”Jeg tror ikke, at selvom jeg var hans barnebarn, og han betød så uendeligt meget for mig, at jeg kendte ham til fulde,” Svarede Selmy med et blik der kiggede lidt funderende op i himlen. Berøringen fra Nirion var langt fra glemt, men han det ikke være nemt at se på ham. ”Jeg kunne tale så længe om ham, men han er jo desværre ikke iblandt os længere. Hans liv blev taget fra ham alt for tidligt.” Fra ham... Fra Selmy... Han slentrede roligt udenom skolebygningen og førte Nirion med sig igennem bydelen, væk fra de underskønne templer og bygninger, og hen i retning af øvrebydelens gader, hvor det blev hyppigere at finde større boliger med haver både foran og bagtil, velholdte facader og nydeligt fejede stentrapper, der ledte op til store dobbeltdøre.

”-Jeg håber De vil synes om min familie. Det er ikke så tit vi får gæster længere.”  Forklarede han yderligere. Klik. Klak. Klik. Klak. Sådan lød det, som han befærdede sig langs de mønstrede sten, der var brolagt hen ad den store åbne gade, Diamantstræde. Sorte ridestøvler med en lille smule hæl, der var trukket op til knæene, var ikke noget, han nogensinde ville gå på kompromis med at iklæde sig. Han havde brug for de ekstra centimeter.

Han drejede sit smukke ansigt mod den anden smukke mand, og begyndte at tale om sin familie, så han var forberedt på, hvad der ventede ham. ”Min far er doktoren i Valmueklinikken og familiens overhoved. Hans navn er Salem. Han bryder sig ikke så meget om hvad der foregår udenfor bymurene, men han taler gerne om nyhederne i Dianthos eller om sin have og om musik. Min søde mor hedder Lydia, og hun er god og omsorgsfuld, og kommer godt ud af det med alle slags folk. Min storesøster Ceelia, hende holder jeg også meget af. Hun er ugift, dog, og jeg tror ikke hun agter at gifte sig foreløbigt. Hvis overhoved nogensinde.” Selmys mund spændtes en smule sammen. Han kunne sagtens have tilføjet flere detaljer om sin ugifte søster, men hvad nu hvis Nirion var en bachelor? Kunne han så risikere at miste hans opmærksomhed til sin søster?

Han tvang en øvet smilende maske frem. ”Har De egentlig selv familie, Nirion?” Mon ikke de savnede ham, hvis han rejste så længe og så meget?

Var det hans farfar, han besøgte Isaritemplet for? Narcis vidste, hvad svaret var, men han tænkte tanken igen for at sikre sig, at det kunne ses på Nirions ansigt. Smilet svandt en smule ind til empatisk sorg.
"Det er modigt at holde af nogen, selvom man ikke kender dem til fulde... Det gør mig ondt, at De har måttet sige farvel." Narcis lod emnet ligge for nu. Små skridt. Den unge botaniker havde allerede åbnet lidt op om den ældre, tidligere end Narcis havde håbet, men det ville være skødesløst at presse på.

Under deres vandring gennem gader så Nirion fra side til side for at indtage den by, han jo netop var ankommet til. I realiteten var han mere opmærksom på fodgængerne omkring dem. Han ønskede ikke at blive stoppet af et kendt ansigt. Det eneste han ikke holdt øje på, var Selmy. Den rytmiske klik-klaklyd af mindreværdskomplekser mod brostenene var genkendelig nok til, at han kunne følge dem med ørerne.
"Hm?" Nirion tog et lidt længere skridt for at komme op på siden af den lille botaniker. Salem, ikke interesseret i verden udenfor, planter, musik... Selmy foretrækker sin mor, skal komme godt ud af det med hende. Han bemærkede også, hvor meget Selmy fremhævede Ceelias planer om ikke at gifte sig uden at beskrive hende.
"Jeg er sikker på, at jeg vil synes om dem alle," svarede Nirion høfligt og lod smilet falde et øjeblik, inden han svarede på Selmys spørgsmål, "Jeg har nogle fætre og kusiner, men vi ses ikke så ofte." Han så op på de store dobbeltdøre som var det første gang, han så dem.
"Skal vi?"

