Nogen kællinger snakkede bare mere end andre, og hun var så en af dem der snakkede meget, det måtte han sgu leve med så slemt var det da heller ikke. Vashti var fint tilfreds med han tog hende så hårdt, det var ikke alle der turde tage kontrollen over hende, så dette var skønt og mon ikke han nok skulle se hende igen. Indeni havde hun stadig en følelse af sejer fordi han havde bøjet sig, hun havde som altid fået hvad hun ønskede sig. 
Han greb i hendes hår og kunne mærke hvordan det trak i hårrødderne, et suk slap fra hende og ryggen svajede endnu mere for hans skyld. Det var godt bordet sad fast, hun strammede sit greb i kanterne, støn forlod hende som hun kunne mærke han nærmede sig, for hun kunne mærke hans stød blev hårde og dybere. Selv kunne hun mærke hun nærmede sig og var klar til at komme med ham, når dette skete ville et stort støn slippe fra hende og kroppen skælve en smule.
Grebet i bordet ville løsne sig " tag din Zalans slave og skridt fra mit skib, men du kan bare vente dig smukke, du ser mig igen" sagde hun, der var dog en hvis tilfredshed at hører i stemmen, hun pegede hen imod sit tøj " nøglen til låsen er i lommen" informerede hun ham om, så kunne han få sin slave. 

Det havde været en hurtig omgang mellem dem, sådan som han kunne lide det. Han havde haft kontrollen over hende, og selvom han ikke havde haft dette som et ønske, så havde det bestemt været tilfredsstillende alligevel, nu kunne han blot håbe på at kvinde ville lade ham være og at han ikke behøvede at se hende igen. Han forstod ikke hendes besættelse af ham og hvorfor hun havde jagtet ham på den måde, som hun uden tvivl havde gjort, blot for at få sin vilje. Hun var blevet taget hårdt og grundigt, hvilket hun fortjenet og tydeligvis kunne lide - ligesom han kunne. Der var ingen grund til at ligge følelser i den slags eller lade sig komme alt for tæt på kvinder - der var en grund til at han ikke var gift. 
"Så er lysten blevet stillet og du er tilbage i dit hårde ydre, hva?" Han havde ingen lyst til at lade nogen snakke til ham på den måde, selvom hun var en beskidt kvinde på mange måder. Nu havde han set hvordan hun kunne bryde sammen, og det var bestemt noget man kunne bruge imod hende. "Du er meget hård, når man tænker på hvordan du lige før tiggede og bad mig om at behandle dig ordentligt" Vasthi havde vist ham en side som hun nok ikke skulle have vist ham, men tydeligt heller ikke følelser som hun kunne holde igen. Det var til hans fordel. "Jeg skal selvfølgelig nok tage min slave, men dit ansigt har jeg ikke lyst til at se igen" Han forlod kahytten og gik ud til Nimel som stadigvæk sad fast i kæden. 

Som han trak sig tilbage, ville hun rykke sig og i stedet sætte sig på skrivebordet, med blikket rette imod ham barmen en smule rød efter at være blevet mast. Blikket rette sig imod ham, imens en hånd gled og for at rette på håret, det var lidt sjovt så tøsefornærmet han kunne blive for det var hendes opfattelse lige nu. Han var tydeligvis ikke van til at folk svarede ham igen, eller snakkede grimt til ham. 
Han skulle bare vide at dette ikke blev den sidste gang sammen, men næste gang skulle hun nok takle ham anderledes så de begge fik mere nydelse ud af det. For lige meget hvor meget han brokkede sig, ja så havde han jo også nydt det ikke? Hun betragtede ham imens han klædte sig på igen " Mostafa tro ikke du har skovlen under mig, jeg er mig selv okay? Du ved hvor mandestyret dette erhverv er, og tro ikke du kan knække mig" Vashti ord var truende, blikket intenst rette på ham et smil gled over hendes læbe " åh du ser mig igen, bare vent og se jeg glemmer dig ikke" tilføj hun før hun rystede lidt på hovedet af ham og fnøs.  Men for nu lod hun ham gå så han kunne få sin slave, alt imens hun rejste sig for at iføre sig noget nyt tøj og gav sig til at finde en ny flaske rom, det skulle vel fejres ikke sandt og kroppen var måske i sandhed en smule øm efter hans behandling.....

Hun havde ikke andet en været en pestilens i hans liv i øjeblikket. Han lod sig ikke tirre af hende, men vidste at han nok ikke ville slippe for hende, selvom han ønske egentligt lå der. "Selvfølgelig kan jeg knække dig, men det skal du nok få lov at opleve hvis vores veje mødes igen" 
Nu kunne han da i det mindste få Nimel med tilbage og komme tilbage til Rubinien. Han længtes efter sit hjem og havde brug for at komme væk herfra. Der var ingen grund til at blive her længere end nødvendigt.