være død. Og om ikke andet, skræmt fra vid og sans.

Tortur havde det med at ødelægge folk til et punkt, hvor både praktiske og magiske healere havde svært ved at kurere dem!

Selmy lagde sin sandwich ned på klædet det havde været bundet ind i. Han kravlede tættere på Theodore, på alle sine fire. ”Vi ønsker begge marcelfætre langt væk,” Hviskede han, som om de var i fare for at blive hørt af nogen som helst herude. Han smilte til Theodore, for at lade ham vide, at alting nok skulle gå. Til Kzar mora måske. Hvor de kunne leve blandt andre dæmoner som dem. ”Næste gang Adelbert skal vise sig frem, for at gøre sig heldigt bemærket overfor jeres mestre eller en eller anden Sir, så siger du bare til. Så sender jeg en lille Held-og-lykke-kage med en sjov overraskelse inde i midten og en hilsen fra hans kære kusine. Så skal du se hvor hurtigt han kan løbe mod nærmeste toilet!”

Vi ønsker begge Marcelfætrene langt væk.

Til dét kunne Theodore kun nikke. Det gjorde de bestemt. Var det virkelig for meget at forlange, at jorden sprækkede og slugte begge Marcelfætrene i én tilfredsstillende mundfuld? Så kunne han og Selmy måske endelig få fred for dem. Medmindre deres genfærd selvfølgelig steg op fra dybet og fortsatte, hvor de slap.

Han gøs ved tanken.

Ud af øjenkrogen fik han øje på Selmy, der kom kravlende hen imod ham på alle fire, næsten som en listig kat. Theodore kneb øjnene lidt sammen og betragtede ham med en vis mistænksomhed. Han strammede uvilkårligt grebet om sin sandwich, som om den kunne være i fare, men så kom Selmy med sit forslag, og en overrasket latter slap ud af ham. "En sjov overraskelse indeni?" Han forsøgte at forestille sig, hvad det mon kunne være. Noget, der gav mavepine, sikkert. I hvert fald hvis bemærkningen om det nærmeste toilet var noget at gå efter. Theodore nikkede med et bredere smil, og bag morskaben lå en ganske oprigtig taknemmelighed over, at Selmy tog hans parti. "Det skal jeg nok huske, Selmy." Han sendte ham et sammenpresset, muntert smil, mens brynene stadig var trukket en anelse sammen.

Selmy var kommet tæt på, og Theodore mærkede pludselig, hvordan han blev mærkeligt selvbevidst. Vinden legede med Selmys gyldne lokker og førte en svag duft af nyvasket hår med sig, som Theodore uvilkårligt trak ind med vejret. "Heh." Det var åbenbart alt, han kunne finde på at sige. Han sænkede blikket til sandwichen i sine hænder. Et stykke salat stak ud fra siden af brødet, og han betragtede det med en interesse, som det stakkels salatblad næppe havde gjort sig fortjent til.

"Så ..." Han rømmede sig diskret. Vinden rørte atter ved Selmys hår og med den fulgte den samme behagelige duft. Theodore blinkede lidt forundret. Hvorfor blev han egentlig ved med at lægge mærke til den? "Hvor langt er der egentlig, før vi finder det der blodmos?" Han løftede brødet til munden og tog en forsigtig bid, ganske tilfreds med at have fundet noget fornuftigt at spørge om.

”Der findes denne her ulovlige bælgplante, som er utroligt giftig, men ikke dødelig. Jeg havde egentlig skaffet den til Ernie, men han har været så underligt flink på det seneste...” Hmm... Selmy kneb øjnene lidt sammen. Flink var vel ikke helt ordet. Han havde bare været lidt fraværende, egentlig. Når de stød på hinanden. Når han fangede Ernie stå lænet op ad hoveddøren ovre på sin egen side ad gården, som om han ventede på at Selmy skulle kommet hjem fra arbejde, men hvor der ikke kom mere fra ham. Allerhøjest et nik eller et godaften. Men for det meste stilhed... Selmy havde ikke set hans ondskabsfulde smil siden dengang han var tvunget til at sige undskyld til ham.

”Jeg tænkte, at som tak for hans gode naboskab i årenes løb, kunne man jo lige snige lidt af giften i hans drik til hans fødselsdag i næste måned...” Fortsatte Selmy. Theodore var den eneste han oprigtigt turde dele ud af sine skumle planer med, også selvom Selmy faktisk ikke turde gøre alvor af den plante han havde fået anskaffet sig. Alene det at han havde anskaffet sig den bælgplante. En anden ting var, at det var dybt kriminelt og kunne ham og hele hans familie. Men åh... Han havde lyst til at straffe Adelbert for hvad han havde gjort mod Theodore.