”Jeg er sikker på at de i hvert fald vil synes om Dem,” Svarede Selmy venligt og helt uden tøven, selvom det blot var en påstand. Selmy brød sig ikke nødvendigvis om de mennesker, som Salem eller Ceelia anså for pæne folk. Men nu var det jo Nirion. Selmy var slet ikke i tvivl om, at de ikke ville finde ham interessant og umådeligt høflig. Og vigtigst af alt, havde de jo mødtes i Isari-templet, som var fællesnævneren for samtlige gæster, der havde siddet til bords med dem. Så kunne det ikke gå meget galt.

”Åh, jaså,” Kom det nysgerrigt fra Selmy. Hans ’jaså’ havde været mere konkluderende, end spørgende, da Nirions svar gav anledning til så mange flere spørgsmål, som måske ville være upassende. Han havde hverken nævnt forældre, kone eller børn. Men han havde fætre og kusiner, som tilsyneladende var overflødige for ham. Som rejsende måtte han have sig en del venner og bekendtskaber, så Selmy anså ham ikke for at være en særling. Nærmere et unikum.

”Ja, denne vej,” De var der lige straks. Selmy boede ikke i Diamantstræde, men et par gader længere væk. Han ledte ham ned ad nogle pæne, men mindre gader, der stadig hørte til de fine boligområder, men var ikke nær så storartede som dem tættest omkring den store gade. Aldemarsgade, var gaden Selmys familie boede på. Husene var lidt tættere her, men der var dejligt afskærmede fra larm. Selmy stoppede op ved en aflåst gitterport, der ledte ind til en beskyttet, frodig gårdhave, der var fælles eje for Kieferhuset og Marcelhuset. ”Det er lige her til venstre for-” Forklarede Selmy, uvidende om, at dette måske ikke var første gang, hans gæst havde været her. Han nåede dog dårligt hen til døren ind til huset, da en mellemstor, brun hund kom dem knurrende i møde. ”Roooooo~!” Advarede den, så hele nabolaget kunne høre, at der var gæster hos Kiefer-familien.

”Simone, ti så stille!” Snerrede Selmy opdragende mod den aldrende tæve. Det plejede at have en effekt, men hunden brød sig meget lidt om den højmagiske tilstedeværelse fra elveren. Selmy forsøgte at holde Simone hen, for at få hende til at lægge sig.

Nirion smilede smigret. Én ting, han aldrig havde mestret var at rødme på kommando, men han kunne se småforlegent ned på fliserne et kort øjeblik. Han vil sandelig gøre sit bedste for at smigre sig ind på dem. Hans blik gled henover broderierne på Selmys rober. Det var svært at overse Isari-referencerne, og Narcis overvejede, om Selmys mor hellere ville lade sig smigre eller lade sig imponere. Måske hun var en af den slags mødre, der mente at ingen, var gode nok til hendes børn.

Han fulgte lydigt Selmy gennem gaderne og lod hans jaså falde, mens han begyndte at spinde historier om, hvorfor han ikke så sin familie. Mennesket snagede ikke nu, men på et tidspunkt ville emnet nok blive bragt op igen. At han ikke delte elvernes syn på mennesker plejede at vække forståelse, men han havde brug for mere. Selmy havde været så nysgerrig ind til nu.

Fem huse længere nede... nej seks... og så den forbandede køter. For nogle uger siden havde Narcis været forbi Kiefer og Marcels have. Han ville gerne lære stedet at kende. En af stuepigerne fra Marcelhuset havde været så generøs at komme løbende i samme øjeblik som gadekrydset begyndt at gøre væsen af sig. Det havde haft en hyggelig sludder om haven og Marcelfamiliens naboer. Desværre blev hun taget i at stjæle fruens smykker nogle dage senere. Hun beholdt ikke sin plads. Dyret havde han ikke kunnet charmere. Måske den kunne blive nyttig senere, når Selmy var kommet sig over sin farfars død.

Rød silke bølgede og Nirion sank i hug for at møde Simone i øjenhøjde. "Jeg er bange for, at min højde har en tendens til at skræmme mindre dyr, det er ikke hendes skyld." Simone lod til at være ligeglad med, hvis skyld det var. "Kan hun lyde ost? " Nirion så for første gang op på Selmy med at lydhørt blik, "Jeg købte noget på markedspladsen tidligere i dag. Måske det vil hjælpe." Osten var købt i går. Osten var penslet med noget beroligende. Kun osten var stærk. Hunden ville tage sig en lur mere i dag end sædvanlig med den dose.

