Treston gjorde store øjne over hendes forklaring, mens der samtidig var en masse ting, der pludselig faldt på plads. Dæmoner? Ja, han havde da nok syntes, at nogle af kæmperne var nogle gedigne skiderikker, og at dommerne sommetider lod kampene gå alt, alt for langt, men han havde ikke haft nogen anelse om...
    Og så stoppede han sig selv, for dén uvidenhed kunne han ikke helt påberåbe sig uden at hykleriet kunne ses milevidt; han var ridder i Lysets Krigere, for Gudernes skyld - han burde have gennemskuet, hvad der foregik... 
    Men han havde haft brug for et fristed - et sted, hvor han jo netop ikke havde en ridders forpligtelser - og dét havde gjort ham uforsigtig og blind. Det var både en bitter og skamfuld opdagelse...
    "Jeg vidste ikke, at du kendte dén slags mennesker..." mumlede han, til hendes ord om, at hun havde hjulpet de fremmede, der netop havde forladt rummet. Han forstod stadig ikke, hvordan alt dette var kommet i stand - hvordan hun havde båret dén forklædning som om det var det mest naturlige i verden. Hvordan hun havde afleveret en rapport, som en erfaren soldat, der melder tilbage til en overordnet...
    Treston blev trukket ud af sine tanker af hendes sidste spørgsmål og kunne pludselig ikke møde hendes blik. Han vidste ikke, hvordan han skulle forklare det - ved Guderne, de fleste dage vidste han ikke engang selv, hvad han egentlig lavede hernede - men han var også godt klar over, at hun fortjente én-eller-anden form for forklaring... Så meget skyldte han hende alligevel. 
    "Jeg tager herned, en gang imellem..." Ordene kom langsomt og tøvende - modvilligt, som om han heller ikke selv havde lyst til at høre dem. "Jeg opdagede Ringen for et par måneder siden da jeg..." Han rystede på hovedet. "...det er også lige meget. Essensen er, at jeg tager herned, når jeg har haft en virkelig dårlig dag - når jeg føler mig fanget, du ved..." Han kunne godt selv høre, at hans ord blev rodede nu, men han blev alligevel ved: "Det hjælper, Zirra. Jeg ved godt, det lyder fuldstændig åndsvagt, men det hjælper på angsten og det hjælper på følelsen af at være fanget, og det hjælper mig til ikke at tænke hele tiden...!" Det sidste var næsten desperat, og nu var forklaringen ikke længere for hendes skyld, men for hans egen - det var lige meget, at de aldrig havde snakket om dé symptomer, han nævnte. Nu skulle alle ordene bare ud! "Når jeg er i Ringen behøver jeg ikke at forholde mig til andet end at overleve - der er ikke andet end bevægelse og reaktion og smerte, og det giver mig ro, Zirra..."

Jo mere Treston talte, des mere faldt Zirra sammen. Hun endte foroverbøjet med ansigtet gemt i hænderne. Her satte de begge to liv og lemmer på spil for Lyset - på hver deres måde - og så spildte Treston det sådan her? Så ønskede han smerte og tæv, når tankerne blev for meget? Tankerne om, hvad end fangeskab, han bildte sig ind, han var havnet i? Det føltes så uretfærdigt. Det var det eneste ord, der dukkede op for hendes indre billede. Hun havde været fanget i et dobbeltliv hele deres unge år og op gennem det voksne liv, mens han havde levet den perfekte drøm, som var det eneste deres fader accepterede som en værdig skæbne. Tjene Lyset åbent og offentligt og bære uniformen med stolthed og pragt. 

