Det tavse kaos der udspillede sig i husets nedre etager, var endnu ikke nået til det usle kammer på kvisten. Pax stod, påtaget afslappet, lænet op af dørkarmen og betragtede manden, han havde set omkring, vakle rundt efter sit tøj i vild panik. Lugten af skam var fed og havde den kunne ses, var værelset forsvundet i en tyk, sort tåge.
Ruk lo, som var der ingen dag i morgen, et skingert latterbrøl der syntes aldrig at ville stoppe, imens hans lyseblå griseøjne stirrede på Ulvens høje skikkelse. Hvad han lo af, kunne Pax end ikke forestille sig, og da manden stak af forbi ham, hævede Pax begge sine øjenbryn i en kort levende, ikke-imponeret grimasse. ”Jeg har aldrig fattet det. Filips og din tendens –”, mumlede Pax og i samme øjeblik, at han begyndte at tale, tav Ruk instinktivt; som havde latteren aldrig været der, som havde den aldrig fået de skæve vægge til at runge. ”Der er noget galt med jeres hoveder. Nogle ville måske kalde det en sygdom, hvis de følte sig særligt gavmilde”, fortsatte Pax, hvorefter han skridtede ind igennem døråbningen og så sig omkring.
Ruk sukkede tungt og trak smilende sine bukser op. ”Oh, jeg ved nu ikke, Pax. Det kan sgu noget”, lo den bredskuldrede mand før, at han hoppede ud af sengen. Hans øjne lyste af intenst begær, så voldsomt at det næsten blev frydefuldt.
De to mænd så hinanden an, den ene rolig og den anden hvæsende af adrenalinen, der langsomt men sikkert krøb igennem hans system. Ruk var den første til at bryde stilheden og det var med et bedrevidende nik i retning af trappen. ”De plejer ikke at tage så lang tid med at arbejde sig op nedefra, gør de vel?”
Pax trak ligeglad på skuldrene og gik hen til et vakkelvornt bord, hvorved der stod en stol. Han greb om stoleryggen og trak stolen ud, så den stod placeret midt i lokalet. De vidste jo begge, hvad der ville følge og Pax stræbte efter, at bruge ventetiden på bedst mulig vis – han kunne ligeså godt klargøre rummet til Ruks henrettelse.
”Du har jo Henry dernede. Og Flynn. De er nogle store drenge”, svarede Pax omsider, hvorefter han først da skævede til Ruk; Ruk, der smilede sultent og som en, der allerede havde vundet. Havde Pax ikke vidst, at det var adrenalinen, kampgejsten der spøgede, ville det smil have bekymret ham. Under alt det arrogante, det næsten gudelignende vinderinstinkt, der aldrig lod Ruk tabe, selv når han tabte, lugtede Pax dog også frygt. Ruk var fanget og han vidste det. ”Men jo, du har ret. De tager sig god tid.”
Pax og Ruk stod og stirrede på hinanden, alt imens sekunderne tiggede afsted. Pax vidste, at han ikke kunne tage Ruk alene – og Ruk vidste det samme. Hvad Ruk dog også vidste, var, at der ikke var megen tid. Nej, der var for lidt tid. Der var ingen tid.
Fodtrinene, der trampede op af trappen, efterfulgt af tunge støn og lave jubelskrig, kom nærmere og nærmere. Til sidst tårnede Mac, Domnall og Hunter sig op i døråbningen, og først da brød kaosset også løs på kvisten.
Det var de tre mænd, der kæmpede mod Ruk, og imens de sloges – og Mac lo – gik Pax i gang med at fjerne sin kofte. Han lagde den fra sig på bordet, hvorefter han fremdrog en kniv fra sit ene inderlår, hvorom den var fastspændt med tykke lædersnøre. Imens hans fingre arbejdede vanligt, tvang Hunter og Domnall Ruk ned at sidde. End ikke øjeblikket efter var Ruk fastgjort om både håndled og ankler.
Ruk prustede, som havde han løbet hundrede kilometer, men Pax genkendte teknikken. Han benyttede den ikke selv men anerkendte den ved at klappe Ruk på hovedet. Godt for dig.
For et langt øjeblik var det kun lyden af overfladisk vejrtrækning, der bølgede i høje støn igennem værelset. Mac kunne ikke stå stille og hans pupiller var udspilet, så hans øjne fremstod sorte. Declan og Juno havde da også sluttet sig til dem, men i samme øjeblik at Pax fornemmede Junos tilstedeværelse, fortrød han inderligt ikke at have sendt ham hjem. Tanken om, hvad Juno ville tænke om ham efter nattens udskejelser, var ikke til at bære. Han kunne ikke miste også ham.
De tofarvede øjne søgte Junos, håbede han så, hvad han desperat prøvede at give ham af besked: Jeg kan ikke lide det her heller. Men det skal gøres. Der er ikke anden mulighed. Det var det her, jeg aldrig lod dig se, da du var lille. Forstår du nu?
Pax tog en dyb, teatralsk indånding, hvorefter han svingede med sin kødædende dolk foran Ruk. ”Du ved, hvad den her gør”, mumlede han, for der var ingen grund til at hæve stemmen. Pax havde samtlige af mændenes opmærksomhed.
Ruk spyttede i trods, så en fed, gullig klat kolliderede med gulvbrædderne med et højt klask. ”Jeg siger ikke en skid. Forstår du? Ikke en skid!”
”Ikke en skid, ja. Jo, det forstår jeg godt”, svarede Pax nikkende, hvorefter han gjorde tegn til Hunter om at træde frem. Hans øjne var tomme, hans tone ligeglad. ”Og det er så fint, Ruk. Det er derfor, at jeg har taget Mac og Hunter med. Vi har ikke travlt.” Pax aflagde afstanden til Hunter, alt imens Ruks vejrtrækning blev mere overfladisk end før. Godt for dig – men det er en dårlig teknik. Det vil ikke hjælpe dig på det, der kommer.
Pax fangede Hunters øjne med sine egne, hvorefter han mimede: ’Ikke gennemstegt.’ Og da blev scenen Hunters.

