Det gjaldt om at vælge sine ord med omhu, og Maximillian var ikke blind for at vide, at ikke en eneste kritisk kommentar nogensinde måtte falde fra hans læber. Det ville uden tvivl komme tilbage til fyrsten hvis han gjorde, men at danse om det... var jo lidt en leg i sig selv.

"Måske en dag jeg kunne vise dig det," tilføjede han lidt vovet. Han havde trods alt sine muligheder, hvis Arun virkelig gerne ville se det. De kunne smutte væk for en eftermiddag. Det krævede blot at Maximillian lige fandt nogle teleporteringsevner et sted at tage. Hans blik blev næsten en anelse for længe på Arun efter han havde sagt det, inden han lod sit blik glide ned.
Blikket landede på klædet Arun havde gang i at nulre ved, og det trak bare en anelse i mundvigen. Det var jo næsten en anelse sødt, før han hev blikket videre væk, og ud mod haven.

Savnede han det oprigtigt? Der var visse ting han savnede, men hans liv var bare bedre her. "Man savner vel altid lidt hvad man kommer fra," sagde Maximillian. "Men jeg tror mere på at det er nostalgi omkring hvad der var, og ikke så meget fordi jeg oprigtigt savner det. Jeg kan virkelig ikke beklage mig over hvordan mit liv er nu om dage." De frie tøjler, de mindre gode ting Florence ønskede af ham. Mængden af flotte kvinder og mænd der var at finde. Så lang tid han undgik den anden dæmon der havde forklædt sig, så var der ingen klagesang.
At Maximillian stadig gerne ville være fri var trods alt et helt andet spørgsmål.