"Og det kan du ikke gøre med dine soldatervenner på paladset?" spurgte hun, lyden begrænset af håndfladerne. "Hvorfor skal du sætte dit liv på spil hernede af alle steder? Ved du overhovedet noget om Ringen, eller troede du bare det var et uskyldigt brydekampssted? De har delt sig op i fraktioner, og du kommer som ene mand udefra - når du lige har lyst fortalte Cosimus mig. Han var ved at være træt af dig, og der var ingen til at holde hånden over dig. Du kunne lige så godt have endt som et af deres hylstre, havde Locaraz ikke lige haft lyst til at slå dig ihjel i aften. Slog du ham engang eller sådan noget? Jeg ikke, du kunne være så naiv."
Ordene var hårde, men ærlige. Normalt ville hun tale den her slags begivenheder igennem med sit hold, så hun ikke skulle være alene med følelserne, hun havde måttet undertrykke og dem, hun havde måtte opfinde. Så snart de havde deres næste ordre, og hvis de fik at vide, de var færdige og hæren ville tage den herfra, ville de drikke sig fulde og grine og græde over et par hårde ugers arbejde. Zirra ville tage det bad, hun længtes efter, og hun ville komme ud af oplevelsen som en stærkere og mere erfaren spion. Hun anede ikke, hvordan det ville være at prøve at snakke om det med sin bror - en bror, der kun anede en brøkdel af, hvad hun lavede, og som hun nu også skulle sørge for ikke slog sig selv ihjel. Hun havde ærligt talt troet, at hendes større brødre i det mindste kunne passe på sig selv, så de ikke også skulle være hendes ansvar. Det var nok ansvar at holde sine egne hemmeligheder fra hele familien for at holde dem i sikkerhed, skulle hun blive taget af Mørket. 

    Treston kunne mærke irritationen røre på sig - forstærket og fremprovokeret af smerterne og forvirringen og ydmygelsen. Men han undertrykte den så godt han kunne ved synet af Zirra, der skjulte ansigtet i hænderne og talte som én, der var dødeligt træt og uendelig frustreret… Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke - selv ikke, da hun afslørede, at Cosimus Flagell mere eller mindre havde planlagt at få ham slået ihjel. Det kom egentlig ikke bag på ham og faren havde været en del af hans overvejelse; han var ikke begyndt at tage til gadekampene for at få en god behandling…
    ”Jeg havde mistanke om, at kampene var organiseret af nogle af Nedre Bydels bander,” indrømmede han og fnøs så en hård latter, der gjorde ondt i hans ribben og intet havde med morskab at gøre. ”…For hvad er ikke banderelateret her i Skumringskvarteret? Men jeg havde ingen anelse om, at der var dæmoner indblandet.” Han stirrede lidt på hende - kunne mærke irritationen boble op til overfladen igen ved synet af hendes udtryk. Ordet naiv hang stadig som et ubehageligt ekko i luften, og pludselig blev det for meget for ham - det hele kammede over - og med følelsen af at være ved at blive mast op i en krog, slog han vredt ud med hænderne, selvom det sendte et jag af smerte igennem hans skulder.
    ”Lad være med at se sådan på mig, Zirra! Jeg har da for helvede lov til at spilde mit liv præcis som jeg har lyst til! Jeg skylder dig ikke en forklaring!”

