Kayla så stadig ikke på ham, som han begyndte at svare hende. Hun var alt for flov og genert over situationen, så hun holdt blikket rettet mod gulvet ved siden af dem, mens hun stadig havde hovedet drejet en smule væk fra ham. Nervøst lagde hun højre hånd på sin venstre albue og trak sig lidt sammen. Det havde jo ellers føltes helt vidunderligt at kysse ham, men nu var den akavede stemning mellem dem kun endnu værre. Havde hun nu ødelagt det hele? Kains ord gjorde kun hendes bekymring større, som hun mærkede sin hals snøre sig sammen, og tårer begyndte at brænde i hendes øjne. Det var typisk, hun kunne heller aldrig finde ud af at aflæse folks signaler. Selvfølgelig følte han ikke det samme for hende, hvordan kunne hun dog være så dum at tro det?! Han havde sikkert kun gengældt kysset for at være høflig, og nu forsøgte han at afvise hende så pænt som muligt. Ja, det måtte være det, der var ved at ske. Hvad skulle han ellers mene med de ord, han sagde?

Kayla kæmpede for at holde tårerne inde, men det lykkedes ikke. Stadig med blikket stift rettet mod gulvet til venstre for hende, mærkede hun hvordan de trillede ned ad hendes kinder. Følelsen af tårerne mod hendes huds var en skærende kontrast til, hvor meget de havde brændt i hendes øjne sekundet inden. Nu var de i stedet kolde, som de gled ned ad hendes stadigt rødmende kinder, og hun kortvarigt lukkede øjnene. Hendes hals var stadig snøret sammen, og hun ville umuligt kunne få et ord ud lige nu, om hendes liv så havde afhængt af det. Hvordan skulle de nu komme videre fra den her akavede stilhed?

Hvorfor kunne han ikke komme på noget at sige? Alt han havde lyst til at sige virkede forkert. Det var ikke fair over for dehormoner der kørte rundt i Kayla, og han kunne jo godt lide hende, hun var bare ung. Hun var omgivet af voksne og børn der var yngre end hende selv. Var han den eneste der kunne tale med hende? Hun snakkede vel med de ældre i nomade flokken ikke?! Men så hørte han noget, en tåre trille ned af hendes kind, hendes brystkasse der havde ændret sig i hjertet. Åh nej! Han havde dummet sig!

"Kayla, du må ikke græde!" kom det fra ham og lagde en hånd ned under hendes hage for at se om han kunne løfte den op i almindelig høde så hun kunne kigge på ham. Han mærkede den saltede tåre på hans finger der havde rendt ned af hendes kind og han bed sig i læben. "Kayla... Jeg.. Jeg..." han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige til hende der ville gøre det godt igen. "Du betyder så meget for mig... Jeg... Jeg vil ikke ødelægge noget imellem os..." havde han lige givet hende en afvisning? For det havde ikke været meningen. Han bed sig i læben og kiggede på hende. "Eller det jeg mener.. Du betyder så meget for mig, at jeg ikke forstår hvad der sker når jeg kigger ind i dine isblå øjne." det føltes som om han sad og savlede igen som den hund han nu engang var. Savle som han blot havde gjort få minutter for inden. Det var ikke fair over for Kayla eller ham selv. "Jeg er bange for at ødelægge noget..." svarede han og kiggede ned i gulvet stadig meden hånd under hendes hage. Forhåbentlig kunne hun se fornuften i det hele. Men han ville hende jo så gerne, han vidste bare ikke hvordan det skulle takles. Han havde aldrig haft disse følelser før når han kiggede på hende.