Pax's blik var ikke til at tage fejl af. Det var ikke meningen at Juno skulle være her, det var der ingen af dem, der ønskede. 

"Du kan ikke komme med den her gang, Juno."
"Jeg er gammel nok!" 
"Ikke til det, vi skal i dag." 
"Du ved ikke en skid om hvad jeg er gammel nok til! Jeg har set det hele allerede!"

Et minde, der havde fyldt ham med frustrationer før, over ikke at være blevet taget alvorligt for snart ti år siden, fik Juno til at stivne på stedet. Han sank en klump og kæmpede imod lysten til at stikke af. Han var ikke 12 år længere, han var en voksen mand og hvis han meldte sig ud af den her slags nu, så regnede han ikke med at Pax nogensinde ville lukke ham ind i det igen. Ikke efter at have set, hvordan Pax havde skævet til ham.

Hunters navn blev nævnt og Junos blik vendte sig mod den unge dreng, der havde samme væmmelige smil, som Juno havde set på ham tidligere. Glæde, spænding, adrenalin - alt det, Juno ikke selv følte, men som han mærkede tungt i hele lokalet. 

Ruk blev ikke gennemstegt. I stedet så det ud som om Hunter nød at prøve sig frem. Som en kat med en mus, den havde tænkt sig at dræbe, men endnu kunne have det sjovt med. Styrken af stød varierede, og selv Juno kunne se, at Hunter hurtigt opdagede, at det, der virkede bedst, var at variere tidsintervallet imellem også, for ikke at give Ruk tid til at forberede sig på det. 
Alt Juno kunne se var sin egen tid i tortur. Han vidste ikke, hvad de andre så; en mand de hadede, måske, en fjende, en forræder. Men Juno så sig selv - han trak vejret i takt med Ruk, og følte de piskesmæld, Vargas havde givet ham i Rubinien, ophængt i kæder og ude af stand til at stå op, fordi gulvet var vådt og glat af hans blod. 

"Jeg vil vædde med, at jeg kan smelte dine øjenkugler med den rette mængde styrke," hørte han Hunter sige, hans stemme let og legende, så ulig det udtryk drengen normalt havde på sit ansigt, af uskyld og fromhed, som havde fået selv Juno til at tro, at det ikke kunne være den samme fyr, der havde levet af at gå rundt med Asad og tjene krystaller på at slå svage og ældre, indtil de fik, hvad de ville have fra dem. 

