Armene var stadig over kors da han ‘svarede’ på hendes spørgsmål. Faktisk gjorde han alt andet end at svare på det. Det eneste han gjorde var at beklage sig, hvilket var Rory’s job som hun foretrak forblev hendes eget. Hey, hvorfor ville han tage hendes negativitet. Hun havde da rigeligt for to! “Du er en meget svær person at tale med siden alt åbenbart er et sensitivt emne,” svarede hun en anelse kækt og studerede ham nu endnu mere i mørket.

“Men kig i dine små bøger. Jeg håber virkelig at du finder hvad du leder efter,” fnøs hun og rystede på hovedet. Hun begyndte så at vende ryggen til den sære fremmede og bevægede sig et stykke væk. Sikke en mærkværdig mand. Først forstyrrer han hende! Hvorefter han opfører sig som om, at det var hende som afbrød ham til at starte med. Pft, det var derfor hun ikke brød sig om mennesker. Især ikke mænd fordi de troede, at de var højere stillet end hende selv. Nej, et fjols som ham skulle ikke tirre hende. Hun kiggede sig en anelse omkring. Skulle hun gå nu hvor roen var forstyrret? Eller burde hun blive bare for at være trodsig.

Han sukkede lidt og kiggede på hende og rystede på hovedet. Helt ærligt hvad var der med hende?! Først forstyrrede han og nu ville hun føre en samtale?! KVINDER?! Godt han aldrig havde fundet en kæreste eller haft det i nærheden af at have et intimt samvær med en elle anden. Nej det kom der ikke noget godt ud af. "Hvorfor vil De føre en samtale når jeg tydligvis forstyrrede Dem i deres læsning?!" kom det fra ham og lukkede bogen sammen blot for at finde ud af hun var på vej væk fra ham som hun sagde sine nye ord.

"Sig mig engang Frøken. Hvorfor føre en samtale og så alligevel gå deres vej?! Det giver da ingen mening. Har de spist forkerte urter eller hvad?" an bevægede sig efter hende stadig med en hånd rundt om bogryggen for ikke at bide sig sikker på hvad det var hun ville. Hvis han forstyrrede hende skulle hun jo ikke stille alverdens spørgsmål til en eller anden latterlig undskyldning om at man var nysgerrig!

“Hvorfor forstyrre mig hvis du tydeligvis ikke har lyst til mit selvskab?” Spurgte hun selv lige så kritisk tilbage og vendte hovedet tilbage mod ham. Det var da hans handlinger som gav mindst mening blandt de to! Han kunne da bare have gået helt væk, hvis han fandt hendes selvskab ih og åh så ulideligt. Ja, han skulle slet ikke have opsøgt hende til at starte med. Ikke kommet ind på biblioteket ville være en endnu bedre beslutning. Så kunne hun faktisk nyde sin bog i stilhed, men nu kom han bare for at være fræk.

“Jamen, hvorfor siger du jeg skal gå og så følge efter mig. Det er da dig som slet ikke giver nogen mening. Jeg er meget bedre selvskab end din lille bog, men lige nu synes jeg ikke engang en mand som dig fortjener sådan en god samtalepartner som mig,” snappede hun selvom hun var stoppet op i sine fodspor og manden var nået helt på til hende. Der stod de to og kiggede rettere irriteret på hinanden. Alligevel var der ingen som bakkede ud af samtalen. Hvorfor hun ikke gjorde det, vidste hun ikke. Hun brød sig ikke om mennesker… men stadigvæk var hun desværre et menneske som var et socialt dyr. Argh, måske var dette den eneste måde hun vidste, hvordan man interagerede med folk? Nah, hun kunne faktisk få folk til at kunne lide hende, hvis hun ville. Den energi ville hun ikke bruge på manden foran hende. Han viste sig tydeligvis heller ikke fra sin mest charmerende side.

