Moderens hånd der i et forsøg forsøgte at skubbe Leon længere bag ud, skældte ham småt ud. Hendes ord blev stille overdøvet af Leahs stemme på ny og moderen fik rykkede sig som Leon pressede sig fri fra hendes greb. Hænderne ramte hans brystkasse, men han stod fast og lod hende gøre som hun ville. Skub og hvæsen. "Hvem jeg tror jeg er?" gentog han snarrådigt og gjorde antræk til at ville ligge hånden mod hendes skulder og skub hende tilbage, men i stedet så han hende hug for at kaste jord på ham. 

Et højt råben af navnet Frank lød tydeligt fra moderen, som greb fat om Leons arm som han var ved at træde tættere mod Leah. "Stop så I to!" beordret hun med en vredladen stemmen, men Leon skubbede blot moderens greb af sig. "Du er intet andet en som vil have opmærksomhed, du kan ikke affinde dig med at folk ikke kan lide dig" vrissede han af hende og fik endelige lagt hænderne mod hendes skuldre og presset for at skubbe hende væk. 

Det irriterede hende, at han næsten ikke rykkede sig en millimeter fra hendes frustrerede skub. Det gjorde hende mere frustreret, sur og ked af det. Hun kunne ikke selv holde til følelserne, så nogen måtte hun dele sine frustrationer med - og hvem ville være bedre end sin tvilling? Det skulle gå ud over ham, sådan måtte det bare være.

Leah så kun sin bror og ænsede slet ikke, at moren kaldte efter assistance. Gik Leah for vidt? Han skubbede tilbage; hun måtte tage halvandet skridt for ikke at miste balancen. Hendes hænder havde også prøvet, uden held, at skubbe hendes hænder væk, “Åh, sikke en fornærmelse,” lød det fra hende skuffet, som om hun havde forventet noget værre. Men det gik hende alligevel på. “Du kan slet ikke se længere end din egen snude!” Hun gestikulerede voldsomt med sin hånd foran sit eget ansigt, for at fortælle ham, at han var blind for andres følelser. “Måske der er en grund til at jeg søger opmærksomhed?” Hun stod næsten lænet frem for sig. “FORDI DU HELE TIDEN FÅR DEN!” skreg hun af ham. Hun skulle til at kaste sig over ham i flere skub, men blev trukket hårdt bagud af en stærk faderlig hånd. Det gjorde ondt - ikke kun der hvor hun blev hevet, men hun følte hun prøvede at række ud og fortælle hvorfor hun ikke trives mellem dem, og at det blot blev tysset på og kastet væk.

Morgenstuden som i virkelighed var en formiddag der stilnede mod en middag havde kulminere og grænser var blevet brudt på de mest utænkelige måder. Leon havde aldrig i sin vildeste fantasi troet at de som søskende, tvillinger, skulle stå og grave en dyb vold i mellem dem. Forskellighederne og deres odds i livet tittede frem som nattens dæmoner. Lunefulde latter og kradsende fingre der stak i baghovedet, hviskede at det var tilladt at gå den ekstra mil. 

Læberne pressede spændt sammen og mindskede den line linje der tegnede munden op. Han blev ved med at føle moderens hånd mod sin skuldre og overarme for at trække ham væk, hive ham tilbage og skabe afstand. Men modsat Leah, kunne han vidne at faderen kom, hans blik gav det dog ikke væk.I sekundet han indså faderen kom, ville han have hun selv fornøjelsen af at opdage der måtte en forældre til hver af dem. 
Brystkassen havde sig i takt med hans dybe og iltre vejrtrækninger. "Nok!" kunne det høre rungende fra faderen, han gad ikke det påstyr eller den opførelse, men at han greb ud om Leah som han gjorde, fik blot Leon til at skæve væk. Hun havde ikke ret, han fik ikke al opmærksomheden, han gjorde sig fortjent til den, modsat hende. 

"Gå" blev der beordret noget så bestemt som kun en fader kunne. Gå vreden af dig, tænk over hvad du har sagt og gjort, men vi er ikke færdige her. Det var en bestemt stemning i et simpelt ord. Leon trak for tredje gang armen til sig og fulgte den ordre som var blevet givet. Han skulle nok gå, så kunne hun få den eftertragtede opmærksomhed som hun så gerne ville have. Han kunne fornemme moderens stemme forsøge at milde og være fortrøstningfuld med Leah, men han havde ingen interesse i at høre hvad der blev sagt. 

Leah var ikke påvirket af selve tanken om, at der skulle være flere til for at splitte dem ad. Hendes tanker havde kun et mål lige nu, og det var Leon og den samtale de havde haft. Leah forstummede sig som faderens stemme lød, men de irriterede og våde øjne kunne snakke for sig selv. Øjnene slap aldrig Leons. Det her blev ikke glemt.

Først da en kommando kom fra hendes fader, slap hun blikket for at se, hvem deres fader talte til. Et øjeblik nåede frygten hende, og fik hende til at tro, at hun var den, der skulle gå og tage afstand. Til gengæld var faderens øjne limet på hendes bror. Selvom hun var taknemmelig for, at hun ikke var den, der blev sendt væk, skabte det stadig en uro i hende. Leahs blik fulgte Leon som han begyndte at gå væk, og havde det ikke været grundet hendes faders greb og tilstedeværelse, havde hun nok gået efter ham.

Så snart moderen gik mod Leah trak hun sig, først med skridt, og dernæst hendes hænder og arme, som moderen prøvede at trække hende ind til kram. Leah var bare ikke typen der krammede i denne her situation, så derfor valgte hun at trække sig helt væk. Hun skyndte sig tilbage ind i huset og smækkede med hver en dør, der var på vejen ind til hende og Leons værelse.