En kølig berøring.

Kitt nåede ikke at skjule den lille spænding i fingrene, da hans hånd lukkede sig om juristens. Ikke et ryk - blot en brøkdel af et ophold i bevægelsen. Kroppen registrerede noget, tanken endnu ikke havde formuleret. Han holdt grebet. Et øjeblik for længe, måske. Som om han ville teste, om kulden gav sig.

Det gjorde den ikke.

Kulden var… bemærkelsesværdig.
Hans blik løftede sig roligt til Finneas’, og et svagt, næsten udfordrende smil trak i mundvigen.
"Jeg ville nødig gøre Deres arbejde forgæves," svarede han.

Da han slap hånden, gled fingrene ubevidst mod hans egen håndflade - et kort, næsten tankeløst strøg, for at rette på fornemmelsen. Ikke nervøst. Ikke åbenlyst. Bare en mand, der ikke helt brød sig om at miste kontrollen over sit eget sanseindtryk.

Blikket dvælede et sekund længere.
”Indtil næste gang, hr. Lyøe.” Et nik. Let. Næsten varmt.
Han vendte sig for at gå. Ikke hastigt, men heller ikke helt så uberørt, som han lod det se ud.

Finneas lod det ebbe ud som vandet sank til jord i de små bække. 
Dialogen var slut og snart ville deres vejes mødes igen - fuld af nye emner og drøfte og broer at rive ned.