☰

Sorgfulde blomsterhjem

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 29.09.2026 13:49
Hånden hang lidt ud i luften, pegende i retning mod vinduet, indtil den langsomt dalede. Småkagen ploppede ned i teen, et uheld uden tvivl, men det slog ham, at Theodore ikke selv reagerede på det. Var han okay? Selmy kunne mærke den samme bekymring for ham stige ham til brystet endnu engang, og samtidigt var han så forbandet handlingslammet. Han blev bare siddende og betragtede hvad hans ord gjorde ved ham.

Fortvivlet stirrede han på Theodore, der nu havde rejst sig op, og frygtede at han ville gøre noget uhensigtsmæssigt, såsom at komme tættere på. Såsom at flygte, præcis som Selmy havde gjort sidst.  Han lyttede til Theodore, der virkede mere usikker og måske lidt diffus? Selmy åbnede munden og lukkede den igen.

Toilettet? ”Nu? Jamen, vi snakker jo,” Selmy flakkede forvirret med øjnene. De havde jo lige en uforløst diskussion i gang. Nu blev det først kompliceret, for Selmy kunne dårligt forholde sig til, at han endnu ikke havde vist ham hvor han kunne besørge, og Theodore lod ikke til at være tålmodig nok, sådan som han allerede var klatret over farlige fælder af bøger og møbler. ”Der er et lille rum ude på badeværelset, rundt om døren for enden ad gangen venstre for. Nede i gården er der også noget, bag orangeriet ehm...”

Selmy rejste sig også nu, for at tilbyde at vise Theodore videre, men var selv ved at snuble, da han ville smutte genvej over en lidt for stor stak af historiebøger. Han fik væltet de øverste to bøger ned, og stoppede forvirret op ved skrivebordet. Skulle han følge med? Skulle han blive høfligt tilbage og vente? At følge med ville være lidt for mærkeligt, ville det ikke? Det var Selmy i hvert fald for forlegen til. Theodore havde ikke sagt hvad han skulle ude på toilettet.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 29.09.2026 14:22
Jamen, vi snakker jo?

"Nåh ja, men... kamillete render lige igennem mig," sagde Theodore med et fremtvunget grin, som om det bare var dét og ikke et eller andet ynkeligt forsøg på flugt. Han så stadig ikke rigtigt på Selmy og kløede sig utålmodigt ved øjenbrynet, mest fordi han skulle gøre et eller andet med hænderne.

Selv Selmys ruteforklaring til toilettet viste sig åbenbart at være utroligt kompliceret. Eller også susede varmen bare så meget i ørerne på Theodore, at halvdelen af ordene aldrig nåede helt ind. Noget med badeværelset. En dør for enden af gangen. Venstre. Orangeriet var forhåbentlig kun en reserveplan. Han nikkede bare, som om det hele gav glimrende mening. Han skulle vel nok finde ud af det.
Et par bøger ramte gulvet med et lavt bump bag ham, og Theodore så sig over skulderen til en forvirret Selmy. Døren havde Theodore allerede fået åbnet på klem. "Jeg er tilbage om lidt." Han sendte Selmy et skævt, beroligende smil, som han selv syntes var ganske overbevisende. Det holdt omtrent lige så længe, som det tog ham at dreje hovedet. Så smuttede han hurtigt ud og lukkede døren efter sig med et lille klak. 

Rundt om døren for enden af gangen...? Theodore kneb øjnene sammen og kiggede rundt. Først den ene vej og så den anden. Der stod desværre ikke TOILET med store venlige bogstaver nogen steder. Ikke at det nødvendigvis havde hjulpet ham synderligt.
"Håhh..." sukkede han lavt og tog et par hurtige skridt, mest fordi hvert skridt bragte ham længere væk fra Selmys værelse. Det sved mere og mere bag øjnene nu, og efter at have nået trappen opgav Theodore både toilettet og sin meget imponerende flugtplan og satte sig på et af trinene. Albuerne kom ned på knæene, og han begravede ansigtet i hænderne, så de rødlige krøller faldt frem mellem fingrene. Øjnene kneb han hårdt og stædigt sammen, mens han forsøgte sig med nogle langsomme vejrtrækninger.

Hold nu op.

Det var jo ikke engang, fordi han ikke havde vidst det. Han havde læst nok af brevet til at forstå dét. Selmy ville ikke være venner med ham. Fint. Theodore havde bare åbenbart været dum nok til at blive forvirret, da Selmy bød ham te, og derefter brugte den næste halve time på at opføre sig som... ja, som Selmy. Han havde drillet ham, rørt ved hans kind og inviteret ham med op på sit værelse. Uglemasken hang stadig på skabet. Han havde endda givet Theodore to småkager, fordi han havde spurgt efter småkager i flertal.

To. Det var selvfølgelig et åndssvagt argument. Man kunne sikkert godt give nogen to småkager og samtidig aldrig ønske at se dem igen. Theodore kunne bare ikke helt forstå, hvorfor man skulle. Han pressede håndfladerne hårdere mod øjnene og mærkede alligevel fugten mod dem. 

Selmy havde endda set på ham, som om han faktisk var glad for, at han var kommet.

Hvad skulle han så tro?
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 29.09.2026 14:49
Han skulle tisse? Jah... Det gik jo ikke at han fulgte efter ham. Han blev stående i akavet stilhed og kiggede i retning mod døren, der var blevet lukket i, så han ikke havde nogen jordisk chance for at se hvilken vej Theodore tog. Selv lyden af fodskridt blev dæmpet betydeligt, når døren var lukket. Selmy tog nu brillerne af og gned sit ansigt med en håndflade. Han måtte overveje hvad han skulle stille op med Theodore, når han kom tilbage fra sit toiletbesøg. Han følte godt nok, at han slet ikke havde fået den reaktion han havde håbet på. Kunne Theodore dog ikke bare indse, at han ikke havde brug for Selmy, og tage hjem glad og tilfreds? Der var et eller andet over Theodore, der havde virket fuldstændigt forkert, også selvom han havde smilet. Havde han begået en fejltagelse, ved at sige fra overfor ham?

Selmy forlod ikke værelset, men ventede på at hans gæst skulle komme tilbage. Han anede ikke, at Theodore var stoppet op ved trappen, for at få styr på tårekanalerne. Det med teen gav mening, trods alt, for te var vanddrivende.

Henne ved kaminen nede i stuen stod der en skikkelse, der betragtede drengen på trappen. Salem havde hørt Theodore komme ned, og til hans store forbavselse, havde han bare taget plads, frem for at fortsætte ud af huset. Alene og uden Selmy efter sig, hvilket var... upassende overfor en gæst. Han tøvede, for selv set på afstand, var det ikke til at overse, at Theodore var oprevet. Theodore havde tydeligvis ikke set at han var i rummet sammen med ham, så han talte sagte. ”Hr. Ljunbjerg dog?” Salem bevægede sig forsigtigt nærmere, uvis om tilnærmelsen var i orden. Men han kunne jo ikke ignorere et grædende barn på sin trappe. ”Hvad er det der trykker Dem?” Havde hans søn ikke skabt sig mere end rigeligt denne uge? Først var det Ernie, og nu denne dreng, som han åbenbart også kendte.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 29.09.2026 15:13
Theodores fod vippede hurtigt og rastløst mod trinnet, mens han sad og blev mere og mere utålmodig med sig selv. Tog han sig ikke snart sammen, ville Selmy begynde at tro alt muligt andet om, hvorfor han var væk så længe. Heldigvis tudede han da ikke. Det var et plus. Øjnene var bare lidt våde, kinderne varme, og han sad gemt på en trappe med ansigtet i hænderne.

Det gik strålende.

En lav stemme trak ham brat ud af sine kvaler, og foden standsede midt i endnu et rastløst vip. Theodore løftede hovedet og fik øje på Salem. I det dæmpede lys lignede han på en eller anden måde Selmy endnu mere end før. Bare ældre og mere vis. Og betydeligt mere ubelejlig lige nu.

