Yago havde ikke helt kunne holde øjnene åbne som der var blevet mere og mere stille i det lille rum, men han kunne heller ikke få sig selv til helt at give sig hen, som han forventede noget ville ske. Alle de instinkter der havde holdt ham i live over årerne, virkede blot til at hamre i ham. Han forstod ikke hvorfor hans krop var så nervøs overfor Marlo, selvom Marlo hidtil ikke havde gjort noget, andet end at redde ham og sige at han skulle betale ham tilbage.
Derfor var det også en meget let søvn, som han blev hevet ud af, som han hørte Marlos stemme endnu engang, og de grønne øjne søgte Marlo tilbage i den lave belysning. Han kunne lige se omridset af ham.

"Ikke rigtigt," sagde han, selvom det nok ville være bedst for hans krop, som stadig var noget så kold, selv under alle de varme tæpper. Han dækkede den nedre halvdel af sit ansigt lidt mere under dynerne. "Du burde også sove," tilføjede han så, selvom ordene nok lød lidt mere mumlet, som han havde skjult sin mund.
Yago var heller ikke ligefrem sikker på hvordan han skulle snakke med denne Marlo... eller han havde nok aldrig helt vidst hvordan han skulle snakke med nogen. Emerson havde føltes nemmere, men måske var det bare fordi han havde prøvet så hårdt... lige indtil det var gået op for ham at Yago ikke var det værd. Det stak stadig.