Få ispiggene til at forsvinde.det var simpelt, direkte, og lige til, og før hun fik tænkt sig om tog hun den hånd frem, og lod håndfladen hvile i luften pegende imod sandet, en let bølge af chakra og ispiggene begyndte at vibrerer kort, meget kørt før bølge af chakra. En bølge hun stoppede lige så hurtigt som den forlod hende. Kort kiggede hun omkring på de mange steder hvor isen bryd igennem sandet, selv denne ene nær hendes egen fod, gled øjneover. Kort hen over hvert en af dem som hun tydeligt tænkte sig om. Da blikket rejse var forbi endte det tilbage på ham, hvor hun gav et kort nik, og igen lod sin energi forlade og finde isen, is som virkede til at give op, og stille blev her en pig til vand og faldt imod sandet for at lade sig blive spist af det tørre sand.
Let og legende tog et skridt frem og tilbage før hun sagde noget.

”Hvad så nu? Vil de løbe?” hun fniste som det blev sagt og tog et skridt mere frem, og slog armene ud til siden, og lod blikket falde over den tomme strand, ganske vis var skoven lige der, ikke langt fra dem, men langt nok væk til at han skulle betræde sandet nogle gange og der lå vel stadig vand under selv så tæt på skoven ikke? Ærligt vidste hun det ikke men hun håbede at det ikke ville ændre sig så meget.

”Sandhed, eller konsekens.” hun slikkede sig kort om munden som det blev sagt, blikket blev dog på skoven efter hendes tanker havde mindet hende om den. Der var noget anderledes over den, var der ikke? Kort med et undrende blik beskuet hun skovgrænsen, men før noget gav mening gav hun op, hellere holde øje med sin fang… Sin spilmarker!

Lysende fra blikket så han med som hun fik dem til at svinde væk, blive til vand og gå i sandet igen. Han blev dog stående hvor han stod og nikkede en enkel gang til hende som tegn på tak til hendes nik om at det var gjort. "Nej," svaret han tørt og valgte for første gang i lang tid, at tage et skridt. At dette så var et skridt frem, nærmere mod vandet, var nok ikke det smarteste han kunne have gjort. Men han vidste ikke helt hvorfor, men var det for at vise hende, at han ikke havde i sinde af flygte fra den leg hun havde sat op for dem. 

"Konsekvens" svaret han og håbede at hans valg af svar var nok til at holde hendes fokus mod ham. Han ville ikke vise hende, at der var noget, men hvordan gjorde han det uden at vise det? Skulle han have set med, men så ville det vel kun have lagt op til spørgsmål eller lignende. Hvorfor kunne han ikke tænke sig igennem noget nu, det var så risikabelt at satse. 

Nej et ord der fik hende til at smile stort, og hans skridt frem! Jamen dog hvor dette gik godt! Hun slog armene ud til siden og nejede kort for at bryde ham velkommen, ikke at hun vidste hvad hun endelig brudt ham velkommen til, men det var også ligemeget! Det næste ord fik dog smilet til at vokse endnu mere. En hånd blev ført bag ryggen, den ene fod foran den anden, det ene knæ mødte ryggen af det andet. Den sidste hånd blev trykket frem imod ham, håndfladen op ad. De pikante tænder vist under det store smil og spændt øjne hvilede på ham.

”Hvor vidunderligt!” udbryd hun spændt og overvejet tydeligt at hoppe af energi, men stoppede sig selv.
”Udfør en ordre af en af mine overordnet!” som det blev sagt forsvandt smilet.
”Hans navn er Zahinael  og ved Isharis ækle lys, oh hvor bliver i to gode venner!” ved ordet venner gav var skuespillet også slut som hun gav slip på sin chakra, ikke at hun manipuleret noget, hun kastede det blot om sig, så meget hun kunne på en ganske kort øjeblik. Bare for stemningen skyld.
Han havde sikkert intet imod at få en diplomat kastet for hans fødder vel? Hun blev ikke straffet for dette vel? Kort midt i sit energi kast, rystede hun på skulderne i gys over tanken. 