Theodore så hastigt væk og tørrede en hånd diskret over kinden, bare for en sikkerheds skyld. Hvor kom han nu fra? Han havde åbenbart valgt det eneste trin i hele huset med udsigt til en Kiefer.

Theodore smilede usikkert, ikke sikker på hvordan det var meningen at han skulle svare Salem. "Maveonde." løj han affejende. "Jeg skal bare lige sidde lidt... så..." Ordene døde langsomt ud. Theodores blik gled til siden, som om det måske kunne få resten af løgnen til at lyde mere overbevisende. Maveonde... til en læge. Flot Theo. 
Han sank og besluttede meget hurtigt, at den bedste strategi nu var at sørge for, at Salem slet ikke fik mulighed for at stille opfølgende spørgsmål. "Øhm. Blev Fru Kiefer glad for blomsterne?" spurgte han i stedet med den høfligste stemme, han kunne mønstre. Det var et langt bedre samtaleemne. Blomster. Fru Kiefer. Vejret kunne også komme på tale, hvis det blev nødvendigt. Alt andet end hvorfor han sad alene på trappen med rødmossede kinder, mens Selmy ventede ovenpå.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 29.09.2026 15:41
”Maveonde?” Salem så på ham med det der forældreblik, der forsøgte at se igennem drengestreger og lystløgne. Men på intet tidspunkt kaldte han ham ud på hans løgn eller virkede spor bebrejdende. Modsat Selmy, var Salem ikke omsorgstræt endnu. Eller Selmy havde vist aldrig haft det der omsorgsgen, som man ville forvente af en læge. Salem til gengæld, trivedes med det arbejde, som han var født ind i, og han var vant til at gennemskue, hvornår en patient havde brug for medicin og hvornår en patient havde brug for at blive trøstet. Han var næsten med garanti sikker på, at Theodore bare skulle have kærlig omsorg.

”Hun blev meget glad. Hun spurgte efter Dem, men så faldt hun vist i søvn igen,” Han smilte lidt forsigtigt til Theodore. Men samtaleevnet blev skubbet til side igen, for nu trådte et skridt tilbage for at se Theodore ordentligt an, for at vurdere om hånden om Theodores mave nu også trykkede mod et kritisk sted. Måske han skulle tage hans tilstand mere alvorlig. ”Hmm...” Han sænkede skuldrene lidt ”Vil De ikke hellere ligge lidt ned?” Han gestikulerede tilbydende over mod sofamøblet. ”Derovre kan De få varmen, og hvis De tillader det, så kan jeg måske trykke dine smerter væk.”

Salem ventede ikke rigtig på at Theodore kunne svare. Han tilbød ham en hånd, for at hjælpe ham op. Det gik altså ikke, at husets gæster gik fra med ondt i maven. Ikke når de alle sammen var lægekyndige. Salem var efterhånden godt skuffet over Selmy, at han ikke havde taget sig ordentligt af sin gæst.

”Hvad er De egentlig til min søn? Er De en af hans venner?” Salem lød meget nysgerrig. Selmy havde jo aldrig rigtig gæster over, og nogle gange kunne han godt være bekymret for, om hans søn i det hele taget havde venner. Men Selmy fortalte ham desværre aldrig noget mere.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 29.09.2026 16:16
Theodore forsøgte bare at se så mavesyg ud som muligt, mens Salem betragtede ham med dét blik, hans mor også kunne finde frem, når hun havde mistanke om, at han forsøgte at slippe uden om et eller andet. Han trak armene lidt tættere omkring sig og prøvede at ligne en, der absolut havde ondt i maven og bestemt ikke en, der havde gemt sig på trappen for at få styr på sine øjne. Heldigvis lod Salem til at bide på krogen, for han begyndte i stedet at fortælle om sin kone. Theodore sendte ham et oprigtigt smil og nikkede let. Det glædede ham i det mindste, at der var nogen her i huset, der satte pris på hans besøg, og spurgt efter ham. "Så må jeg møde hende en anden gang," sagde han, men mærkede et lille stik ved ordene. Hvis der da blev en anden gang.

Theodore håbede lidt, at det var dét. Fru Kiefer var blevet glad for blomsterne, han havde fået sit svar, og Salem kunne nu gå tilbage til, hvad end voksne læger lavede, når de ikke fandt fortvivlede væbnerlærlinge på deres trapper. Men nej. Salem blev stående.

Og så kom lægeøjnene.

Theodore nåede knap nok at forstå, hvad der var ved at ske, før Salem foreslog, at han skulle lægge sig ned. Nej. Han ville ikke ligge ned. Han havde i den grad heller ikke brug for at få varmen, når hans ansigt allerede føltes som en bageovn, og — nej. Selmys far skulle absolut ikke til at sidde og trykke ham på maven for at finde en sygdom, Theodore havde opfundet for omtrent et minut siden.

"Okay," sagde han.

Theodore hadede nogle gange sin egen evne til at sige det stik modsatte af, hvad han tænkte.

Den fremstrakte hånd gav ham heller ikke ligefrem nogen elegant flugtvej, så han sank og tog imod den for at blive hjulpet op. Hvorfor skulle han også sige, at han havde ondt i maven? Han kunne have sagt hovedpine. Svimmelhed. Træthed. Der fandtes sikkert hundrede sygdomme, hvor behandlingen bare var, at patienten fik lov til at sidde helt alene og passe sig selv, men Theodore havde selvfølgelig valgt den, hvor en læge fik lyst til at stikke fingrene i ham.

Mægtigt.

Måske var det alligevel ikke det værste. Hvis han lagde sig lidt på sofaen og snakkede med Salem, kunne det måske distrahere ham fra alt det andet, der stadig ulmede ovenpå. Så kunne han få styr på sig selv, gå tilbage til Selmy og sige ordentligt farvel uden at opføre sig som en idiot. Det måtte være planen nu.
Hvad er De egentlig til min søn? Er De en af hans venner? Theodore stivnede næsten midt i bevægelsen.
Godt spørgsmål. Det var lige før, ordene røg ud af ham. Det gad Theodore egentlig også godt vide. Han undgik Salems blik og trak lidt på den ene skulder. "Noget i den stil." Svaret lød ikke særlig overbevisende, selv i hans egne ører.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 29.09.2026 16:52
Salem førte Theodore over at ligge på sofaen. Sofaen var mindre blød end den så ud, så det var ikke ligefrem en sofa, der var beregnet til at ligge længe på. Salem gik over og skruede op for lyset henne ved en olielampe bag sofaen et sted, og så vimsede han tilbage til ham. Uden præcist at vide hvor gammel Theodore var, var han ikke i tvivl om, at han og Selmy ikke var jævnaldrende, og derfor ikke kendte hinanden igennem skolen, men det var et mysterium for ham, hvor Theodore så var kommet fra. Blev Selmy virkelig venner med de yngre patienter, der kom i klinikken? Aldrig havde han set sin søn opføre sig særligt elskværdigt overfor hverken syge mennesker eller sine pligter.

”Jaså?” Salem syntes heller ikke det lød særlig overbevisende ”I kender hinanden igennem Deres besøg i klinikken, ikke?” Salem var noget mere udspørgende end Selmy var. Men når nu han ikke kunne få noget som helst at vide igennem sin egen søn, måtte han jo snage hos Selmys venner.

