Hecate så op og ned af adelsmanden med smalle øjne. Det var ganske utvivlsomt, at han begik uanstændigheder .. hvis blot hun kunne vurdere, hvad det var, der virkede bekendt ved ham..

"Nej, nu har jeg aldrig.. De bør lytte til Deres ældre!" Skræppede hun videre. Tænk at han vovede at antyde, at hun blandede sig i hans sager! Det var jo hendes pligt, som et ældre og anstændigt menneske at sørge for, at de unge opførte sig ordentligt! Det var skam ikke fordi det var en fornøjelse for hende at blande sig i den slags ting og sager!

Et sted under balkonen, hørtes lyden af et umiskendeligt hvin fra en ung adelsfrøken og Hecates hoved drejede sig øjeblikkeligt som en høgs. "De må have mig undskyldt, Hr Silveria. Husk at holde igen med drikkevarerne.." Formanede hun, inden hun nejede kort og hastede af sted.
Der skulle ikke ske nogen uanstændigheder på hendes vagt!

Oh, så hun forstod godt den dårlig skjulte hentydning? Det var jo ganske udmærket, også selvom hun pludselig begyndte at fare endnu mere op i det røde felt. Desværre var det en af de ting som Fabian syntes var lidt for sjovt, og han blev nødt til at tage en hånd op til munden for at skjule smilet der var ved at sprede sig på hans læber.
”Det gør jeg skam også,” sagde han lavmælt, og prøvede at holde latteren ude af stemmen, selvom det ikke gik helt godt. Forhåbentlig var hendes hørelse ikke hvad den havde været.

Der nåede dog ikke at komme mere ud af det, som hun stak næsten i løb væk. I stedet for gik han over til balkonens rækværk og kiggede ned for at se om han kunne få øje på hvem end der havde lavet uanstændigheder. Han kunne ikke høre hvem det var, men i stedet for sagde han meget højt. ”Det ville være en skam, hvis nogen blev forstyrret i deres hyggelige stund.” Og som han hørte nogle hastige skridt kort efter, tænkte han at han alligevel havde gjort dagens gode gerning.