Under Hunters tortur af Ruk, lod Pax aldrig sine øjne fare fra Juno. Det var nemt at finde frem til Junos indædte duft af frygt og selv en blind ville se, hvordan den blonde mands brystkasse hævede og sænkede sig i takt med ofret i stolens.
Pax skubbede sig fri af væggen, hvor op han havde lænet sig og skridtede dovent hen til Hunter. Ikke længere lyste der blålige gnister mellem knægten og Ruk, hvormed Pax skyndte sig at ligge en arm omkring de unge men muskuløse skuldre. Du bliver et problem for mig om et år. Når du beslutter dig for, at nu vil du herske, så er jeg en død mand…
Pax trak, en smule hårdhændet, Hunter ind til sig alt imens, at han tog Ruk i nærmere øjesyn. Der var ingen grund til at rose drengen, for hans arm var tilstrækkelig gestus i sig selv. Ulven gik trods alt ikke rundt og rørte ved hvem som helst. Ikke, at det i grunden var til ære for Hunter. Nej, det var for Mac, Domnall, Declan og Wills øjne alene.
”Vil du fortælle mig det nu?”, spurgte Pax, næsten henkastet, stående med sin arm om Hunters skulder, som var de ældgamle drukvenner.
Ruk spyttede og savlede ustyrligt. De mange stød tillod ham ikke længere megen kontrol over dét, men han formåede alligevel at hæve sine mundvige i et smil og ryste prustende på hovedet.
Pax nikkede, som havde han godt se den komme og et indforstået, næsten velkendt blik blev udvekslet mellem de to rivaler. Ikke længe forblev Pax dog hvor han var og med et afmålt nik i retning af Mac, lod han den næste scene udspille sig.
Velvidende, at det ikke kun var blod, der snart ville flyde – kammeret stank allerede af Ruks urin – skridtede Pax hen til Juno. Han vinkede Declan og Will hen til sig, og da de gjorde ham selskab, deres stank af frygt og væmmelse så tydelig, at Pax næsten ikke kunne lugte andet, mumlede han lavmælt: ”I tre er færdige for i aften. Vent udenfor. Spred jer lidt ud, så vi ikke får nogle overraskelser.” Pax gjorde sit bedste for ikke at kigge på Juno, da han sagde det, for han var overbevist om, at den anden aldrig ville gå, hvis han fik fornemmelsen af, at det var for at få ham ud.
Pax stirrede på de tre mænd i et langt sekund før han en smule bryskt tilføjede: ”Det var ikke et forslag.”
End ikke øjeblikket efter begyndte Ruk at skrige og Will og Declan fik travlt.

Juno så sig selv i Hunter - han så en ung mand, der var ivrig efter at imponere Pax, ivrig efter at blive som ham og bevise sit værd, og han så, hvordan han på overnaturlig vis faldt til rette under Pax's arm, som havde han aldrig hørt til andre steder, hvordan hans ansigt straks blev afslappet og blidt igen, med undtagelse af hans smil, der fortsat afslørede, at han havde nydt enten sit job eller nydt Pax's reaktion på det. 

Juno hadede ham kun endnu mere. 

Han nidstirrede Pax, da fyren kom hen til ham, og han vidste, at han blev smidt ud, men Pax havde gennemskuet ham; han kunne ikke modsætte sig, når de fik ordren som en gruppe, og han fulgte efter de to andre mænd uden så meget som at skæve tilbage. 
At Declan havde travlt med at komme ud, fik kun Juno til at respektere manden mere, og det var også derfor, at han pænt ventede til Declan havde gentaget Pax's ord om at skulle sprede sig ud, og selv var rundet et hjørne, at Juno greb fat om Wills arm. 

"Jeg ved, du har nox på dig. Giv det til mig." Beordrede han, og så hvordan den sidste farve forsvandt fra Wills ansigt. "Du skal ikke lyve for mig," snerrede han og rakte en hånd frem, indtil han fik to små flasker med stoffet i. 
"Er det alt?" spurgte han, og kunne ikke holde skuffelsen ude af sin stemme. "Jeg - jeg har ikke mere, jeg troede ikke at jeg skulle - sælge i aften," hikkede Will sig forskrækket igennem et svar, og Juno troede på ham, men gav ham ikke et svar, sendte ham i stedet med et nik hen for at holde udkig fra den anden ende af huset. Juno selv ville blive, hvor han kunne høre, når drengene var på vej ned, og da de var, strammede han grebet om de to flasker med nox. 

De ville kunne hjælpe ham med at falde i søvn uden at drømme. De ville kunne få ham til at slappe af. Han vidste, at de hjalp og han vidste, at hvis han tog dem nu, ville han have et kvarter til en halv time, inden effekten slog igennem, lige nok tid til at komme hjem og møve sig op til Pax, hvis de var hurtige. 
Men han kunne ikke få sig selv til det. Flaskerne med nox lå stadig urørt i hans jakkelomme, da resten af Flokken sluttede sig til dem udenfor. 