”Min søn tager aldrig venner herhjem. Jeg troede faktisk slet ikke at han kunne lide andre mennesker,” Funderede han åbent. ”Jeg er så bekymret for ham. Han har trukket sig så meget fra alt hvad der er vigtigt for ham, lige siden han blev kidnappet af en eftersøgt mørkelver. Min stakkels dreng...” Salem syntes at blive helt ulykkelig, bare at tale om det. Ulykkelig, men alligevel for træt og udmattet til at udvise sine følelser mere end gennem magtesløsheden og sin triste mimik. Hans hånd lagde sig ikke på Theodores mave med det samme. Først tog han Theodores håndled og begyndte at trykpunktsmassere ham. Først helt roligt, men han arbejdede sig bare op til at kunne trykke hårdt nok til, at Theodore kunne blive helt ør og svimmel af det. Salem kunne noget særligt med sine hænder. Som ikke magisk healer var man nødt til at vide hvad man lavede, hvis man gerne ville excellere i en verden, hvor folk stolede blind på magiske væsner. ”Er De okay? Gør det for ondt?” Det han gjorde ved Theodore skulle berolige ham og afstresse hans krop og hjerne. Salem gav dog allerede slip på hans hånd og lagde armen forsigtigt ned, inden han begyndte at trykke ham blidt på maven, uden på den tykke sweater.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 29.09.2026 19:21
Theodore listede efter og håbede egentlig, at Salem ikke ville grave mere i det, men selvfølgelig gjorde han det. "Aye," svarede han lavt med sin tydelige norvik-medanianske miskmask af en accent, inden han satte sig på sofaen.
Den var overraskende hård af noget, der så så blødt ud, men Theodore lagde sig alligevel ned, som han havde fået besked på, og foldede hænderne over maven. Mens Salem bevægede sig rundt bag ham og skruede op for lyset, stirrede Theodore op i loftet og forsøgte at finde ud af, hvor meget han egentlig burde fortælle. Det viste sig hurtigt ikke at være nødvendigt, for Hr. Kiefer var åbenbart langt mere snakkesalig, end Theodore havde regnet med. På klinikken havde han været alvorlig og fåmælt, og tidligere ude i haven havde han heller ikke ligefrem væltet rundt i ord. Nu var det næsten svært at få et ord indført.

Og så blev den halve kidnapning nævnt. Eller... i Salems udgave lød den temmelig fuldbyrdet.

Min stakkels dreng. Theodores blik blev hængende ved den trætte mimik, og selvom Salem ikke ligefrem brød sammen over det, var det tydeligt at se, hvor meget han elskede sin søn. Bekymringen lå nærmest indgroet i hans ansigt. "Men..." Salem tog fat om hans håndled, og Theodore fulgte bevægelsen med øjnene. Fingrene begyndte at arbejde sig ind mod bestemte punkter, først roligt nok til, at det egentlig bare var behageligt. "...Han er jo hjemme igen i god behold, ikke?" forsøgte Theodore opmuntrende. Han vidste ikke helt, hvad han måtte sige og ikke sige. Det virkede ikke som hans sted at plapre løs om en historie, han kun kendte en meget lille brøkdel af. "Jeg... tror heller ikke, De behøver at bekymre Dem så meget for ham. Han er jo— ah, wow."

Det sidste slap ud sammen med et abrupt suk, da Salems fingre pludselig trykkede hårdere ind. Det gjorde ikke ligefrem ondt. Det var mere, som om han havde ramt et eller andet sted, der fik hele Theodores krop til at opgive at holde sig anspændt på én gang. Varmen bredte sig dovent fra armen og videre gennem ham, og den knude, han havde gået rundt med siden ovenpå, syntes at løsne sig sammen med resten af ham. Skuldrene sank ned mod sofaen, kæben slap, og selv fingrene, der ellers altid havde travlt med et eller andet, lå pludselig helt stille.
Theodore blinkede langsomt op mod Salem. Synet føltes en smule blødere i kanterne, og hovedet behageligt tungt, som om tankerne stadig var der, men ikke længere havde særlig travlt med at komme nogen steder. Da Salem spurgte, om det gjorde ondt, rystede han langsomt på hovedet og lod endnu et luftigt suk sive ud. "Nej... det er faktisk virkelig rart." Mundvigen trak sig dovent op. Det var næsten irriterende, hvor rart det var. Theodore havde brugt de sidste mange minutter på stædigt at få styr på sig selv, og så skulle Selmys far åbenbart bare trykke ham på håndleddet et par gange, før hele kroppen besluttede, at den var færdig med problemer for i dag. Han sank tungere ned i sofaen, så afslappet at han ikke engang hjalp til, da Salem gav slip på hans hånd og lagde armen ned. Den blev bare liggende, hvor den var blevet placeret.

Salems hænder fandt Theodores mave gennem den tykke sweater. Lavt og overrasket slap han et brum. "Mhm..." Det havde han heller aldrig prøvet før. Derhjemme fik han bare en varm pude stukket mod maven og kunne så krølle sig sammen med den, indtil det gik over. Salem trykkede i stedet blidt forskellige steder, og Theodore kunne mærke den samme tunge afslapning brede sig gennem kroppen. Øjenlågene sank igen, og et lille suk slap gennem næsen, mens han næsten smeltede ned i den ellers temmelig elendige sofa.

Det var først efter et øjeblik, at tankerne langsomt fandt tilbage til grunden til, at han overhovedet var endt hernede. Selmy sad stadig ovenpå og ventede på, at Theodore skulle vende tilbage fra et toiletbesøg, han aldrig var nået frem til, og det gik nok ikke, at han bare forsvandt midt i deres samtale for derefter at falde i søvn på familiens sofa.
Theodore slog øjnene lidt mere op. "Men måske, øhm..." Stemmen kom mere luftig og søvnru ud, end han havde regnet med, så han rømmede sig og prøvede igen. "Skulle jeg også komme tilbage til Selmy." Han lagde hånden mod sofaen og forsøgte at sætte sig op, men opdagede først dér, hvor tung Salem havde fået hele hans krop til at føles. Armene var blevet omtrent lige så samarbejdsvillige som kogt pasta, og hovedet fulgte en anelse forsinket med resten af ham, så han nåede kun halvt op, før han måtte lande tilbage i sofaen og blinke fortumlet. 

Det var imponerende. Theodore havde forsøgt at flygte fra Selmy for at få styr på sig selv, løjet om mavepine til en læge og var nu tæt på at falde i søvn under behandlingen af en sygdom, han ikke havde.

Alt i alt var toiletbesøget jo gået glimrende.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 29.09.2026 22:48
Det gik op for Salem, at Theodore måske intet vidste om hvad der foregik i Selmys hoved. At han ikke kunne være så behjælpelig, hvad det angik. Det skuffede ham, men han smilte venligt og gjorde sig bare enig med ham. ”Vi skal være taknemmelige, for at have ham tilbage i trygge omgivelser igen,” Sagde han. Han var ganske bevidst om, at Selmy higede efter at komme udenfor bymurene igen, men det var udelukket nu. Salem ville ikke risikere noget igen. Hans venlige smil blev mere begejstret, som han fik demonstreret, hvad han faktisk var i stand til med sine hænder.

”Ja? Det virker godt, ikke?” Selvsikkert og veltilfredst fortsatte han med at massere Theodore. Theodore var en patient for ham, og han så intet forkert i at massere ham, selvom de dårligt kendte hinanden. Han var læge, og det var hans fag og stolthed. Massagen tog faktisk ikke lang tid, men hernede fra stuen, kunne man høre de gamle gulvbrædder ovenpå knirke en anelse, som tegn på, at Selmy havde flyttet sig fra sin venteposition ved vinduet. ”Det må De nok hellere, så. Jeg troede faktisk at De var på vej hjem allerede.”

Ovenpå var Selmy begyndt at blive bekymret for, om Theodore måske havde valgt at stikke helt af. Burde han ikke være kommet tilbage, hvis bare han skulle tisse? Blikket gled igennem rummet og landede på væbnerkappen, som Theodore bare havde forladt hos ham. Han rejste sig og gik hen og samlede den op. Hånden mærkede ned langs kappens fine blå stof... Theo havde altid denne her kappe på, når han så ham. Og Selmy vidste at der var en inderlomme, hvor nøglen ind til hans kammerværelse lå i. Han ville da ikke bare løbe afsted uden den?

