☰

Kysset af dødens engel | fortidstråd 1980

Felix

Felix

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 72 år

Højde / 180 cm

Tatti 18.08.2026 16:00
Usammenhængende lys. Brudstykker af Therons ansigt, klippehulens vægge, flammerne. Makellos havde den mærkelige fornemmelse af uvirkelighed, at det hele skete for en anden. At han blot var blevet efterladt her til at overvære det. Nej, nej, nej, tyssede Therons bløde stemme.
Alt var for koldt. Hånden, der greb ham. Stenen under ham. Selv luften, når den gled ned i lungerne. Trak han overhovedet vejret? Makellos sank sammen ved siden af Theron med et sagte, forpint prust og lod sig støtte, fordi kroppen ikke længere gav ham noget valg.

Og sulten. Åh, guderne. Den vred sig gennem ham. Ikke i maven, men dybere; i knoglerne, i tænderne, langs hver nerve. Langt værre end den voldsomme feber, der havde lagt ham til sengs som dreng. Han huskede mest loftet fra dengang. Hvor mange timer han havde ligget og talt sprækkerne i træet, mens feberen rasede gennem kroppen. Til sidst var den gået over.

Det her ville ikke gå over. Makellos kunne have grædt.

I vandt. Det er ovre. Hans blik flakkede under tunge øjenlåg. Vandt. Ordet burde have betydet noget. Burde have fyldt ham med den samme svimlende lettelse, han havde forestillet sig så mange gange før slaget. I stedet fandt han kun ét navn. Aldemar.
"Han skal vide, at jeg lever." Protesten kom svagt, men med en inderlighed, der ikke passede til den spinkle stemme. Krøllerne lå fugtigt og rodet over panden, og under den snavsede uniform hvilede soldateramuletten tungt mod brystet. Alle Lysets soldater havde båret én i krigen. Magisk ladet. Skabt til at beskytte dem, styrke dem, give dem en chance mod mørket.
Makellos' fingre fandt den gennem stoffet. En hul skal nu. Den havde ikke beskyttet ham. 
"Han vil lede efter mig." De store, lyse øjne fandt Theron igen. Pupillerne var blevet så brede, at de syntes at flyde ud i det ravfarvede blik, men der var pludselig noget næsten klart i dem. En stædig rest af den mand, Theron havde fundet på slagmarken.

Af soldaten. Af drengen, der engang havde set en konge og gjort ham til noget større end et menneske. Makellos knugede amuletten hårdere. "Han skal vide det."
I'd rather be a liar for them to only see my best.


Sebastian

Sebastian

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Tusmørkedalen

Alder / 1681 år

Højde / 172 cm

Lux 04.10.2026 12:55
Åh at vide hvad der gik igennem det rodede sind. Therons gyldne øjne fik en blødere kant, men han rystede stadigvæk fast på hovedet, på trods af inderligheden i Makellos stemme og udtryk. Fordi det var joh lige præcis dét. Han var død der på slagmarken. Og nu forsatte han stadigvæk livet, men ikke som før. Fordi... hvem end denne person var, ville uden tvivl se på Makellos som det monster han var genopstået som. Og det var ikke deres skyld.. alt i de levende, forsøgte at holde dem til livet - holde dem fra de døde. 

Therons hånd greb hårdere i den anden, for at se om dét ville trænge igennem hans feberagtige intensitet. "Du er ikke længere i live, Makellos. Hverken død, eller i live.." og hans øjne smalledes. "Og hvad du nu er, vil ikke vække andet end afsky hos dine nærmeste" 
Sandheden var en hård pille at sluge, men sandheden var hvad der beskyttede dem. Ufærdige aftaler, udestående konflikter, ugengældte eller gengældte følelser. Selv kærlighed havde det med at blegne. 
Desuden. 
Therons blik gled ned på hvad end han knugede henover brystet, men han kommenterede det ikke. "Du vil finde nye allierede. Og familier. Der er ingen grund til at genleve dit gamle liv, i din nye krop" og måske hvis han var heldig, ville han endda overleve længe nok til at finde mere end det han lige nu, nok følte han havde mistet. Så meget mere. 

