Han fornemmede hver en reaktion, hver en lyd, hver en bevægelse fra hende som det skete, men langsomt sansede han mindre og mindre, som den intense følelse og spænding fyldte hele hans krop ud, mere og mere for hver gang han bevægede sig frem og tilbage.

Til sidst var det overstået, og de lå og pustede ud sammen i græsset. Han havde trukket hendes kappe op om hende så hun ikke blev kold, og lå nu med den ene arm om hende. han var tydeligt udmattet, dog ikke så meget som hun, men det tog ham alligevel lidt tid at genvinde sin normale vejrtrækning. Hans arm om hende blev strammet som han gengældte krammet, endnu med lukkede øjnene. ”Mmmh.” Da hun talte kunne han ikke undgå at grine en smule af hende, og kyssede hende blidt på håret. ”Du behøver ikke sige noget, min skat…” Han stoppede et øjeblik, det var første gang han havde kaldt hende det, tænk at denne dag havde ledt til at hun blev hans, på mere end én måde… Han smilede ved tanken, hun var virkelig HANS… Hans hjertenskær, hans elskede, hans skat, hans første…. Alting, egentlig…. ”Jeg elsker dig…” Han vidste ikke hvorfor han sagde det, men det føltes så rigtigt at sige, lige nu, lige her. Han knugede hende ind til sig, hvor ville han ønske de kunne blive liggende her altid, men han havde mistet tidsfornemmelsen undervejs, og noget sagde ham at de gjorde klogest i snart at få deres tøj på igen og komme tilbage. Derfor rykkede han sig blidt lidt ud fra hende, stadig med armen om hende så han holdt hende på plads, og rakte armen ud for at nå det af deres tøj, der var nået længst væk. Som han fik fat i det satte han sig op, og lod hendes hoved hvile i hans skød. Han trak sin trøje på, og så derefter ned på hende, mens han blidt nussede hendes hår. ”Jeg tror snart vi er nødt til at vende tilbage… Kan du selv få det på igen, eller skal jeg hjælpe dig?” Han så på hende med et skævt smil, mens han holdt hendes tøj op foran hende, så hun kunne tage det hvis hun ville, eller lade ham hjælpe hende hvis det var det. Han kunne tydeligt mærke hun var meget udmattet, og han var klar på at hjælpe hende med hvad hun nu måtte have brug for. Han var hendes nu, hvilket betød at han ville gøre alt for hende.

Hun havde ingen ide om hvad der foregik omkring hende, som hun lå der, men de ord, min skat, fik hende hurtigt til at trække hætten længere ned over hendes hoved for at pakke den glæde der spredte sig igennem hele sin krop med disse ord. Min tænkte hun kort, som hun igen, kæmpede for at give et kram mere. Elsker? elsker? Modigt træk hun nu den stakkels hætte ned, sådan som den blev flyttet på! Og hendes blege, men rødlige ansigt kom igen frem i lyset, med et varmt glædesfuldt smil på hendes læber. "Elsk..elsker også dig." svaret hun stille, nogle ord, der var noget kun anderledes at sige nu, end alle de gange hun havde tænkt det. Som han rejste sig en smule, gled hun blot stille ned langs hans bryst, hans mave, og endte med hovedet på hans lår. Hun træk vejret dybt. Min..varme. gik hendes tanker grådigt i hans bevægelse 'væk' fra hende. Hendes blikgled langs hans trøje, et kort pust af luft forlod hende som hun så den bevæge sig imod ham. Tydeligt at hun stadig have noget imod den. vende tilbage? Doven, træt, lod hun en hånd måde jorden, og stille satte sig og med sit typiske trætte dovne blik, kigge hen over ham som hun gjorde. Kort fugtede hun sine læber. "..Må vi...nok.." svaret hun mellem sine pust. Hun vippede hovedet på skrå og glad, lod ham hjælpe hende tilbage i sin påklædning. Tydeligt, drillende utilfreds hver gang noget tøj kom på hende. "Du..ehm.." begyndte hun stille som hendes trøje kom på. "kan..komme hjem." som de kæmpede med bukserne på ny. "Til mig i aften?" sluttede hun endelig sit spørgsmål, mellem både sine pust for luft, og hver påklædnings genstand. Men så snart spørgsmålet var sagt, lod hun blikket falde på jorden, spændt på hans svar. ikke, at han behøvede at svare, hvis han bankede på, ville hun med det samme åbne døren. Stille, som hun ventede på svaret, begyndte hun at hjælpe ham, eller i hvert fald tilbyde ham hjælp med sin påklædning.