Med kappen i favnen, fordi han endnu var i tvivl om hvad han skulle gøre med den, gik han hen og åbnede værelsesdøren. Han nåede nogle skridt ud af værelset, da han kunne høre Theodore og hans far tale sammen. Det fik ham til at spænde op i kroppen. Nu begyndte det at blive for mærkeligt. Skulle Theodore ikke lade vandet? Hvad lavede han dog nede i stuen sammen med hans far!?

Bange for hvad han ville finde dernede, men samtidigt påpasselig med ikke at se ud som en der var i panik lige nu, førte han sig hastigt ned ad trapperne.

Det første han så var ryggen af hans far, der havde placeret sig siddende på sofakanten. Og i sofaen... lå Theodore. Han syntes at have set sin fars hænder trække sig væk fra hans mave, og måske endda lidt for hurtigt. Hvad gik det ud på?

”Fandt du hvad du ledte efter?” Spurgte Selmy lidt hårdt og nu mistænksomt. Han kiggede forvirret imellem Theodore og hans far. Han vidste ikke hvad Theodore havde gang i. Han havde meget muligt været i stuen hele tiden, frem for at finde det toilet, som han havde talt om. Og hans far? Hans far... Selmy kendte faktisk ikke sin far nok til at vide, hvad han ville med hans venner, for han havde jo aldrig haft nogen med hjem. Men han havde en ret god fornemmelse af, at han udnyttede sin chance for at spørge ind til forholdet med Selmy, eller måske udleve den far og søn relation på Theodore, siden Selmy havde afvist hans forsøg i så mange år nu. Det skulle bare stoppe, hvad end de havde gang i. ”Theodore er min gæst, far” Mindede Selmy sin far om ”Lad mig tage mig af ham, hvis han er dårlig.”

Salem virkede ganske roligt. Han havde intet gjort galt, og Selmys frustration var noget han havde mærket ofte, så han havde også en fantastisk evne til at leve med den. ”Din unge ven havde vist fået det lidt dårligt. Han sad på trappen og det lignede at han havde blanke øjne. Så jeg tog affære.” Han rejste sig roligt op, for at tage afstand fra Theodore og Selmy. Han ville alligevel trække sig.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 29.09.2026 23:22
Var samtalen — som Theodore så fint var stukket af fra — ikke alvorlig og stadig nagede ham i baghovedet, ville han nok bare have nikket til Hr. Kiefers begejstring og ladet sig lulle helt hen af de kyndige lægehænder. De havde i hvert fald fået fjernet noget af den værste uro, der tidligere havde ligget og presset sig på bag øjnene, og det var fristende bare at blive liggende lidt endnu.
"Nej, jeg skulle faktisk—" Selmys stemme afbrød ham, og Theodore var allerede på vej til at sætte sig op, da han stivnede kort ved synet af det forargede blik, der mødte ham. Selmy stod med væbnerkappen tæt i favnen og så på ham, som om Theodore var blevet taget på fersk gerning i et eller andet, han endnu ikke selv havde fået forklaret. "Uh..." pustede han lettere fortumlet og tog sig til hovedet. Hjernen var tydeligvis ikke helt med på at gå fra behagelig døs til Selmy-er-sur-igen så hurtigt.

Selvom uldtrøjen overhovedet ikke var gledet op, trak Theodore alligevel lidt selvbevidst ned i den. Det var pludselig pinligt at blive fundet halvsløv og salig på sofaen, bare fordi Selmys far havde vist sig urimeligt god til det dér lægehalløj. Var Selmy ikke utilfreds med ham før, skulle det her nok hjælpe. Theodore havde trods alt lovet at komme tilbage om lidt, og der måtte efterhånden være gået... hvad? Tyve minutter?
Theodore lod blikket hvile på Selmy et øjeblik, inden han skævede uroligt mod Salem og møvede sig lidt længere op, så han i det mindste ikke lå henslængt i sofaen som en eller anden skønjomfru. Han nåede at åbne munden for at forklare sig, men lukkede den igen, da far og søn begyndte på hinanden. Det virkede temmelig indtrængende at blande sig i, især når Selmy lød så forurettet, men Theodore kunne ikke lade være med at hæfte sig ved ordene min gæst. For ovenpå havde Selmy nærmest lige forklaret ham, hvorfor de ikke burde være venner, og nu stod han her og lød, som om Salem skulle huske, hvem Theodore tilhørte i huset. Det var efterhånden svært at finde hoved og hale i, hvad Selmy egentlig ville med ham.

Det blev ikke ligefrem bedre, da Salem ganske ubekymret fortalte, at han havde fundet Theodore på trappen med blanke øjne. Theodore blev bleg og lod straks blikket falde mod gulvet, hvor en nullermand pludselig fik hans fulde og meget intense opmærksomhed. Fingrene klemte sig ned i den rædsomme sofahynde. Hr. Kiefer kunne næsten lige så godt have fortalt Selmy direkte, at Theodore havde siddet dernede og været ked af det over ham.
"Jeg havde bare lidt ondt i maven," skyndte han sig derfor at tilføje, inden nogen kunne finde på at interessere sig yderligere for hans blanke øjne, og kom lidt klodset op at stå. For god ordens skyld rettede han endnu en gang på uldtrøjen, selvom den stadig sad præcis, som den skulle, og sendte Salem et lille høfligt nik. "Tak for hjælpen med det. De er meget god med Deres hænder, Hr. Kiefer." Theodore havde allerede sat sig i bevægelse, da det gik op for ham, at den sætning måske kunne have været formuleret bedre. Især efter Selmy lige var kommet brasende ned og havde fundet ham halvt opløst på familiens sofa under sin fars hænder. Det var dog for sent at tage ordene tilbage uden at gøre dem endnu mærkeligere, så Theodore gjorde det eneste fornuftige og lod, som om han overhovedet ikke havde opdaget det.

Han skyndte sig resten af vejen over til Selmy og standsede foran ham, stadig lidt varm og tung i kroppen efter Salems behandling. Hvad der nu skulle ske, anede han ikke. Om de skulle tilbage ovenpå, gå udenfor eller om Selmy bare ville have ham til at tage sin kappe og gå hjem, måtte være op til ham. Theodore havde efterhånden opgivet at gætte. Først skulle de ikke være venner, og nu var Theodore pludselig hans gæst på en måde, der åbenbart krævede, at Selmy kom stormende ned ad trappen for at generobre ham fra sin egen far.
Theodore så op på ham med en lille rynke mellem brynene og lod ham for en gangs skyld være den, der måtte finde ud af, hvad de skulle gøre nu.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 30.09.2026 07:56
Takket være hans far, kunne han få noget af sandheden at vide. Måske var Theodore slet ikke gået ud for at tisse. Måske ville han bare ikke græde foran ham? Selmy søgte Theodores blik, så snart Salem havde nævnt det med de blanke øjne, men Theodore så bare ned i gulvet. Det var tydeligt for Selmy, at det var noget han skammede sig over, og derfor var det nok også sandheden. Theodore havde trukket sig, fordi han var såret.

Det ændrede ikke på noget lige nu. Selmy bed bare en smule mere sammen. De to havde alligevel ladet ham sidde oppe på værelset og vente i uvished, imens de havde leget syg patient og læge sammen, eller hvad end der foregik. Selmy havde netop for under en halv time advaret Theodore om at opsøge fremmede. Og Selmys far var alligevel væsentligt mere fremmed, end Selmy var!

Theodore sagde at han havde ondt i maven. Det kunne meget vel være rigtigt. Et symptom på den angstfølelse, der havde siddet i Theodore under hans flugt. Selmy havde også haft ondt i maven. Meget endda, for det var heller ikke sjovt at såre andre.

