”Jeg tror ikke, at selvom jeg var hans barnebarn, og han betød så uendeligt meget for mig, at jeg kendte ham til fulde,” Svarede Selmy med et blik der kiggede lidt funderende op i himlen. Berøringen fra Nirion var langt fra glemt, men han det ikke være nemt at se på ham. ”Jeg kunne tale så længe om ham, men han er jo desværre ikke iblandt os længere. Hans liv blev taget fra ham alt for tidligt.” Fra ham... Fra Selmy... Han slentrede roligt udenom skolebygningen og førte Nirion med sig igennem bydelen, væk fra de underskønne templer og bygninger, og hen i retning af øvrebydelens gader, hvor det blev hyppigere at finde større boliger med haver både foran og bagtil, velholdte facader og nydeligt fejede stentrapper, der ledte op til store dobbeltdøre.

”-Jeg håber De vil synes om min familie. Det er ikke så tit vi får gæster længere.”  Forklarede han yderligere. Klik. Klak. Klik. Klak. Sådan lød det, som han befærdede sig langs de mønstrede sten, der var brolagt hen ad den store åbne gade, Diamantstræde. Sorte ridestøvler med en lille smule hæl, der var trukket op til knæene, var ikke noget, han nogensinde ville gå på kompromis med at iklæde sig. Han havde brug for de ekstra centimeter.

Han drejede sit smukke ansigt mod den anden smukke mand, og begyndte at tale om sin familie, så han var forberedt på, hvad der ventede ham. ”Min far er doktoren i Valmueklinikken og familiens overhoved. Hans navn er Salem. Han bryder sig ikke så meget om hvad der foregår udenfor bymurene, men han taler gerne om nyhederne i Dianthos eller om sin have og om musik. Min søde mor hedder Lydia, og hun er god og omsorgsfuld, og kommer godt ud af det med alle slags folk. Min storesøster Ceelia, hende holder jeg også meget af. Hun er ugift, dog, og jeg tror ikke hun agter at gifte sig foreløbigt. Hvis overhoved nogensinde.” Selmys mund spændtes en smule sammen. Han kunne sagtens have tilføjet flere detaljer om sin ugifte søster, men hvad nu hvis Nirion var en bachelor? Kunne han så risikere at miste hans opmærksomhed til sin søster?

Han tvang en øvet smilende maske frem. ”Har De egentlig selv familie, Nirion?” Mon ikke de savnede ham, hvis han rejste så længe og så meget?