Hun mærkede hans hånd under sin hage, og lod ham løfte hendes hoved en smule. Hendes egen hånd knugede stadig om den anden arms albue, som hun modigt lod blikket glide op fra gulvet igen, og så på ham med tåre-fyldte øjne. Det var svært at se på ham, som han kæmpede med sine ord, men hun ville heller ikke være uhøflig, så hvis han ønskede at hun skulle se ham i øjnene, så gjorde hun det for hans skyld. Nej hvor gjorde det ondt at høre, selvfølgelig var det rart at høre at hun betød meget for ham, men resten af den sætning… det føltes bestemt som om han sad og afviste hende, og gjorde klar til at sige, at han ikke havde samme følelser for hende. 
Øjnene løb endnu en gang over i tårer, som hun blinkede og lod dem trille ned ad kinderne. Hendes hjerte der før havde hamret derudaf på fuldt tryk, føltes nu pludselig som en stor, tung isklump, og alle sommerfugle i hendes mave var faldet døde om. Dog blev hendes udtryk ændret til forvirring, som han talte videre. Havde han lige sagt…?
Det var ikke fair, hans ord rev hende frem og tilbage mellem kulde og varme, mellem afvisning og hint af, at han måske alligevel følte noget for hende. Nu måtte det da snart være nok, kunne han ikke tage at sige, hvad han tænkte?! Langsomt rystede hun lidt på hovedet, og forsøgte at smile en smule gennem tårerne. 
”Du er så sød… Men du ødelægger ikke noget… Hvis der er nogen der ødelægger noget her, er det vidst mig…” blikket gled væk fra hans øjne, som endnu et par tårer forlod hendes. Havde han ikke haft sin hånd under hendes hage, havde hun nok forsøgt at vende hovedet lidt væk igen, men for nu måtte hun nøjes med at lade blikket falde ned på hans hage.

Hvor var det mærkeligt det her. Han kunne ikke lide at Kayla græd, hun var den eneste der betød noget for ham ud over Seth, og alligevel havde han valgt at kalde Kayla familie. De havde haft så mange gode snakke i årenes løb og grinet sammen. Nu faldt det hele til jorden fordi han ikke kunne fremsige de rigtige ord. Han ødelagde helt klart noget selvom Kayla ikke mente at de var ham. Han bed sig i læben og kiggede på hendes isblå øjne som hun kiggede væk fraham. Langsomt fjernede han hånden under hendes hage og bed sig i læben. Hvordan gjorde han det godt igen?! Han vidste det ikke.

Forsigtigt lænede han sig frem imod hende og kyssede hendes kolde og våde kind men uden savl. Han vidste da hvordan man gav et kys, bare ikke når det gjaldt læber! Så var det som om at hans mundvand fi sit eget liv. "Kayla.... Du ødelægger ikke noget.. Jeg holder så meget af dig. Jeg er bare ikke vat til at udvise følelser på den måde... Du skal vide du har en special plads i mit hjerte... Jeg er ikke så god til at takle mine følelser... De er..." han vidste ikke hvordan han skulle forklare det, men han ville jo heller ikke afvise hende, for han holdte virkelig meget af hende, mere end hun anede. Men hun var stadig ung og havde masser af tid i hele verden til at lave børn og få en mand på en gård. Det var ikke ham længere. Lige indtil han tænkte på børn! Hovrdan lavede man børn?! Kom de med storken?! Han var så uvidende på alle de ting at han ikke vidste om han var den mindre kloge af Kayla og ham. "Det jeg mener er... Kayla kig på mig.... Du gør noget ved mig jeg ikke kan forklare" han bed sig i læben og tog fat i hendes frie hånd for at klemme den blidt.

Kysset på hendes kind forvirrede hende bare endnu mere, selvom det også var rart. Alting var bare så mærkeligt mellem dem nu, hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, eller hvordan hun skulle tolke de ting, han sagde. Som han snakkede til hende igen, lod hun blikket glide op så hun kiggede ham i øjnene igen. Hun var ikke enig med ham i, at hun ikke ødelagde noget. Det var jo trods alt hendes forbistrede følelser, der havde trukket rundt med hende og fået hende til at kysse ham. Vent, sagde han lige, at…? Og der var de ord igen, med at hun gjorde noget ved ham. Det MÅTTE da betyde at han følte et eller andet? Eller var det stadig bare hende, der tolkede hans ord forkert?

Forvirringen var godt nok u-udholdelig efterhånden. Langsomt slap hun grebet om sin arm en smule, og gengældte blidt hans klem på hendes anden hånd. Kayla trak vejret dybt og rømmede sig, inden hun tog mod til sig og endelig svarede ham.
”Jeg… Ved ikke… Du forvirrer mig…” Det var stadig svært for hende at få sat ordene ordentligt sammen, så de gav mening. ”Det… Var ikke min mening at gøre dig så forlegen… Jeg… Holder bare virkelig meget af dig, og… På det sidste, har det ændret sig, til mere end bare venskabeligt… Jeg er ked af, hvis det er upassende eller gør dig forlegen… Jeg havde bare håbet…” Ordene døde ud igen, som endnu et sæt tårer gled fra hendes øjne, og hun trak blikket væk fra ham igen.

