”Du så dem omfavne hinanden?” Som elskende? Det undrede Ernie meget, hvis Selmy skulle have gjort det på åben gade. Men Ernie havde jo haft sine mistanker om dem. Ja, eller egentlig havde han bare set to gode venner, og gået dem på klingen med, hvor ulækkert tætte de var. Ernie blev utroligt jaloux endnu engang, og han var nødt til at spørge ind, bare for at være helt sikker. ”På åben gade eller hvad? Foran alle?" Det ville være en skandale, hvis de gjorde det hvor de kunne blive spottet. Blandt andet af Petra, som ventede på at blive friet til, og af Adelbert, som selvfølgelig rapporterede tilbage til Ernie.

Det dirrede lidt under Ernies ene øje, nærmest et tick, fordi han samtidigt skulle høre på at Adelbert kaldte dem svanse. Var Adelbert ikke klar over, hvilken svans han selv var? Ernie skød kæben lidt overvejende fra side til side, men gjorde sig så enig; ”Ja, det er Zalme ulækkert…”

Ernie var i dårligt humør, men intet fik ham på bedre tanker, end at plotte deres næste angreb. Adelbert var mere end villig til at hjælpe med at være lokkemaden. ”Åh ja? Men vi skal jo lige finde ud af hvad vi gør med hans evner ikke? Du vil nøde have at han skal riste din pølse,” Han nikkede ned mellem Adelberts ben og smilte smørret. ”Måske han kan drænes for chakra på en eller anden måde… Eller måske er det nok at binde hans hænder? Hmmm… Overlad du bare den del til mig. Så sørger du for at lokke ham til mig… Og hvis du vil, kan du jo kigge på. Og tage ved lære, du ved.” Han løftede nonchalant på den ene skulder.

Adelbert skævede eftertænksomt op mod loftet, da Ernie begyndte at spørge nærmere ind til det. Det var jo lige præcis dét her, han havde glædet sig til at fortælle, så han kunne lige så godt smøre lidt ekstra tykt på. Især nu hvor han endelig havde fætterens udelte opmærksomhed. "De stod ikke ligefrem midt på gaden, men de gjorde heller ikke noget for at skjule sig," fortalte han og kløede sig distræt på halsen, mens han genkaldte sig synet med en rynket næse. "Enhver kunne have set dem, hvis de gad kigge efter. Det var lige inden vores sparring." Han trak hånligt på mundvigen. "De stod og klyngede sig til hinanden så længe, at jeg sgu troede, de ville begynde at kysse!" Han skar en grimasse, som om alene tanken gav ham kvalme. "Der var sikkert andre, der så det. De var i hvert fald ikke særligt diskrete."

Adelbert gled længere ned i sengen og støttede albuen mod madrassen, så han kunne lade hovedet hvile i hånden. Benene blev trukket op, og fødderne dinglede dovent ud over sengekanten, mens han betragtede sin fætter med fornyet interesse.
"Pft..." fnøs han ved bemærkningen om sin pølse og rullede med øjnene. "Mon ikke der findes en eller anden magisk dims, man kan sætte på ham? Så han ikke kan bruge sine åndssvage evner?" Han trak på skuldrene, som om det måtte være den letteste sag i verden at finde ud af. Ernie havde sine tricks. "Men jaja. Den del kan du få lov til at rode med."

Et skævt, selvtilfreds smil bredte sig over hans ansigt.
"Jeg skal nok sørge for at få den lille lort hen til dig. Det bliver ikke noget problem."
Og kigge på? Adelberts smil blev om muligt endnu bredere. "Joh, hvorfor ikke? Jeg ville elske at se dig sætte den lille skid på plads." Han fugtede læberne og løftede spørgende et øjenbryn. "Har du allerede noget specielt i tankerne?"

