En munter tone kom fra Vektor ved kommentaren fra kvinden, og kortvarigt gled de lyse øjne nysgerrigt over hendes bramfrie figur og opførsel, inden at han himlede en anelse med øjnene. Ikke fordi at han var enig - hun var så bestemt en dame, og når man ikke var decideret kræsen med hvilket selskab man var omkring, var hun en køn en af slagsen. At hun så måske gerne vil opfattes anderledes, se dét kunne han ikke brebrejde hende for - mange kvinder på de skibe han havde været på, havde lidt af den samme bryske og hårdføre energi. Og det var til at respektere. 
Han fulgte med hendes trækning af kort, og da de nåede til byvagten, blev smilet kun en anelse bredere. Den kække attitude klædte ham, og Vektor spidsede tænksomt munden, imens at han overvejede spørgsmålet. Mon den forsatte med at være der?
"Et vigtigt spørgsmål, fra en vigtig mand... i er velsagtens ikke typerne der kun spiller om en enkelt øl, eller nogle krystaller, er i?" Vektor's ene hvidlige øjenbryn løftedes en anelse, og der skulle da absolut ikke være nogen tvivl om at han gerne satte indsatsen højere. Og på noget andet.

Og det kom egentlig af to ting. På den ene side, ville halvelveren gerne se hvilken retning det her spil kunne tage. Han havde selv et par ting som ikke... var decideret ulovlige at spille om, men det var tvivlsomt hvordan de var skaffet. Udover det, ønskede han ikke at tage fra den pulje han skulle aflevere videre - nej - så hellere smide en flaske drageblod på bordet, og se hvad der skete derfra. 
Så for at understrege - og nok også for at se hvorvidt det gik på kompromi med etiske kodekser og retningslinjer hos byvagten, rodede halvelveren rundt i sin pung, førhen at han smed en nøgle på bordet. Sirligt formået - var det mon sølv? Den lignede i hvert fald noget, der låste noget vigtigt op. 

Okay så måske havde Saga været lidt for ivrig da hun havde langet ud efter kortene, men, altså, hun ville også bare gerne i gang. Det var jo det der var meningen ved at spille: hele spændingen omkring man vandt, at lære de andres reaktioner at kende dem og, som spillet skred frem, evnen til at læse dem nok til at vide, når de sad med noget godt på hånden - og hvornår man kunne satse. 
Måden den sølvhårede elver talte om en eventuelt pris gjorde det klart, at det ikke var fysisk rigdom han var ude efter, men noget helt andet. "Aaaaaltså," begyndte Saga, "jeg er ret lav på krystaller." Hun skar en grimasse. Godt nok havde hun lige snydt sig til nogle penge denne aften, men det var jo meningen at de skulle bruges til et sted at sove de næste par dage. Dem havde hun ikke lyst til at satse væk. "Men jeg er med på at spille om andre ting. Måske en tjeneste?" Som hun sagde det sidste kiggede hun mod Alister. Hun var ikke blevet taget i at snyde og stjæle endnu, men det var uundgåeligt at hun kunne undgå lovens lange arm for evigt. Og når fælden klappede ville en tjeneste så sandelig være god at have i baghånden. Og hvis det var Lyrette der tabte, ja så var Saga sikker på at han også ville være ganske brugbar. I hvert fald ud fra hans nervøse ven at bedømme. At det så var Saga selv der kunne risikerer at tabe var ikke noget hun rigtigt overvejede, dels fordi hun følte sig selvsikker nok, men også fordi det simpelthen ikke var faldet hende ind. Men selv hvis hun tabte ville hun sikkert kunne tilbyde et eller andet, hun var jo ikke helt uden evne. 

En kvindes blide hænder på hans skuldre. Alister var ikke sikker på, om det var det velpudsede emblem på hans bryst eller hans gode udseende, der havde tiltrukket hende, men han havde ikke tænkt sig at være den der klagede. Han var dog ikke sikker på, om hendes tilstedeværelse ville være en hjælp, eller en distraktion i spillet - så igen, man kunne næppe blive mere uheldig i kortspil, end sergenten allerede var.

