Skønt Jontar stod bag hende, kunne han endnu se hendes nikkende hoved. Om hun fandt ham ubehagelig at have bag sig, var han endnu ligeglad med. Hun kunne finde dette ubehageligt eller frastødende, det var ikke hans problem. Det var hendes og hendes alene. Og hendes nuværende ejer, for hvis hun endnu ikke følte sig naturlig som en slave, havde han tydeligt ikke trænet hende tilstrækkeligt. Men dette kan ses igennem fingre med, hvis ikke det påvirkede hende udadtil. Hun kunne have problemerne i sit hoved, men de skulle blive deroppe. Ikke bløde ud på hendes handlinger.

"Godt. Meget godt," Jontars stemme var tilfreds. Hun var begyndt at indse, hun ikke skulle sige noget forkert. Hun skulle føje ham, som var han allerede hendes ejer. Hun skulle tiltale ham som det, han var. Højere end hende. Ikke nok med, at han var en fyrstelig prins, hun var en slave. De var ikke ligeværdige. Jo hurtigere Ramé anerkendte dette uden brok, jo bedre ville hun have det. "Og hvis nogen giver dig en ordre, vil du så lytte og gøre, hvad du får besked på, uden brok? Rengøringsrelateret eller ej?" Endnu stod han bag hende. Dog valgte Jontar at træde en anelse fremad. Hun ville uden tvivl kunne mærke hans ånde mod hendes nakke. Der var brug for flere test. Se, hvor langt han kunne gå uden at vække det dyriske i hende. Ulve var uforudsigelige. Det ville ikke være godt, hvis Jontar var skyld i, at fra fyrsteslægten blev angrebet af en ulv, fordi han havde valgt hende som slave. Derfor tog han testene direkte mod hende nu. Desuden ville han tjekke, hvor medgørlig hun var i forhold til hans evne. Om hans overtalelse kunne dæmpe hende. Gøre hende endnu mere medgørlig. Gøre hende til en bedre slave.

Fyrstesønnens varme ånde dannede fugt i hendes nakke, som gåsehud også spredte sig over hendes ryg og ned over hendes arme. Det føltes klamt, og det gjorde det skam ikke bedre at hun var begyndt at svede let. Våd hund var ikke ligefrem en behagelig duft. Ramé nikkede til hans spørgsmål, som hun slugte trangen til at komme med en kæk replik. Det var på alle tænkelige måder et dårligt træk, og om ikke andet havde manden i dette øjeblik mere kontrol over hendes aktioner end hvad hun selv ville indrømme. Om det var hans naturlige magt som højerestående, hans, ifølge Ramé, over middelmådige udseende, eller noget helt tredje, det kunne ikke siges. Men det var et sjældent syn at se hende hengive sin magt på denne måde.

De to stod i stilhed et øjeblik. Ramé havde nikket til hans sidste spørgsmål men kunne ikke nænne at sige ordene højt. At hun var villig til at gøre alt for en plads blandt paladsets tjenestefolk. Allerstørst, kunne hun ikke holde ud at skulle høre sig selv sige ordene højt. Hun var allerede sunket lavt, udsat sig selv for en del, men hun var også snart ved at knække. Hun var træt. Hun havde forrådt sig selv, og til en vis grad forargede hun sig dybt over hendes medgørlige præstation denne dag. Denne opførsel var på ingen måde naturlig. Men den var nødvendig. 

Godt, meget godt. Ramé var officielt gjort tam for Jontar. En svag duft af våd hund bredte sig i lokalet. Den ramte fyrstesønnens næsebor. Han skar en lille grimasse over dette. Ønskede han virkelig at dufte dette hver dag? Det trak ned for at købe Ramé. Omend gjorde det hendes pris lavere. Ingen gad lugten af våd hund i deres hjem. Og hvis hun var ulv nok til at hade rensning, ja, så var hun langt mindre værd, end hendes ejer havde talt hende op til. Dog var hendes lydighed og hurtighed til at føje Jontar talte hendes værd op. Meget vel var hans evne i brug mod hende, men det var nødvendig mod nogle slaver. Især i starten af deres evighed her på paladset. Efter at have føjet i lang nok tid ville det blive naturligt for dem. De ville gøre det af egen fri vilje.

Minutterne gik, hvor de blot stod her. Jontar lige bag den svedende Ramé. Endnu ikke havde hun sagt noget, blot nikket. Dette kunne være en god ting. Hvorfor svare med ord, når lydløse bevægelser var nok? Selvfølgelig, hvis ikke Jontar kiggede på hende og krævede et svar, måtte hun snakke op. Men for nu var dette fint. Tilstrækkeligt.
Langsomt bevægede prinsen sig rundt om ulveslaven og stod nu ansigt til ansigt med hende igen. "Hvad vil du gøre for at blive min slave? En slave for Kazimi." Der gik ikke lang tid, før Jontar havde en konklusion. Truffet et valg. Men hvorfor skynde sagen, når han havde Ramé i sin hule hånd lige nu? Hun var i hans greb. Hans dominerende og ejerskabsfyldte greb med ingen lås på.

Ramé havde altid troet hun var stærk, men mandens ord rungede i hendes hoved, gentagende, lydte. Hun vidste at hendes svar var forsinket, hun vidste at det ikke var godt, og hun vidste at hvis hun ikke snart stillede noget op så var hun færdig. Hun gjorde hvad hun kunne, det eneste hun kunne, for hvis hun først begyndte at svare på hans spørgsmål ville hendes stemme knække og tåre trille frem.

På knæ faldt hun. Roligt nok til at hun lignede en der var i kontrol af hendes krop, selvom at det på ingen måde var sandheden. Hendes led var ømme, hendes allerede skræmmede knæ der var banket hårdt ned i fliserne gjorde ondt, og alt der mindede om stolthed var nu væk. Hun kunne alligevel ikke lade vær med at le af sig selv i hovedet. Dette var jo præcist som de alligevel ville have hende.

Der blev ikke givet et svar på Jontars spørgsmål. I hvert fald ikke et verbalt et af slagsen. Prinsen stod blot og nærmest afventede nogen form for respons fra Ramé. Og til sidst kom der en, omend den virkede meget pudsig. Uden at sige noget gik hundekvinden på knæ. I takt med hendes rolige og næsten kontrollerede nedstigning på knæ bevægede Jontar sit hoved. Han fulgte hendes bevægelse, indtil hendes knæ var på de hårde fliser og hans limegrønne øjne fikserede på hende.

I nogle sekunder stod han blot med en passende afstand til at den knælende slavinde.  Han lod sine halvdybe vejrtrækninger være det eneste, der afbrød tavsheden mellem dem. Før han til sidst valgte at tage et skridt frem, så der ikke var mange tommer mellem de to. Og dér lod han pege- og tommelfingeren tage fat i hendes hage. Med et underligt fast greb hævede han hendes hoved, nærmest studerende hendes hage, før han blot holdt fast i hende. Låste deres blikke sammen. 
"Du er medgørlig. Meget medgørlig." Der var en underlig dyster tone i Jontars stemme. Som om han var klar til at gøre det værste, men han gjorde intet. Af og til var en skræmmende tanke alt, der skulle til, før en slave var mere end lydig. Meget mere end lydig.