”Tak far, du behøver ikke gøre mere for ham nu,” Det blev sagt en anelse sammenbidt. Han kunne ikke svare igen overfor sin far, men hvad han virkelig gerne ville have sagt var, at hvis han var så ivrig efter at hjælpe mennesker, så burde han tage over og hjælpe Ceelia i klinikken.

På en eller anden måde, formåede Selmy at finde en plads ind imellem Salem og Theodore, så Theodore måtte sende høflighederne til hans far forbi ham. Han måtte lukke øjnene et kort øjeblik, for at komme sig over hvad han lige havde hørt Theodore sige. At hans far var dygtig med sine hænder... Og det var jo ikke fordi det var usandt. Han havde styr på sin teknik, og Selmy havde endnu meget at lære fra ham endnu, men han havde nu så mange bedre ting at tage sig til, end at pille ved folk.

Salems hånd lagde sig på Selmys skulder, og han gav ham et beroligende klem. Han kunne mærke at Selmy var i dårligt humør, men han kunne ikke helt finde ud af hvorfor. ”I skal nok tage den lidt med ro nu,” og så måtte han træde en smule til side, for bedre at kunne se Theodore bag Selmy. Han smilte venligt til ham. ”Og mange tak, Ljungberg. Tøv ikke med at sige til, hvis De bliver dårlig en anden gang, okay?” Hans hånd gled ned af Selmys skulder. Men det var fordi Selmy flyttede sig fra ham.

Selmy rakte Theodore en hånd. ”Vi nåede heller ikke at tale færdigt, vel?” Kappen var stadig i favnen. Han havde lidt glemt at han stod med den ”Vil du med op, eller skal jeg følge dig udenfor?” Han lod det være op til Theodore, men han vidste godt selv hvad han foretrak. Oppe på værelset kunne de tale lidt mere privat sammen, forhåbentligt uden at Theodore ville forsøge at løbe fra ham igen.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 30.09.2026 10:33
"Okay." Theodore sendte Selmys far et lidt krøllet smil. Det tilbud var han faktisk temmelig fristet til at tage imod. Hr. Kiefer var rar. Sådan rigtig rar, på den måde Theodore altid havde forestillet sig, at en læge burde være; blid og rolig og den slags menneske, der ikke behøvede kende én særlig godt, før han alligevel forsøgte at gøre det bedre.

Selmy havde ellers fået sin far til at lyde næsten urimelig, men indtil videre havde Salem taget imod hans blomster, hjulpet ham, da han sad alene på trappen, og fået hele hans krop til at holde op med at føles som en spændt knude på bare nogle få minutter. Theodore kunne ikke rigtig få det til at passe sammen med det billede, Selmy havde givet ham. På den anden side kunne han efterhånden heller ikke få særlig meget ved Selmy til at passe sammen.

Han skævede mod ham. Selmy stod stadig med hans kappe i favnen og så så pokkers anspændt ud, at Theodore ikke helt kunne finde ud af, om det var Salem, han var sur på, eller ham. Måske begge dele. Han havde selvfølgelig været væk meget længere, end han havde lovet, og Selmy havde siddet ovenpå og ventet på én, der efter hans bedste overbevisning bare skulle på toilettet. Det var ikke særlig pænt gjort. Theodore havde bare heller ikke regnet med at blive fundet på trappen af en læge, der tog opdigtet mavepine meget alvorligt. Selvom... Salem nok egentlig bare havde gennemskuet ham. 

Vi nåede heller ikke at tale færdigt, vel?

Theodore rettede blikket mod Selmy igen. Det havde han egentlig troet, de næsten gjorde. Ikke fordi han havde forstået særlig meget af det. Tværtimod. Selmy kunne lide hans selskab, men Theodore havde andre venner. Han skulle passe på med fremmede, men Selmy ville åbenbart heller ikke selv være hans ven. Theodore var hans gæst, men Selmy havde sendt ham et brev om, at han burde vælge sine næste venner med mere omhu. Det var som at forsøge at læse en af Selmys bøger, bare uden den fordel, at man kunne give bogstaverne skylden.

Alligevel mærkede Theodore en lille, dum lettelse over, at Selmy ikke bare rakte ham kappen og fulgte ham til døren. Måske var der mere... Måske fandtes der en forklaring, Theodore bare ikke havde forstået endnu.

Ørheden fra Salems hænder sad stadig som en behagelig tyngde i kroppen, men hovedet var begyndt at klare lidt op, nu hvor han stod. Theodore så kort mod trappen og derefter tilbage på Selmy. Hvis de gik udenfor nu, vidste han godt, at han ville bruge resten af dagen på at tænke over alt det, han ikke havde fået spurgt om. "Lad os gå ovenpå igen." Han tog imod Selmys hånd. Det faldt ham så naturligt, at han først bagefter kom i tanke om, at det måske ikke burde gøre det.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 30.09.2026 10:55
Selmy gav sig i agt for sin far, fulgte ham med blikket mens han forlod dem til dem selv, for i stedet for at gå i retning mod farfars kontor. Erh... eller hans eget kontor, som det jo var blevet til. Først da døren lukkede i bag Salem, tog han Theodores hånd og sendte ham et blik, der ikke var blevet meget mindre intenst.

Selmy lukkede bare sine fingre om Theodores hånd og hev ham blidt efter sig, for at få ham med sig op ovenpå. Han slap hans hånd, for i stedet at tage i værnet ved trappen. Døren ind til hans værelse blev åbnet for Theodore, og lukket i efter ham selv, da han trådte indenfor igen.

I ventetiden havde Selmy gjort et forhastet forsøg på at få ryddet op, nu hvor han havde chancen og havde brug for at lave andet end bare at sidde og skumle over hvad der lige var sket. Tekoppen med den opløste kage i teen, havde han ryddet ad vejen. Og han havde i hvert fald skubbet nogle bøger til side, så hverken Theodore eller ham selv ville snuble over dem. Selmy havde selv nær snublet over dem, i forvirringen over, at Theodore ville væk så forhastet.

”Åh... væbnerkappen,” Nu var det gået op for Selmy, at han havde slæbt kappen rundt, med sig nedenunder og op igen. Han foldede den pænt sammen i sine hænder og lagde den på bordet. Så sukkede han og bøjede hovedet angrende. ”Jeg er ked af at jeg fik dig til at græde... eller ja, du ved... at jeg gjorde dig ked af det,” Hans far havde nævnt blanke øjne, men Selmy havde ikke været der til selv at vurdere skaden af sine egne handlinger.

”Jeg kunne måske have sagt det lidt pænere... virkede det som om jeg skældte dig ud? I så fald beklager jeg meget.” Han så lidt tøvende op på Theodore. ”Jeg prøver bare at tage ansvar som den ældste af os.”
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 30.09.2026 14:05
Trappetrinene knagede og knirkede ved hvert skridt, de tog i stilheden på vej tilbage til Selmys værelse. Lyden virkede abnormt høj i stilheden, næsten som om huset selv forsøgte at varsle om mere ubehag. Theodore ville egentlig gerne sige undskyld for at være forsvundet så længe. Flere gange var han tæt på at åbne munden, men ordene kom aldrig længere. Det var svært at finde en naturlig måde at forklare hvad der var sket. Så måske kunne den undskyldning vente, til hans liv var blevet en smule mindre åndssvagt.

Selmy lukkede døren efter dem, og Theodore opdagede, at gulvet var blevet mere synligt, mens han havde været væk. Der var næsten blevet ryddet en lille sti gennem rodet hen mod vinduet, hvor Selmy før havde siddet og solet sig. Han nåede lige at tænke, at Selmy åbenbart havde haft tid til både at vente, bekymre sig og rydde op efter ham, før Theodore forsøgte med at undskylde igen. "Selmy, jeg—" de talte i munden på hinanden. Theodore klappede i og lyttede, men ansigtet blev gradvist mere utilfreds, jo længere Selmy kom.

Jeg er ked af, at jeg fik dig til at græde.