Det afholdt ham dog ikke fra at spille.

Nøglen fangede hans opmærksomhed fra øjeblikket, den dukkede frem i elvertypens slanke, velformede hænder. Kvindens snak om tjenester fik små svedperler frem på panden - han var bange for, at han hurtigt var på vej derud, hvor han ikke kunne bunde. Og der ville han ikke ende igen. Det var aldrig godt at skylde folk tjenester, når man var i hans position, fordi folk havde en tendens til at ville bruge dem til at foretage sig noget ulovligt.

"Jeg ville ikke have noget imod, at frøken Saga skyldte en tjeneste i stedet." Drævede han for selv at sno sig ud om den aftale. I stedet trak han en lille, elegant kniv fra bæltet i Azurisk stål, som han lagde på bordet. Han foretrak klart at spille om fysiske goder.  

Elveren med sølvhåret var hurtig om at lede handlen om på mere end bare en øl og krystaller. Der skulle en god mængde krystaller på bordet, det var da til at regne ud, fra Hygiea position. Hun kunne måske ikke se meget fra hendes position, med sin højde, selvom byvagten sad ned på en stol med sine tildelte kort. Skulle hun lurer på hvad de andre havde i gemmerne, måtte hun enten stå lidt på tæer eller rykke på sin tyngdelinje, således hun havde mere vægt på et ben frem for et andet. Det krævede ikke meget af hende, men til tider havde hun dog ønsket at hun havde været lidt højere.
Og der blev smidt en nøgle på bordet. Inde bag de blå dådyr øjne undrede hun sig over hvad nøglen var til. Hvad i al verden havde denne ukendte, eller måske kendte, elver i gemmerne med sådan en nøgle?

Kvinden, som måske ikke følte sig så meget for en dame, havde tydeligvis ikke tænkt sig at lægge krystaller på bordet og begyndte at snakke om at skylde en tjeneste. Vidste kvinden hvem hun sad med? Ja, Hygiea vidste nok ikke helt hvem hun omgik sig med, men hvornår gjorde hun det? Hygiea kunne blot ikke finde ud af om kvinden var villig til hvilken som helst tjeneste, for det kunne jo være alt fra at hjælpe byvagten med at opklare noget eller… De blå øjne så kortvarigt over på den sølvhåret elver og manden der så ud til at være hjemløs. Ja, det kunne jo være alt, sådan en tjeneste der. Nok var hun selv lidt løs på tråden en gang i mellem, men at skylde en tjeneste til fremmede mænd, særligt ham der så hjemløs ud, det ville måske være lidt for risikabelt. Enten gik kvinden rundt med hovedet under armen, uden at overveje hun selv kunne risikere at tabe, eller så havde hun ikke noget i mod at tabe, hvilket virkede til at være usandsynligt, med den selvsikkerhed hun bar rundt på.

Byvagten virkede dog til at godtage at Saga kunne skylde en tjeneste og fiskede en meget fin kniv op fra sit bælte. Havde den mon været brugt i hede kampe mod uretfærdighed, eller måske endda været blevet brugt ’forkert’ i byvagtens hænder? Det var ikke til at vide, men det var tydeligt der lå en eller anden historie i den kniv. De store søde øjne så nu op på den sidste spiller som manglede at lægge noget på bordet. ”Hvad vil De tilbyde, hr?” spurgte Hygiea og prøvede at få øjenkontakt med den skumle type. Hvad mon denne usle mand ville lægge på bordet af værdi? De slanke fingre nussede forsigtigt, og så anstændigt som det kunne være, byvagtens nakke.

