At der ikke er nogen far...?
Så hvad? Troede Selmy, at han havde løjet om det hele?
Virkelig? Det gjorde næsten kommentaren værre, at Selmy ikke bare havde slynget den ud i vrede, men åbenbart allerede havde gået rundt med de tanker om ham.
Selvfølgelig havde Theodore en far. Han havde set ham hjemme i Medanien, hugget brænde med ham og leget med træsværd, da han var yngre. Han kunne huske hans stemme, hans hænder, måden han bevægede sig på.
Hvad skulle Theodore overhovedet få ud af at opfinde sådan noget?
Og hvad mente Selmy med hans
generelle opførsel omkring voksne? Den var da fuldstændig normal. Det var ikke Theodore, der havde bedt Salem om at finde ham på trappen, massere ham eller begynde at spørge ind til Selmy. Voksne havde det med at gøre ting
helt af sig selv. Dét burde Selmy, som åbenbart var så optaget af at være én af dem, vide.
Theodore nåede dog ikke at få noget af det sagt.
Luften i værelset syntes at fryse til is, da Selmy tiltede hovedet og betragtede ham med et smil, der slet ikke var et smil. Det var næsten, som om Selmy havde fået en profeti opfyldt lige foran sig. Som om han hele tiden havde ventet på, at Theodore skulle vise sig at være
præcis sådan. Det passede ikke sammen med den Selmy, Theodore havde lært at kende. Ham havde han efterhånden fået et ganske bestemt billede af; den lidt sære, indadvendte skikkelse, der kunne sidde længe og studere noget så kedeligt som bladårer, men også kunne lyse en hel nat op med sit grin, hvis man først fik ham revet med. Irriterende, mærkelig og sommetider umulig at forstå,
aye. Skræmmende havde Theodore aldrig tænkt om ham.
Lige nu var han det en smule.
Vejrtrækningen kom stadig hårdt og ujævnt, som om der pludselig ikke var luft nok i værelset til dem begge. Blodet susede varmt i ørerne, og Theodore vidste ikke længere, hvilken følelse han skulle tage sig af først. For han vidste godt, at han var gået for langt. Han skulle ikke have taget noget, Selmy havde betroet ham, og kastet det tilbage i hovedet på ham, bare fordi han selv var blevet ramt. Det gjorde ham ikke et hak bedre end Ernie Marcel, og den erkendelse bed næsten værre end noget af det, Selmy sagde.
Alligevel kunne han heller ikke bare slippe det med sin far. Det sad fast. At Selmy troede, han løj. At han
tilsyneladende havde kigget på Theodore alle de gange og tænkt, at måske fandtes den far, Theodore talte så stolt om, slet ikke.
Vreden var der stadig, selvom skammen nu havde blandet sig så grundigt med den, at Theodore ikke længere kunne finde ud af, hvad der var hvad. Han trak sig et lille skridt tilbage. Der var sikkert hundrede ting, han kunne have sagt. At Selmy selv var begyndt. At hans far fandtes. At Theodore ikke var Ernie. At han ikke havde ment det sådan.
At han var ked af det.
Ikke én af dem kom ud.
De svidende blå øjne blev bare hængende på Selmy, mens ordene fra dem begge arbejdede sig rundt inde i hovedet på ham hurtigere, end Theodore kunne nå at få styr på dem.
Og så bad Selmy ham tage hjem.
Det var næsten værre, at han ikke lød vred længere. Theodores ansigt trak sig sammen i en grimasse, der hverken helt kunne beslutte sig for at være vred eller skamfuld. Han sank og så væk.
Måske var det bedst. Der kom i hvert fald ikke noget godt ud af, at de stod her og fandt nye steder på hinanden, der gjorde ondt at trykke på. Han tog væbnerkappen under armen. At tage den på kunne han ikke holde ud lige nu; hele kroppen føltes allerede, som om nogen havde dyppet ham i smeltet jern.
"God snak." Ordene faldt tørt, før han nåede at overveje, om de overhovedet behøvede at blive sagt.
Så meget for alle de ting, han ikke havde kunnet få ud af munden.
Theodore åbnede døren lidt hårdere end nødvendigt og gik. Han orkede ikke at se tilbage for at finde ud af, om Selmy stadig stod ved vinduet, eller om han måske havde fået den idé at fortryde og følge efter. Hvis Selmy gjorde, måtte han være hurtig.
Han satte kursen ned ad trapperne med så hastige skridt, som de gamle brædder tillod uden direkte at annoncere hans dårlige humør til hele familien Kiefer. Bare Salem blev inde på sit kontor. Theodore havde fået rigeligt med lægehjælp for én dag, og det her kunne Hr. Kiefer alligevel ikke trykke væk med fingrene.
Havde det været bedre bare at blive væk og acceptere brevet for, hvad det var? Måske. Theodore havde i hvert fald svært ved at finde ud af, hvad nogen af dem skulle have fået ud af den samtale, bortset fra en imponerende mængde nye ting at være kede af.
Simone lå stadig ved døren og begyndte straks at logre, da hun fik øje på ham. Normalt ville Theodore være stoppet. Måske havde han endda sat sig hos hende et øjeblik og kløet hende bag øret igen, men lige nu kunne han ikke holde ud at blive i huset længere end højst nødvendigt. Fingrene strejfede bare flygtigt den bløde pels på vej forbi. Han nåede næsten over dørtærsklen, før noget føltes forkert. Blikket gled ned til fødderne og landede på de tykke uldsokker.
Theodore lukkede øjnene et øjeblik.
Støvlerne... Han dumpede ned på gulvet og begyndte klodset at trække dem på. Det burde have taget få sekunder, men jo mere han skyndte sig, desto dårligere samarbejdede både støvler og fødder, og Simone havde samtidig besluttet, at hans ansigt var et glimrende sted at stå og ånde varmt.
Kom nu. Han maste hælen ned i den ene støvle og måtte trække den op igen, fordi strømpen havde foldet sig under foden.
Perfekt. Han kunne skændes med Selmy, fornærme ham, blive smidt ud og derefter blive besejret af sit eget fodtøj på vej hjem.
Theodore skubbede irriteret krøllerne væk fra panden og prøvede igen, mens Simone fortsatte med at logre ved siden af ham,
fuldstændig ligeglad med at hans første rigtige venskab i Dianthos muligvis lige var gået i stykker ovenpå.