"Jeg græd ikke," afbrød han straks og langt mere defensivt, end han havde tænkt sig. Blikket fór væk, mens den ubehagelige hede krøb helt op om ørerne. Hans øjne havde svedet lidt. Det var ikke det samme. Og hvis der tilfældigvis var kommet en enkelt tåre eller to, havde ingen set dem, og så burde de efter Theodores mening heller ikke tælle. Men Selmy fortsatte, og ved ordene om at tage ansvar som den ældste af dem røg de blå øjne skarpt tilbage på ham.

Theodore pustede hårdt ud gennem næsen.

Al den dårlige samvittighed, han havde båret med sig op ad trappen over at have ladet Selmy sidde og vente, forsvandt næsten på stedet. Furen mellem brynene blev dybere, og han stirrede et øjeblik på ham, som om Selmy netop havde givet ham endnu en af de forklaringer, der på en eller anden måde kun gjorde alting mindre forståeligt. 
"Du er dybt forvirrende." Han pressede læberne sammen og knyttede hænderne let ved siden. "Både i brevet og nu. Du siger én ting, og så gør du noget helt andet." Theodore slog blikket væk igen. Den rolige varme, Salem havde fået ind i kroppen på ham, var allerede ved at blive overdøvet af den velkendte blanding af skam, irritation og noget andet, han helst ikke ville undersøge nærmere.
"Og hvad er det helt præcist, du prøver at tage ansvar for?" fortsatte han og så tilbage på Selmy. "Mig? Fordi jeg er fjorten?" Bare dét fik irritationen til at blusse lidt højere. Theodore var godt klar over, at Selmy var ældre. Men indtil i dag havde Selmy ikke virket til at have noget imod at drikke cider med ham, røre ved hans ansigt, sove i hans seng eller sende ham et brev, fordi han var bekymret for ham. Nu var syv år pludselig blevet til et problem, Theodore åbenbart var for ung til overhovedet at forstå.

"Hvis du ikke vil se mig mere, så sig dét i stedet for at pakke det ind i alle mulige..." Han slog frustreret hånden ud mellem dem og gik i stå. Alle mulige hvad? Theodore kunne ikke engang finde et ord, der dækkede Selmy. Det gjorde ham kun mere irriteret. Han lukkede øjnene et øjeblik og forsøgte at få styr på sig selv. Så kunne han vel bare skrive hjem til sin mor igen: Aprilsnar. Jeg har slet ikke fået en ven alligevel. Haha. Det ville sikkert glæde hende at vide, at hendes yngste barn stadig var lige dygtig til det dér med at falde til i Dianthos.

Da Theodore talte igen, havde han sænket stemmen. Ikke fordi irritationen var væk, men fordi Fru Kiefer lå syg et sted i huset, og fordi han virkelig ikke havde lyst til, at Salem skulle komme rendende tilbage, hvis de gamle gulvbrædder sladrede om, at hans søn og husets gæst var begyndt at skændes. 
"Lad være med at forvirre mig." Han sank og holdt denne gang Selmys blik fast. "Hvis du ikke vil være min ven, så sig det. Men lad være med først at sige, at du ikke vil, og så blive sur, fordi jeg er sammen med din far, og kalde mig din gæst og tage mig med herop igen." 

Theodore rystede svagt på hovedet. Vreden sad stadig i øjnene, men der var noget langt mere såret nedenunder den nu. "Jeg ved ikke, hvad du vil have mig til."
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 30.09.2026 14:46
Selmy troede tydeligvis ikke på ham, da han sagde at han ikke havde grædt. Det her var meget typisk for hans køn at undertrykke tårer og følelser, og det galt også Selmy selv. Også han foretrak at gå stille med dørene, når det kom til at græde.

Du er dybt forvirrende. Selmys øjenbryn tætnedes en smule, som Theodore slyngede den kommentar ud og begyndte at tale om hvordan Selmy havde det med at sige ting, som ikke stemte overens med hans opførsel overfor ham. Han forstod nu godt hvorfor det måtte være forvirrende for ham, men kommentaren var kommet så anklagende, at han ikke kunne lade være med at blive lidt defensiv over det. Måske var han forvirrende, ja. Men måske var Theodore også bare lidt dum, så. Selmy hadede ikke Theodore, og var ikke sur nok til at smide en sådan kommentar tilbage mod ham. Du er dum, og måske ville du forstå bedre, hvis du kunne finde ud af at læse mit brev ordentligt. Havde han ikke tortureret Theodores hoved nok i dag, havde han måske sagt det.

Selmy dumpede ned at sidde ved sin vinduesplads igen, mens han lod Theodore skælde ham ud. Dæmpet, bemærkede han. Han gled sit blik ned ad Theodores krop og bemærkede at han havde knuget hænderne, som han sagde alt det her. Selmy forblev tavs og tænkende. Han havde ikke ligefrem travlt med at svare ham på, hvorfor han ikke bare kunne sige tingene ligeud til ham. Han vidste, at han burde. Men han kunne ikke. Hans hals klemte sig sammen, hvis han prøvede.

Hans tanker kredsede sig meget om hvorvidt han kunne få sig selv til at bede Theodore om at gå sin vej og aldrig vende tilbage igen. Bare det at svare et simpelt Nej, når han spurgte om de var venner, gjorde også alt for ondt på ham.

Theodore fik dog netop sagt noget, der irriterede ham så meget, at den koncentrerede mine intensiverede. Selmy pustede hårdt ud af næsen. ”Jeg er ikke sur,” Kom det sjovt nok surt fra ham ”Du skal bare lade være med at vimse omkring min far på den måde. Det sidste jeg har brug for lige nu, er at han ved hvem jeg omgås med. Desuden var du her for at besøge mig og ikke for at blive puslet om af min far. Hvad med at lægge energi i at få fundet din egen far i stedet?”

Det med at undskylde gik ikke helt efter planen. Men han kunne bare mærke, at han stadig var sur over at have fundet Theodore sammen med hans far nede i stuen, når han troede at Theodore ledte efter et toilet. Han følte sig så mærkeligt til mode. Han følte at både Theodore og hans far arbejdede sammen imod ham. Det kunne ikke rigtig forklares på en måde, så Theodore ville forstå hvad han præcist følte.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 30.09.2026 15:30
Jeg er ikke sur. Theodore sendte ham et tørt blik, næsten i samme øjeblik ordene forlod Selmys mund, og løftede det ene bryn. Det var et temmelig dårligt argument, når Selmy formåede at lyde sur bare ved at fortælle ham, hvor lidt sur han var.

Vimse omkring...? Theodores blik flakkede forarget over Selmy. Han havde ikke vimset omkring nogen som helst. Han havde ikke bedt Hr. Kiefer om at finde ham på trappen, og han havde bestemt heller ikke bedt ham om at begynde at behandle en mavepine, Theodore ikke engang havde. Det var bare sket, og nu fik Selmy det til at lyde, som om Theodore med vilje havde sneget sig nedenunder for at blive bedste venner med hans far, mens Selmy sad ovenpå og ventede. Frustrationen blussede højere for hvert ord, men Theodore holdt stadig igen. Lige indtil Selmy nævnte hans far.

De blå øjne tordnede mørkt med det samme. 

"Hvad mener du med dét?" bed han sammenbidt fra sig. Stemmen var stadig dæmpet af hensyn til resten af huset, men der var ikke meget andet dæmpet over ham længere. Brynene havde trukket sig sammen, og noget varmt pressede sig op gennem brystet og satte sig i halsen. Et øjeblik fik han helt lyst til at skubbe til Selmy, bare for at få noget af frustrationen ud et sted, men i stedet vendte han sig brat og tog et par anspændte skridt hen mod bordet. Det var ikke, fordi Theodore ikke ville finde sin far. Det var netop problemet. Han vidste ikke engang, hvor han boede.
Det havde været lettere ikke at tænke for meget over det, men nu havde Selmy revet låget af det alligevel, som om Theodore bare gik rundt og ikke gad gøre noget ved det. 