Hendes svar varmede hele hans krop, det var som at høre hendes sige ja til at være hans om og om igen, han kunne slet ikke få nok.
Da de havde hjulpet hende i tøjet, så han på hende og smilede stort. Hvor var hun dog smuk. ”Hmm, det vil jeg virkelig gerne, men jeg tror måske min familie vil undre sig lidt over hvor jeg tager hen så sent på dagen…” Et lavmælt grin forlod hans læber som han tog imod sine bukser og tog dem på, inden han lænede sig frem og gav hende et blidt kys på panden. Han ønskede mere end noget andet at tilbringe hvert et sekund med hende, men han vidste også at hans familie havde brug for ham, og de ville undre sig hvis han pludselig begyndte at snige sig ud om aftenen. 
”Måske kan jeg…. Sige jeg vil gå en tur, eller tjekke noget med dyrene eller noget, efter de små er puttet….” Han tog hendes hænder og så hende i øjnene. Hans søskende var på en og samme tid hans et og alt og en byrde, det var til tider hårdt at være den ældste og altid skulle holde styr på de små rollinger, men han ville ikke undvære dem for noget i verden. Især ikke de 2 søstre, af en eller anden grund havde han knytte sig særligt til dem, om det så var fordi han så det som sin pligt at beskytte dem mod alverdens farer eller hvad det handlede om, var han ikke sikker på. Men de 2 piger havde stjålet hans hjerte.
Han blinkede en gang, inden han smilede til hende igen, og gav hendes hænder et blidt klem. ”Jeg vil dog ikke love dig noget jeg ikke kan holde, så du må ikke blive skuffet hvis jeg ikke kommer.” Deres hænder blev løftet til hans mund, og han kyssede blidt hendes knoer på begge hænder, inden han sænkede dem igen.

Hun lod tydeligt sit blik falde over hans krop, som den blev dækket mere og mere til, og lyttede drømmende til hvert ord han sagde. "Altså...skal vel møde dem på et tidspunkt?" Tilførte hun til hans ord, og tog en dyb vejrtrækning før hun forsatte "Sådan..ordenligt." ikke at hun ikke kendte noget til familien, der var nærmest så stor som hendes, men, hvad vidste hun om Eik? pigerne? de andre små? Hun kendte dem på ingen måde. Lidt nervøst over de billeder hun formede i sit hovedet træk hun blikket til jorden, blot for at disse billeder forsvandt lige så hurtigt som de kom som hun mærkede hans læber imod hendes pande. Hun smilede varmt, og kæmpede sig på sine ben ved hans hjælp. Hun ømmede sig let som hun kom op og med det samme søgte hams form, i et kram som hun var oppe. Hun smilte med tanken om at han kom, så snart han var færdig med at være storebror. EN ting hun holdt meget af, hans loyalitet overfor hans familie. Det, der fik hende til endelig først at have et blik imod ham, hans mod, hans beskyttelse af dem, hans venlighed, og..svært at brokke sig over hans figur, tænkte hun kort som hun lod sin kind hvile på hans bryst et øjeblik. Hun smilte som han kyssede hendes hænder, og rystede ret på hovedet.

"hej." svaret hun stille, og lavede en kyssende mimik med hendes læber, som hun kiggede op imod ham og ventede på et kys. Som det skønne nye kys, endte. "Ingen hast..Finder du tiden så kom forbi - du kan låne min hest hjem hvis det er?" Stille tog hun et skidt fra ham. "Skal..først på patrulje igen, om nogle dage? Så..massere tid." tilførte hun, som hun lod blikket falde over sin skuldre, imod landsbyen, og et dybt suk forlod hende som tanken om at gå den vej, uden ham, gik igennem hendes sind.

Han lo af hendes forslag, hvor ville han elske at tilbringe en aften eller nat med hende, men om det blev muligt afhang stadig af flere ting. Ideen med hesten var god, men de andre ville alt for nemt opdage at der pludselig stod en fremmed hest i stalden. ”Det går vidst ikke, de ville bare opdage hesten… Men jeg kommer hvis jeg på nogen måde kan slippe af sted med det… Jeg vil allerhelst være hos dig…” Som han sagde ordene tog han hende ind til et varmt kram mens hans læber atter fandt hendes, og kyssede hende som skulle de aldrig ses igen. Han ville hade hvert sekund, de var fra hinanden, og så allerede frem til næste gang, de ville få mulighed for at stikke af sammen.


Den aften faldt han i søvn med hende i tankerne. De 2 yngste af hans søskende, Henry og Lianna, var blevet syge, og han havde derfor måtte hjælpe forældrene med at passe dem og de andre. Som altid havde Lianna klynget sig til ham, og var endt med at falde i søvn i hans arme. Alf nænnede derfor ikke at forsøge at snige sig væk fra hende, og med et stort savn i hjertet måtte han nøjes med at drømme om Akurra endnu en nat. Denne gang var dog anderledes, denne gang var hun hans, og han vidste præcis hvad han ville drømme om.


//The end//