”Hmph!” Knurrede Ernie utilfredst, men lyttede intenst med. Det skulle jo have været ham. Ernie havde meget lidt lyst til at stå ude offentligt og kysse og kramme på nogen. Men det skulle have været ham, der krævede det kys. Det var trods alt noget Selmy selv havde foreslået dengang de var yngre. Dengang havde Ernie bare været for umoden og forvirret. Han havde ikke vidst hvordan man responderede normalt til den slags forespørgsler vel? Så han havde drillet ham med det, i afmagt. Og Selmy havde ikke taget det spor pænt.

Og så med Theodore Ljungberg? Hvordan kunne Ernie bryde et sådant par op? Han havde meget lidt til fælles med den lille orm, så han var måske ikke engang Selmys type længere. Ernie kastede et lidt irriteret blik hen på Adelbert. Han var jo bare budbringeren. Men de hadede Selmy og Theodore af forskellige årsager. Og mens Adelbert fandt Selmys eskapader frastødende, så ville Ernie foretrække at have været den, der så dem sammen.

Han betragtede sin fætter dumpe dovent ned at ligge nu. En magisk dims, foreslog han? Hmm, nogle gange kom der faktisk fornuftige forslag ud af Adelberts dumme hoved. God dreng. Han havde fortjent en gulerod. Ernie vidste at den slags magiske dimser var ganske almindelige at anvende på slaverne i Rubinien. Men siden slaveri ikke var tilladt i Dianthos, var den slags nok ikke så lette at få fingrene i, men så var der jo byvagten. Det måtte vel tage den slags midler i brug, hvis de stod overfor et højmagisk individ, der skulle arresteres… Det var jo faktisk slet ikke utænkeligt, at der fandtes noget her i byen, hvis blot man var villig til at betale den rette pris.

Han måtte snakke med far… Hvem kunne dog sige nej til dette kønne ansigt?

”Hah… Ja da. Ljungberg og jeg har noget uafsluttet kørende, nu hvor han afbrød mig sidst,” Svarede Ernie bittert. Han skævede mistænksomt ned på Adelbert. Hvad mon han troede det her handlede om? Han smilte pludselig en smule, efter at have set ret så vred ud i lang tid ”Det kunne blive interessant at undersøge hvor godt Selmy har trænet ham. Om han har gjort et bedre job end jeg har med dig.” Fnøs han spydigt.

Adelbert havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der foregik inde i Ernies hoved. Det havde han sådan set sjældent. De delte ikke ligefrem deres inderste tanker med hinanden, og det meste af tiden fik Adelbert kun fornøjelsen af sin irritable, intrigante fætter. Kun ganske få gange havde Ernie faktisk virket, som om han brød sig om hans selskab. Og de gange havde nærheden været af en helt anden slags. Altid i mørket, hvor ingen andre kunne se dem.

Adelbert begyndte uvilkårligt at kradse ved sine neglebånd.

Bare fordi dét var sket, betød det jo ikke, at han var ligesom Selmy eller Theodore. Han hadede tanken om at blive sat i samme bås som dem. Som om det, der var foregået mellem ham og Ernie, gjorde ham til sådan en... Det gjorde det ikke!

Alligevel havde nysgerrigheden endnu ikke sluppet sit tag i ham. Ernie sagde de havde noget uafsluttet kørende. Brynet løftede sig. Hvad havde Ernie egentlig tænkt sig at gøre ved Theodore? Adelbert nåede knap at lade tankerne vandre videre til alle de fornøjelige muligheder for hævn, før hans fætter absolut skulle komme med den bemærkning. Om Selmy havde gjort et bedre job end Ernie havde med ham. Det gav et ubehageligt sug i maven. 
Adelberts bryn trak sig sammen, og blikket faldt stift mod de fingre, han netop havde siddet og kradset i. Han kunne mærke hjertet slå hårdere, mens en bitter fornemmelse bredte sig i brystet.
"Har du tænkt dig at få Ljungbjerg til at..." Ordene gik i stå. Han vidste ikke engang, hvordan han skulle gøre sætningen færdig. Eller om han overhovedet ønskede at høre svaret. Blikket strejfede uvilkårligt fætterens skridt, inden han hastigt vendte det bort med et lille, foragteligt fnys.