Det fortsatte i en evighed. Hunter fik en tur igen forinden, at Pax sukkede tungt og selv overtog, utålmodig efter at få det overstået. Omsider fik han dog, hvad han ønskede: information om hvilke af hans distributionsruter, der var blevet kompromitteret. Ruk havde haft en tilpas andel i dét ansvar, hvormed Pax måtte formode, at viden om dem var blevet solgt til højestbydende. Købte man Nox i hovedstaden, købte man det med al sandsynlighed fra en af Paxs mænd, og han havde ganske enkelt ikke råd til, at det skulle blive anderledes. Som nogle af de andre bandeledere, gjorde Pax sig ikke med samme ihærdighed i for eksempelvis bordellerne. Hans mest dominerende profit var salg af stofferne.
Ruk sad død på stolen, imens Pax rengjorde sin kødsvitsende dolk i et lille bassin med vand. Der var tavst i det lille værelse, udover Mac der sad i sengen og klukkede for sig selv, høj på adrenalin.
Efter at Pax havde hevet sin kofte over hovedet, nikkede han til Domnall, hvorefter begge mænd spændte læderremmene om Ruks håndled og ankler op. Forinden at Pax greb om ligets ene underarm, skar han et stort ’P’ som advarsel på Ruks muskuløse bryst og da forberedelserne til det næstfølgende omsider var færdigt, begav de resterende sig omsider afsted.
Da Pax og Domnall, bærende på liget af Ruk, trådte udenfor i natten undgik Pax for endnu engang at se på Juno. Han vidste, at han ikke billigede hvad der var hændt, og skulle Pax være ærlig, var han ikke sikker på, at Juno nogensinde ville se på ham igen med de samme tanker om ham. Måske var det, der var sket i aften, det der ville skille dem ad.
Pax og Domnall smed liget fra sig midt i gadebilledet, Ruks forslåede krop blottet for alle at se. ’P’et var ikke til at tage fejl af og med et enkelt nik i retning af Declan, lod Pax mændene vide, at de var færdige.
Dernæst gik turen hjem og mændene spredtes i alle retninger.

Stanken af Ruk var værre, da han var død, end den havde været som levende, og Juno lagde instinktivt en hånd for sin mund og næse, imens mændene smed liget fra sig. Juno nåede at se Hunters stolte smil, inden han vendte sit blik væk og gik op på siden af Pax. 

Han vidste ikke hvad han skulle sige. Mest af alt havde han lyst til at undskylde, for ikke at have været til nogen hjælp overhovedet, men han kunne heller ikke ignorere den død og ødelæggelse Pax havde været skyld i; sat gang i med vilje, beordret og krævet af sine mænd. 

"Bliv hjemme i nat," bad Juno i stedet lavmælt, og skævede op til Pax for at sikre sig, at Pax ikke var ved at stikke af, ved tanken om at bruge natten sammen med en kujon. 

Pax forstod ikke, hvad han duftede, for det mindede om den skam, Will stank af konstant og som han vidste, at også han ville lugte af nu. Det gav ingen mening for ham, eftersom Juno ganske enkelt intet havde at skamme sig over, og pludselig panisk efter at blive alene med ham, så han kunne forklare ham det ordentligt, nikkede Pax prompte.
”Jeg vil helst være derhjemme. Sammen med dig”, mumlede Pax lavmælt og mellem sammenbidte tænder. De havde trods alt ikke for vane, at være følelsesladede overfor hinanden og dét, at Pax var det nu, fik ham instinktivt til at krølle sig sammen om sig selv i hans indre. Muligheden, dét skabte, og som kunne føre Juno til at afvise ham, var noget af det mest frygtindgydende, Pax kunne forestille sig.
De gik i tavshed resten af vejen, selvom Mac, Domnall og Declans sejrshyl lød som udødelige ekkoer i lang tid efter. Da de endelig nåede deres destination og døren var låst bag dem, greb Pax ud efter Juno, hans hjerte hamrende i hans bryst.
De tofarvede øjne søgte vildt rundt og henover Junos ansigt, usikker på hvad de ville finde. ”Hader du mig nu?”

Selvom det skulle have beroliget Juno, at Pax ville med ham, så blev han kun mere nervøs, overbevist om, at der ventede dem et skænderi derhjemme, en konfrontation udledt af Junos manglende evner til at kunne være et voksent medlem af en bande for voksne, og imens de gik, opbyggede han et forsvar; undskyldninger, forklaringer, en mur af vrede, der ville kunne beskytte ham. 