Kain var så forvirre over Kayla at han ikke vidste hvilket knæ han skulle hvile mest på. Skulle han rejse sig op? Skulle han gå? Lade hende være? Hvad skulle han?! Han vidste det ikke. Han var så forvirret at han ikke magtede at tænke særlig langt. Han havde lyst til at kysse hende igen, med eller uden savl. dE brænde inde i ham for at kysse hende igen. Det brændte inde i ham for at få hende til a forstå hvad han mente. Han ville jo ikke afvise hende når han ville så meget mere med hende!

"Kayla..." startede han og lænede sig ind imod hende for at ligge armene rundt om hende og begrave sit ansigt i hendes skulder. "Du misforstår... Jeg holder virkelig meget af dig, jeg ved bare ikke hvordan man gør... Du har lige givet mig mit første kys... Og.. Og... Det var underligt, men på en god måde... Jeg er forvirret lige nu" hviskede han tæt på hendes øre som han havde begravet sit ansigt i hendes skulder. Langsomt fjernede han sig for at kigge på hendes læber, og fanden tog ved ham men han lænede sig ind imod hende og kyssede hende denne gang ude savl, men ha nød det og han mærkede hvordan hans puls seg og hjertet slog lidt hurtigere. Det virkede helt rigtigt dete her. Men samtidig bare utroligt mærkeligt. Han brød kysset eter noget tid og lod en hånd glide op til hendes kind og ae den med tommelfingeren for at fjerne de værste tåre. "Græd ikke Kayla, det har du for smukke øjne til at de skal være blodskudte" kom det stille og roligt fra ham.

Forvirringen i hende blev kun større, som han pludselig omfavnede hende og lænede sig på hendes skulder. Instinktivt slap hun sin arm, og lagde prøvende armene om ham. I guderne hvor føltes det dog vidunderligt at sidde og kramme ham på den her måde! Hans ord fik hende til at le en smule, og hun skulle lige til at svare ham, men inden hun kunne nå at få et ord ud, havde han placeret sine læber på hendes. Samtlige sommerfugle i hendes mave blev vækket til live igen, og det frosne hjerte tøede op som ved et trylleslag. Når han nu selv søgte hendes kys, så MÅTTE det vel være fordi han følte noget…? 
Blidt gengældte hun kysset, og lod forsigtigt hænderne nusse hans ryg. Som han igen trak sig lidt væk, mærkede hun rødmen brænde i hendes kinder igen, men i det mindste var tårerne da holdt op med at løbe. Et svagt smil dukkede frem på hendes læber, som hun kortvarigt lukkede øjnene og lod ham fjerne hendes tårer.
”Du er så sød… Det var jo bare fordi… Jeg blev forvirret, og fortvivlet…. Jeg ved heller ikke så meget om det, det var… Også mit første kys…” Genert slog hun blikket ned et øjeblik. At han ikke havde kysset nogen endnu undrede hende en smule, han var jo trods alt lidt ældre end hende, men det gjorde hende faktisk også lidt glad. Så var al den forvirring jo nok bare fordi, det hele var lige så nyt for ham, som det var for hende. Forsigtigt lænede hun sig nu en smule mod ham og lod sit hoved hvile på hans skulder, stadig med armene om hans ryg. Det var faktisk virkelig rart at sidde sådan her, nu hvor den værste forvirring var drevet over.

Vara det for mærkeligt at kysse en af sine bedste venner? Ja... Ja det var det.. Var det for mærkeligt at kysse en man holdte rigtig meget a? Måske lidt ja, men han ville ikke være det foruden. Han håbede blot på at Kayla forstod ham. Selvfølgelig gjorde hun det som det hun sagde. Hvis hun var forvirret og fortvivlet var han det bestemt også! Han kunne kun håbe på at de ville finde ud af dette her sammen! Forhåbentlig kom der en hjælpende hånd til dem begge. Men kunne han indlede et forhold til en når han havde det arbejde han havde? Ville han så ikke passe endnu mere på?! Ville han overhovedet have hovedet i gamet når han jagtede vampyrer? Eller ville spillet tage ham til sids?! Han vidste det ikke.