Den mellemstore tæve, Simone, havde halen mellem benene og pelsen strittede på hende, over den fremmede mands tilstedeværelse. Hans genbesøg. Hun knurrede og gjorde sig farlig, og Selmy havde sjældent set hende sådan. ”Sit Simone! SIT,” Hans ellers bløde stemme blev mere beordrende. Det kunne ikke passe, at hun skulle være så vild overfor gæster, når der endelig kom nogen forbi, som Selmy virkelig gerne ville imponere. Han stod mærkeligt bøjet over hunden, og formåede at få hende til at lægge sig, fordi han pressede hende insisterende ned. Han måtte tale med sin far om Simone... Hun var ved at blive gammel og sær! Åh, men Salem elskede jo den pokkers hund...

”D-det beklager jeg altså virkelig,” Fremstammede han skamfuldt, og kunne endelig vende sin opmærksomhed tilbage på Nirion. Nirion, som gav skylden på sin imponerende højde, fik Selmys grå øjne til at tage et kig op og ned ad ham, og til sidst fulgte ham, som han knælede foran hunden. Simone knurrede lavere. ”..Heh,” Kom Selmy til at le. Det kunne da egentlig godt være. Simone var jo vant til meget små mennesker, jo.

Ost? ”Øh ja, hun elsker al slags ost,” Smilte han og skrånede hovedet lidt forvirret, men iagttog nysgerrigt hans elviske gæst. Tænk at han havde taget ost med ind i Isari-katedralen... Selmy blinkede lidt forstyrret med øjnene. Af alle faresignaler i løbet af dagen, var det kun denne, som fik ham til at se lidt skævt til ham. Men åh. Selmy nød også en god ost.

Afventende så han til, mens han sørgede for at Simone ikke kunne springe op og bide ud efter Nirions gavmilde, smukke hænder, når de engang delte ud af hans ost. Simone, der ellers var meget skeptisk og bekymret for sit menneske, kunne nu heller ikke modstå den stærke, ostede duft.

Det havde været en chance at tage. Osten i kathedralen. Nogle mente at mad og væske i templerne kun skulle være den, man ofrede til guderne. De unge racer havde et helt andet forhold til proportioner. Dianthos var storslået, 100 år var en evighed, et måltid var en ofring. Til deres forsvar, havde han sjældent ofret nok til at få svar fra guderne.

Nej, der var større chance for at blive standset af en gudfrygtig præst og blive smidt ud af templet, inden Selmy ankom. Narcis havde derfor gemt osten i et vandskin for lugten, som han nu trak op fra sit ene ærme. De var praktiske - ikke så lange, at de slæbte hen af jorden, men lang nok til at fungere fint som lommer. De slanke fingre løsnede snore på posen, tog en lille blok ost op og kneb et stykke af.

"Her Simone, vær nu en god hund," beroligede han. Køteren ville ikke røre den. Det eneste sted, børstene ikke stod, var der hvor Selmys blide hånd var i vejen. Noget lig en knurren slap op af Narcis strube. "De er en hård forhandler..." Hundens øjne flakkede mod osten - det store stykke -, mens Nirion skiftede hænder og rakte den store blok til dyret, så bedende op på Selmy og så tilbage Simone. Hans hånd flyttede sig så tæt på, at hunden kunne nappe, hvis den ville. Han accepterede den risiko. Resten var nu op til Simone - og hvor hurtigt Selmy reagerede.

Selmy havde ikke set Simone bide ud efter nogen på den måde før, så han kiggede meget nervøst til, som Nirion insisterede på at vinde hendes kærlighed over med ost. Osten var næsten luft for Simone, hun knurrede lavmælt til hænderne, der kom nærmere, og Selmy var lige ved at bede Nirion om at give op. Altså, hvis han blev skambidt, var han i gode hænder, for der boede flere healere lige her. Men Selmy ville hellere end gerne undgå dette!

”Åh…” Nirions bedende blik, der kiggede mellem ham og Simone, fik Selmy til at blive lidt paf. Hvad betød det? Hvad skulle Selmy gøre for ham? Selmy blinkede et par gange med øjnene, og så vendte han blikket mod Simone. ”Kom så Simone. Se, det er ost. Det kan du godt lide.” Han gav sig til med at hjælpe Nirion. Han brækkede en lille stykke af osten af, for at give hende det. Hun ville jo aldrig bide Selmy. Og måske, hvis hendes smagsløg blev aktiveret, kunne det være, at hun ville tage imod osten direkte fra Nirions hånd.