Så da Pax greb ud efter ham, var Juno allerede klar til at bide fra sig, og hans ansigtsudtryk skiftede fra vrede til forvirring, hans blå øjne store, imens han søgte efter en forklaring i Pax's ansigt. 
"Jeg hader dig ikke," mumlede han og løftede begge hænder fra sine lommer, hvor de to flasker med nox klirrede næsten lydløst mod hinanden, så han i stedet kunne gribe fat om Pax's jakke, hvor den hang åben.
"Jeg vidste ikke -" begyndte han, men kunne ikke færdiggøre sætningen. At du torturer og myrder. At du gør onde ting. Han kunne stadig ikke få sig selv til indse, at det var sandheden, selvom han havde set Pax gøre præcis dét. 
"Ville du - ville du gøre det samme mod mig, hvis jeg forrådte dig?" spurgte han i stedet, og selvom det var det sidste, han nogensinde ville gøre, blev hans stemme grødet imens han spurgte, som var det pludselig en reel frygt, at den anden fyr ville sætte ham i en stol og torturere ham til han skreg og stank. 

Havde Pax været mindre optaget af at læse Junos ansigt, havde hans hjerne måske ladet ham registrere de så karakteristiske klink. Det var bare ikke tilfældet, for pludselig føltes Juno en hårlængde fra at forlade ham og dén tanke, fik Paxs krop i beredskab. Pludselig var der krig i den smalle, halvt oplyste gang, hvori de stod.
”Nej!”, udbrød Pax forfærdet, da Juno spurgte, om samme skæbne kunne tilfalde ham. ”Aldrig i livet!”
Junos hænder om hans jakke var kærkommen og Pax vovede sig tættere på den blonde mand, foruden dog at røre ham. Pax var ganske enkelt ikke sikker på, at han ville overleve en sådan afvisning, ikke efter hvad han netop havde gjort.
Pax forsøgte at genfinde fatningen, men hans krop dirrede af anspændthed. Han havde lyst til at falde på knæ for Juno eller kysse ham, indtil han glemte, at han var ved at gå. Det eneste rationelle ville dog være at forklare, men Pax var heller ikke overbevist om, at det ville gøre nogen forskel. Juno måtte, til trods for den paniske frygt, vide, at Pax havde dræbt Ruk af en grund. At uanset hvor ondt det var, så var Ruk et løgnagtigt svin, ikke mere værd end en bunke lort og at der havde været en grund – en god grund.
”Det – Ruk havde ansvar for vores salg af Nox”, hørte Pax sig selv mumle hektisk. ”Han kender langt de fleste af mine distributionsruter og hvis han havde solgt den viden til nogle, ville vi ryge på røven i rendestenen. Vores profit kan ikke tage et sådan nederlag.” Pax skar en grimasse og kunne da ikke længere dy sig. Grådigt og med al intention om, at de skulle blive et, aflagde han den sidste rest af afstand og pressede sine læber mod Junos.

"Aldrig i livet?" gentog Juno, som var det et løfte han bad Pax aflægge, selvom det aldrig ville blive relevant. På trods af hvor meget Juno hadede, hvad han lige havde set, så elskede han Pax, og ville altid gøre det. Om Pax så fik slaver og havde den ondeste bande i byen, ville Juno stadig elske ham. 

"Fuck din profit!" Udbrød Juno, der, på trods af at have levet fra hånden til munden hele sit liv, ikke forstod hvordan en mand som Pax kunne dræbe for krystaller. Det var sådan noget de grådige gjorde, alle de rige svin i den Øvre del af Dianthos, alle dem, der følte at de var hævet over andre, men Pax og Juno, de af alle måtte vide, at krystaller kunne skaffes på andre måder en mord. 

Men så mødtes deres læber og Juno kunne ikke tænke på andet. Helt desperat gengældte han Pax's kys, trykkede sig op mod ham og løftede sine kolde hænder til hans hår, som han igen begravede sine fingre i, som var det blot deres kys hos Lizzy de fortsatte. 
Med ét skubbede han Pax op mod døren og slap ikke deres kys, mens han sænkede sine hænder til hans skjorte og hev op i den, så han kunne få sine hænder ind under den. 

