Fareeds mildere stemme blandede sig med Aruns ujævne vejrtrækning, og slangen stoppede prompte. Der skulle ikke engang den samme ferme tone til denne gang. Ét enkelt ord fra Fareed, og den adlød.

Aruns læber pressede sig irriteret sammen. Hvad mere krævede den af ham? Han havde ment hvert eneste stop.

Han trak vejret langt ind, så brystkassen hævede sig, og pustede ujævnt ud igen, mens håndryggen gled over panden for at fjerne den sved, der stædigt blev ved med at samle sig. Da han så tilbage på sin far, lå der intet hårdt i Fareeds ord, men Arun kunne alligevel fornemme noget andet under dem. En stille frustration. Måske endda skuffelse.

Arun slog armen ud fra sig, håndfladen opad og fingrene let spredte i en frustreret, spørgende gestus, før hånden faldt tungt ned langs hans side igen. Han havde troet, det var tydeligt, hvor meget han forsøgte. Åbenbart ikke.

Han ville så gerne tilfredsstille sin far. Bevare den selvfølgelige stolthed i de grå øjne og få den succesoplevelse, han havde forestillet sig, da han kom herud. Som far, så søn. Men varmen lå tungt omkring ham, sveden klæbede til huden, slangen nægtede stadig at lystre, og han var begyndt at føle sig forfærdeligt udmattet. Værst af alt var næsten måden Fareed så på ham nu, som om Arun måtte holde noget tilbage. Som om han ikke prøvede.
"Selvfølgelig lægger jeg mine følelser i det her." Brynene kneb sig sammen, og de ametystfarvede øjne blev en anelse større, mens en begyndende frustration ulmede i dem. Han rullede med skuldrene og førte begge hænder gennem håret for at få det væk fra det fugtige ansigt. "Jeg..." Arun sank og rystede svagt på hovedet, inden blikket gled mod den sammenkrøllede slange.

"Der må være noget galt med slangen."

Men selv som Arun sagde det, så kunne Fareed ikke stoppe det stik af skuffelse. Han havde ligget alt sin lid til Arun, og selvfølgelig kunne han finde ud af det hvis han bare blev presset lidt, men der var ikke engang en flig af at Arun kunne det. Ikke hvad Fareed havde følt på slangen, som lyttede til ham, som var det ingen årsag. Den burde have været nem.
Hans blik gled ned på slangen, smuk og sort med et glimt af lilla. Burde have været den perfekte slange at træne med, men åbenbart ikke. Ikke hvis Arun ikke kunne få den til at lystre.

"Kom her," sagde Fareed til slangen, som krøllede sig ud med det samme og krøb over til ham og op af ham, til den var snoet rundt om hans arm. "Kunne du mærke noget fra ham?" En let hvislen fra slangen som den kiggede på Fareed. "Hvad var min instruktion?" Endnu en hvislen, som bare fik Fareeds blik til at se endnu mere skuffet ud.
Og det trak ud, som han kiggede på slangen, overvejede om der var mere han kunne spørge om, men der var intet der kunne gøre det her bedre, som han kiggede tilbage op på Arun, og denne gang var skuffelsen klar i Fareeds blik. "Vi må prøve med en anden slange senere," sagde Fareed dog, men der var ingen tvivl om han ikke mente det var slangen. Han mente nok mere at Arun ikke kunne.

Fareed havde bedt slangen om at komme til ham, ikke Arun.

I et hurtigt ryk fandt Aruns blik tilbage til Fareed og slangen. Han sendte den mørke snog et utilfreds blik, som fornærmede det ham dybt at se den ligge dér og hviske med hans far. Et par hårde åndedrag forlod hans næse, mens han bare stirrede på dem og blev mere og mere gal på sig selv — og ikke mindst på slangen. Det var trods alt nemmere at give den skylden end at dvæle ved den middelmådighed, der havde sneget sig ind under huden på ham.

At se skuffelsen hos sin far.

Det var ikke sådan, det skulle være.

"Senere...?" Skuldrene sank en anelse. Hjertet slog et par hurtige slag i brystet. Han ville vise sin far, at han kunne. At han ville. Og så ønskede Arun heller ikke, at deres tid sammen allerede skulle være slut. "Vi behøver ikke vente til senere." Han trådte hen til Fareed og fandt hans hånd næsten af gammel vane. Tommelfingeren begyndte at tegne små cirkler mod håndfladen, mens Arun holdt blikket på ham. Vejrtrækningen var stadig en smule ujævn, selvom han gjorde sit bedste for at få den under kontrol. "Jeg kan godt." Tommelfingeren fortsatte sine kærtegn. Det her plejede at virke. 

