Ansigtet forholdt sig passivt, intet indikerede om Rakshasa i sandhed havde flere kort på hånden end som så, men om der var nogen i familien, det var ikke noget Rakshasa havde tænkt sig at give ud som så. Det faktum at den gamle dæmon kunne gætte hvem hun var fra måtte være nok information at dele ud af. Der var dog mange i Verbatim, og som Rakshasa lagde fingeren på læberne, var det tydeligt at det ikke var noget der skulle snakkes om i detaljer.
"Hvis du kender navnet, så bør du også vide at der ikke skal tales for højt som sådan nogle ting," lød ordene. Ord der kunne tages i begge veje. For nogle ville det være en klar indikation på at nogen i Lochtree familien var spioner, for andre var det ligeså meget en indikation på at der ikke var en chance for at de var indenfor dørerne, og Rakshasas udtryk? Det gav sig ligeså lidt som det havde i hele samtalen. Intet illustrerede om de var der eller ej. "For det kan umuligt være hvad du ønsker af mig." Og selv hvis det var, så ville Rakshasa aldrig røbe en anden agent. Det ville sætte hele organisationen i fare, og de ville blive hevet med tilbage til hovedkvarteret. Ingen kunne få informationen som agenterne bar på. 

Måske var det ugideligheden og dovenskaben som indfandt sig i deres væsen, der gjorde de egentlig ikke ønskede at have noget. De kunne da sagtens hjælpe dette væsen, uden at fortælle dem hvad de ønskede sig lige nu? Eller var det måske ikke sådan reglerne kunne udspille sig.
"Hvad med en tjeneste?" kom der med en fløjsblød stemme som de lænede sig lidt tætter på væsnet, der kunne virke så ligegyldig. Men trods for at der var så lidt interesse i hvem manien kunne tilbyde, gjorde det bare denne person meget mere interessant. Hvorfor? Fordi der var ikke noget værre, end folk der troede at de kunne få hvad de ville, bare fordi de havde en aura omkring dem, der måske var tillokkende. Nej, det var dem som brød ud af normen som var interessante, hvilket også var grunden til, at Levines øjne næsten åd kvinde skikkelsen foran sig. 
"Lige nu har jeg intet jeg ønsker mig, men en dag kan det ændre sig, vil du være villig til at komme til min hjælp der? For i så fald, vil jeg gerne hjælpe dig" kom der, som de lænede sig tilbage i divaen og krydsede benene. De glødende øjne betragte væsnet indgående, mens de ventede på hvordan denne aftale ville forløbe sig.

Rakshasa rynkede alligevel af brynene af det. En tjeneste var en stor ting. De ville være bundet, og det var ikke alle slags tjenester der var lige nemme, eller noget man kunne være lige villig til at give. Det var ikke som om at de var bundet for livet på en aftale om denne, men der var alligevel også noget stolthed i at overholde det, selvom hun ikke tvivlede på at Levine ville tage alt som de kunne.
"En tjeneste er en stor ting at bede om," pointerede Rakshasa. "En potentiel meget dyr ting faktisk." Hendes øjne fandt den anden dæmons øjne, som hun kiggede overvejende på dem. "Jeg kan give dig en tjeneste der ikke er meget dyrere end den information du har givet mig? Jo længere tid der går og jo mere du har givet, betyder selvfølgelig også at tjeneste godt kan være større. Men jeg vil nødig føle at du prøver at tage mig på sengen. Selvfølgelig er der et vist forbehold om at der er visse ting som ikke kommer til at ske." Tjenester kunen give mange ting, og Rakshasa ville bl.a. aldrig give information omkring Verbatim. 

Levine betragtede Citrine indgående, som hun forklarede hvad for en aftale der kunne blive indgået. Det lød alt sammen tilforladeligt, men til at starte med medgav de ikke nogen form for emotioner. Ansigtet fuldstændig vasket ren og det eneste der var tilbage, var dybe øjne der betragtede dæmonen foran dem.
Derefter begyndte at smil at brede sig hen over de fyldige læber. Et smil der talte deres tydelige sprog, de regler for hvad der kunne tillade sig at blive spurgt om, var noget som de kunne gå med til.
”Vi kan sagtens nedfælde dette på en kontrakt, jeg er sikker på vi kan finde nogen der kan sikre sig at det er en som ikke kan brydes” Levine rejste sig op fra divaen og vandrede hen til et lille bord. På bordet var der placeret en krystal karaffel med en gylden væske i. De tog med næsten yndefulde bevægelser, et af krystalglassene og fyldte det med væsken.
”Vil du have et glas?” spurgte de en anelse henkastet og regnede ikke med, at Citrin faktisk ønskede et, men det var vel uhøfligt ikke at spørger.

Rakshasas øjne fulgte dæmonen nøje, som ville hver en lille bevægelse være nok til at give hende en idé om hvem denne person var, og hvad der lå bag det kønne ansigt. Ikke at hun blev klogere, som tingene forløb sig, men det var et forsøg værd.
”En kontrakt kan være ganske kraftfuld,” indrømmede Rakshasa. ”Jeg har mine midler, men nu er du vel ikke en der forsøger at sno dig ud af hvert et lille hul?” Hun havde på fornemmelsen af at det var præcis den type dæmon hun stod overfor.
Hun lagde sin finger under sin egen hage.

”Nej tak, man kan vel ikke drikke på jobbet,” sagde hun. Om det var fordi hun var Citrin, eller fordi hendes job lige nu bestod af at undersøge et fremmede sted, det kunne man jo forsøge at regne ud. Citrines krop lå trods alt ganske sikkert hvor Rakshasa havde efterladt hende.

Levine lod glasset hvile mod sine læber, og betragtede Citrin. Der var en undren bag den hvide pande.  En forundring over hvem dæmonen var, som havde taget Citrins maske. Dæmonen som ønskede information, en som der var højt oppe i Verbatim. Det måtte da være tilfældet, korrekt? Men så igen, Levine var ikke typen der havde behovet for at stikke fingeren i jorden. De havde ikke et ønske om at kende til alt og alle, de have en opgave, de befandt sig vel i denne. Men selvfølgelig kunne man altid sikre sig, at skulle man ende i en situation hvor man havde brug for hjælp, så var der en man kunne trække på derude.

”Jeg er sikker på jeg kan finde noget saft et eller andet sted, men hvis du vil være fri, skal jeg ikke tvinge dig til noget” Levine lænede sig op ad væggen og smallede langsomt øjnene, ”måske vi næste gang skulle mødes et sted, hvor der ikke er så mange øre, også kan vi finde ud af, hvordan vi kan hjælpe med hinanden”

Der var noget næsten for intimt over at drikke noget en anden gav, eller sådan føltes det i hvert fald nu. Som om at Rakshasa var for godt tilpas here, når hun nu vidste at det var et spørgsmål om tid før at hun måtte komme væk herfra. Hun kunne holde sine facader forevig, hvis hun ønskede det, men den originale Citrin var trods alt ikke død, og ville på et tidspunkt komme tilbage.
"Du har muligheden for at komme så langt væk fra din bopæl?" spurgte Rakshasa, en lille kant af nysgerrighed over det. Det virkede ikke som om at Levine havde de værste vilkår her, til trods for at være slavebundet til en adelig familie. Og en skrækkelig adelsfamilie endda. Men det var trods alt alligevel underordnet. "Hvor og hvornår ønsker du?" Ører var der over det hele, men hvor langt Levine kunne slippe væk, uden at der var nogen der var nysgerrig på deres færden, det vidste RAkshasa ikke... i hvert fald ikke endnu.