"Kayla... Jeg... Undskyld hvis jeg tager noget der ikke skal tages" svarede han og aede hende lidt på hånden som han stadig holdte fast i. Forhåbentlig slap hun ham ikke lige forløbig, men kunne hun være den voksen at sige fra? Burde det ikke være ham der sagde fra?! Han var trods alt ældre end hende, så hvad var formålet med det hele?! Kunne ahn bide i det sure æble og sige til hende at det ikke skulle være dem, når han sågerne ville lagt mere med hende? Dog var han uvidende om alt ting når det kom til at indlede et forhold til en. "Du må ikke være fortvivlet. Det burde være mit lod her i livet" svarede han og kiggede hende ind i øjnene som hun var stoppet med at græde igen. Det gjorde ondt at vide han havde gjort hende ondt, for det havde ikke været meningen på nogen måde!

Blidt rystede hun på hovedet, så godt hun nu kunne med hovedet mod hans skulder. ”Nej, du må ikke undskylde… Uanset hvor underlig og akavet hele situationen blev, så… Føles det stadig helt rigtigt, at det var dig… at du var mit første kys.” Forsigtigt placerede hun et enkelt, blidt kys på hans skulder, som for at understrege ordenes værdi.
Hendes knæ begyndte dog at brokke sig over måden, de sad på, så med en svag modvilje trak hun sig en smule ud fra ham, og lod sig i stedet glide ned at sidde ordentligt. Benene foldede hun ind foran sig på en måde, så de lå til den ene side, og hænderne blev lagt i skødet. Egentlig ville hun helst være tættere på ham, og stadig kunne sidde og kramme ham, men hendes krop ville ikke rigtig samarbejde lige nu. Endnu en gang rystede hun lidt på hovedet, og grinede en smule af hans ord. 
”Altså, i det tilfælde må det tilfalde os begge. Jeg har vidst også mine ting at være fortvivlet over.” Det var rart at den anspændte stemning havde lagt sig igen, men hvordan kom de nu videre herfra? Nu virkede det jo til, at de begge havde fået sat ord på deres følelser, om end hun nok havde været noget mere ligefrem end han. Skulle hun spørge ham direkte, for at være sikker?
”Kain…. Det her er lige så nyt for mig… Det eneste jeg ved er, hvad de ældste børn snakkede om inden de flyttede fra flokken… Da de snakkede om kærester, hvem de var forelskede i, den slags… Det er første gang, jeg føler sådan her for nogen…” 
Kayla bed sig usikkert i læben, men så fortsat på ham. Nervøsiteten havde lagt sig en smule i hende, selvom det stadig var nervepirrende at skulle snakke om det her. Men de kom vel aldrig videre, hvis de ikke fik snakket om det, og fandt ud af, hvad de så skulle gøre nu.

JO han skulle undskylde, Kayla var for ung til at have problemer. Hun var stadig kun 17 og havde en hel livs rfaring med sig på landevejen. Kain havde ingen ide om hvad det ville sige at leve på landevejen som hun gjorde i nomade flokken. Han havde været en enspænder de sidste tre til fire år, siden hans mor blev dræbt og hans bror blev omvendt til vampyr. "Jeg ved hvad du mener, men du må ikke undskyld kære Kayla" kom det fra ham og smilte til hende. Han nød kysset på sin næsten bare skulder som egentlig kun var dækket a hans T-shirt og han nød hendes nærvær. Hvis bare det kunne forblive sådan her for altid. Eller bare for lidt tid endnu i det mindste, om end at han var begyndt at sidde lidtdårligt med begge knæ placeret i gulvet. Langsomt rettede han sig og satte sig ned på røven med benene i en skrædderstilling, forhåbentlig flyttede Kayla ikke hovedet fra hans skulder. Men det gjorde hun. Hu rettede sig også, hvilket måske var lidt mere behageligt for dem begge når de nu sad på gulvet, i stedet for på en stol og en seng. Men det var bare så rart at være tæt på Kayla, det gav en hel ny følelse i ham som han ikke kunne beskrive. Hell han havde lige fået sit første kys, det måtte være en ting at skrive til Seth om, men han ville nok ikke få noget svar lige med det samme. Desuden vidste han ikke engang hvor Seth opholdte sig henne lige nu. De så sjældent hinanden på grund af Seths skaber.
"Hvad har du at være fortvivlet over Kayla?" spurgte han og havde glemt alt om etikette. Det var nok også lidt for sent sådan som de havde delt noge helt specielt i et kys. Ja ja han havde savlet og han var ikke stolt af det, men han var bare så uvidende på så mange ting. Han vidste jo ikke engang hvor børn kom fra! Han havde aldrig dyppet snablen som hans bror havde. Hans bror kunne fortælle og forklare om nok så mange ting, men Kain havde det med ikke at høre efter når det kom til damer.
"Kayla, du må ikke være ked af det på dine eller mine vegne. Du har haft nogen at snakke med. De sidste tre til fire år har jeg været for mig selv. Det var ikke lige som den gang i Vesterdalene vi mødte hinanden for første gang, hvor min bror hev mig med på kroen i Fredskilde. Han snakkede om damer og kys og se... s... sex.. JEg forstår ikke noget af det og har aldrig lyttet efter..." sex ordet var svært at få over hans læber. Det var et pinligt samtale emne og han fik da også endnu mere røde kinder hvis det overhovedet var muligt! "Jeg forstår ikke hvorfor mit hjerte banker så hurtigt når jeg ser ind i dine isblå øjne. Eller hvorfor mine kinder bliver varme når du kyssede mig. Det er alt sammen så nyt og uvidende for mig" han bed sig lidt i læben og turde ikke kigge på hende med sine røde kinder. Det helle var så underligt men på en eller anden måde en god måde, han kunne bare ikke beskrive det for sig selv.