"Ja, spild du dit liv hernede!" råbte Zirra tilbage og rejste sig op. Trestons vrede smittede af på hende, og trætheden blev overskygget af, hvor stor en idiot, han var lige nu. "Spild dit liv på gadekampe og dø i en mudret ring. Så kan jeg tage mig af at forklare mor, hvorfor du er død, er det dét, du vil have? Eller skylder du os heller ikke nogen forklaring, når du er død? Det er ikke krig, Treston - i de mindste ved vi, du er død i kamp, hvis du dør for-for- for Mørkets hånd!"
Det var ikke fair. Vredestårer havde samlet sig i hendes øjne igen, og over halvdelen af dem var rettet direkte mod hende selv. Intet af det, hun råbte til Treston nu var fair, for hun gjorde det præcis samme selv. 
Nej, det var anderledes, fortalte hun hårdnakket sig selv og prøvede at holde fokus på sin bror. Hvis hun døde for Mørkets hånd, ville familien få det at vide. Lyset havde lovet hende, at de ville få det at vide, hvis der skete hende noget på en opgave, så hun ikke kom hjem igen. Hvert år opdaterede hun sit afskedsbrev, som de ville give til dem sammen med deres forklaring. Det ville være en ringe trøst, men så ville de måske forstå nogle af hendes tanker. Alt det, hun ikke kunne sige til dem, stod i det brev. 
Treston ville ikke have efterladt noget. Han ville være omkommet i mudderet, og de ville måske ikke engang have fundet hans krop. Måske ville Ringen havde brugt ham som hylster et ekstra gang, og ellers var han blevet smidt væk i en skraldebunke et sted og aldrig set igen. Kroppen ville blive fundet af nogen, der blot ville regne med, han var en uheldig fulderik. Zirra ville aldrig vide, at han selv havde været ude om det, og hun ville aldrig vide, hvordan han dog kunne tænke på at gøre noget så dumt.

    ”Nåh-nej - det glemte jeg! Mit liv - OG min død - er KUN noget værd, hvis det sker ærefuldt og i Lysets tjeneste! Sådan har det været i generationer! Sådan er min skæbne lagt ud foran mig!” Treston spyttede sin ord ud med så meget vrede, at han næsten ikke kunne holde sine hænder i ro.  ”Hvad fanden i helvede er dét for en forskruet prioritering, Zirra? Lad mig være mig, og pas din egen forbandede butik! Eller skrid hjem til mor og far og fortæl dem, hvilken skuffelse jeg i virkeligheden er, så far kan holde et foredrag og mor kan gøre sit for at få mig på ret køl!” Han vrængede det sidste som om ordene gav ham bræk-fornemmelser. ”Du er altid gået fri, er du ikke? Du har altid fået lov til at gøre, hvad du ville, fordi det stod klart fra starten at du aldrig kunne blive en god Ridder!” En lille stemme i hans baghoved gjorde ham opmærksom på, at han bevægede sig ind på farligt og smertefuldt territorie, men han var så vred nu - ordene fløj bare ud af ham: ”Du skal kraftedeme ikke sidde dér, og prædike moral og ansvar overfor familien for mig, når du aldrig har været tvunget til at tage nogen af delene! Det gider jeg simpelthen bare ikke høre på!”

"Sådan ka..."
"Skuf..."
"Far vil..."
"Du har..."
"Du har..."

"Du har ingen anelse om, hvad jeg gør og ikke gør!" Zirra havde prøvet at bryde ind, men hans vrede ordstrøm væltede ustandseligt galde ud i rummet. Hun skummede af raseri. Hvor vovede han at tale til hende om ansvar og moral, som om hun var sluppet let. Som om hendes liv var det værdige; altid i skyggen af Lyset og sine ridderlige brødre - indbegrebet af alt det, hun aldrig kunne blive. 
"Jeg har snydt og løget og bedraget for jer!" spyttede hun tilbage mod ham. "Der er ikke det, jeg ikke ville gøre!" For landet. For Lyset. I Dronningens tjeneste. "Det er sgu da ikke med god vilje, jeg ikke bare lige blev en pokkers ridder. Gem din ynkelighed til far og hans forventninger! Du kan for pokker da bare sige op, hvis du virkelig gerne vil være en skuffelse for ham. I det mindste gør jeg min pligt uden kny! I det mindste ligger jeg ikke og vræler som en tøs efter en lille smule bank. Jeg har fandme tager værre tortu-"
Bag hende kom manden med den sorte hestehale til syne igen, og han rev fat i Zirras skulder og stillede sig ind foran hende med en hånd på hver af hendes overarme.
"Zirra! Zirra, stop!" Devranas fortsatte på dæmonisk. "Ved han, hvem du er?"
"Nej," svarede hun på det ru, tungevridende sprog. "Han ved ikke en skid, Dev! Han..."
"Så stop dig selv, før han gør!" beordrede Devranas og ruskede hende i armene.
"Han er min bror!"
"Du er i Lysets tjeneste," svarede han egentlig fattet igen, men alt lød arrigt på dæmonisk. "Du har ikke det pivilegie. Få styr på dig selv eller gå en tur."
Med det sidste pegede han demonstrativt på døren. Zirra knyttede sine hænder og borede neglene så hårdt hun kunne ind i håndfladerne, mens hun bed tænderne sammen. Devranas kiggede op og ned af hende, før han gav hende et let nik. 
"Vi er ude herfra om en halv time, folkens," sagde han højt, og de to i rummet ved siden af begyndte at røre på sig. "Også dig Guldlok. Sig til, hvis Teka skal gøre mere for dig."

