Man kunne sjældent skue en hund på hårene, og i Dorian's tilfælde, var det nok mere rigtigt end man umiddelbart ville tænke. Elsker, gudfrygtig eller bare utroligt investeret i sit gamle liv - se det kunne komme ud på et. I sidste ende, var det mere et spørgsmål om hvad han ville, ligeså meget som det var et spørgsmål om hvem han var. De to ting, hang unægteligt godt sammen. 
At Tashi skulle finde sig overrasket, se det opdagede han dog ikke bare lige sådan. 

I stedet lænede han sig mere interesseret frem, da et spørgsmål faldt omkring ham selv. For hvem kunne i sidste ende ikke li' at tale om sig selv. På intet tidspunkt, var der en underliggende bekymring om at alt hvad han sagde, potentielt kunne komme videre. Fordi hvorfor. Man var vel blot et simpelt tandhjul i hele maskineriet, så man tænke sjældent sig selv som mere, i den sammenhæng. Viden og hvad det kunne gøre, var dog utroligt meget op til individet. "Oh, det er skam ingen fornærmelse" et ganske oprigtigt udtryk af undren gled over hans ansigt ved dén kommentar, og Dorian så en anelse overvejende og 'tomt' ud i luften foran sig. Flere minder, og de fleste af dem gode. "Det er oftest der deres skib lægger til havn... men hvem er jeg til at styre hvad hun laver, skal jeg være fuldkommen ærlig?" et drillende lille smil trak op, fordi det var ikke helt forkert. 
Hvem var han, til at bestemme over hende? Hun ville uden tvivl være imod alt der hed kontrol - på den front - og det kunne han ikke sætte sig imod. 
Eller ville, for den sags skyld. 

Med det var det at Dorian drak en slurk mere, og overvejende lod blikket betragte Tashi, omend han intet sagde. Nysgerrighed behøvedes ikke altid at blive besvaret.

Et mere leende smil - indvendig latter - trak halv-dæmonens bløde læber op, og noget mere infernalsk spillede over det ellers milde udtryk han bar omkring sig, da hun nævnte ordet frihed. Åhh, det handlede ikke om frihed for frihedens skyld... det var aldrig - og ville aldrig - have været realistisk, at de skulle have andet end det forhold som de havde nu. Monogam var Dorian ikke, og idéen om at nægte hende selvsamme frihed som han selv krævede, var absurd. Men da det næppe var den gængse holdning, kunne han godt forstå hvor det kom fra. 
Og derfor gav han også Tashi ret, da han med en dybere brummen nikkede. Det stemmede sjældent overens med de fleste folks forestillinger. 

Så det handlede bare om at finde den, eller for den sags skyld de, rigtige. 
En tanke der blev holdt indeni, indtil at han ikke kunne dét mere, og med underspillet fornøjelse over emnet, lænede sig en smule ind over bordet. "De skal bare finde en der ikke ser det nødvendige i sådan et forhold" et blink af øjet fulgte med, og han lænede sig med et suk tilbage igen. "Jeg kan anbefale Shara's folk... de er overvejende åbensindede" man skulle vel promovere, hvis man kunne - han tog gerne Tashi med en dag. En ulmende glød var at finde i alt det sorte, og mentalt var det at Dorian nikkede for sig selv. Tashi ville nyde godt af den løsere holdning til forhold. Begær var hvad det var, og skulle man endelig finde en enkelt udkåren, ville det være utroligt, hvis den ene person kunne dække alle ens behov. 
"Men i sidste ende, tror jeg at De har tid nok til at finde ud af lige præcis det. Og hvem ved, måske er Deres 'udkårne' at finde i piratbyen!" et leende toneleje, og han hævede sit krus til en skål i luften, inden at en god tår blev taget - uagtet om der blev skålet tilbage.

Det var forunderlige ord Tashi brugte, når de talte, forklarede eller på anden vis faktisk besvarede et af de spørgsmål Dorian fik liret af, her og der. En del af det måtte komme fra den lærdom som munkene havde fået banket ind i hovedet, en anden del... 
... jah det var heller ikke videre vigtigt. Den hvidhårede halvdæmon, betragtede med utroligt få blink af øjet hvordan at de spiste, inden at han smilede en anelse mere mildt, og nikkede. I det nik, flakkede blikket ned på tallerkenen, og han så et kort øjeblik ganske overvejende ud. 