“If the night made us monsters, perhaps the dawn, will make us something else.”
Felix

Felix

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 72 år

Højde / 180 cm

Tatti 09.10.2026 11:16
Et hårdere greb, som gik lige igennem ham og sank dybt ind i nervebanerne. Havde Theron ikke holdt så fast, ville Makellos næppe have ænset berøringen gennem febervildelsen, men nu mærkede han den med en næsten pinefuld tydelighed.

Du er ikke længere i live, Makellos.

Barmhjertigheden, den ekstra chance for livet, som han havde troet sig skænket, gled ham af hænde som sandkorn gennem en utæt krukke. Hverken død eller levende. Hvad var han da? Lyden af blod, eller hvad han formodede måtte være blod, rislede sagte og dog øredøvende i hans ører. Nu hvor han lå lænet op ad Theron, kunne han høre det som en lokkende bæk af liv, skjult under den marmorfine hud, hvis sagte rislen syntes at kalde på ham.

Vække afsky...

Ordene fik ham til hvileløst at ryste på hovedet. Ikke Aldemar. Nej, aldrig Aldemar. Hans konge måtte da forstå, hvorfor Makellos havde gennemgået denne forvandling. For ham. For sin konge. Var det ikke netop kærligheden, der havde fået ham til at klamre sig så desperat til livet? Og kunne en sådan hengivenhed virkelig blive mødt med afsky?

Men de tanker, der før havde syntes så vigtige, begyndte at vige for noget andet. Noget langt mere påtrængende.
Dyriske impulser trak i den genopståede kriger. Rislen og atter rislen. Der løb noget varmt gennem Theron, noget han ikke kunne se, men hvis tilstedeværelse han fornemmede med en gruopvækkende tydelighed. Makellos ville åbne ham og kravle derind, lade sig omslutte af den varme, han selv havde mistet. For han var så kold. Alt for kold. Syg helt ind i knoglerne, som om den dødelige feber havde forladt hans kød, men efterladt sin sult i dets sted.
Makellos sank tungere ind mod Theron, og hans fingre fandt den hånd, der havde holdt ham tilbage. Med en langsom, næsten ærefrygtig bevægelse løftede han den mod sit ansigt, mens blikket fulgte de blege håndleds fine årer.

"Er jeg da et monster...?" spurgte han stille. 

Vipperne hang tunge over de ravgyldne øjne, der stirrede med en længsel, han endnu ikke havde ord for. Han burde have set Theron i øjnene. Burde have søgt efter svaret i hans ansigt. Men blikket ville ikke slippe årerne, og den skam, der langsomt begyndte at røre sig i ham, var ikke stærk nok til at få ham til at se bort.
I'd rather be a liar for them to only see my best.


Sebastian

Sebastian

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Tusmørkedalen

Alder / 1681 år

Højde / 172 cm

Lux 10.11.2026 16:37
Hårdhændet behandling syntes at virke, og Therons stramme greb løsnede en smule, da han virkede til at falde ned igen. Men ikke til ro. Han tvivlede egentlig på at ro, var noget Makellos ville finde i den nærmeste fremtid. Men rolig nok til at han ikke var på vej ud af grotten. 
Som stoppede han for en kort stund med at kæmpe imod det, følte Theron hans vægt læne sig ind imod ham. Fulgte ham med øjnene da han greb fat i hans hånd. Jah man kunne næsten kalde det et afventende blik, som hvilede på ham, imens Makellos syntes at mærke noget. Fordi hvor mange gange havde han ikke set det før? Tidspunktet det gik op for dem, at blodet kaldte højere, og havde et større krav på dem, end de måske forventede. 

Er jeg da et monster? 

