Azteka begreb ikke hvordan hun havde overlevet to år. Havde det virkelig været to år? Det føltes både som hundrede, og alligevel virkede det så uvirkeligt at der kunne gå så lang tid. At hun havde overlevet i så lang tid i et fangehul, uden at dø af sygdom eller tortur.
Tortur. Azteka mærkede et jag i kroppen ved tanken og tog en skarp indånding. I et sekundt følte hun sig kvalt af iskoldt vand. Det til trods for at hun tydeligt kunne se hun var i sikkerhed.

Hun blinkede et par gange og så lidt forvirret på Archimedes. Som havde hun slet ikke hørt ham. ”Hva?... Oh.. Ja, det er en god ide.” svarede hun med et let smil på læben som hun genvandt fokus. Hun var stadig så umådelig træt i hele kroppen, at den lille spasme havde gjort hende helt tung igen. ”Jeg ved slet ikke hvad der er sket de sidste to år.” hviskede hun, mest af alt til sig selv.

Archimedes forventede ikke at hun var ved sine fulde fem og hun ville nok heller ikke være det forleøbig. Det hun havde gået igennem var trods alt ikke noget enhver kunne holde til, men det skulle nok gå. Han troede på at det nok skulle gå. Af hvad han havde set, så var hun en stærk person.

"Jeg kan prøve at gengive det, så godt jeg nu engang kan?" tilbød Archimedes. "Omend det kun er hvad end der berør sig i Dianthos." Og langt minrde omkring hvad der var hændt for dem som Azteka holdt kær. Det var usandsynligt, men ikke umuligt, at de havde nogle overlap, men det var nok nemmest for Azteka selv at opsøge det, når hun engang kom tilbage til Dianthos. 
Ikke at det føltes som om at det var de første ting der sket over de seneste år når Archimedes rigtig tænkte sig om. Verdenen havde næsten virket lidt stille. 

Azteka betragtede satyren et øjeblik og nikkede så. ”Lidt er bedre end intet at vide” bekendtgjorde hun ærligt. Det havde været et ulideligt liv, og mest af alt frygteligt hun intet havde vidst. Kun de rygter som spandt mellem vagterne i fangekælderen. Hun valgte ikke at tro deres ord. Løgnagtige som de var. ”Jeg har.. været uden nogen kontakt så længe, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal forvente at høre. Jeg har opdigtet alt muligt og umuligt de sidste… år..” tilføjede hun med et tungt suk og lænede sig mere tilbage i puden bag sig. Følte hvor hurtigt hendes krop blev træt og begyndte at give efter. Hun ville føle sig svag længe, men det var kun midlertidigt. Hun var nødt til at tro på at det kun var midlertidigt.

Archimedes så lidt eftertænksom ud, og begyndte at stryge sit skæg, som han overvejede hvad præcis der reelt var sket de sidste to år.
"Lad os se. Mørkelverne er velkommen tilbage i Dianthos, efter en del år hvor de ikke måtte, selvom velkommen er vel så meget at sige," startede han ud. Det mente han var sket indenfor de sidste to år i hvert fald. "Her i Amazonitskovene har de forskellige klaner sluttet sig sammen om at gøre noget ved de rester af mørke der stadig er tilbage, og hvad ellers... hvad ellers. Så mange ting har vel ikke rørt sig i Dianthos." Det var underligt at tænke på, fordi der skete altid noget. "Det har faktisk for en gang skyld været ganske fredeligt at bo der." Han kunne godt begynde at forklare om de mere personlige ting, men det var nok ikke ligefrem det Azteka ville høre. Hun ville vel høre at hele verdenen ikke var brændt ned. 

Det summede i hovedet med alt det som Archimedes fortalte hende. Hun var slet ikke sikker på hvad ben hun skulle stå på, havde hun været i stand til at stå op.
Det lykkedes hende at frembringe et spinkelt smil, trods det summede overalt. Hun var så forvirret og udenfor fatning. Hun måtte være i en del dårlige stand end hun havde lyst til at indrømme. ”Jeg er glad for at høre at det er mere fredeligt her. Det er en ønskelig udvikling.” mørkelverne bekymrede hende, men at der generelt ikke virkede til at være større ting der var sket i Dianthos, det var trods alt beroligende.
Hendes krop føltes tung som bly igen og hendes øjenlåg blinkede tungt og faretruende. ”Jeg vil ikke være uhøflig. Men jeg tror.. ikke jeg kan holde mig vågen ret meget længere.” og det hele begyndte at bløde i et og hendes åndedræt blev tungere, som søvnen klamrede sig om hende igen.

Det var ikke overraskende at alle informationer var for meget for den stakkels soldat, og et blidt smil spredte sig på det gamle ansigt. "Hvil endelig, vi kan altid snakke mere om det senere," sagde han lavmælt, selvom hun nok allerede var gledet ind i søvnen inden han overhoved havde formået at få det første ord ud. Hun havde behov for hvil, og selvom der nok ville gå lang tid før de ville kunne begynde at overveje at fragte hende tilbage til byen, så var det noget de kunne arbejde sig mod.

Han lagde en hånd på hendes pande kort, for at tjekke hendes feber, før han nikkede lidt for sig selv, og rejste sig så fra sin plads. De kunne stille noget frisk vand ind til hende, til når hun vågnede igen, og ellers så ville satyrfamilien tage ture på at gå ind og tjekke hos hende. Men det her var et godt første tegn.