Krystallandet
Dragonflower 29.09.2020 15:24
Alexander gav sin mor et strengt blik som ømhed og ørhed pludselig forlod hans muskler og lemmer. Han var taknemmelig for at få løftet sin byrde, det kunne han ikke nægte, men hans mor var ikke ligefrem i sin bedste alder længere, og Alexander forventede optimistisk ikke, at det skulle have plaget ham mere end et par dage.. Men det gjorde selvfølgelig der var mindre for Thalia at tage sig af, for han kunne stoppe hende, lige så lidt som han havde kunne stoppe sin moder.Så Alexander sagde ikke noget, men lod sig blot falde tilbage mod puderne, og nød den nyfundne lethed i hans krop. Det var mærkeligt så pludseligt at fornemme hvor ondt han egentlig havde haft.
Den unge prins nikkede let til Veronas ord. "Der kan jeg ikke nægte... og jeg er glad for dine jægere fandt mig da de gjorde, selvom biddet gjorde dem bekymrede. Men.." nu var vel så godt et tidspunkt at få det sagt som noget "selvom jeg ikke så bæstet tydeligt, så ved jeg det ikke var en vareulv.. Jeg ved den ikke var forbandet" fortalte han, og søgte hans mors øjne med et sigende blik.