    Treston havde pustet sig og skulle til at give Zirra svar på tiltale, da manden med hestehalen blandede sig, og denne fuldstændig sindssyge aften blev endnu mere sindssyg, da hans søster begyndte at diskutere med sin makker på noget, der for Treston lød som flydende dæmonisk. Det gjorde ham så paf, at han ikke formåede at gøre andet end at stirre på deres gestikulation og lytte med åben mund til de rå, gutturale ord, der føg imellem dem, indtil manden slog ud imod døren og det tydeligvis var enden på diskussionen. 
    Hvor zalan havde Zirra lært at tale dæmonisk henne...? Hvad fanden var det egentlig, der foregik?
"Vi er ude herfra om en halv time, folkens," sagde hestehalemanden så højt og øjnede Treston med et blik, som ikke var synderligt varmt. "Også dig Guldlok. Sig til, hvis Teka skal gøre mere for dig."
    Treston var alvorligt fristet til at fortsætte skænderiet med Zirra - var faktisk klar til at starte et helt nyt med den mørkhårede mand, om ikke andet så for at få nogle frustrationer ud - men han slugte arrigskaben og forvirringen og behovet for at få svar på sine spørgsmål.
    "Ellers tak," sagde han sammenbidt, mens han gjorde sit bedste for at få trukket sig selv på benene, uden at det var alt for tydeligt, hvor ondt det gjorde. "Teka har gjort nok..." Det lød vredere og mere bittert end det egentlig var retfærdigt - taget i betragtning at Teka sandsynligvis havde reddet ham fra meget lang tid i en sygeseng - men Treston var ligeglad. Han var fuldstændig ligeglad med disse mennesker - ligeglad med Zirra, ligeglad med det hele. De kunne rende ham noget så grusomt...
    "Jeg ved ikke, hvad fanden du har gang i, Zirra..." Han havde ryggen til hende og vendte sig ikke om, før han satte kursen imod døren - slæbte sig forbi hestehalemanden, der kun modvilligt trådte til side for ham med et blik, der gemte på foragt. 

"Du skulle nødigt snakke," var det eneste, Zirra nåede at nærmest hvæse ud, inden døren lukkede sig i bag hendes storebrors haltende, blodplettede figur. 
Der gik en god rum tid, hvor hun bare stirrede rasende på den lukkede dør. Sasmes hånd lagde sig på hendes skulder, og hun lod sig hive ind i et modvilligt kram fra den stærke kvinde. 
"Vic vil gerne se os til en personlig rapport," meddelte Dev nu hvor de havde mere plads til at tale åbent. "Zirra, du gjorde et formidabelt stykke arbejde i nat, det skal du ikke betvivle. Vi kan ikke undlade at nævne det her også, men i det mindste fandt din bror ikke ud af, hvad du laver..."
Nattens resterende timer forsvandt i ordre og rapporter, og da Zirra endelig ramte hovedet mod en pude, var hun heldigvis for udmattet til at tænke mere på skænderiet for i nat. 
Men det hjemsøgte hende i drømmene, og hun skippede den næste familiemiddag. Og den derefter.