Små gnister sprang frem omkring hans fingerspidser, så korte og skarpe, at han straks knyttede hænderne for at skjule dem.

Han drejede hovedet tilbage til Selmy, i en skarp vending. 

"Hvad med at bruge din energi på at få nogle venner frem for at blive kidnappet med vilje?" 

Theodore trak vejret hårdt ind gennem næsen, og så snart ordene var sagt, var de svære at tage tilbage igen. Øjnene flakkede et usikkert sekund, selvom vreden stadig lyste ud af dem. Han vidste godt, at den havde ramt lavt. Det kunne han mærke på den lille knude, der straks samlede sig i maven, men Selmy havde også lige ramt noget i ham, som han ikke skulle have rørt ved. Så Theodore bed bare tænderne sammen og lod ordene blive hængende mellem dem.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 30.09.2026 16:44
Ja, hvad mente Selmy egentlig med dét? Var det ikke lidt mærkeligt, at Theodores egen far var ridder, men Theodore stadig var en page, som ingen endnu ville have under sin kappe? Hvis Theodore virkelig var søn af en ridder, var der noget mystisk ved, at familien sendte den eneste søn væk. Den eneste, der kunne give familienavnet videre. Hvis han havde en far i byen, var det ikke til at forstå, at han ikke engang ville opsøge sin eneste dreng, om så det var for at se ham slås med træsværd i gården med stolthed i øjnene, eller om det var for at sende ham og hans håbløse drøm hjem til Medanien igen. Der var noget uldent ved den fortælling... Theodore kunne lige så godt være en forældreløs, der var blevet givet en chance iblandt væbnere.

Selmy fornemmede på ham, at han havde ramt ham et ømt punkt. Men han hælmede ikke. ”Alt jeg siger er, at din generelle opførsel omkring voksne lugter lidt af, at der slet ikke er nogen far,” At det hele er en opdigtet fortælling, du har fundet på. Af hvilke årsager, kunne ikke vides. Det kunne være for at virke mere spændende. Det kunne være for at møve sig ind på øverste række, når der skulle vælges en væbner. Det kunne være en eller anden skadelig metode, til at bearbejde sorg på.

Selmy tabte kæben, da Theodore snappede tilbage. Det var to fornærmelser i én. Selmy havde ladet Theodore vide alt for meget allerede. Ingen venner og ingen overlevelsessans. Det var hvad Theodore havde tillusket sig af informationer om ham. Informationer der før blev kærligt drillet med, men nu var de som skarpladte armbrøstpile. Man kunne argumentere for, at Selmy havde været værst... Men Selmy havde altid været spydig. Når sådan noget kom ud af søde, glade Theodore, gjorde det særligt ondt. Han var holdt op med at tilbede ham?

Mundvigene rørte på sig. Et bittert, smil, der bredte sig, men aldrig nåede op til øjnene. Selmy rankede sig og tiltede en anelse på hovedet og betragtede Theodore med en ny form for kølighed overfor ham, som han aldrig havde troet, han skulle vise overfor ham. ”Uha,” Hviskede han i en uhyggelig tone ”Så du tror at du kan få mig til at flæbe over dine vage bemærkninger om hvor venneløs jeg er? Ærgerligt for dig, er du blot én ud af mange, der har gjort en sport ud af at se hvor det gør mest ondt, når man trykker.”

Nej... Nej. Det her var slået helt ud af proportioner nu. Han hadede ikke Theodore. Han hadede bare den gengælder han fik tilbage, der tog ham direkte tilbage til en usikker tid, hvor han følte at alle hadede ham. Alle... alle der sjovt nok havde den alder, som Theodore havde lige nu. Teenageårene, hvor børn var blevet så store, at de begyndte at blive kalkulerende og grænsesøgende. Årene hvor Selmy følte sig så alene og lille, omgivet af drenge som Ernie, der gjorde sig selv udødelige på bekostning af hans lidelser.

Han rejste sig op, ikke længere smilende. Ikke længere spydig, bare så ufatteligt deprimeret. Hans hånd havde søgt op i pandehåret igen, og kørte en tur igennem håret, om bag nakken. ”...Tag hjem.”
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 30.09.2026 17:54
At der ikke er nogen far...?

Så hvad? Troede Selmy, at han havde løjet om det hele? Virkelig? Det gjorde næsten kommentaren værre, at Selmy ikke bare havde slynget den ud i vrede, men åbenbart allerede havde gået rundt med de tanker om ham. Selvfølgelig havde Theodore en far. Han havde set ham hjemme i Medanien, hugget brænde med ham og leget med træsværd, da han var yngre. Han kunne huske hans stemme, hans hænder, måden han bevægede sig på. Hvad skulle Theodore overhovedet få ud af at opfinde sådan noget?

Og hvad mente Selmy med hans generelle opførsel omkring voksne? Den var da fuldstændig normal. Det var ikke Theodore, der havde bedt Salem om at finde ham på trappen, massere ham eller begynde at spørge ind til Selmy. Voksne havde det med at gøre ting helt af sig selv. Dét burde Selmy, som åbenbart var så optaget af at være én af dem, vide.

Theodore nåede dog ikke at få noget af det sagt.

Luften i værelset syntes at fryse til is, da Selmy tiltede hovedet og betragtede ham med et smil, der slet ikke var et smil. Det var næsten, som om Selmy havde fået en profeti opfyldt lige foran sig. Som om han hele tiden havde ventet på, at Theodore skulle vise sig at være præcis sådan. Det passede ikke sammen med den Selmy, Theodore havde lært at kende. Ham havde han efterhånden fået et ganske bestemt billede af; den lidt sære, indadvendte skikkelse, der kunne sidde længe og studere noget så kedeligt som bladårer, men også kunne lyse en hel nat op med sit grin, hvis man først fik ham revet med. Irriterende, mærkelig og sommetider umulig at forstå, aye. Skræmmende havde Theodore aldrig tænkt om ham.

Lige nu var han det en smule.

Vejrtrækningen kom stadig hårdt og ujævnt, som om der pludselig ikke var luft nok i værelset til dem begge. Blodet susede varmt i ørerne, og Theodore vidste ikke længere, hvilken følelse han skulle tage sig af først. For han vidste godt, at han var gået for langt. Han skulle ikke have taget noget, Selmy havde betroet ham, og kastet det tilbage i hovedet på ham, bare fordi han selv var blevet ramt. Det gjorde ham ikke et hak bedre end Ernie Marcel, og den erkendelse bed næsten værre end noget af det, Selmy sagde. Alligevel kunne han heller ikke bare slippe det med sin far. Det sad fast. At Selmy troede, han løj. At han tilsyneladende havde kigget på Theodore alle de gange og tænkt, at måske fandtes den far, Theodore talte så stolt om, slet ikke. 

Vreden var der stadig, selvom skammen nu havde blandet sig så grundigt med den, at Theodore ikke længere kunne finde ud af, hvad der var hvad. Han trak sig et lille skridt tilbage. Der var sikkert hundrede ting, han kunne have sagt. At Selmy selv var begyndt. At hans far fandtes. At Theodore ikke var Ernie. At han ikke havde ment det sådan. At han var ked af det.

Ikke én af dem kom ud.

De svidende blå øjne blev bare hængende på Selmy, mens ordene fra dem begge arbejdede sig rundt inde i hovedet på ham hurtigere, end Theodore kunne nå at få styr på dem.

Og så bad Selmy ham tage hjem.

Det var næsten værre, at han ikke lød vred længere. Theodores ansigt trak sig sammen i en grimasse, der hverken helt kunne beslutte sig for at være vred eller skamfuld. Han sank og så væk. Måske var det bedst. Der kom i hvert fald ikke noget godt ud af, at de stod her og fandt nye steder på hinanden, der gjorde ondt at trykke på. Han tog væbnerkappen under armen. At tage den på kunne han ikke holde ud lige nu; hele kroppen føltes allerede, som om nogen havde dyppet ham i smeltet jern.