Sådan som Simone havde knurret af den høje, magiske skabning før, så var det utroligt at se, hvordan hun spiste af osten nu. Stadig tøvende, men nu havde hun fået smag for den.

Selmy smilte helt begejstret, og så fra Simone til Nirion. ”Næ, se engang! Så blev I fine venner, alligevel” Trods successen, var Selmy dog stadig en smule forlegen. Det var måske ikke den bedste start på at introducere Nirion til sin familie, at hunden var gået mere eller mindre amok.

Osten forsvandt. Nirions fingerspidser skinnede en smule af hundesavl, men der var ingen skrammer. Den unge mands blide tilgang, selv da han forsøgte at presse sit dyr ned mod jorden, kunne tilsyneladende overbevise selv Simone om, at alt var i orden.
Selmys bemærkning trak et lettet smil frem.
Nirion tilføjede spøgefuldt: "Må vi være venner så længe, du kan lide ost."
Simone fik lov at samle de sidste krummer op fra elverhånden, og han strøg et par savlindsmurte fingre gennem hendes pandehår. Han var rimeligt sikker på, hun havde foretrukket, at han havde holdt sine fingerspidser for sig selv. Han rejste sig.
"Hun er en god vagthund. Din familie må behandle hende godt, jeg ser endnu mere frem til at møde dem nu."
Han så til gengæld ikke frem til at være lænket af høflighed til et bord, så længe som et middagsselskab tog at komme igennem. Han havde også klar fortrukket, at Selmy havde haft nogle dage til at tale hans sag. Nu ville han skulle tale sin egen. Men hvis hans familie var lige så imødekommende som Selmy var, blev det så nemt som at krølle linned. Hans far ville, også efter Selmys egen beskrivelse, blive den største udfordring.

”Jamen så-” Selmy rankede sig og gjorde et nik mod døren ”-Lad mig introducere Dem til min familie.” Han tog det sidste trin op og åbnede hoveddøren. En herlig duft af mad overskyggede andre dufte af blomster og grønne planter.

Lige ved indgangen af hjemmet var der et gangareal, hvor man enten kunne fortsætte ned i en rummelig kartoffelkælder, hvor madlageret var fyldt med sække med blandt andet mel, kartofler, gulerødder. På hylderne var der enkelte flasker med rødvin og brændevin, glasbeholdere med hjemmesyltede grøntsager, fermenterede grøntsager og alskens søde marmelader. I loftet hang der hvidløg og forskellige tørrede pølser.

Et par trappetrin op, og man kom til stuen, som kunne ses meget tydeligere nu. Selve bygningen var gammel, og derfor var stuen ikke så stor. Bærende bjælker og halvvægge og niveauforskelle opdelte hele etagen i forskellige kroge i hjemmet, hvor der var et spiseareal med et pænt dækket bord med service til fire personer. Et andet sted var der en pejs med behagelige smukt dekorerede møbler, hvor Ceelias broderiprojekt lå og ventede på sofamøblet, en bog lå på en af de andre, lidt mageligere stole. Der var indbyggede reoler proppet med gamle bøger. Der var et instrumenthjørne med en stor gylden pedalharpe, en mørkerød violin og en klarinet. Fra vinduerne blev der kastet behageligt, naturligt eftermiddagslys ind. På væggene hang der religiøse symboler, masser af blomsterkranse, der skulle fremme det gode helbred og frugtbarhed. Kranse, der skulle fordrive ondskab. Vævede tæpper med mønstre af nordisk oprindelse. På væggene hang der store som små malerier af blomster, men også familieportrætter, nye som gamle. Det nyeste portrætmaleri var det der hang ved trappeindgangen, malet og underskrevet af Sidonius Kiefer. En yngre Salem og hans hustru stod i den selv samme stue med de selv samme møbler med en ung og frisk blond kvinde ved sin side samt to lyshårede børn, der stod pænt og tålmodigt, mens de blev malet. Selmy havde været mere blød og rundkindet dengang, hvor han med alderen var blevet tyndere og mere markeret.