Urgh. Han skulle ikke sidde her og tænke på den slags. Og Ernie skulle i hvert fald ikke have fornøjelsen af at se, hvor meget bemærkningen havde påvirket ham. "Men det skulle sgu ikke undre mig, hvis de to allerede har gjort det," fortsatte han derfor og forsøgte at genfinde sin sædvanlige hånlige tone. "Jeg så Selmy stikke af med Ljungbjerg på mærkedagen. Og ved du hvad? Den lille skid kom først tilbage dagen efter." Han trak skævt på mundvigen, som om det var den mest underholdende sladder, han længe havde haft fornøjelsen af at dele.

Uh. Der fik han ramt sin kære fætter et ømt sted, ikke? Ernie smilte ondskabsfuldt. Hans blik var tilfredst og kælent, som det betragtede ham spørgende. Ernie havde en ret god ide om, hvad det var Adelbert hentydede til. Men de havde vist aldrig sat ord på det, havde de vel? Vidste han mon overhoved hvilke beskidte udtryk der fandtes, om de lege de havde leget sammen? De ting som Ernie havde fået ham til at gøre ved ham i det skjulte?

”Yeah, hvorfor ikke?” Svarede Ernie roligt ”Du får vel hævn over ham, og jeg bliver tilfredsstillet bedre end du kan.” Det var i hvert fald noget Erfie forestillede sig. Hans fætters mund havde altid været den lette løsning. Hvor fantastisk det end havde været at mærke hans våde varme om sig, ville det aldrig føles lige så godt, som hvis han kunne få en der hadede ham til at gøre det mod sin egen vilje.

Han så hvordan Adelberts blik havde hvilet ved hans skridt et øjeblik. For at lade ham vide, at han havde set det, spredte han det ene ben en smule mere. Han sukkede mageligt. At tirre Adelbert, var det næstbedste dog.

”Nh? Hvor tager de hen og gør det?” Ville han vide. Et mørkt øjenbryn løftede sig. ”Selmy kom heller ikke hjem… Og i det hele taget har jeg ikke set ham længe.” Ernie havde kun set ham forlade sit hjem for at tage på arbejde.

Adelbert sank besværet. Måden, Ernies mørke øjne betragtede ham på, fik sveden til at bryde frem i nakken og kvalmen til at vende sig i maven. Det føltes, som om alt blodet havde forladt hans ansigt, mens resten af kroppen sydede af raseri. Han vidste ikke, om han var ved at blegne eller rødme. Måske begge dele.

"Jeg har ikke tænkt mig at sidde og glo på, mens du..." Han trak vejret skarpt ind mellem tænderne. Blikket fangede bevægelsen, da Ernie spredte benene en smule mere, og Adelberts kæbe spændte. Det var med vilje. Selvfølgelig var det med vilje. Det kunne han se på det selvtilfredse udtryk i fætterens velplejede, næsten skulpturelle ansigt.

"... mens du får suttet pik!" Så! Nu havde han sagt det. Var Ernie så tilfreds?

Adelbert plantede hånden i madrassen og skubbede sig op at sidde igen. Denne gang helt op mod hovedgærdet, så han kunne trække begge fødder op i sengen. Ernie lå selvfølgelig og flød midt i det hele, så Adelbert måtte nøjes med at sidde med benene halvt over kors. Han sendte sin fætter et surt blik. "Og du kan godt holde op med at glo sådan på mig." Det var måske ikke den mest imponerende irettesættelse, men den var i det mindste sagt.

"Aner det ikke," svarede han så og trak på skuldrene, da Ernie begyndte at spørge ind til Selmy og Theodore igen. "Jeg hørte nogen sige, at Ljungbjerg havde overnattet på Kiefers klinik. Men hvis du siger, at Selmy heller ikke kom hjem..." Han lod ordene hænge mellem dem og løftede langsomt et øjenbryn. Det kunne Ernie vel selv lægge to og to sammen af.