Først da sænkede han blikket til deres hænder. Fingrene gled langsomt op over Fareeds håndled, inden de ametystfarvede øjne søgte hans igen gennem vipperne. Et næsten bedende udtryk, der havde fulgt ham siden barndommen. "Lad mig prøve igen."

Aruns hånd var varm mod Fareeds, og han kunne mærke hans hjerte blive lidt blødere, som den normalvis gjorde når Arun gjorde sig til for ham. Alle de små berøringer der plejede at indikere at de var af samme blod, en og samme person næsten. Men det fjernede ikke skuffelsen fra Fareed, og den lille stemme der sagde at Arun måske bare ikke kunne det.
Fareeds blik gled ned på hånden der kærtegnede ham, som kravlede op af hans arm, og så tilbage mod de ametystfarvede øjne, og så skete der det, som der i dette tilfælde ikke måtte ske. Han så for meget af sin kone i Aruns øjne.

"Jeg tror ikke det nytter noget," sagde Fareed, en lille kant til hans stemme, inden han lukkede øjnene lidt i, for lige at fatte sig, inden han forsøgte at finde smilet tilbage til Arun, men ubehagen havde sat sig, som han blev mindet om den kvinde der boede i hans hjem, som ikke var noget værd mere. "Du har allerede brugt rigeligt med kræfter, så vi må prøve igen senere," sagde han og prøvede at holde tonen mild, men der var ikke den varme der normalvis var, eller de ekstra bekræftende berøringer der indikerede at Fareed var lige der.
"Måske vi kan finde noget hjælp. Jeg er sikker på at der er nogen af de vise mænd, der forstår sig bedre på at åbne potentialet af evner end jeg er." Og det var som om at Fareed var igang med at grave en kløft mellem dem. Ikke ligefrem bevidst, men jo mere han snakkede om det, jo mere lød det som om at han havde gidet op på Arun, for lidt havde han, i hvert fald på dette.

Et øjeblik troede Arun, at han havde ham. At berøringerne, han sørgede for, var så behagelige og kærlige, at Fareed ville smelte ind i dem og belønne ham med det varme smil, Arun kendte så godt. Måske læberne mod hans pande, en hånd mod hans kind, og så kunne de fortsætte øvelsen som før.

Men den varme glød, der nåede at tænde i Aruns blik, slukkedes, som havde hans far hældt vand over en flamme.

Læberne pressede sig sammen. Det nytter ikke noget? De ametystfarvede øjne flakkede over Fareeds ansigt i et forsøg på at finde det sted, hvor de var gået skævt af hinanden. Noget var galt. Det kunne han mærke. Ikke bare i ordene, men i alt det, der manglede mellem dem. Varmen. Berøringerne. Den selvfølgelige fornemmelse af Fareeds nærhed. 

Arun holdt fast i hans hånd. Han havde ikke lyst til at give slip.
"Jamen..." Han var ikke typen, der svarede sin far igen. Han havde sjældent haft nogen grund til det. De plejede at være på bølgelængde, og Arun havde altid fundet en særlig glæde i at behage ham. Der havde aldrig rigtig været noget at kæmpe imod.

Men nu trak hjertet sig ubehageligt sammen i brystet.

Var det sådan her, Mehdi havde haft det? Tanken kom så pludseligt, at Arun næsten ikke nåede at forstå den, før han søgte tættere på Fareed igen.

"Jeg vil have dig." Den respektfulde tiltale forsvandt sammen med resten af hans fatning. Arun var blevet slået helt ud af kurs af følelser, han aldrig rigtig havde haft behov for at lære at håndtere, når det kom til sin far. Han løftede Fareeds hånd til munden og kyssede hans fingre ærbødigt, som om den velkendte hengivenhed kunne lukke den afstand, der pludselig var opstået mellem dem.

"Det er kun Dem, der kan lære mig det."

