Felicity kom ud af sin stivhed lige så stille, som han talte. Hun havde få sved perle på panden og lignede mest en der var blevet syg. 

Hun sunkede og tænkte at manden var et fjols. "De så vel ikke at du gik op?" . Spurgte hun med lav stemme. Havde de set det ville de måske følge efter. Flick ville klare det, ikke nu. Hun var stadig træt. Hun havde bare haft mareridt også gjorde kroppen generelt bare så ondt. En snigende hovedpine på vej også svedte hun. 

"Jenko jeg kan ikke. Jeg kender dem ikke.". Forsatte hun, gå at fastslå fra tidligere at hun intet bekendtskab havde til disse mænd og bestemt ikke ønskede det. Feli lage sig ned i sengen igen, hun blev al for svimmel af at sidde oprejst. 

Der var flere muligheder for dem lige nu, enten kunne de prøver at blive her og håbe på at mændene ikke kom op til dem, eller de kunne prøve at snige sig ud der fra, men hun var nok alt for svag til at kunne fortage sig noget som helst, så kunne han prøve at bekæmpe disse mænd, men igen så skulle han hele tiden være opmærksom på hende, han smilede kort til hende “ jeg finder lige ud af hvad vi gør, “ sagde han og gik ud på wc’et.

Ude på wc’et stod han længe og kiggede sig selv i spejlet, og kiggede på en kniv der lå på bordet, Jenko overvejede hvilke hvad der skulle ske, men sagen var den at han måtte gør noget, han tig kniven op til hans hår og begynde at skære det af.

Efter noget tid stoppede han og gik ind til hende, han håbede hun var vågnede og var klar til at fortog sig noget.

Felis krop rystede, angsten fra mareridtet, mændene nedenunder og al sammen på en dag. For var dagen gået? Det var kulsort udenfor, som hun forsøgte at røre på sig gjorde hver element af kroppen ondt. Hvordan skulle det ikke gå..

Flick hade sig selv. At være i denne ynkelige position og mænd der gjorde hvad der var i deres magt. Hun lukkede øjne svagt. Da hun åbnede dem igen, stod Jenko foran hende? Hun blev i tvivl, han så så forandret ud. "Jenko, hvad har du dog gjort?" Havde han gjort det, for hendes skyld. Netop så de nemmere kunne komme herfra. Hun var chokeret. Den mand gjorde så meget og hun kunne ingenting. Så tynd og så svag. Ynkelige pigebarn. 

Feli satte sig op med lettere besvær, kroppen var tung og øm, alt gjorde forsat ondt. Ikke desto mindre måtte de væk herfra. "Tror du der er en bagudgang vi kan tage?". Spurgte hun.

Feli havde ikke energi til at lave en større redningsaktion, så som at kravle ud af vinduet og ned, eller gå ned og løbe. Hvis bare de kunne liste ud så var der håb for dem.

Jenko vidste ikke om der var en grund til han havde klippet sit hår, men det var langt og var i vejen og han havde lagt hans liv om, så hvorfor ikke gør noget ved håret også, han kiggede på hende og smilede kort, “ lad os smutte ud af baggangen “ sagde han kort og gik hen til hende for at hjælpe hende op af sengen, han rakte hans hånd imod hende “ ved godt det ikke altid er nemt, men stol på mig når jeg siger der vil ikke ske dig noget “ sagde han og løftede hende op i hans arme, hvor efter han åbnede døren og gik ud af døren, og hen til et vindue hvor han åbnede det, og hoppede ud igennem det med hende i hans farm.

Som hans fødder ramte jorden var de i en gyde, der var helt stille, Jenko satte hende på jorden og smilede kort “ tror vi er i sikkerhed for nu “ var de sikre ord der kom fra ham, men Jenko tog fejl igen.

Mændene fra kroen var dukket op igen ved dem, Jenko kiggede på hende og hun ville kunne se hans øjne begynde at lyse “ luk øjne og åben dem ikke før jeg siger det “ sagde han bestemt, Jenkos øjne lyste op og lyn fra en mørk natte himmel samlede sig omkring dem, hvor efter lynet ramte ned på Jenko skiftede han udseende igen og hans krop havde fået en rustning på.

I nogle spist sekunder var der larm og lyn og efter 10 sekunder var der stille igen og Jenko lignede sig selv igen, dog var mændene døde som havde fundet dem.

Han gik over til hende igen, og løftede hende op i hans arme inden han igen fandt en kro der var lidt mere luksuriøs til dem, han gik op på værelset og satte hende i sengen “ du må åbne dine øjne “ han havde gået ud fra hun havde haft dem lukkede hele tiden.