"Næh nej hov... Det var dig der startede med at sige jeg forstyrrede med mine fodtrin" svarede han anklagende og kiggede på hende. Forhåbentlig kunne hun se det fra hans side, men de var vidst begge to lige stædige når det kom til stykket. Ingen ville erkende et nederlag eller gå fra en samtale. Om end at det var en irriterende samtale at være i. Hun var heller ikke til at blive klog på, så hvorfor var han overhovedet gået efter hende? Nok fordi han var mere nysgerrig på hende, eller også ville han vide hvor meget han kunne irritere hende ind til hun gav ham en lussing. Hvis sådan noget overhovedet lå til hende.

"Lad mig se, indtil videre har De ikke været videre interessant, mere irriterende der stille spørgsmål der ikke vedkommer Dem. Har De aldrig lært at passe egne sager, eller ligger nysgerrigheden bare til Dem af natur?" spurgte han og lagde bogen ind til brystkassen. Han kunne sagtens vende sig om og gå sin vej, men han ville alligevel presse på for at se hvor langt han kunne gå. Desuden havde ingen af dem introduceret dem til hinanden. Måske var det også bedst sådan.

Hun trampede lidt i jorden med det ene ben. “Øh ja fordi det lød som om en akar trampede rundt i lokalet. Hvordan kunne jeg ikke blive forstyrret af det!” Spyttede hun ud som modargument! Hun havde aldrig hørt eller set en akar før, men hun vidste, at de var nogle store krabater. Der var ingen intention i hendes sind at tænke på, hvordan han mon havde det i situationen. Nej, det var hvordan hun havde det med ham og han skulle forstå, at det var ham som tabte i denne diskussion. Det var derfor de stadig stod her, fordi ingen ville indrømme sit nederlag.

Rory kom med et falsk og lettere hysterisk grin af hvad han sagde. “Ha, hvorfor skulle jeg gøre mig til når en hvidtottet tosse kommer og forstyrrer min ro? Spørgsmål er til at blive besvaret, men så langt er du del ikke kommet i din opdragelse? Altså hvorind du nu er vokset op? I et krat? I et hul? Skal jeg blive ved med at spørge eller bliver du så endnu mere defensiv og ked af, at jeg bare kommer endnu tættere på dig?” Sagde hun som en lang række spørgsmål for blot at virke mere irriterende og bekræfte ham i sit udsagn, selvom hun selv ikke mente, at hun var nysgerrig af natur.

En AKRA?! Hvor vovede hun! Han var i hvert fald ikke et dyr, eller jo det var han under en fuldmåne men det kunne han jo ikke gøre for. Det var en forbandelse han måtte leve med, og det kunne han ikke komme ud af! "Hvor vover du! Jeg er hverken fem eller seks meter lang eller vejr tre tons. Jeg har ikke pigge. Har du nogen sinde set et krabat som en Akar eller er det bare noget du har læst i en bog?!" lød det irriteret fra ham og kiggede på hende med smalle øjne. En Akar så havde han hørt det med. Nok havde han nogle nypudset sko på der slog imod det hårde gulv men aldrig havde han trampet så meget som hun antydet. Det kunne han ikke med det arbejde han havde, det krævede at man var lydløs!

Som hun grinte slog han bogen ned i det nærmeste bord så det gav et smæld igennem det tomme lokale. "HVIDTOTTET?! Jeg har EN hvid tot i mit hår, og hvad ved DE overhovedet om MIN opdragelse?! Aldrig i mit liv har jeg mødt en så uforskammet person som Dem. De har jo ikke engang fortalt mig Deres navn Frøken. Så hvordan skal jeg blive defensiv og stille mig på bagbenene. Jeg siger bare at det ikke altid er så sundt at være nysgerrig på andres baggrund. Man ved aldrig hvad man kan møde!" han lød mere og mere irriteret som han kiggede på hende og stod med en hånd på bogen. "Desuden er De alt for nysgerrig til deres eget bedste. De stikker næsen i ting der egentlig ikke burde komme Dem ved, og det kan få dig ud i ballade en dag!" kom det fra ham og kiggede stadig på hende med smalle gule øjne. Nok så han hende kun i sort hvid, men ha kunne sagtens se omridset af hende.