Selmy sukkede og var nu så tæt på, at han blidt stødte sin pande mod Theodores skulder, mens Theodore forsøgte at spise. Han vidste ikke hvorfor, men han havde svært ved at lade Theodore være i fred. Han havde lyst til at lege med ham, som de havde leget sammen på det værelse, hvor Theodore havde klatret op ad ham, blot for at få fat på den våde klud. En lille del af ham måtte være syg. Han følte sig i hvert fald syg, som om hans tanker var blevet forpestet, på en eller anden måde. Han havde nydt det, også selvom resultatet af deres slåskamp havde resulteret i et slag i hans nosser.

”Mmh...” Selmy puffede blidt til ham med panden ”Det burde gro lidt over det hele lige nu. Vi skal bare hen til nærmeste skovbryn.” Han smilte lidt op til ham, inden han lod sig dumpe ned at ligge, afslappet med baghovedet mod Theodores skød. Han kiggede op på Theodores fregnede ansigt. ”Jeg viser dig hvordan man skal kigge efter det.”

Ulovlig bælgplante ... Vent. En fure tegnede sig mellem Theodores bryn. Sagde han lige ulovlig? Ceelia skulle vist slet ikke være bekymret for, at Theodore ville tilsmudse Selmys lys. Det klarede lægesønnen tilsyneladende ganske glimrende selv. 
"Du havde skaffet den til Ernie?" spurgte han forbavset, men kunne alligevel ikke holde et skævt smil tilbage. Tanken var jo unægteligt fristende. Det ville i hvert fald være en langt mere diskret måde at komme af med Ernie på end at overfalde ham hjemme i gården. Ikke at Theodore havde tænkt sig at gøre nogen af delene, naturligvis. Altså, ikke det første.

Han tog den sidste bid af sin sandwich, sank og tørrede fingrene af i det lange græs.

"Nåh?" Han forsøgte at lyde tilpas overrasket, da Selmy fortalte, at Ernie havde opført sig mærkeligt flink, og pressede læberne frem i en besynderlig grimasse. "Hvor sært." Theodore kunne selvfølgelig ikke røbe, hvorfor Ernie pludselig havde fået så travlt med at passe sig selv. Han var bare lettet over, at manden hverken havde hævnet sig på Selmy eller fortalt ham om deres lille aften. Han kunne ikke udholde tanken om, at Selmy skulle høre om ydmygelsen, og hvordan han ...

Tankerne forstummede, da han mærkede Selmys pande støde blidt mod sin skulder. Theodore skævede ned mod ham, så et par gyldne lokker strejfede hans kæbe. "Mon ikke at ..." begyndte han, men måtte lige finde tråden igen. Han blev siddende ganske stille, inden han fortsatte: "... de to kunne dele? Skåle for deres fremtidige gode helbred." Et dæmpet kluk slap ud af ham, selvom det efterhånden var lidt svært at samle sig om samtalen med Selmy så tæt på. Da han blev puffet til endnu en gang, lod Theodore sig blot følge med bevægelsen uden at gøre modstand. Det forundrede ham egentlig, at dette var den samme Selmy, som ellers kunne gøre sig så højtidelig over at blive rørt ved. Og se ham nu. Han var ligefrem begyndt at opsøge kontakten selv, som om han slet ikke kunne lade være. Theodore vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med den opdagelse, men han havde heller ikke noget imod den.

Selmy trak sig tilbage, men åbenbart ikke for at skabe mere afstand. De blå øjne fulgte lægesønnen, mens han lagde sig til rette i græsset med baghovedet hvilende i Theodores skød. Han blinkede et par gange, en smule forvirret over den pludselige udvikling, men gjorde ingen mine til at protestere. Sådan noget gjorde gode venner vel også? Det måtte de næsten, og hvis Selmy fandt det naturligt, behøvede Theodore vel heller ikke gøre et større nummer ud af det.

Øjnene kneb sig langsomt sammen. "Hesten var en lokkedue, ikke?" spurgte han i stedet og sendte Selmy et mistænksomt blik, mens et drilsk smil trak i mundvigen. "Du har bare taget mig med herud for at sætte mig i arbejde." Han rakte hånden frem og gav ham et lille, drillende niv i øret.

”Jo!” Selmy klukkede også over den søde hævn. Han var skadefro, og det var helt sikkert takket være Ernie Marcel selv. Selmy ønskede nemlig ikke andre ondt på samme måde. Han havde dog kun lige akkurat nok middel til at sikre sig en vellykket forgiftning til én voksen mand, så hvis den en dag skulle bruges, så skulle de udvælge den helt rigtige. Og helst skulle sporet ikke lede tilbage til hverken Selmy eller Theodore. Og det ville det jo gøre, hvis begge deres plageånder blev ramt samtidigt.

Åh livet var herligt lige nu. Theodore syntes at være lidt småforvirret over hans indtrængen, men for sent. Selmy lå her nu. Han forsøgte at mage sig på hans skød, bare for at være ekstra irriterende. Hans skød var skam ikke så ukomfortabelt en da.