”HA HA!” Hujede Ernie begejstret op, da Adelbert endelig blev så hidsig, at han næsten råbte det. Det var jo vildt farligt at råbe så højt op om det de lavede sammen, især når hans forældre stadig befandt sig nede i stuen, og Petra lige inde ved siden af. Der var noget vildt at finde i hans øjne.

”Du er vel ikke jaloux?” Drillede han med et lille bid i underlæben med hjørnetanden. Den bløde mennesketand. Han rejste sig op hurtigt og gik hen til hoveddøren for at stille sig og lytte ved døren, i tilfælde af, at deres snak havde fremprovokeret bevægelse nogle steder i huset. Han syntes at kunne høre sin fars mørke, buldrende stemme tale dæmpet nedenunder. Godt nok… Der var Adelbert heldig… Ernie ville have givet ham smæk, hvis hans far havde hørt det der.

”Pff… Det er i øvrigt heller ikke sikkert at de knepper hinanden. Det kan være de bare kysser og krammer,” Kom det næsten helt blidt fra Ernie, der løftede skuldrene i en rolig uvidenhed ”Når en mand tager en anden mand bagfra, gør det vanvittigt ondt, siges det. Og det kan blive noget værre grisefy, hvis ikke man ved hvad man laver.” Han lo lidt, mens han hånd langsomt fandt den lille nøgle, der sad i hans dør. Han drejede den, så døren bag ham blev låst. ”Selmy er healersøn… Det kan være han ved hvordan man skal være… skånsom... Ved sådan en skrøbelig lille sag som Ljungberg,” Og Selmy og Ernie var jo ikke ens…

Han kastede sit blik over på Adelbert med et ganske muntert og interesseret blik.   

Hjertet slog hidsigt og helt forkert i Adelberts bryst, da Ernie hujede sådan op. Der var en ellevild, næsten febrilsk vildskab i de mørke øjne. Adelberts eget blik var ikke mindre vildt, men af helt andre grunde. Forargelse og skam. Og noget andet, noget langt mere beskidt, som han nægtede at lade tankerne dvæle ved.
"Hvorfor i alverden skulle jeg være dét?" vrængede han og stirrede på Ernie, som om hans fætter pludselig havde fået et ekstra hoved. "Det har sgu da ikke noget med mig at gøre..." mumlede han sammenbidt. Alligevel fulgte de giftgrønne øjne opmærksomt Ernie, da han gik hen for at lytte ved døren. Lort. Tænk, hvis nogen havde hørt ham?

Adelbert lukkede øjnene hårdt i og lod hovedet falde bagover mod hovedgærdet. Et tungt fnys slap ud gennem næsen, inden han igen sænkede blikket mod sin fætter. Først forstod han ikke, hvorfor Ernie begyndte at tale om det på den måde.

At de måske bare kyssede og krammede? Han fnøs. Nu hvor der var blevet plads, strakte Adelbert det ene ben ud over madrassen. Han fik fat i hovedpuden, trak den ned over maven og lagde armene omkring den. Men jo mere Ernie talte, desto mere urolig blev han. Især fordi ordene blev sagt så blidt. Han kendte efterhånden sin fætter godt nok til at vide, at der lå noget under den slags mildhed. Selv helt ovre fra døren føltes det, som om stemmen lød lige ved hans øre. Som alle de nætter, hvor Ernie havde hvisket 'god dreng' med åndens varme der fulgte lige efter.

Så lød klikket. Adelberts blik fór mod døren. Han låste den. Den velkendte lyd fik noget til at trække sig sammen i hans mave. Ernies tonefald naglede ham fast til sengen som en nål gennem en sommerfuglevinge. Fingrene knugede sig om hovedpuden, mens blodet hamrede i ørerne. Han vidste ikke, hvad Ernie havde tænkt sig. Måske ingenting. Måske morede han sig bare med at gøre ham utilpas. Men kroppen var allerede begyndt at reagere, længe før tankerne kunne følge med. Et gammelt, dyrisk instinkt hviskede, at noget forfærdeligt var ved at ske.