Rory kom med et fnys da han tog hendes sammenligning så personlig. Han måtte have et svært liv, hvis han hele tiden tog tingene så bogstaveligt og kørte sig op over det mindste. En provokatør var Rory bestemt, så måske var hun bare dygtig til at trykke på de helt rigtige knapper. Morskaben ved reaktionen fra ham strålede ud af hendes øjne. “Du kunne have narret mig med de skridt du tog. Jeg kunne næsten mærke jorden ryste helt fra vindueskarmen. Måske burde du lære at være mere snedig, hvis du opholdte dig et sted du ikke burde være!” Bed hun tilbage og kørte længere ud af samme spor. Overdrivelsen var markant, så højlydt havde han ikke været, men det var tydeligvis et ømt spot, som så meget andet, så derfor blev hun ved.

Larmen fra bogen der ramte bordet kunne nok nærmere sammenlignes med en akar. At hun kunne få ham helt kørt op fik det til at sitre i hendes krop og hun overvejede ikke engang, at dette kunne gå hen at blive en farlig situation. Rory var ganske overmodig når det kom til situationer, hvor våben ikke allerede var blevet introduceret. Derudover følte hun også, at hun havde mere kontrol i denne interaktion end manden. “Uh jeg er bange nu.” Ironien var stor i stemmen. “Hvor er det dog forfærdeligt, at jeg ikke har introduceret mig til en mand som tydeligvis ønsker mig det bedste,” sagde hun overmodigt og gik nu et skridt tættere på for så at tage endnu et. Hun var dumdristig i sin ageren, men hun elskede at flirte med fare.

Nu stod hun lige foran den høje mand. De stod ikke ansigt til ansigt, men nok nærmere ansigt til bryst. Hun kiggede op på ham uden at føle, at han ned til hende - hvilket han tydeligvis gjorde. “Ser du hr. Hvidtot, hr. Akar, hr. Hvad-end-du-vil-kaldes, så får jeg altid min vilje. Jeg har aldrig ikke fået noget jeg vil have. Hvad får dig til at være så ih og åh så speciel? Hvorfor skal jeg lytte til noget som helst du siger? Er det meningen jeg skal være ked af, at du ikke kan lide mig? Fordi så er du kommet det forkerte sted hen. Jeg er ligeglad med hvad du eller nogen anden synes om mig. Din eksistens har ingen nytte for mig, så hvad med du bliver ved med at trampe rundt med dit affarvede hår og spille stor. Måske ville du så støde ind i nogle mindre brikker, som du faktisk ville kunne hamle op med,” sagde hun direkte til hans ansigt samtidig med hun holdte øjenkontakten. Ordene var en lang talestrøm som ikke stoppede og det var tydeligt at hun blot opildnede ham endnu mere ved ordene. Det føltes godt. Rory følte sig uovervindelig.

Hun anede virkelig ikke hvem hun talte til. han kunne skære hende i små stykker og tage hendes sjæl ind i sværdet eller en anden genstand hvis han havde lyst. Inden hun fik set sig om kunne han have trukket sit sværd og skåret hovedet af hende i bare ren provokation. Samtidig måtte han håndtere sin vrede, hun var ikke vampyr. Hans sværd havde ikke vibreret det mindste, så hun var bare et lille overmodigt menneske der prøvede at spille smart i en fart. "De ved tydeligtvis ikke hvad De snakker om" kom det fra ham og fnyste kort. Han fortrød overhovedet at følge efter hende. Hvorfor kunne hun ikke bare læse sin bog i ro og mag og så lade ham være?!

Han måtte trække vejret dybt et par gange og han blinkede lidt med øjnene blot for at lukke dem til sidst og finde ro i sit indre, men nøj hvor var det svært med denne ubetydelige lille kvinde foran ham. Hun prøvede at spille stor, men egentlig havde hun det hele i munden. Hun prøvede at spille smart, men det fik hende blot til at lyde uklog og ikke særlig stor. "Var Deres ord med omhu kære Frue!" kom det fra ham og kiggede lidt hårdt på hende.