”Aldrig i livet”, gentog Pax lavmælt og forinden, at deres læber kolliderede. Men hvis du gør, Juno… løb eller sørg for, at jeg aldrig rejser mig op igen. Sørg for jeg er død, begravet og borte for evigt, for jeg vil komme efter dig og tage det tilbage, du tog.
Den eneste grund til, at Pax lod sin ryg ramle ind i døren og han ikke tvang Juno deropad i stedet, var, at han ikke ønskede, at skræmme ham yderligere. Skulle Pax nogensinde underkaste sig nogen, var det Juno, stående i gangen med deres tunger i intens leg, velvidende at den anden skulle tage styringen og at Pax selv skulle lade sig føre.
En ting var dog vigtigt… så forbandet vigtigt, at Pax tvang sine læber væk fra Junos og i stedet greb om hans kinder. 
”Nej”, hviskede han bedende, håbende på at Juno ville forstå. ”Jeg har ansvaret for for mange børn. Der kommer hele tiden flere til! Hvis profitten forsvinder, er de alle dødsdømte, for det vil sætte en lavine i gang i undergrunden! De andre vil kæmpe for at opnå retten til vores ruter, og det vil koste blod! Vores blod! Hvis vores unger skal forblive i live, så er det den eneste vej!”

Havde Juno kunne læse Pax's tanker, ville han have nægtet. Han ville aldrig løbe og han ville aldrig sørge for at han var død. Hvis han nogensinde forrådte ham, så ville han stå ved det og tage konsekvenserne. Juno kunne ikke forestille sig, hvad der nogensinde skulle skabe den slags uvenskab imellem dem, men han vidste, at det var vigtigt for ham, at han aldrig ville kunne forestille sig Pax torturere sig, som han havde gjort med Ruk. 

Juno så stakåndet på Pax, imens den anden talte, indtil han med et frustreret fnys gav ham ret. "Du er så sindssygt irriterende, når du har ret," mumlede han, og i flere sekunder stod han og stirrede med vrede på ham, indtil han vendte tilbage til at hive i Pax's jakke, denne gang for at få den af ham. "Torturér så mange du vil, hvis det hjælper Flokken. Jeg vil bare ikke se det. Nogensinde igen," mumlede han og skævede forsigtigt op til Pax igen, inden han hev hans jakke helt af og lod den falde til gulvet. 

Pax følte sig stakåndet, som havde han løbet adskillelige kilometer forinden, at han var ramlet sammen med Juno. Det føltes som om, at det øjeblik de sammen delte var skæbnesvangert. Hvis ikke Juno forstod, var Pax ikke sikker på, at han nogensinde kunne få ham til det. Ikke på dén måde han selv ønskede – ikke på den måde, der var rigtig…

”Beklager”, mumlede Pax, hvorefter han hjalp Juno med at få sin jakke af sig. Dernæst lænede han sig frem og hev Juno indtil sig, hvormed han uden besvær kunne lade sine hænder glide indunder hans skjorte. På intet tidspunkt forsvandt hans øjne fra Junos blå. ”Du behøver heller aldrig være en del af det igen. Du har dit område og så bliver vi ude af hinandens.” Det var det bedste, Pax kunne tilbyde Juno i det øjeblik og selvom han havde lyst til at hviske til ham, at han aldrig havde delt dét ansvar før, hvilket gjorde ham elendig til det, så kyssede Pax Juno i stedet. På en eller anden måde vidste Pax, at der ikke ville være nogen ord, der i grunden ville i stand til at redde ham, og det var derfor, at han opgav.

Vejret satte sig fast i Junos hals, da Pax hev jakken af ham, og af de helt forkerte grunde. Hans nox var i den, og han ville ikke af med den. Han havde ikke fået noget så længe, ikke siden sidst han havde været i Dianthos, og han havde troet, at han havde kunne lægge det bag sig, men det var så tæt på, og hans nerver var så spændt, at det var først, da han mærkede Pax's hænder mod sin nøgne hud, at han glemte stoffets eksistens igen. 

"Dét vil jeg heller ikke," indrømmede Juno lavmælt, hans vejrtrækning tung af ophidselse. "Jeg vil vide hvad du laver, og jeg vil - fortælle dig, hvad jeg laver. Jeg vil have -" Juno pausede i sine ord og så op på Pax med røde kinder og fugtige læber, inden han lavmælt indrømmede; "jeg vil have din hjælp. Jeg vil have at du leder mig." 

Med dét sagt tøvede han et øjeblik, inden han endnu en gang, prøvende, skubbede Pax op mod døren, som for at advare ham om, at han ville tage styringen, hvis ikke der var andre, der gjorde det. For dét ville han også gerne, men Pax's grænser var ikke lig Junos, og Juno var for opstemt til at gide tage sig tiden til at finde ud af, hvor de lå lige nu. Det var en opgave til en anden dag. 