"Burde jo ikke være et problem, vel herr Diplomat? Vel? Det bliver sikkert noget drønende kedeligt politisk! Så deres hjemmebane!" Smilet forsvandt og den ene fod blev trykket frem, og i ly bag hendes ryg og i skjul af den store energi hun havde kastet om sig, havde hun nu en kugle af vand flydende over håndfladen, og netop som foden ramte sandet frøs kuglen til is, som dens form skiftede, den blev tynd, lang, og spids som hun formede et kastespyd, hvis ende og spidst blev synligt til hver deres side af hende.

Som trådt ind i løvens hule, kunne han nu få konsekvensen at føle. Hendes reaktion til hans nej og bevis for at han havde i sinde at føre legen til ende, havde nu vist sig at være den største fejltagelse for ham. Det var som hjertet slog langsommere i forsøget på at finde ud af hvad der nu ville ske, for han drejet hovedet let til siden og lod en voksende bekymring vokse henover ansigtet som han skulle finde ud af, hvordan han greb det an. 

Det var langt fra vidunderligt, det kunne han da se - og med et blev det til en realitet af hvor u-vidunderligt det var. "Udfør en ordre?" papegøjede han, men hun lod ham vide besked om at personen, som var hendes overordnet, hed Zahinael. -- Og at de ville blive venner. Næppe på så gode måder som hun insinueret. Hun talte ikke i gåder, men alt hun sagde var modsat af hvad det i virkelighed var. 

Okay. Han havde indset at han nu ikke længere havde chancen or at komme der fra som håbet. Men håbet var nok forlængst forsvundet, han ville bare ikke stikke halen mellem benene i situationen som den var. Selvom hun talte til ham, fjernet han fokusset fra hende og vendte sig halvt forhastet rundt og råbte på Salphanisk (hans eget sprog) "Afsted!" Keji - hans drage - var blevet lært i enkelte kommandoer på hans sprog, for der var ikke altid tid til at risikere alt. 

I udkanten af skovområdet, gemt i skyggerne, begyndte det at bevæge sig voldsomt. Keji havde fået smidt @[Isora Khairy] om på ryggen af sig selv, før den begyndte at lette med hastige vingeslag og søgte højt til vejrs for at undgå vandet. Den havde fulgt nøje med i hvad der skete med vand omkring hende. Han, Aslak, ville ikke risikere hverken eller kommer til skade på hans vovede beslutninger. Hvorfor han var villig til at efterlade sig selv tilbage. 

Aslak fik vendt sit blik tilbage mod hende og ville træde tilbage, men han var klar til at skulle forsvare sig selv mod hendes spyd. 

Hun var vel endelig blevet advaret om hans relation til dragerne, men det havde virket så vanvittigt at det ikke var blevet husket, og den stille front skiftede drastisk, ikke som han vendte sig, nej men som reaktionen på hans lyd, hans ord kom til udspil i verden. I et sæt forsøgte hun at gøre sig så lille som muligt som dragen bryd igennem skov fronten og søgte himlen, en hånd på sandet, og begge knæ lave, og tænder fremme i lyset som spyddet kort blev peget i retning af forstyrrelsen. Få længere vejrtrækning forlod hende som blikket forlod dragen som søgte himlen og ly i skyerne, og langsomt faldt tilbage på det blå, behornet væsen foran hende.
Hun puste ud som hun rejse sig igen, og blot stirret i hans retning som kampgejsten og angsten stille lod sig dulme i hende. Spydet blev stille pege i hans retning dog i løs, hængende arm.

”Hv…hvad er din plan nu så?” mumlede hun lettere opgivende og hævede skulderne forvirret.
”Svømme?” hun fniste som det blev sagt, oh hvor ville det være vidunderligt hvis det var tilfældet.

”Løbe? Jeg er ikke alene her på øen min kære.” hun sukkede, før dette så sandligt sluttede legen, jagten, og alt andet. Den sidste uklarhed for hende nu var hans kamp evner, men, at han valgte at sende dragen væk frem for at kæmpe ved dens side, var nok til at hun havde besluttede at hans egenskaber i kamp, kunne samlingens med en killing.

”Skal vi gå hjem stille og roligt, eller..vil du prøve et eller andet?” hun slog armene opgivende ud til siden og kort lod blikket falde til himlen, for at sikre sig af den ikke kom igen, alt tydelede på den var helt væk.