Han lyttede til hendes talestrøm med lukkede øjne. Det eneste han hørte var Bla, bla, bla, bla og BLA hun talte og talte og fik ikke noget ud af det. Han prøvede at finde roen i sit indre men det var pisse svært lige nu. Han var aldrig vred på andre end vampyrer, men denne lille tøs kunne da i hvert fald godt få hans pis i kog. "De får ikke deres vilje ved MIG unge tøs. Hvad jeg kan hamle op med burde slet ikke kunne måle sig med en som Dem. De er her for at skabe problemer i Deres ord, som De tror at de kan skræmme med. Men den går ikke lille De. Nok bliver jeg provokeret men jeg er også voksen nok til at kunne gå min vej!" kom det fra ham og kiggede lidt ned på hende. Hvor vovede hun at tro hun var noget stort. Hun var ikke andet end en skamplet på samfundet lige nu. En der legede med ilden og troede hun havde ordene i hendes magt. Det virkede bare ikke hos ham. Han var villig til at gå i sin vej så han ikke blev provokeret yderligere af hende, men alligevel blev han ståenden og kiggede ned på hende. Sådan en lille mide brugte store ord. Større end det kunne ende godt for hende.

Rory løftede udfordrende øjenbrynet. “Oh yeah? Måske er det dig som ikke ved, hvem du hamler op med,” sagde hun kækt som modsvar. Inderst inde vidste Rory godt, at hun levede på kanten og hun nok ikke burde tirre denne fremmede. Man vidste aldrig hvordan en person kunne blive, hvis de sprang i luften. Samtidig kunne hun ikke lade være med at se, hvor langt hun kunne presse den. Hun ville ikke være den, som forlod samtalen først. Det ville blot vise en svaghed og Rory? Ha, hun havde ingen svagheder at vise.

Det var tydeligt at se, hvordan hendes ord påvirkede ham, men han blev ved med at være så rolig man nu kunne være under omstændighederne. Kedeligt! Rory ville have en reaktion fra ham, hvilket var ret svær at få fat i. Burde hun prikke mere til ham eller var han blot en tikkende bombe? Stilhed før storm, var det ikke det man normalt sagde? “Voksen nok til at gå din vej? Mener du ikke svag nok til at indrømme, at du faktisk ikke har en chance? Klogt valg. Jeg ville have gjort det samme i din situation,” sagde hun og gav ham et blik, der sagde det hele. Rory havde ingen respekt for manden foran hende. Ligeledes regnede han hende ikke for at være den store trussel. 

Hvad kunne Rory gøre der ville skubbe ham over grænsen. At trække sit våben var nok ikke en god ide, fordi så endte det nok op i en reel kamp. Ordene var åbenbart ikke nok, men hvad virkede så. Arh, svaret var altid det samme. Rory måtte bruge sin krop mod ham! Selvom der ikke var meget afstand mellem dem rykkede Rory sig modigt tættere på. Hun lod hånden glide ned af hans kind i en hurtig bevægelse, og hvis man så det ude fra lignede det en kærlig gestus. “Se skat, jeg kan gøre hvad end jeg vil med dig, men du er ikke mand nok til at stå op for dig selv.”

Denne tøs foran ham skulle virkelig tage og passe lidt på med hvad hun sagde. Han var gal i skralden og han var ved at koge over. Aldrig havde han mødt en eller anden tøs der kunne bringe hans pis SÅ meget i kog! Han skulle helt klart have sendt et brev til Kayla Moonstone når dette her var overstået. Kayla ville kunne forstå ham så var der måske en chance for at han kunne falde lidt til ro, men der ville gå et par dage før han fik et brev for hende, og skulle han gå og være vred i to dage?! Det ville han ikke kunne acceptere. Han kunne tydeligt se omridset af Rory og hele hendes attitude og han behøvede ikke at se mere. Han svarede hende ikke stod bare og opkogte indvendigt i sin egen stilhed og prøvede at tælle til 10 indvendigt. Men hun gjorde det bare ikke nemmere for ham sådan som hun provokerede med sin latterlige tøsse stemme og latterlige attitude.