Hans spørgsmål fik hende til at sukke svagt. Der var ting nok hun kunne være fortvivlet over, mente hun i al fald selv. Dog fik hun frembragt et svagt smil, som hun gav sig til at svare. ”Altså, først og fremmest er der hele situationen med mine forældre. Skal jeg forsøge at finde frem til sandheden om, hvad der skete, eller skal jeg lade det ligge og være glad for den familie, jeg har? Og hvis jeg vælger at udforske det, hvor i himlens navn starter jeg så? Jeg har ikke ret meget at gå ud fra…” Endnu et svagt suk rullede over hendes læber, som hun blidt rystede på hovedet. ”Og så er der alt det her med dig –” Mere nåede hun dog ikke at sige, som Kain igen talte.
”Jeg…” Ordene forsvandt for hende igen, og rødmen kom endnu en gang op på hendes kinder. Sex var ikke noget, hun havde skænket særligt mange tanker. Hun vidste at det var sådan, børn blev lavet, men det havde aldrig rigtig interesseret hende. Men så igen, Kain var også den første, hun overhovedet havde haft lyst til at kysse. Og det var ikke ligefrem fordi hun havde en brændende lyst til at vælte ham ned på gulvet og flå tøjet af ham. Hvis de endelig nåede til det punkt på et tidspunkt, skulle det foregå mere…. Blidt, og kærligt. Det skulle være noget specielt, ikke noget man bare gjorde med hvem som helst.
Kayla rev sig ud af sin tankestrøm og vendte opmærksomheden mod Kain igen, som han forsatte med at snakke. Hans ord fik kun rødmen til at sætte sig endnu bedre fast i hendes kinder, men de fik hende også til at smile helt ukontrolleret. Nu var hun ikke længere i tvivl om, at han følte et eller andet for hende. Forsigtigt lagde hun hænderne på hans knæ, og så ham i øjnene. ”Kain… Nu er jeg ikke ligefrem selv ekspert på området, men de ting du beskriver…. Er det samme, som sker i mig…. Mit hjerte banker hurtigere bare jeg tænker på dig, og… Når du ser på mig, bliver jeg helt varm indeni…. Fra hvad jeg har forstået, er det sådan det føles… at være forelsket…” Hun blev genert igen, og trak blikket væk fra ham og ned i gulvet. Dog ventede hun spændt på at høre, hvad han havde at sige nu.