Det var måske overildet det han havde gjort. At sende dem væk og efterlade sig selv. Men Aslak var besluttet på dette, og han tog ingen chancer for at sætte Isoras liv i fare på nogen måde. Den kønne katastrofe der stod foran ham, havde formentligt mere en måde, hvorpå hun kunne underlægge folk i sin vand. 

Små frustreret over situationen, så han mod det frosne spyd der var i hans retning. Hun fremsatte provokationer blot for sin egen fornøjelsesskyld, og han vidste at hun på sin egen måde havde ret. Nej, hun var ikke alene, og han kunne ikke gå i vandet, for så ville hun først få trukket ham under med vandets kræft som hun besat. Hvor langt ville hun kunne trække var et spørgsmål, han ikke ville kende svaret på.
Aslak så lidt vejende mod hende og spydet, før han valgte at træde et hastigt skridt frem for at få grebet om spydet og ville gøre et ærligt forsøg på at få hende trukket længere væk fra vandet. Nok var hun en blanding af forskelligheder, hvilket han også var, så lå råstyrken nok mere til ham. 

Så at gå stille og roligt med hende hjem, var ikke det første på hans valg af muligheder. 

En killing, en killing der havde en drage som, de beskyttede mere end sig selv? Det var et mærkeligt billede af have i hovedet, og en taktisk beslutning hun ikke kunne få til at give mening, jo, hvis de fangede dragen ville det da være skidt – for ham og hvem end han tilhørte eller udførte ordre for. Men det var også lige meget og på ingen måde hendes arbejde at finde ud af, nu skulle hun bare tage killingen med hjem. En killing som nu træde imod hende?

Han gjorde hvad?

I hastig tempo?

At sige hun blev overrasket ville være en blid måde at sige det på, at sige hun blev taget med bukserne nede, og med blind for øjne ville være mere rigtigt, men stadig ikke helt være nok, men denne følelse, denne vidunderlige følelse af overraskelse fik et stort smil frem på hendes læber som han fik hånden om sprydet og lod ham trække i hende, han var langt stærkere end han så ud til, måtte hun indse som han ikke blot tvang hende til at give slip på sprydet men også træk kraftig nok i hende til at hun måtte opgive balancen og ende med at lave en halv kølbøtte og lande med et dunk imod den nu våde sand med rygge.

Med sit faldt begyndte hun at grine, og med sit grin lod hun sin chakra igen forlade sig, og igen manipulere sprydet nu i hans hænder som små pikke formede sig langs skaftet, men kun et kort sekund før sprydet mistede hele sin form og blev til intet andet end koldt, vand og faldt imod sandet. Fint, fint, ny leg. Mumlede hun let, som hun forsøgte at genfinde sin plads på sine fødder frem for sin ryg.
"Jamen jamen, så de vil virkelig tilfredsstille mig." lyd det legende i hendes latter som hun let slikkede omkring de pikante tænder som smilet så venligt viste til verden.

Trækket han gjorde sig var til hans fordel, uden tvivl. Spydet kom i delvist i hans varetægt, som hun kom ned og ligge i sandet med en skæv kolbøtte af en art. Hvorfor latteren forlod hende som den gjorde, huede ham ikke spor. Grebet var fast om det isnede spyd, de blåglødende øjne gled kort mod det, som han fornemmede noget presse sig begyndende mod håndfalderne, men det vandet ud på ny. Det forlod hans hængerne med et, det var udvandet på nyt og han kunne kun lade fingrene løsne sig. 
Aslak trådte et skævt skridt tilbage og spændte let i kæben som han prøvede at være beredt på hvad end hun kunne finde på at byde ham. Men hun talte blot med sin harske latter. "Hvad end det så betyder, så nej," svaret han på dæmonisk. Det var tydeligt, at det ikke et hans talte sprog, men han kunne nok gebrokkent dæmonisk til at sige det. 

Hvordan ville Asvard have grebet situationen an, foruden ikke at være rejst afsted? Skoven var en begyndende mulighed, men hun havde jo ret. Den var lige så fyldt med mørkets tilhængere, men om de var lige så tvære som hun, vidste han selvfølgelig ikke. Men det var ikke helt en ting han alligevel ville vide. 

//grundet inaktivitet låser jeg tråden.//