Selmy slog blikket op på ham igen, til spørgsmålet om hesten havde været lokkedue. Ha, jo måske. Men ikke til det Theodore troede. Arbejdet var blot en lille nyttig aktivitet, fordi Selmy også havde et ansvar om at få medicinlageret til at gå op. Og han brugte gerne væsentligt mere Stor blodmos, end hans far syntes om. Han ville helst gerne lade planterne gøre det meste, så han ikke skulle pille for meget ved patienterne, og så sende patienterne glade og taknemmeligt hjemad.

Der blev trukket i hans stakkels øre. ”Av Theo!” Han daskede Theodores hånd væk fra hans ansigt. Begge Selmys ører var piercede med små guldringe, der funklede på lige fod med hans hårpragt. Han ømmede sit øre og så op på ham som en forurettet, gnaven mand. ”Ja, og du har fået din tur, så nu kan du få lov til at gå hjem. Medmindre... du nusser mig i håret nu...” Han børstede lidt brødkrummer væk fra sin skulder, som var drysset ned på ham, fordi Theodore havde spist op.

En tilfreds lille latter sneg sig ud mellem Theodores læber, da Selmy daskede hans hånd væk fra øret. Han kunne ellers godt have fundet på at nappe lidt igen, men lod i stedet hænderne falde til ro i græsset, mens han betragtede lægesønnen, der havde gjort sig så mageligt til rette i hans skød.
"Hvad piber du for? Jeg er sikker på, at de smykker, du har i ørerne, gjorde langt mere ondt at få lavet end mit lille niv," drillede han og skød brystkassen lidt frem for at strække ryggen, indtil et behageligt lille knæk lød. Med Selmy liggende på tværs af hans skød var der ikke mange muligheder for at skifte siddestilling, så Theodore måtte foreløbig tage til takke med sine korslagte ben.

Men da Selmy ligefrem truede med at sende ham hjem, var det Theodores tur til at se fornærmet ud. Mage til frækhed! Her havde han siddet ganske fredeligt og stillet sit skød til rådighed, og så skulle han trues med hjemsendelse over et lillebitte niv i øret.

Medmindre ...

Åh nej. Theodore genkendte straks noget i tonefaldet. Den dér bestemte klang, som Selmy kunne finde frem, når han havde besluttet sig for noget og åbenbart ikke forventede indvendinger.

"Nusse dig—" Han var nær ved at kløjes i ordene. "Er du en kat?" røg det vantro ud af ham. De blå øjne hvilede på Selmy, der tilsyneladende mente sit krav ganske alvorligt. Som han lå dér med sine bløde, gyldne lokker, fine ansigtstræk og lange vipper, mindede han Theodore mest af alt om en forkælet prins, fra en eventyrbog, der havde besluttet sig for, at hans undersåtter skulle stå til rådighed for ethvert indfald. Og nu var Theodore åbenbart blevet udnævnt til kongelig hårnusser.

Han sukkede demonstrativt gennem næsen, inden han omsider løftede hånden og lagde den i Selmys hår. Først lidt tøvende og akavet, som om han ikke helt vidste, hvad der forventedes af ham, men efter et par forsigtige strøg fandt fingrene deres egen rolige rytme mellem de gyldne lokker. Håret var umådeligt blødt og de fine hårstrå kildede let mod indersiden af hans fingre.

"Tilfreds?" spurgte han med en påtaget surmulende mine.

Theodore havde lagt mærke til dem? Han smilte en lille smule og skævede op til hans upenetrerede, bløde øreflipper. Theodore var perfekt som han var, men et sæt diskrete sølvøreringe ville stå så flot til hans lyse himmelblå øjne. ”M-mh, måske lidt,” Klynkede han stille og lukkede øjnene. Hans farfar havde haft øreringe i ørene, så det havde Selmy selvfølgelig også ønsket sig at få. Hans mor havde været bange for at det ville se lidt piratagtigt ud, men hvis Selmy lovede, at han ikke ville lade sig pierce andre steder, eller lade sig tatovere, så ville hun gå med det. Ceelia var den der havde piercet ham, dengang han var 15. Han mente ikke at han havde pibet, men måske ville Ceelia mene noget andet...

Selmy rykkede sit hoved en smule til side, for at give Theodore lidt mere plads at arbejde i. Han vidste jo, at han kunne finde ud af at nusse i håret, så hvorfor tøvede han nu?

Er du en kat? Han svarede ikke på det. Han afventede bare, at Theodore skulle adlyde og gøre som han havde fået besked på. Han mærkede hånden placere sig lidt akavet, men det varede ikke længe, før fingrene fandt deres rytme. Rolige strøg igennem hårrødderne, der føltes utroligt dejligt. Han kunne mærke hårene rejse sig på armene indenunder de lange ærmer af hans bluse. Han holdt vejret.

Er du tilfreds?

”Bare fortsæt,” Sukkede han, og pustede luften ud gennem næsen for første gang, som han lå og blev nusset i håret. Det var tydeligt at han nød det. Hans vejrtrækning var så tydelig i kropssproget som en kats.