”Selmy er hjemme, far,” Kaldte en ung kvindestemme og lette fodtrin kunne høres hastigt ned af trapperne. Hun stoppede op, før Selmy overhoved var kommet ordentligt ind ad døren. Selmy så om på Narcis, der nok var nødsaget til at bukke hovedet lidt, for ikke at støde panden mod kanten. Kieferne og dem der havde boet her før, var ikke store mennesker.

”Åh” Også Ceelia stoppede op. Meget forfærdet over at se, at Selmy havde taget en fremmed mand med hjem. Det var dog alligevel nyt!

”Ceelia, dette er Nirion fra Lazurien. Vi faldt i snak efter Isaribønnerne.” Han så på Ceelias tvivlsomme ansigtsudtryk og derefter om på sin gæst. ”Nirion, dette er min kære storesøster Ceelia, som jeg har fortalt om.”

Lidt skeptisk trådte hun frem. Hun forsøgte at være høflig, men det var lidt svært at skjule, hvordan hun egentlig havde det med, at hendes lillebror pludselig tog fremmede elvermænd ind. Hun rakte dovent sin spinkle håndryg, så han kunne hilse på hende. ”Glæder mig at træffe Dem,” Sagde hun indøvet. Hun og Selmy lignede hinanden meget. Dog var hun iført sort sørgekjole og holdt sit hår væsentligt længere. Let opsat, men primært løst.

Nirion lod sin vært passere foran ham gennem døren. Han stak hovedet indenfor. Her var nyt. Småt. Krinkelkroget. Hjemligt. En duft af mad flød fra køkkenet. Det var ikke... værst. Den høje, slanke skikkelse med de lange gevanter, bøjede hovedet - elegant men meget forsigtigt - for ikke at støde hovedet mod noget den øvre dørkarm, og løftede let op i skørterne for ikke at snuble. Så langt så godt. Hans fodsåler slog dumpt mod blankslidt gulv.

Han rettede lidt på tøjet, børstede opmærksomt lidt vejstøv af, inden han bevægede sig længere ind i Selmys hjem. Nogen holdt af håndværk, stille sysler, der skabte noget kønt men ubrugeligt. Han måtte huske at komplimentere værket. Nogen holdt af at læse ved pejsen. Hvad, kunne han ikke læse herfra, men i et så traditionelt hjem var det næppe noget sindsoprivende. Han måtte huske at spørge ind til det også. Instrumenterne var måske noget, de alle havde til fældes? Der var flere. Musik var en af de få ting, Narcis aldrig havde lært sig. Indretningen var et virvar af former og farver og alligevel hang det sammen. Det hang sammen i tynde tråde, men det hang sammen. Han mistænkte, at hvis hjemmets indretter ikke var her, ville sammenhængen også forsvinde. Det mindede ham om Selmys beskrivelse af sin mor. De mange kranse var vel faderens værk. Nogle af dem glødede svagt af magi for Narcis' sanser. Mens moderens indretning emmede af roligt, opfindsomt liv, fik faderens kranse Narcis til at spænde i ryggen. De mindede ham om lænker.

Endelig landede Narcis' blik på malerierne. Det nærmeste fik ham til at vende sig mod det. Motivet var så almindeligt, en mor, en far, og deres to afkom - en af hver. Men hvor var bedstefaderen? Arh... der er han. At bedstefaren tegnede vidste Narcis; det var en fornuftig færdighed for en botaniker. At han malede var noget nyt. Strøgene var lige så naturtro, som stregerne i den skitser, der lå rullet sammen på Narcis' arbejdsværelse. Det var næsten som om, han kunne træde ind i billedet. Med så vidtspændende interesser, måtte han have været fascinerede. For et menneske. Han bemærkede dog også, at den glade familie i billedet, ikke passede på, hvad han havde lært, om familien uden for rammen.

Alle detaljer inden for synsvidde blev undersøgt med blikket fra den afstand, som Narcis stod i, - ikke med fingrene. Det ville sig med undtagelse af Selmys skulder. Han rakte en hånd frem og børstede et par gange på stoffet.
Han smilede velmenende: "Der var et blad." Bladet faldt til gulvet og blev trukket udenfor at gennemtræk.
Måske var det en undskyldning for at holde fast i det eneste menneske, han kendte. Eller for at holde mennesket fast til sig.