Hvis der var nogen der ikke havde en chance her så var det hende! Men han var ikke en morder, i hvert fald ikke på et uskyldigt menneske der ikke kunne forsvare i sig selv. Hun var blot en pige i problemer der ikke havde noget andet at tage sig til. Hun provokerede ham for at få en reaktion det måtte han huske, men hold nu kæft hvor var det svært at ikke lade sig provokere. Hun sagde alt for at trykke på de helt rigtige knapper hos ham. Hun prøvede virkelig på at få en rekation ud af ham og hun fik den med det samme. Han anspændte i hele kroppen og langsomt blev hans hænder knyttet mere og mere, og de lange klør blev borret ind i håndfladen og prikkede hul i hans hud for at bloddråber gled ned langs hans hånd og videre ned på gulvet. Hans øjne blev smallere og smallere om hun kunne se det vidste han ikke men han var også lige glad.

Som hun kom tættere på ham og lod hånden glide ned ad hans kind tog fanden ved ham. Han greb hurtigt ud efter hendes underarm inden hun havde trukket den til sig. Blodet fra hans håndflader blev trykket ind imod hendes underarm og han klemte en smule hårdere end hvad der var først tiltænkt, men han var lige glad. Hvis hun på den ene eller den anden måde udviste svagheds tegn eller tegn på at det gjorde ondt var han lige glad. Han klemte lidt hårdere om hendes underarm og kiggede hende dybt ind i øjnene med sin klare gule øjne. "DE... Skal IKKE... Røre mig..... På den måde!" lød det fra ham igennem nogen sammenbidte tænder. Hun skulle ikke te sig som en lille tøs der fik sin vilje i alt hvad hun foretog sig, som de artige små adelige der levede i deres små boliger og lignede drømmene fra en hver anden mands drøm. Men sådan så Kain ikke på det. Han var træt af den attitude hun satte for dagen!

Hun havde ham næsten. Hun kunne se hvordan han prøvede at lede indvendigt efter noget beroligende, men hvis hun blot blev ved ville hun spolere det hele for ham. Hvorfor at hun ville se ham kommer over grænsen, vidste hun ikke. Måske kedede hun sig, og han var den tætteste form for underholdning? Realiteten var nok bare, at hun ville se hvor langt tid hun kunne tirre ham inden, at han kogte helt over. Hvad hun ville gøre efter havde hun endnu ikke overvejet. Hvad hun heller ikke havde overvejet var, om han var en reel trussel, hvis han blev arrig. 

Det var tydeligt at se, hvordan reaktionen snart ville komme. Den store forløsning. Rory havde engang fået af vide, at øjnene var nøglen ind til et menneskes sjæl. Det var også derfor, at hun kunne se direkte gennem ham, men han gjorde det også nemt for hende, når hans øjne blev smallere og kneb sig sammen. Det sidste strå var, da hun rørte ham, hvilket selv for hende var lige lovligt over stregen. Da greb han fat i hende med sådan en kraft, at Rory kom med en overrasket pivelyd. Dog stoppede hun hurtigt sig selv og skød ham et skarpt blik. Hvis øjne kunne dræbe, ville de begge være døde i dette øjeblik. 

“Træder jeg på nogle sensitive punkter prinsesse,” spurgte hun spydigt. Bolden dryppede ned af hendes underarm, men hun gjorde sit bedste for, at ligne en der var fuldkommen ligeglad. Han skulle ikke have fornøjelsen af at vide, at han faktisk havde vækket en form for frygt i hende. På samme tid følte hun, at hun vandt. Det var ham som viste svaghed ved at reagere så hårdt på hendes handlinger. Nu vidste hun lige hvor hun skylle trykke, hvis hun ville have en ligende reaktion.