"Nej." Ordet slap ud, da han mødte Ernies blik. De grønne øjne var opspilede, og brynene trukket så tæt sammen, at furen imellem dem næsten kunne måle sig med Selmys. "Nej," gentog han, denne gang mere bestemt. Han trak vejret hurtigere, men pressede trodsigt læberne sammen og holdt blikket på sin fætter.

Hans lille fætter var så jaloux. Det kunne Ernie jo fornemme på ham. Det havde Ernie besluttet. Altid ivrig efter at behage ham. Altid søgende efter hans opmærksomhed… Det blev trættende i længden. Men nogle gange måtte man jo give efter og være det gode eksempel.

Lyden af låsen i døren havde ikke været diskret nok. En lille kliklyd, og Adelbert lå og krammede Ernies pude, som kunne den beskytte ham for det uundgåelige. For Ernie, der ejede det her værelse. Den seng Adelbert selv havde smidt sig i.

Nej. Bare nej. Nej, nej, nej og atter nej. Ernie rystede på hovedet en smule skuffet over ham. Han skulle altid gøre alting til en diskussion, skulle han ikke? Han kiggede ham ind i de opspilede, bange øjne, men der var ikke nogen respons i Ernies mørke øjne. Det der blik havde han nemlig set så mange gange før, og det rørte ham slet ikke. Ikke som ved normale mennesker. Som Petra havde trøstet Adelbert så mange gange med, når Ernie havde været led ved ham, så ejede Ernie ikke skyggen af empati for andre end sig selv.

”Du er ved at blive en stor dreng, Bertie,” Hviskede Ernie. Han gik ikke over til sengen, men gik hen til vinduet, hvor han kiggede en sidste gang ud, for at se hvordan det stod til ude i gården, og ud til Kieferhjemmet, men det var som altid stille og roligt. Og kedeligt. Så han trak roligt for i gardinet og skævede om til Adelbert, hvor han kunne se hans ryg. ”Næsten lige så høj som…” Hmm… Det slog ham først nu. Og tanken fik ham til at smile lidt ”Lige så høj som Selmy.”

Blikket undersøgte hans liggende form. ”Skal du ikke have skoene af? Hm? Du har gået rundt i møg og jeg ved ikke hvad,” Ernie placerede sin hånd ved hans sko. 

Kæben arbejdede, mens de giftgrønne øjne fulgte Ernie, der traskede tværs gennem værelset og hen til sin åndssvage udkigspost. Gardinerne hvæsede sagte, da de blev trukket for, og straks lagde mørket sig gråt og dunkelt over værelset. Adelbert knugede puden hårdere ind til sig, men den kunne ikke skærme ham mod fætterens hviskende ord, der bed sig fast et sted under huden.

Hovedet trak sig en anelse tilbage ved sammenligningen. At han nu var lige så høj som Selmy. Selmy dit og Selmy dat. Kunne Ernie da for Zalans skyld ikke tale om andet? Man skulle næsten tro... Brynene gled langsomt op, da en særdeles ubehagelig tanke begyndte at tage form. Man skulle næsten tro, at Ernie var forelsket i Selmy. Det kunne da ikke passe? Men hvorfor fanden var han ellers så optaget af ham?

"Drop det!" bed han sammenbidt fra sig, og i samme bevægelse røg puden gennem luften mod Ernies hoved. Den havde alligevel ikke været til megen nytte. Her i halvmørket syntes trodsen at skælve på tungen, og han trak vejret skarpt ind, da fætterens hånd nærmede sig hans støvle. Foden blev straks revet til sig, og Adelbert fik med en brat bevægelse sat sig op på sengekanten. Fingrene fumlede med støvlesnøren, som han i arrige ryk fik løsnet.
"Knep Ljungbjerg... eller Selmy, eller hvem fanden det nu er, du har så travlt med!" Ordene blev slynget ud mellem sammenbidte tænder, med en skarphed, der næsten kunne gøre det ud for et råb. Kun bevidstheden om familien nedenunder holdt stemmen nede. Den første støvle ramte gulvet med et tungt bump. "Men jeg har fandeme ikke tænkt mig at lege Selmy, bare fordi du har fået en eller anden forskruet idé oppe i hovedet!" Den anden støvle fulgte efter, og Adelbert rettede sig op med kæberne hårdt sammenbidte. Hænderne rystede stadig, og det gjorde ham kun endnu mere rasende. Han sendte sin fætter et trodsigt blik, selvom hjertet hamrede så voldsomt, at det næsten gjorde ondt.