Pax tog en dyb indånding og gav sig til at nikke i takt med Junos forespørgsel, parat til at give ham hvad end han ville have, hvis blot han blev hos ham, kom tættere på –

Lyden af klirrende og kolliderende glas fik instinktivt Pax til at se ned… ned på det, der var Junos ene jakkelomme.
”Du har været hos Lizzy hele dagen. Det ved jeg, fordi Gergi fortalte mig det”, mumlede Pax lavmælt, så lavmælt det næsten var i en hvisken. Og skønt ordene antog en specifik form, var de ikke henvendt til Juno som sådan. Langt snarere kunne man få det indtryk, at Pax tænkte højt. ”Du har ikke været alene, imens vi har været tilbage i Dianthos. Du har ikke altid været sammen med mig, men du har aldrig været alene… ikke før i aften.”
Pax så da omsider op, forvirringen og rædslen tydelig i hans blik. ”Du er ikke syg. Du har ikke brug for flasker med en højde på syv centimeter.”
Langsomt lod Pax sine hænder forlade Junos nøgne hud, hvorefter han gled ned på hug og med en rovdyrs elegance og effektivitet, fiskede de så velkendte flasker – hvor mange havde han haft mellem hænderne efterhånden? – op i sin ene hånd. Han stirrede som fortryllet på dem og med et, syntes puslespilsbrikkerne at falde tilbage på plads.
Flaskerne indeholdte Nox. Og det var hans flasker.
Pax sad og stirrede på dem et langt øjeblik før, at han, krampagtigt bevidst om sin egen handling, lagde flaskerne tilbage i Junos lomme. Dernæst rejste han sig langsomt op og lod atter sine øjne finde frem til Junos ansigt, som han granskede undersøgende, som ledte han efter noget...
Jeg har gjort dig ondt. Nu er jeg bare ligesom alle de andre.

Juno vidste, at det gik galt, samme øjeblik som han hørte glassene klirre. Hvis han hørte dem, så hørte Pax dem også. Det var kun netop lykkedes ham at glemme dem og nu skar lyden i hans ører, som havde det været fyrværkeri. 
Han sank en klump, imens Pax tænkte højt, og det eneste han tilbød samtalen, var et mut nik eller ryst på hovedet, hver gang Pax sagde noget, der var sandt. Ja, han havde været hos Lizzy hele dagen. Nej, han havde ikke været alene, imens de havde været tilbage i Dianthos. Nej, han var ikke syg. Først da Pax nåede til, om han havde brug for noget, der kunne være i de flasker, reagerede han ikke, for dér tog Pax fejl. Juno havde brug for dem. 

Junos hals snørrede sig sammen, da Pax satte sig på hug, og først da brød han sin stilhed; "Pax," bad han, hans stemme bedende, som, havde han haft tid nok, så ville han have bedt ham om at lade være. 
"Det er ikke..." prøvede han at forklare, uden at vide, hvad han kunne sige, der kunne forsvare det. "Jeg har ikke brug for det, jeg ville bare - have det." Det var den dårligste forklaring Juno kunne huske nogensinde at have givet, og han havde ellers givet rigeligt. Han rakte ned og samlede jakken op, forsigtig med lommen med flaskerne i, og foldede den over sin arm. I det øjeblik var han sikker på, at han ville blive smidt ud, og det eneste, han skulle bruge for at overleve en kold aften udenfor var indholdet i de flasker. 
"Er det bedre hvis jeg går?" spurgte han lavmælt, hans stemme pludselig hæs af den gråd, der havde sat sig fast i halsen på ham. 

Pax kunne ikke hævde, at han hørte Junos lavmælte protester. Så optaget af hans tanker, hans adskillelige genindspilninger af dagenes mange hændelser, hvoraf særligt én gik igen og igen, var han.
Junos spørgsmål kom dog bag på ham og Pax formåede aldrig at skjule sin overraskelse. Så jeg har gjort dig ondt, så ondt du må hoppe i med begge ben og drikke det, vi begge ved er noget pis for dig, og du – er bange for, at jeg vil smide dig ud?
Pax formåede aldrig at stille Juno sit spørgsmål. I stedet tog han langsomt jakken fra Juno, hængte den op og trak den blonde mand ind i sin favn. ”Nej. Du skal ikke gå. Du skal blive her”, mumlede Pax, alt imens hans ene hånd lagde sig i den blonde, bløde nakke. Hans ord var ingen ordre; Juno kunne frit gå, hvis han ønskede det. Langt snarere var de en bøn eller et dybfølt ønske om, at han blev.
Ikke længe stod Pax med Juno i sin favn før, at han langsomt trak sig væk og greb om hans ene hånd i stedet. ”Jeg fikser det, Juno. Vi tager et øjeblik af gangen. Du kan til hver en tid gå ned og hente dem igen. Jeg rør dem ikke”, lovede Pax, hans stemme ligeså myndig som den var blid.
Forsigtigt guidede Pax Juno op af trappen og hen mod badeværelset. Da de trådte indenfor, gav Pax slip på den anden og tændte for de komplicerede mekanismer, der fyldte karet med varmt vand. Dernæst fandt han en svamp og sæbe, som han lagde indenfor rækkevidde.
”Jeg hjælper dig af med tøjet nu. Nu vasker vi dig ren”, forklarede han stille men ikke tøvende, hvorefter han bukkede sig ned og begyndte at løsne Junos snøre. 