"Eller den kan være et komplet spild af tid, og lede til ingenting" sagt med en skuldertrækning, og han spiddede det sidste stykke af sin fisk. 
Han var alt for at leve i nuet, men kærlighed var nu engang en rodet affære, for slet ikke at tale om, at den nok var umulig at planlægge. Men det nyttede så absolut intet at romantisere den, selvom han godt kunne forstå behovet for det, udkåren var på det punkt, nok heller ikke det rigtige ord for ham at bruge om Mela. Et eventyr... tungen gled bagved læberne, en anelse overvejende over de skarpere hjørnetænder, og han greb med en lille nynnen - grænsende til en brummen - sit krus for at drikke en tår. "Heh, ikke at jeg forventer det. Særligt ikke for Dem. Forventer De et eventyr, er det nok hvad De får - skæbnen har det med at ordne sig i de tålmodiges retning" og det var ikke forkert at sætte Tashi som den tålmodige i den her situation. 
Med det blev endnu en tår drukket, og han lænede sig en kende ind over bordet, da kruset blev sat tilbage på træet. Et spørgsmål på tungespidsen, men samtidigt så... også afventende. Afventende nok til at høre hvad svaret var, inden at han busede videre af sin egen vej.

Der skulle ikke være nogen hemmelighed i, at de to nok var meget forskellige individer. Ikke bare af udseende, men i den grad også af mål, hensigter og intentioner - særligt når man snakkede om en uvis fremtid. Med det sagt, så var det dog ikke fordi Dorian lod mange af hans langsigtede mål være offentlig viden, når han (i hvert fald selv, heh) følte at han gav ubetydelige små informationer videre, og til gengæld fik lidt mindre ubetydelige svar tilbage. 
En ordning han brød sig ganske godt om, når den arbejdede i hans favør. 

En fin balance imellem tålmodighed og stilstand... se det var nok der den største forskel ville være at ane. Balance og ubalance var nogle underlige begreber, og strakte sig længere end hvad han forsøgte at opnå. Smilet omkring hans læber, vidnede dog om at han lyttede. Fordi selvom det gled udenfor hvad han mente var vigtigt, var det ikke ubetydeligt. 
I de tanke, var det at fingrene overvejende tappede over bordet, og Dorian nikkede næsten umærkeligt for sig selv. "Har De fri lige nu, Tashi, eller er De på arbejde?" en mere diskret måde at spørge hvor de var på vej hen, hvis svaret da faldt til hans fordel - det kunne ikke skade.

En budbringer kunne dog være ganske praktisk, og monstro han ikke selv havde en besked at sende videre, til Dianthos hvor at Lysets tilstedeværelse var lidt mere prominent, hvilket gjorde det til en større risiko end en han ville tage 'bare fordi'. Nej, så hellere benytte sig af kontakter. Og hvis det var neutrale kontakter, gjorde det kun sikkerheden for at det ikke blev sporet tilbage, lidt bedre.

Et tilfreds blik gled over halvdæmonens sorte øjne, da det ganske rigtigt var hovedstaden der med stor sandsynlighed, ville blive det næste store stop for mennesket. Budbringere var praktiske, og selvom man aldrig kunne stole på hvad de bragte med sig videre - foruden beskeden selv - så skulle man starte et sted... de hvide tænder glimtede i det smil der fulgte trop, da han lænede sig tilbage i stolen - næsten en spejling af Tashi's egen bevægelse. 
Den første besked behøvede ikke at være vigtig, når man ikke kendte budbringeren af andet end førstehåndsindtryk. Det opstillede dog et godt billede af den skaldede Tashi. 

Så hvorfor ikke gøre nytte af en god mavefornemmelse. 
Dorian's slanke hånd gled op fra at tappe over bordet, næsten som tjekkede han de bemalede negle for et eller andet usynligt og ubetydeligt imens at han talte. "Jeg har - ved Chance's finurlige held - faktisk en besked der skulle overleveres til Dianthos, i den her måned. Det er næppe en hastebesked, men min kontakt har ikke vendt tilbage med svar, om de er her snart.." det var ikke en løgn - blikket gled i et liille ryk op igen idet at hånden knyttedes. "Hvor meget tager de for et enkelt brev, som skal afleveres til en butiksejer?" han regnede ikke med at det var udenfor hans prisramme. Det ville være første gang... 
Og et imødekommende smil glattede sig over de fyldige læber, som han ventede.