Kain hørte hvert et ord som Kayla sagde, og han kunne faktisk godt forstå hende. Det måtte ikke være nemt ikke at kunne kende sine forældres skæbne. Tænk at blive efterladt som hittebarn i en skov og fundet af en nomadeflok der tog hende til sig. DEt måtte være forfærdeligt aldrig at kende sine forældre. Han kunne ikke huske sin far, han døde for lyset da Kain var ganske ung så det var kun småting han kunne mindes. Ikke så meget lugte, men mere nogle få billeder, men aldrig et fyldt billede af hvordan hans far så ud. Det kunne han godt savne. Tanken om at se sine forældres ansigter sammen i en lykkelig stund var noget han gerne ville erindre men det kunne han ikke. Hver gang han tænkte på hans mor var det hvordan hun lå i en blodpøl ude på marken halsen sprattet op, bidemærke i halsen med en dolk siddende i ryggen. Nej ikke engang et lykkeligt minde om hans mor havde han mere.
"Jeg kan godt forstå dig Kayla. Nomadeflokken har ikke så mange spor at gå efter hvis jeg husker rigtigt. Det er som at finde en nål i en nyslået høstak. Det er ikke nemt ikke at kende sin skæbne eller vide hvor man kommer fra. Du må have mange spørgsmål omkring dit ophav og dine forældre." han kiggede lidt på hende med knald røde kinder stadig. Hvorfor følte han sig så varm inden i? Det var ikke okey, han havde aldrig følt sådan en varme inden i som han gjorde lige nu. Han kunne kun håbe på at Kayla ikke fandt ham utiltrækkende eller mærkelig. For det var han virkelig ikke, han var bare ikke vant til hvordan det hele var kommet væltende ind over ham igennem deres mange breve. Han havde grinet over hendes breve, aldrig grædt fordi sådan noget gjorde han ikke, men grinet over hendes små jokes, eller været med hende på tur rundt i landet som hun fortalte om solnedgange og solopgange. Hvordan hun havde beskrevet en fuldmåne som han ikke fik noget ud af længere. Der var så mange ting han kunne prise Kayla for og alligevel sad hun her foran ham og havde kysset ham, godt nok havde han savlet og det kunne han ikke lige helt komme over. "For... For... For... Forelsket? Jeg er da ikke... Eller er jeg? Kan jeg være...? Men... Hvad så med... Åh.. Det er for mærkeligt" han havde altid følt en vrede inde i sig som bare kæmpede for at komme ud, men lige så snart han fik et brev fra hende eller han var sammen med hende var han lige så blid som et nyfødt lam. Hun kunne mose ham og lave ham om til smør, det var sådan det føltes når han var sammen med hende. Hun gjorde ham helt ør i hovedet og knæene vibrerede langsomt. Var det virkelig sådan det føltes at være forelsket? Med og uden savl?

Som han svarede hende, rystede Kayla blidt på hovedet. Han havde ret, der var ikke mange spor af gå efter med hendes forældre, og det var og en af årsagerne til, at Kayla var så meget i tvivl om, hvorvidt hun skulle lede efter dem eller ej. Hvor skulle hun i så fald starte? Hun havde ikke engang et navn at gå ud fra, ingenting. Kun de evigt tilbagevendende mareridt, men det kunne betyde mange ting. ”Jah, men jeg har ikke noget at gå ud fra, så jeg aner ikke, hvor jeg skulle starte…” et svagt suk rullede over hendes læber, inden hun så på ham igen. Rødmen sad lige så hårdt i hendes kinder, som den så ud til at gøre på ham. Men de var nødt til at snakke om det her, var de ikke? Det mente Kayla i al fald. 
Syntes han, det var mærkeligt…? Så frastødende var hun vel ikke? Der var smukkere kvinder end hende, det var sandt nok, men…. Eller var det mon grundet deres venskab, at han fandt det mærkeligt? De var jo trods alt bedste venner, eller det var i hvert fald sådan, Kayla så det. Så jo, det var nok lidt mærkeligt, men på den anden side, hvis ikke man skulle falde for en man kendte så godt, hvem så?
Endnu en gang sukkede hun svagt, sendte ham et forsigtigt smil og nikkede. ”Det lyder sådan, fra hvad jeg ved i hvert fald…” uden helt at være klar over det, begyndte hun blidt at nusse hans knæ.

Problemet var at Kain var en hurtig opsnuser når det kom til stykket. Han lyttede altid til alle rygter der kom til ham omkring en nærmere vampyr rede. MEn kunne han gøre det samme med en forsvundet familie der havde efterladt et barn i en skov? Kunne han ligge skjul på at det var det han ønskede at gøre for hende? Ville hun acceptere hans hjælp hvis ahn tilbød den? "Hvor blev du fundet? I hvilken skov? Nogen må have set en mor eller far gå med dig i favnen i en nærliggende by. Eller blev du efterladt i en kurv?" spurgte han og kiggede på hende med et lettere smil på læben.
Hvordan kunne han være så genert og samtidig mærke hele sit hjerte der nærmest hoppede ud af brystet på ham når han kiggede ind i de isblå øjne. Det lidt krøllede hår, de godt røde kinder. Alt var bare for mærkeligt. Han havde aldrig været forelsket før, han havde trods alt ikke set efter nogle mænd eller nogen damer i hele sin levetid, og jo tættere han var kommet ind på livet af Kayla, jo mere ønskede han hende endnu tættere på i sit liv. Så denne nye følelse kunne han ikke forstå, men Kayla havde nomadeflokken at snakke med dette om, og de lidt ældre børn havde nok snakket en del om kærlighed og følelser mens Kayla havde været lidt mindre. "Åh, jeg kender slet ikke den følelse. Det var nyt og uvandt for mig. Måske har du ret i at jeg er for... for... forelsket" han kunne knap nok sige det over sine læber som han snakkede om det. Han kunne ikke engang snakke med sin bror Seth om det, eftersom at Seth var sunket i jorden igen og ikke havde givet lyd fra sig i månedsvis! Han kendte ingen der kunne give ham svar på livets store sppørgsmål om følelser og kærlighed og forelskelse. Han var en enespænder han var altid alene på landevejen for ikke at skulle bekymre sig om sit arbejde som vampyrjæger. Skulle han lige pludselig til at have Kayla i hovedet for at være sikker på han kunne mærke hende i hans favn igen?

