Kvakkets store øjne blinkede et par gange i retningen af Lunan, da han sagde hun skulle i gang med at svømme. Det var der noget om ikke? Hun kunne godt svømme hele tiden. Absolut! Det betød dog ikke at de små frøben rent faktisk kom igen, selvom hun nikkede meget beslutsom. ”Selvfølgelig!” Problemet var måske også at Lunan faktisk distraherede hende kort efter.

”Uuhhhhhh frokost,” sagde hun og klappede i sine hænder, selvom kort efter fortark hendes ansigt sig i forvirring og undren, mens hun kiggede på sin ven, inden smilet brød ud igen. Han var en mærkelig en. ”Hvor er du fjollet,” sagde hun og rystede på hovedet. ”Manfred kan da ikke lave mad, og desuden, alt maden vi har behov for er lige her.” Hun havde i forvejen aldrig været den store kødspiser.
Hun kiggede sig omkring, et fokuseret blik i øjnene, inden en lang tunge kom ud af hendes mund, og fangede en flue i luften, og tvang den ned til sig og tyggede den i sig. ”Mmmmmhhh... vil du have en?” spurgte hun, inden tungen allerede var sluppet ud igen, for at fange en ny, men denne gang spiste hun den ikke, men tog den ud på hånden så hun kunne tilbyde den oversavlet flue til Lunan. ”Elsker du ikke også bare mad?”

Manfred var bare forsvundet længere og længere væk fra de to af dem. 

Lunan kunne mærke hvordan livslysten langsomt forlod sig. 1000 år brugt på at banke hoved mod indersiden af Kazar Moras mur, var ingen prøvelse sammenlignet med 10min i frø-væsnet selvskab. Det var... 

Forfriskende. 

Det var længe siden Lunan havde næret et sådan had til nogen eller noget i denne verden. End ikke hadet til Måneskyggens slægt brusede så intenst og friskt som det havde for århundreder siden. Var Lunan ved at falde af på den? Blevet magelig i sin titel og alder? Måske..
Men frøvæsnet satte det i perspektiv. Frøen kunne udnyttes.

"Nej, jeg spiser ikke" lød det halvfraværende svar, selvom fråseri lå og pressede i baghoved, skubbende mod at fortærer. Bacon, flue, frø, det var alt sammen det samme. Som en evig kløe han nægtede at give tilfredsstillelsen af at klø. Og dog...

Lunan slækkede sin kontrol, og lod fråseriet ebbe fra sig. "Men du kan bare spise løs.. og sig da til hvis du skifter mening om Manfred. Jeg er sikker på han ville lave lækker bacon" lokkede Lunans stemme dovent, og sød som honning. 

Det var sådan en mærkelig sult der var ved at opstå i Kvakkets lille mave. Hun kiggede lidt ned af sig selv. Havde hun ikke allerede spist op til flere fluer? Hun var bare stadig så sulten, eller.. hun havde i hvert fald lyst til flere. Derfor var hun også hurtig til at proppe hele hånden i munden med fluen, som han afslog. Så det var en hånd der var meget tilsavlet som kom ud af munden igen.”Hvordan kan du ikke spise når det er så goooooooooooodt,” sagde hun, næsten i en hvinende tone, inden hun drejede hovedet lidt febrilsk i et forsøg på at kigge sig omkring for at finde flere fluer, og snart efter kom tungen ud igen, et par gange i træk, og hun smaskede let som de små kryb blev fortærret hos hende.

”Nej, ingen bacon! Det kan han ikke finde ud af at lave overhoved!” sagde hun bestemt, og fangede et par mere fluer der fløj rundt inden hun kiggede over på Lunan igen, og padlede lidt tættere på ham. ”Kan du lave mad nu når Manfred ikke kan? Det er lang tid siden jeg har fået noget menneskemad. Det er i hvert fald det det plejer at blive kaldt,” sagde hun og begyndte at gribe ud efter Lunans arm for at trække sig selv tættere på ham, så hun beder kunne stirre op i hans blå ansigt. 

Lunan blottede tænderne i en grimasse. Det ville være løgn at sige lysten ikke var der. Selv de små vingede insekter virkede tillokkende, som frøen hoppede rundt og jagtede dem. Lunan var ikke immun overfor Fråderiets påvirkning. Titlen var kommet til den Blå Dæmon af en årsag.

Men det gjorde ikke tanken mindre frastødende.

Lunan havde næppe troet den følelse kunne blive overgået, men det lykkedes, som kvækkeren bevægede sig nærmere og nærmere. Hvor fristende tanken om at lærer hende hvor bacon kom fra end var, så var den ikke hendes nærvær værd. Det var grænser, selv for Lunan!!

Med bevægelse halvt drevet af panik som den grønne skabning kom faretruende nær, grab Lunan sine sværd, og forsvandt, teleporterede sig langt langt væk, hvor de lange, slimede fingre ikke kunne nå.

Tilbage var ikke andet end den tykke, parfumerede duft i luften, ekkoet af fråseri, og en bunke af overdådige silkeklæder og tunge smykker.

Det var et øjeblik Kvakket kiggede væk, hun kunne have svoret det. Ja, faktisk så mente hun at hun bare blinkede og PUFF var hendes nye bedste ven helt væk. ”Heeeeeyyyy?” kaldte hun lidt forvirret og kiggede sig omkring, men der var intet omkring hende. Var han svømmet væk? ”Blå maaaaaaaaaaaaaaaand?” kaldte hun igen, for hun havde aldrig fået hans navn. Sådan gik der lidt, som hun begyndte at svømme rundt på ryggen og kaldte, og med hendes kalden kom Manfred også tilbage.

Kvakket var dog heller ikke en der kunne holde fokus i lang tid af gangen, så da Manfred kom tilbage, så sprang hun nærmest op på bredden igen, hvor hun var lige ved at vælte i klæderne der stadig lå der.
”Nej se Manfred, vi har fået gaver!” udbrød hun, uvidende om at det var hendes nyes vens klæder. Men hvis Frådseri havde set hvordan Kvakket begyndte at give Manfred smykkerne på, og selv hive klæderne over hovedet, så havde han nok haft en ting at ville have sagt.