Usammenhængende lys. Brudstykker af Therons ansigt, klippehulens vægge, flammerne. Makellos havde den mærkelige fornemmelse af uvirkelighed, at det hele skete for en anden. At han blot var blevet efterladt her til at overvære det. Nej, nej, nej, tyssede Therons bløde stemme.
Alt var for koldt. Hånden, der greb ham. Stenen under ham. Selv luften, når den gled ned i lungerne. Trak han overhovedet vejret? Makellos sank sammen ved siden af Theron med et sagte, forpint prust og lod sig støtte, fordi kroppen ikke længere gav ham noget valg.

Og sulten. Åh, guderne. Den vred sig gennem ham. Ikke i maven, men dybere; i knoglerne, i tænderne, langs hver nerve. Langt værre end den voldsomme feber, der havde lagt ham til sengs som dreng. Han huskede mest loftet fra dengang. Hvor mange timer han havde ligget og talt sprækkerne i træet, mens feberen rasede gennem kroppen. Til sidst var den gået over.

Det her ville ikke gå over. Makellos kunne have grædt.

I vandt. Det er ovre. Hans blik flakkede under tunge øjenlåg. Vandt. Ordet burde have betydet noget. Burde have fyldt ham med den samme svimlende lettelse, han havde forestillet sig så mange gange før slaget. I stedet fandt han kun ét navn. Aldemar.
"Han skal vide, at jeg lever." Protesten kom svagt, men med en inderlighed, der ikke passede til den spinkle stemme. Krøllerne lå fugtigt og rodet over panden, og under den snavsede uniform hvilede soldateramuletten tungt mod brystet. Alle Lysets soldater havde båret én i krigen. Magisk ladet. Skabt til at beskytte dem, styrke dem, give dem en chance mod mørket.
Makellos' fingre fandt den gennem stoffet. En hul skal nu. Den havde ikke beskyttet ham. 
"Han vil lede efter mig." De store, lyse øjne fandt Theron igen. Pupillerne var blevet så brede, at de syntes at flyde ud i det ravfarvede blik, men der var pludselig noget næsten klart i dem. En stædig rest af den mand, Theron havde fundet på slagmarken.

Af soldaten. Af drengen, der engang havde set en konge og gjort ham til noget større end et menneske. Makellos knugede amuletten hårdere. "Han skal vide det."