Kayla trak blidt på skuldrene, og sukkede svagt. ”Jeg ved ikke ret meget, kun at jeg blev fundet i en rævehule, i en skov i det sydlige Nordland. Der var vist ikke noget spor efter, hvem end der havde lagt mig der. Men jeg må prøve at spørge de ældste når jeg kommer tilbage.” Det var ikke meget hun havde fået at vide, men det virkede på den anden side heller ikke til, at de ældste vidste ret meget mere end, hvad de havde fortalt hende. Hvad var der også at vide om et barn, man finder efterladt i en skov, uden synlige spor efter andre mennesker i området?
Endnu en gang trak et svagt smil op på hendes læber. ”Ville det være så slemt, hvis det nu var tilfældet? Altså… nok er situationen ny for os begge, men…. Det kan måske også være en god ting, at vi så…. Begge er helt nye i det?” hun trak vejret dybt, men holdt smilet og blikket på ham, mens hun kort overvejede sine næste ord. ”Jeg ved i hvert fald hvordan jeg har det når du kigger på mig, når jeg får et af dine breve, ja endda når jeg bare så meget som tænker på dig…. Og den følelse kan jeg ikke forklare på anden måde end at jeg er…. Forelsket.” rødmen i hendes kinder blussede endnu en gang lidt ekstra op igen, selvom hun nu havde sagt det et par gange efterhånden, var det stadig lige angstprovokerende at sætte så tydeligt ord på.

Nordlandet.... han kunne da godt tage der til ikke? Han var en vældig god sporhund når det kom til stykket, ellers ville han jo ikke have det job han havde. Ikke at Kayla skulle trækkes ind i det job, han ville jo ikke have at hun skulle bekymre sig på nogen måde. Han ville gerne have at hun undlod at tænke på hvor farligt et job han egentlig havde når det kom til stykket. "Hmmm...." det var det eneste han sagde alt imens han tænkte over mulighederne. Karla var ikke vampyr det vidste han, ellers havde han sværd sagt det til ham i små vibrationer, og så vidt han vidste kunne vampyrer ikke få børn, så den ting var i hvert fald også udelukket. Men der måtte være nogle spir fra den gang, nogen måtte have set eller hørt noget. Uanset om der var et væsen med vinger eller hvad det var.

Han tænkte tilbage på det ikke så kønne kys, måske havde hun ret. Måske var det en god ting, men det hele virkede så mærkeligt. Han var ikke vant til at skulle tænke så meget over tingene. Han handlede som det passede ham, gjorde som det passede ham og VUPTI så stod kayla der. Som hun talte videre kunne han godt se at han havde det på præcis samme måde når han fik et brev fra hende. Denne forelskelse var ny information for ham, han havde aldrig overvejet at Kayla og ham ville dele et kys, ej heller at en forelskelse skulle skylle ind over dem som ring I havet. "Jeg har det på samme måde... jeg elsker at få breve fra Dem.. eller jeg mener dig..." et eller andet sted var han bare bekymret for at det hele ville gå i stykker og deres venskab ville gå i stykker. Skulle han fortsætte dette her. Ville det være et smart træk?

Kayla så bare på Kain, som han virkede til at tænke over hele situationen med hendes forældre. Der var ikke så meget mere at sige til det, men hun måtte huske at spørge de voksne i nomade-flokken om der virkelig ikke var bare det mindste spor at gå efter. Om ikke andet måtte hun overveje at forsøge selv at opsøge området de fandt hende i, og lede efter svar.