Hvor vovede hun at provokere ham?! Gjorde hun det imod alle og enhver hun mødte på sin vej?! Lovlig steder eller ulovlige steder var ikke det som det skulle bruges til. Dette handlede om respekt, noget hun tydeligvis ikke ejede en skid af! Hun skulle bare lige vælte ham ud over kanten af sin vrede så ville han flippe. Samtidig måtte han huske på at hun blot var et simpelt menneske, hun kunne ikke gøre meget skade på ham ud over psykisk. Ord var bare ord, og selvom det gjorde ondt at høre ramte hun de helt rigtige steder!

Han klemte lidt hårdere om hendes hånd så neglene borrede sig endnu mere ind i hendes bare hud. "Du skal lære at passe dig selv!" fastholdte han i et skarpt tonefald og kiggede på hende fortsat i nogle smalle øjne. Hun kunne lige vove på at presse ham yderligere. Hans ravgule øjne var så småt ved at blive forvandlet til de blå da han ikke havde taget ret meget af sin eliksir. Dog var han lige glad. Neglene skrumpede ind til hans normale negle selvom han stadig holdte fast i hende.

Langt om længe slap han hendes underarm ved at skubbe lidt til den mens han gav slip, forhåbentlig ville hun miste balancen en smule men ellers ikke noget af det helt vilde. Hun skulle bare lære at passe sig selv og nyde godt af at hun stadig havde et hoved der var klistret fast på hendes krop!

Hvad Rory havde forventet var ikke til at sige. Måske at han havde en anden reaktion end denne, hvor han ikke ville have taget fat i hende. Noget som Rory hadede mest var at føle sig fanget som hun var i netop denne situation. Af samme grund bed hun sig også i kinden, da neglene bordede sig ind i huden af hende. “Og tror du virkelig, at du ville være den som lærte mig det,” spurgte hun som et retorisk spørgsmål og forventede egentlig ikke et svar fra modparten. Ligesom han havde fået nok af hende, havde hun også fået nok af sin egen leg. Han var ikke en særlig sjov partner, så Rory ville langt om længe finde ro… eller lede efter en anden person, som hun ville kunne irritere.

Langt om længe gav han slip på hende, og i samme sekund rev hun armen til sig. Fordi at hun var så distraheret af sin egen arm, lagde hun ikke mærke til, at han gik frem for at skubbe hende. I et kort sekund mistede hun balancen og var faktisk ved at falde på røven. Dog brugte hun sine akrobatiske egenskaber til at fange sig selv. “Til vi ses igen,” sagde Rory i en ru stemme og vendte ryggen til den sære mand. Hurtigt fik hun bevæget dig ud af hans rækkevidde og sneg sig ud af biblioteket. Nu hvor nogen kendte hendes gemmested, havde hun ikke tænkt sig at komme tilbage foreløbigt.

Kain kiggede på hende og havde nær bidt hovedet endnu mere af hende hvis ikke hun bakkede væk fra ham og kom med sin indikation om at hun ville gå. "Ja det håber jeg så sandlig ikke!" kom det fra ham imellem de sammenbidt læber. Han ville ikke se på den kvinde mere end højst nødvendigt! Forhåbnetlig passede hun bedre på med hvad hun sagde til folk. Ellers ville hun komme galt afsted, og han ville IKKE hjælpe hende om det så gjaldte hendes liv og hun tryglede og bedte om det!

Han vendte sig om og gik hen til reolen fra før og samlede bogen op for at sætte på plads i hylden inden han tog den næste bog, men han var alt for oprevet til overhovedet at kunne koncentrere sig om at læse! Så han smækkede bogen i og satte på plads, inden han hoppede op på reolen og kravlede op i loft masterne og ud igennem det lille vindue han var kommet ind af. Han skulle bare væk fra det sted og have noget friskt luft!