Ernie greb den flyvende pude, der blev sendt afsted mod ham uden at fortrække en mine. Han flyttede puden til siden, irriteret. Utroligt Adelbert ville give afkald på sin krammepude. ”Huh…” Lød det uimponeret fra ham ”Med højden følger trodsalderen åbenbart med.” Han fnøs. At sammenligne ham med Selmy havde tilsyneladende været over stregen. Men nu hvor han havde sagt det højt, havde han svært ved ikke at se det. De var samme højde, og Adelbert havde ladet sit hår gro langt, ligesom Selmys var langt… Andre ligheder var der vist ikke. At stikke pikken ind i Adelbert ville vist være som at bolle med en yngre udgave af sig selv?

Ernie betragtede ham snøre sine sko op, og skoene dumpede næsten trodsigt ned på gulvet. Adelbert, altså… Han smilte lidt igen og klukkede lavmælt moret over ham. Han var i det der teenagehumør nu… Og han talte pludselig så grimt. Sjovt som han tidligere havde haft problemer med overhoved at sige ordene. Man skulle tro at han bare spillede uskyldig, for at få ham til at finde ham nuttet, eller sådan noget.

Han valgte ikke at tage plads ved sengen, men gik i stedet hen foran ham og placerede sine hænder på hver side af Adelberts ansigt. Hænderne strøg ham og mærkede hvordan hans kæber var spændt op. ”Er det ikke lige meget hvem jeg fantaserer om? Hm?” Hviskede han så blødt til ham som han kunne, for at få ham til at falde en smule ned ”Hvis det får mig til at komme hurtigere, så skal du ikke arbejde lige så hårdt, vel?”

Hans fingre strøg ham kærtegnene, og han rykkede sig et skridt tættere på.

En skælven fór gennem Adelbert, da Ernies hænder lagde sig omkring hans ansigt. Den første indskydelse var at trække sig væk, men med væggen bag sig og fætteren foran sig var der ikke mange steder at gøre af sig selv. Så han blev siddende, fanget mellem de blide, næsten fængslende hænder, hvis fingre kærtegnede hans hud med en ømhed, der fik ubehaget til at krybe helt ned i maven. Adelbert sendte Ernie et mærkeligt blik. Åndssvagt spørgsmål. Som om det overhovedet var dét, det handlede om.

"Ernie... jeg troede, vi var vokset fra det her." Han sank besværet og satte hånden mod fætterens mave for at skubbe ham væk, da han trådte nærmere. Hjertet hamrede helt ud i fingerspidserne, og Adelbert kunne ikke lade være med at krympe sig under berøringen. Det gjorde ham kun endnu mere rasende. På Ernie, der blev ved, og på sig selv, fordi han stadig reagerede sådan.

Han ville op. Væk fra sengen og ud af det forbandede værelse. Om han så skulle ned i køkkenet efter et glas vand eller banke på hos Petra, var sådan set ligegyldigt. Bare han kunne komme ud, hvor der var lys og andre mennesker. Med en brat bevægelse rejste han sig og forsøgte at smutte forbi sin fætter. Ernie var stadig et hoved højere end ham, men i det mindste havde Adelbert fået ansigtet fri af hans hænder. "Stop nu med det pjat, ikke?" Ordene kom skarpere ud, end han havde tænkt sig, men stemmen skælvede alligevel. Han forsøgte at mase sig forbi Ernie med skuldrene spændte og blikket rettet mod døren. "Og lad være med at opføre dig som en.. bøssekarl..." mumlede han lavmælt, næsten som en sidste fornærmelse, han kunne gemme sig bag.