Hun kunne ikke undgå at grine en smule af ham, som han kludrede rundt i at kalde hende ”Dem” og ”dig”. Det var lidt sødt, at hele den her situation gjorde ham præcis lige så usikker og forvirret som hun selv var. I det mindste var ingen af dem da så alene i det, hvilket trods alt var en form for trøst.
Kort rettede hun på hvordan hun sad, mens hun tænkte over, hvordan de kom videre herfra. Hvordan gjorde folk den slags? De havde indrømmet deres følelser for hinanden, men hvad så nu? Ubevidst begyndte hun blidt at nusse hans knæ, mens hun prøvede at få styr på tankerne. Stilheden var ved at blive akavet, så med en let tøven rømmede hun sig og sagde ”Så… Hvis vi begge har de følelser, hvad gør vi så nu? Skal vi…. Gå med det, og se hvor det fører os hen?” Nervøst så hun på ham, og afventede hans svar. Selv havde hun i al fald ikke lyst til bare at lade det ligge, og forsøge at ignorere følelserne. Men det var ikke hendes beslutning alene.

Den rolige bevægelse som Kayla lavede på hans knæ fik det til at snurre rundt i hovedet og en eller anden mærkelig kilden i maven. Hvad betød det så nu? Hvad gjorde man her fra og hvorfor? Seth havde letter ved dette her end han havde, han havde aldrig haft kysset nogen før nu, og endnu mindre noget intimt. Tanken gjorde ham nervøs og i stedet for at sige noget klogt åbnede og lukkede han munden konstant. Præcis som en fisk gjorde når den fik føde eller skulle have lidt ilt fra vandet. Hendes spørgsmål kom helt bag på ham. Han var slet ikke forberedt og han kløede sig lidt i nakken og satte et akavet ansigt op med et akavet grin. Han var virkelig på udebane her. Han havde aldrig tænkt tanken før og lige pludselig så stod han ansigt til ansigt med en eller anden frygt han aldrig vidste han havde haft.

"Ehm. Ja altså jeg ved ikke hvad man gør. Jeg kan ikke rigtig spørge min familie, for jeg har jo ikke nogen." det var løgn. Han havde Seth, men Kayla behøvede ikke at vide at Seth levede i bedste velgående og at han var vampyr. "Men Kayla.. Kan De.. Eller Du acceptere at jeg er... Er... Er en varulv?" så nu var katten ude af sækken, han havde bare sagt at det var en forbandelse, men aldrig hvilken forbandelse det var. "Jeg mener, sådan altså hvis vi øhm.. Gør noget ved de her følelser? Eller jeg mener... Hvad er næste skridt?" for så mange år siden havde han tilbudt at sidde ved hans alt for meget mad af en picnic, men dette her var anderledes. 

Kayla fornemmede godt hans usikkerhed, og smilede svagt. Det var den samme usikkerhed, der også herskede i hende. Når man aldrig har været forelsket før, og slet ikke kysset nogen, hvordan skal man så vide, hvad der er op eller ned i det hele?
Stille lyttede hun, som han forsøgte at svare på hendes spørgsmål. Kort rystede hun på hovedet, for at vise at hun forstod. Nej, ingen af dem havde rigtig noget familie, de kunne spørge til råds. Eller jo, Kayla havde sin nomade-gruppe, men det var alligevel ikke helt det samme.
Da han talte videre, bed hun sig i underlæben. Elefanten i rummet, som ingen af dem havde sat direkte ord på, var nu pludselig ude i lyset. Da han tidligere havde vist hende sit ar og nævnt forbandelsen fra det vilde dyr, havde hun godt været klar over resten. Men nu var det sagt højt, og hun var nødt til at give ham et svar. Blidt nikkede hun, og lod forsigtigt en hånd glide op og ae hans kind. ”Ja, Kain, jeg kan acceptere dig præcis som du er. Selvfølgelig er der nogle ting, vi er nødt til at snakke om og finde løsninger på, men det tror jeg altså på, at vi sagtens kan.” 
Med en langsom bevægelse lod hun sig glide op og endnu en gang søge hans læber med sine, som for at understrege betydningen af sine ord. Det var stadig lige uvant at kysse nogen, men også denne gang blev nervøsiteten kortvarigt erstattet af den vidunderlige følelse af, at hele verden forsvandt omkring dem, om end bare i et kort øjeblik. Hvad det næste skridt for dem var, var hun ikke helt sikker på, men lige nu var det nok for hende at være lige her, med ham.