Selmys søster, Ceelia, et kønt ungt menneske, trippede ned at trapperne. Nirion fra Lazurien smilede over Selmys skulder, venligt og undskyldende for sådan at komme uanmeldt til middag. Med en smule besvær og forsigtighed trådte Nirion ind efter Selmy, tog imod Ceelias lille hånd, og bukkede igen, som han havde gjort for Selmy, dybt så det skinnede hår og den røde silke flød fremefter, og dybt nok til kunne røre den unge kvindes hånd med læberne, men uden at gøre det, for det ville jo ikke gå an.
"Fornøjelsen er helt på min side," hilste han lige så blødt og åbent, som han havde hilst på Selmy. Så rejste han sig elegant op - og slog toppen af hovedet mod nærmeste træbjælke. "AAaghhhnnn...hhmmmm-mjeg undskylder for at komme tomhændet.. uuhh-" Han gnubbede - en smule teatralsk - sit stakkels baghoved, og så med lidt smerteforvrænget, taknemmeligt smil mod Selmy, "Jeg havde ikke forventet en sådan gæstfrihed. Jeg kan dufte, at vi er ankommet i tide til aftensmad?"

Selmy stod og tænkte over det kære lille øjeblik han havde haft med Nirion, hvor Nirion havde været så galant overfor ham, at børste et lille gult efterårsblad fra hans skulder. Han kunne godt lide, hvor tætte de fremstod overfor hinanden allerede. Denne gang havde han ikke spændt op ved den blotte berøring, men han blot set sig forbavset om skulderen, og fulgt det løsslupne blads rejse ned ad ham og ud mod gårdhaven. Selmy havde sendt Nirion et taknemmeligt blik. Han havde ikke nået at sige mere, før hans storesøster havde fundet dem, som den første. Hans far var nok oppe og hjælpe sin kone med at indtage noget at spise. Hun fik altid sin mad først.

Nu var Selmy trådt en smule til side, så Nirion og Ceelia kunne møde hinanden ordentligt. Der var ikke forfærdeligt meget plads her i gangen, desværre, og Ceelia havde valgt at stå i vejen. Noget hun gjorde en dyd ud af, bare for at være irriterende, mistænkte Selmy. Og hvorfor? Hvorfor var hun så uhøflig, at lade Selmys første gæst i årevis vide, hvor lidt hun syntes om hans tilstedeværelse. Hun måtte hade mænd, eller sådan noget. Men var hun virkelig ikke betaget af hans elviske ynde? Hans mystiske varme øjne? Nå, jamen... så behøvede Selmy jo ikke bekymre sig om hende. Han flyttede sit blik hen på Nirion, for at betragte ham. Det var svært at spotte i hans blik om han syntes lidt for meget om hende eller ej. Nej, han var høflig og fornem, som han havde været overfor Selmy.

Begge de ungvoksne Kiefer-børn gispede forskrækket, da elveren slog hovedet mod træbjælken. Ceelia med sin hånd dækkende for munden, skjulte et lille moret fnis. Det var jo ikke spor pænt at le af gæsterne. Selmy derimod så meget bekymrende og beklagende op på Nirion. Hans hånd placerede tøvende på Nirions overarm, for han vidste ikke om det var i orden for ham at røre ham endnu. ”Undskyld! Der er lidt lavt til loftet her. Det bliver bedre, når vi kan sidde lidt ned.”

”Det skal De ikke tænke på. Gode folk der tjener Isari er altid velkomne i vort hjem,” Ceelia havde genfundet sine manerer. Hun nejede beskedent for dem og ledte dem op ad det enkelte trin op til spisearealet. Der var dækket op til fire, som altid, i tilfælde af at fruen i huset havde kræfter til at spise med. ”De kan tage plads her,” Sagde hun og placerede sin spinkle hånd på stolryggen, hvor deres kære mor plejede at spise med ”Jeg lader Mathilde vide, at vi har fået en gæst.” Informerede hun høfligt og nikkede til mændende, hvorefter hun gik ud til deres husholderske ude i køkkenet.

Selmy smilte lidt genert i retning af Nirion, og undrede sig om han mon fandt deres hjem bizart eller hyggeligt. Han ville gå gerne imponere ham. ”Jeg tror min far kommer ned om lidt. Jeg kan vise Dem etagen ovenpå efter aftensmad,” Sagde han blidt. Ovenpå var der hvor Selmys værelse var, og der han holdt farfars livsværk opbevaret.