"God snak." Ordene faldt tørt, før han nåede at overveje, om de overhovedet behøvede at blive sagt. Så meget for alle de ting, han ikke havde kunnet få ud af munden. 

Theodore åbnede døren lidt hårdere end nødvendigt og gik. Han orkede ikke at se tilbage for at finde ud af, om Selmy stadig stod ved vinduet, eller om han måske havde fået den idé at fortryde og følge efter. Hvis Selmy gjorde, måtte han være hurtig.
Han satte kursen ned ad trapperne med så hastige skridt, som de gamle brædder tillod uden direkte at annoncere hans dårlige humør til hele familien Kiefer. Bare Salem blev inde på sit kontor. Theodore havde fået rigeligt med lægehjælp for én dag, og det her kunne Hr. Kiefer alligevel ikke trykke væk med fingrene.
Havde det været bedre bare at blive væk og acceptere brevet for, hvad det var? Måske. Theodore havde i hvert fald svært ved at finde ud af, hvad nogen af dem skulle have fået ud af den samtale, bortset fra en imponerende mængde nye ting at være kede af.

Simone lå stadig ved døren og begyndte straks at logre, da hun fik øje på ham. Normalt ville Theodore være stoppet. Måske havde han endda sat sig hos hende et øjeblik og kløet hende bag øret igen, men lige nu kunne han ikke holde ud at blive i huset længere end højst nødvendigt. Fingrene strejfede bare flygtigt den bløde pels på vej forbi. Han nåede næsten over dørtærsklen, før noget føltes forkert. Blikket gled ned til fødderne og landede på de tykke uldsokker.
Theodore lukkede øjnene et øjeblik. Støvlerne... Han dumpede ned på gulvet og begyndte klodset at trække dem på. Det burde have taget få sekunder, men jo mere han skyndte sig, desto dårligere samarbejdede både støvler og fødder, og Simone havde samtidig besluttet, at hans ansigt var et glimrende sted at stå og ånde varmt.
Kom nu. Han maste hælen ned i den ene støvle og måtte trække den op igen, fordi strømpen havde foldet sig under foden. Perfekt. Han kunne skændes med Selmy, fornærme ham, blive smidt ud og derefter blive besejret af sit eget fodtøj på vej hjem.
Theodore skubbede irriteret krøllerne væk fra panden og prøvede igen, mens Simone fortsatte med at logre ved siden af ham, fuldstændig ligeglad med at hans første rigtige venskab i Dianthos muligvis lige var gået i stykker ovenpå.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 30.09.2026 18:53
God snak...

De kunne være enige om én ting, og det var, at det her ikke havde været nogen god oplevelse. Det havde været en forfærdelig snak. Hvad havde han dog også regnet med? At Theodore bare skulle være sød og glad, mens han smed om sig med varme komplimenter til ham? Ja... Måske lidt. Det gjorde ondt at tænke på månehøstfestivallen, hvor Selmy drak sin usikkerhed væk og for engang skyld morede sig til fulde. Theodore havde været så glad for ham, på en måde hvor Selmy troede på, at det kom et sted dybt inde fra. Fra det øjeblik af havde han gjort ham til sin helt egen.

Theodore havde slet ikke sagt fra over for ham, da han blev konfronteret med historien om hans far, ridderen. Måske var der virkelig ikke nogen far? Måske var hans far en drukkenbolt? Måske var han død, eller måske helt almindelig? Og hvad betød alt det her overhoved for Selmy? Han var da ligeglad med hvem Theodore var eller kom fra. Theodore skulle bare lade være med at lyve overfor ham... Han skulle lade være med at lyve om sit ophav. Lade være med at lyve om, at han ville være hans ven. Og han skulle holde på sit løfte om, at han ikke løb nogen steder.

Hvilken ridder ville dog rende fra sin pligt?

Selmy blev stående uden at røre på sig eller se hvad Theodore gjorde. Han stod sådan længe nok til, at han var sikker på at Theodore var helt ude af huset, men så kunne han ikke dy sig. Han gik hen til sit vindue, en smule gemt bag væggen, og han så ned i retning af gaden, hvor han håbede på at få et sidste glimt af Theodore, når han gik derfra. Afventende holdt han øje.

Udenfor i gården var mørket begyndt at falde på. Folk i området var for længst søgt inden døre. Simone var ikke den eneste, der holdt Theodore med selskab. Midt i gården stod der en smuk, kulsort hest, en frieser, der var striglet blankpelset og sadlet op til en tur igennem natten. Den prustede blidt gennem mulerne og lagde ørerne frem, da den anerkendte Theodores tilstedeværelse.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 30.09.2026 19:33
"Okay, okay," prustede Theodore og overgav sig endelig. Han gemte et øjeblik ansigtet ind mod Simones pels. Hun kunne åbenbart også fornemme, at der var noget galt, for hun havde slet ikke lyst til at forlade hans side.
"Jeg er okay..." mumlede han forsikrende, selvom han ikke helt vidste, om det var Simone eller sig selv, han forsøgte at overbevise. "Jeg er okay.." sukkede han mere resigneret. En arm lagde sig omkring hunden, så han kunne give hende et par langsomme nus i siden, og sådan blev han siddende et øjeblik og bare trak vejret.

Intet af det, der lige var sket, føltes særlig okay. Hjertet slog stadig hårdt i brystet, og ironisk nok var maven faktisk begyndt at gøre ondt nu. Hr. Kiefer ville sikkert føle sig frygtelig bekræftet, hvis han vidste det. Theodore fik sig lidt roligere klemt ned i støvlerne, stadig med en gravalvorlig og trist mine, før hænderne fór op over ansigtet og videre gennem krøllerne i en rådvild bevægelse.

Nu måtte han også se at komme afsted, inden nogen fandt ham siddende her på gulvet. Især Selmy. Theodore havde ikke lyst til at se ham lige nu. Ikke fordi han vidste, hvad han skulle sige, hvis han gjorde. God snak havde ligesom brugt det sidste af hans imponerende ordforråd.

Med et sidste klap på Simones hoved kom han på benene og traskede ud i gården. Hunden fulgte selvfølgelig efter ham alligevel, og Theodore skævede ned til hende og strakte en hånd frem. "Nej nej, bliv." Simone logrede bare videre, tilsyneladende overbevist om, at det nu var hendes personlige mission at holde øje med ham. Theodore skulle lige til at forsøge igen, da en sagte prusten fik ham til at vende hovedet.
De blå øjne fandt den store, mørke hest midt i gården. Dens kulsorte pels skinnede i det blafrende lys fra gadelamperne, og Theodore standsede næsten automatisk. Den var endda sadlet. Han burde daffe af. Det burde han virkelig. Alligevel tog han et nysgerrigt skridt nærmere. Hvem skulle dog ud at ride på denne tid? Salem? Selmys søster? Theodore kastede et blik omkring sig, men kunne ikke få øje på nogen, og nysgerrigheden vandt lige akkurat længe nok til, at han gik helt hen til hesten.

"Hej du," sagde han lavmælt og lod den flade hånd glide over dens mule.
Den var virkelig flot. Theodore blev stående et øjeblik og betragtede den, mens den sidste rest af vrede stadig summede ubehageligt rundt i kroppen. Det var næsten rart at stå over for nogen, der hverken skrev breve, stillede spørgsmål om hans far eller havde stærke holdninger til, hvem han burde være venner med.

Blikket gled dog hurtigt over skulderen igen. Han havde absolut ingen planer om at blive opdaget af endnu en Kiefer, og hvis hesten stod sadlet, måtte dens rytter vel dukke op før eller siden. Den tanke var nok til, at Theodore langsomt trak hånden til sig igen og begyndte at bakke væk.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
Online nu: Tatti
Lige nu: 1 | I dag: 15