Juno så til, imens Pax tog hans eneste håb for overlevelse fra ham, og hvis han havde været mindre afhængig af Pax's kærlighed, ville han have kæmpet imod at få taget jakken fra sig. I stedet sprang tårer op i hans øjne af lettelse, da han blev bedt om at blive, og i Pax's favn tog Juno et par skælvende indåndinger, der fik styr på hans tårer, indtil Pax lovede ham, at flaskerne med nox ville blive hvor de var, og hans forståelse og kærlige opførsel pludselig blev for meget, og tårerne strømmede ned ad begge kinder, som havde ordene åbnet en dam. 

"Jeg er ikke ødelagt," insisterede Juno alligevel med et hik, imens han forsøgte at tørre sit ansigt med sit ærme. "Jeg skammer - skammer mig bare," mumlede han, og tørrede og tørrede sit ansigt i hvad der føltes som en uendelighed, imens Pax løsnede hans støvler for ham. 

"Du drukner fandme ikke engang dine - dine forbandede sorger i alkohol, men alle andre - der er ingen andre, der kan nå dit niveau - vi - det er bare stoffer. Du behøver ikke at - passe på mig." 

”Du har intet at skamme dig over”, sagde Pax prompte, hvorefter han instinktivt så op og ind i de våde øjne. Hans eget blik var fast og urokkelig. ”Der er ikke noget galt med dig eller det, du gør, for at komme igennem de ting, andre har udsat der for. Og nej. Du er ikke ødelagt.”
Pax sad for et øjeblik og betragtede Juno med det gennemborende blik; et, der videregav sandfærdigheden af hans ord og et, der også afslørede et oplevet håb; at Juno ville tage hans udsagn og gemme det i hans indre – og ikke blot parkere det efter forgodtbefindende.
Langsomt kom han på benene igen og fik langsomt men bestemt afklædt Juno helt. Der var ingen sensualitet over hverken hans afklædning eller flygtige berøringer, kun en art effektiv omsorg. Da Juno stod nøgen overfor ham, trak Pax sin egen kofte og skjorte henover hovedet. Dernæst ledte han ham over til karet, hvori han hjalp ham ned og foruden i grunden at give ham andet valg.
”Jeg ved godt, at jeg ikke behøver passe på dig men jeg vil gerne. Jeg vil gerne passe på dig”, forklarede Pax lavmælt, alt imens han fandt sæbe og kluden frem igen. Imens han forberedte kluden på en grænsende til rituel vis, skævede han fra tid til anden til Juno. ”Jeg har altid gerne ville passe på dig.”

Juno viste det ikke, men han hørte hvert eneste ord af, hvad Pax sagde til ham, gemte han væk i sit hjerte. Han gravede hvert eneste ord og betydningen bag ind under sin hud og vidste, at han ville komme til at gentage dem utallige gange for sig selv. 

Juno ville gerne hjælpe Pax, som Pax hjalp ham, men hans fingre føltes svage og kolde, og Pax hjalp sig selv hurtigere, end Juno kunne tænke tanken, så i stedet tog han igen imod Pax's hjælp til at komme ned i karet, og så snart Pax sluttede sig til ham, satte Juno sig så tæt op af ham som han kunne, selvom deres omgivelser for en enkelt gangs skyld var varmere end Pax's hud var. 
"Det er råddent arbejde, at tage sig af mig," mumlede Juno, men pressede kærligt sine læber mod Pax's skulder. 
"Og jeg - jeg bad selv om at være der. Være en del af det. Selvom jeg vidste, hvad vi skulle. Jeg - havde bare ikke troet..." Juno faldt væk i alt det, han ikke havde troet det ville være, som det havde vist sig at være, og lagde forsigtigt en hånd om Pax's arm, for at holde ham hos sig, imens han hørte Ruks skrig give genklag for sine ører.