Det skulle have blødt Fareed op. Aruns blide øjne, hans villig til nærmest at kravle tættere på, hans behov for ham. Men det var gået galt for i dag, og der var intet der fik det til at føles bedre, end ikke Aruns smukke bløde mund mod hans fingre. Det var bare en voksende irritation som Arun ikke forstod afvisningen i sig selv.
Og derfor eksplodered det også endelig. "Så er det nok, Arun!" sagde han, hans stemme lidt hævet, og til grænsen af vred som han kiggede ned på Arun. En vrede i blikket som aldrig var blevet vendt mod Arun. Det havde altid været nogen andres skyld. Altid en slave... en tjener... hans hustru. Men aldrig Arun. Arun fortjente ikke hans vrede, men i dag... gjorde han.

Det øjeblik ordene forlod Fareed, vidste han dog også godt at han måske var gået for langt, og hans stemme sænkede sig lidt igen. "Så er det nok, Arun," gentog han, lidt mere blidt, men det var stadig ikke med den varme som han burde have. "Vi er begge trætte, og der er altid en dag i morgen," sagde han, og tog blikket væk fra Arun og mod sin slange, der stadig snoede sig om den arm som Arun ikke havde fat i. Den minde ham ikke om alle de forfærdelige ting som Arun gjorde i dette øjeblik.
Han tog lidt af en indånding og kiggede tilbage til Arun. Ubehagen var der stadig. "Så nu går du ind og tager et bad og får vasket alt sveden af dig, og så finder vi ud af en anden dag, hvor du kan prøve kræfter igen." Men måske ikke med Fareed selv som instruktør. Han var ikke sikker på at han kunne klare at se Arun fejle endnu engang.

Fareeds hævede stemme føltes som en lussing mod Aruns kind. Hjertet gjorde et forskrækket hop, og han slap øjeblikkeligt sin fars hånd. Et foruroliget blik fandt Fareeds ansigt, og dér var den. Vreden. Hård og fremmed i de øjne, der altid havde set så kærligt og mildt på ham. Arun blev næsten lammet af synet. Et sekund kunne han kun stirre, før chokket langsomt gled over i uforståelse. Læberne skiltes en anelse, brynene trak sig tættere sammen. Hvad havde han overhovedet gjort? Han havde bare ønsket at prøve igen.

Han sank med hjertet stadig hamrende, selv da Fareed sænkede stemmen og forsøgte at glatte situationen ud. Vi er begge trætte... Arun så hurtigt væk og sugede kinderne ind, som om han fysisk måtte holde noget tilbage. Til sidst nikkede han medgørligt, fordi hvad skulle han ellers gøre? Udtrykket fortalte imidlertid en anden historie. Han var såret. Og mere end en smule forurettet.

Først ved den sidste besked drejede Arun langsomt hovedet tilbage mod sin far. Han betragtede ham et øjeblik med brynene stadig trukket sammen, inden den sårede forurettelse endelig fik lov at slippe ud.

"Jeg er ikke en slange." Så drejede han rundt på hælen. Selvfølgelig havde han tænkt sig at gøre præcis, som hans far havde bedt ham om. Gå ind. Tage et bad. Vaske sveden af sig. Finde en anden dag at prøve igen.

Men han behøvede ikke at se glad ud imens. 

Man kunne næsten se som Fareed skulle til at puste sig op igen, men Arun var allerede på vej ud af haven, og måske det var for det bedste, men det efterlod stadig Fareed frustreret og vred og ubehagen var bare for meget for ham.
Slangen mærkede heldigvis raseri angrebet komme før Fareed selv var klar over at han skulle til at gøre det som den bare lod sig selv praktisk talt hoppe af hans arm, inden han tog sin hånd og med et par hurtige skridt var han ovre ved muren og hamrede den i vrede ind mod den, med alt kraft han havde. Noget af den dryssede af som han tog sin hånd til sig. En anelse beskidt, men ingen mén var kommet af den.

Under hans åndedræt mumlede han "Hvis han var en slange, så kunne han have gjort det." Ikke ligefrem retfærdigt overfor Arun, men han var ikke vant til at se den trodsighed fra en der var så nær ham.
Han kiggede på sin hånd og så slog han en ekstra gang i væggen for at være helt sikker på at han kunne mærke vreden forsvinde ud gennem slaget, og så tog han et par skridt bagud og tog nogle dybe indåndinger.
Måske han havde været for blød for Arun. Når han kom ud herfra måtte han finde en underviser til ham, og så måtte de gøre hvad de kunne for at få Aruns evne til at virke. Han havde tydeligvis ikke den rett motivation hvis Fareed var der. Jah... det måtte være planen.