Therons smil var mildt. Men viste nok for første gang rigtigt de skarpere hjørnetænder, der i hvert fald ville forsegle kisten, og bortforklare hvad end man kunne havde tænkt, håbet, eller måske endda ønsket, var sket. Mildt, men men fast. "For nu, er du mit monster. Så må vi se hvordan du ender, når du er klar til at blive slippet fri" hvis han skulle være analyserende, regnede han joh ikke med at Makellos ville gå amok i den skrøbelige magt, som vampyr forbandelsen gav ham. Han havde været en soldat af Lyset, burde de ikke være ædle? Have nogle værdier?
Men selv de bedste kunne blive hærdet af tiden - eller endnu værre - så kom de til at kede sig. Men han havde ikke tænkt sig at holde sine forvandlede i så kort snor, at de ikke selv fik valget. 

Man skulle næsten være blind for ikke at se sulten i de ravgyldne øjne, og Therons nikkede lidt opmuntrende, men for at være sikker, pressede han lidt mere på, så han kunne mærke de kolde læber imod håndleddet i et forventningsfuldt lille gys. Den frie hånd fandt bagsiden af hans hoved, og viklede sig omkring de sorte lokker, så han stadigvæk havde lidt kontrol over situationen. 

“If the night made us monsters, perhaps the dawn, will make us something else.”
Felix

Felix

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 72 år

Højde / 180 cm

Tatti 12.11.2026 14:05
For nu er du mit monster.

Makellos' kolde læber skælvede. "Så jeg er din?" spurgte han sagte, men han kunne ikke løsrive sit blik fra det kønne, lokkende håndled, der hvilede så nær hans mund. Kunne han nogensinde tilhøre nogen anden end sin konge? Tanken burde have forfærdet ham, og dog var der noget i Therons ord, som vakte en besynderlig trøst. De stærke fingre holdt ham fast, og endnu engang hørte han ordene, som et ekko gennem sit forvirrede sind. For nu er du mit monster. Han var nogens. Han var ikke alene i denne tomme, kolde tilstand, i denne mærkværdige død, som havde berøvet ham alt det velkendte og dog skænket ham en ny tilværelse.

Hans fingre klyngede sig til Therons kjortel. Det forekom ham, at han måtte bestige en svimlende højde for at nå det, han så inderligt længtes efter, men hans nye herre viste ham barmhjertighed og førte håndleddet tættere på hans skælvende læber. Drik, syntes Makellos at høre. Drik. Ordene kom ikke fra Theron, men fra et sted dybt i ham selv, som om et ældgammelt instinkt var vågnet og nu hviskede til ham med en myndighed, der ikke lod sig modsige. Han kendte hverken dets oprindelse eller dets vilje, men vidste med en gruopvækkende sikkerhed, hvad det forlangte af ham.

Han lod læberne berøre den silkebløde, hvide hud, og i næste øjeblik sank hans tænder ind i den.

Blodet fyldte hans mund. Makellos lukkede læberne tæt om håndleddet, som frygtede han, at blot en eneste dråbe skulle gå tabt. Han svælgede dybt, grådigt, og lod tungen søge efter den varme strøm, mens hans øjne spærredes op i en blanding af rædsel og henrykkelse. Hvad var det dog, han gjorde? Hvad var det for en velsignelse, der således strømmede ind i ham, og som han ikke længere kunne forestille sig at leve foruden?

Men Theron ... hans herres ansigt var henført og smukt, en hvid flamme mod bålets flakkende, gyldne skær. Han sad bøjet over Makellos, og i det øjeblik forekom det ham, at der ikke fandtes noget andet i verden end denne skikkelse og det blod, han skænkede ham. Kroppen sang af blodet. Han drak og drak og drak, indtil enhver tanke syntes at opløses i den overvældende sødme. I et gyldent brus strømmede blodet ned i hans indvolde, bredte sig gennem hans arme og ben og fyldte de kolde, tomme steder, hvor livet engang havde været.

Makellos knugede Theron hårdere ind til sig, som om han frygtede, at den anden skulle tage sin hånd tilbage, og med en fortvivlet, næsten barnlig grådighed klamrede han sig til den varme, han havde fundet.

Giv mig det. Åh min herre, giv mig det.
I'd rather be a liar for them to only see my best.


1 1


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
Online nu: Mong, Charizard , Krool, Helli , Blæksprutten
Lige nu: 5 | I dag: 13