Pokkers. Enzel kunne mærke hvordan Nicola rendte ham lige i hælene, selvom Enzel gjorde sit bedste for at se så travlt optaget ud som overhoved muligt. Han ville virkelig ønske at han ikke lige havde ryddet op, lige inden fruen kom, for så havde han jo haft en undskyldning lige ved hånden. Han måtte straks stoppe med at lade som om at der var noget at rydde op ved hans plads, før han mistænkeliggjorde sig selv yderligere. Det var lidt held i uheld, at Nicola troede at han kunne finde på at beskylde ham for at have lusket ud af hotellet for at ses med en anden mand. Han vidste udmærket godt, at Nicolas sexbehov var dækket herhjemme!

Han kunne sagtens fornemme panikken i Nicola. Han kunne høre hans hjerteslag… eller var det hans eget? “En… anden halvkat?” Åh nej. Enzel blegnede lidt da han endelig lod Nicolas ord trænge ind. Han ville helst ikke lade ham tro at der overhoved havde været nogen kat, der lignede Nicola – eller rettere Enzel – som var blevet opdaget. “Nicola, selvfølgelig er det en anden. Du ville aldrig gå bag om ryggen på mig vel?” Han vendte sig endelig om mod sin mand og så ham i øjnene, og tillod sig selv at sende ham et undersøgende blik for et øjebliks stund. Men selvom Nicola altid virkede nervøs, var det ikke nødvendigvis fordi der lå nogen årsag bag. “Jeg tror bare det er en desperat hustrus forsøg på at få mig til at knække, hvis jeg vidste noget.” Han slog affejende ud med hånden, for at bevise hvor lidt han tog Fru. Jahnsons ord alvorligt.

Nicola havde forventet, at Enzel ville tage om ham, trøste ham og forsikre ham om, at selvfølgelig troede han ikke på det vanvittige kvindemenneske! Normalt krævede Enzel jo altid fysisk kontakt, og han havde holdt ham så tæt før.. Så at Enzel nærmere virkede til at ønske afstand, gjorde ham ikke ligefrem rolig.
"Aldrig, Enzel!" Han gjorde sit bedste for at se ud som om, at alene tanken om at være sammen med en anden var ganske forfærdelig.

Det undersøgende blik fik Nicolas mave til at slå knuder på sig selv. Godt nok sagde Enzel, at han troede på ham, men var det så også hele sandheden? Han turde dårligt nok tænke på, hvilken straf der ville vente, hvis hans forhold til Phillippe blev opdaget. Straffen dengang han havde 'overfaldet' Enzel havde været slem, men han havde en mistanke om, at den pludselig ville virke helt mildt sammenlignet med straffen som ville vente, hvis han og Phillippe blev afsløret.
"Der er trods alt så mange utilfredse mænd, som tager på bordel fordi deres kunne ikke vil sprede ben" Han nikkede, måske lidt for ivrigt, for at bekræfte Enzels ord. Selvfølgelig var Phillippe vel også en utilfreds ægtemand som teknisk var gået på bordel, men det var jo noget helt andet.

Selvfølgelig ville Nicola aldrig gøre sådan noget. I modsætning til hans forfærdelige ægtemand, så var han ren. Enzel kunne nemt få dårlig samvittighed, men han havde vænnet sig til at være ham utro og havde efterhånden retfærdiggjort sit behov for sidespring. Det var ikke fair at stille krav til Nicola, men der var jo stor forskel på deres frihed, og han ville hade tanken om at dele ham. Enzel ejede ham praktisk talt. "Elskede," Enzel nærmede sig ham trods alt og kærtegnede hans kind. Han så jo helt forfærdet ud, så Enzel måtte hellere sætte en dæmper for panikken. "Det var godt... Du er en god lille ægtemand." Hånden vandrede ikke videre og Enzel havde for engang skyld et behov for at trække sig væk fra ham.

"Og du har helt ret. Det er kvindernes egen skyld, hvis ikke de dækker deres mænds behov, så de må søge herhen. Men nogle af vores kunder søger nu hen til os fordi de tænder på halvdyr. Din slags er meget eftertragtede på sexmarkedet." Enzel omtalte aldrig sig selv som halvdyr så længe han havde turbanen på. Nok var de to alene i rummet lige nu, men han vidste at påstyret mellem ham og Phillippes sure kone havde fået samtlige hunde og katteører til at lytte opmærksomt på deres samtale. "Men det er ikke vores job at fikse mænds ægteskaber. Vores job er at gøre dem tålelige." Enzel smilte til ham og gik forbi ham og videre ud mod rosenhaven, i en undvigelsesmanøvre.

Endelig begyndte Nicolas mave at falde lidt til ro. Det virkede til, at Enzel faktisk troede ham. Så var der ikke nogen grund at skrabe og krybe, men han måtte alligevel nok hellere holde sig lidt tættere på Enzel og opføre sig ekstra pænt. Bare så han ikke begyndte at tænke alt for meget over, hvad det forfærdelige kvindemenneske havde sagt.

"Du har ret.. Som altid" Han smilede lidt, han ville heller ikke fedte for meget, men det var svært at lade være. Han så efter Enzel, som han fortsatte med at snakke, kun for derefter at skynde sig ud af rummet. Han opførte sig virkelig underligt.. Burde Nicola følge efter ham? Han var tilbøjelig til at sige ja, bare for at kunne holde øje med ham, men det virkede ikke til, at Enzel havde lyst til at have ham i nærheden. For en gangs skyld. I stedet satte Nicola kurs ind mod værelset, som han delte med Enzel, han måtte være lidt ekstra sød overfor sin bøddel senere.