Det var slet ikke gået op for Saga hvordan nogle ville kunne udnytte en eventuel tjeneste fra hendes side af. Og ærlig talt strejfede tanken hende heller ikke nu. Hvorfor var ikke til at vide, men måske var det fordi der var en byvagt ved bordet, og skønt hun godt vidste at ikke alle byvagter var lige søde, regnede hun med, at Alastair ville opføre sig pænt hvis han vandt.
Den sølvhårede elver…. Jah det var straks en helt anden sag, og som hendes grønne øjne gled over på manden med sølvhåret kunne hun ikke lade være med at spekulere på hvilke tjenester han ville gøre brug af. At han ikke havde rent mel i posen var tydeligt for enhver, men Saga havde hørt den snak der var mellem ham og den usle mand, der lige nu sad og påstod, at han havde krystaller. ”Mine tjenester er ret meget værd.” Indskød hun. ”Det synes jeg bare du skal vide. Og Alastairs kniv ser også ud til at være ganske pæn. Og en nøgle… ja det kan man altid bruge.” Hvad nøglen skulle bruges til var hun ikke sikker på, men den så sgu spændende ud, det måtte hun give.

Så de tre mænd og hende selv ville spille, men den anden kvinde… hun var sgu ikke rigtig til at blive klog på. Hendes hænder mod byvagten virkede underligt intimt, på trods af at det egentlig var ganske uskyldigt, men Saga kunne ikke lade være med at spekulerer på, om hun havde tænkt sig at forsøge at hjælpe Alastair under spillet. Nå, hvis hun havde måtte Saga bare håbe hun ville ligge mærke til det, og hvis ikke gik det nok. Det var jo bare et spil.

På trods af de blide, nussende hænder ved hans nakke, blev Alisters blik alligevel skarpt og udfordrende, som den lidt mere tøvende og yderst lusket udseende mand ved bordet, begyndte at vride sig. Åh, han håbede, at han ville komme til at røbe noget dumt, som spillet gik i gang .. og Alister vidste lige hvad der skulle til, for at få munden på gled..

"En omgang øl, tak!" Råbte han og fægtede med armen, og der gik ikke længe før en række skummende krus havde fundet vej til bordet. Han flottede sig vel nok lidt, men han håbede også at få noget ud af de i den anden ende.

"Tjenester kan jo variere i værdi." Drævede han. "Og nøglen ved vi jo hvad er værd, før vi ved hvad den .. åbner. Kniven lidt mere håndgribelig .. skal vi sige .. tre jadestykker?" Foreslog han for at lægge en rimelig pris på bordet. 

Stian var en af de byvagtkammerater som havde fulgt med Sergent Ponticus ind på Svinet for at få sig en fyraftensøl. Det var ikke så ofte at Stian tog med til sådanne udflugter, hvis han skulle være ærlig, ville han hellere bruge tid derhjemme, men han besluttede sig for, at fra tid til anden var det nok god idé at skabe lidt flere indflydelsesrige relationer med sine kollegaer. 
  Der blev lystigt skålet og talt mellem byvagterne, og Sergent Ponticus var godt igang med at give en sludder for en sladder hvad angik kål-tyve og damer. Stian var ikke en stor sludrer, og han talte egentlig kun for det meste når han blev talt til, eller når han følte at han havde noget vigtigt at sige. Hvis han var i et selskab hvor han følte sig godt tilpas, kunne samtalen flyde lidt lettere, men lige nu følte han sig en smule tilbagetrukket. Måske skulle han bare drikke lidt mere, han kiggede ned i sin øl der havde brusende skum på toppen. Det kunne være at han skulle lade Skadi's løssluppenhed smitte af på ham. 

Stian tog en slurk af øllen, og opdagede nu at Sergent Ponticus havde rejst sig fra bordet og vandrede mod baren. Han havde slet ikke opdaget at han havde forladt selskabet, og Stian undrede sig over om han nu var begyndt at dissociere en smule? Han blev puffet til af en af de andre byvagter der grinede højt, og Stian gengældte med et lille nik og et fremtvunget smil. 

"SE. Nu skal sølvklinge have klingen pudset." henvendte en rødmosset og beruset byvagt sig til Stian, og han pegede snøvlet op mod baren og grinte. Stian så en smule befippet ud et øjeblik og bed sig i læben da han i et sekund blev nervøs for om Ponticus havde hørt ham. Der var heldigvis så meget larm inde i kroen at ordene forsvandt ind i larmen. Stian prøvede lidt at ignorere hvad der var blevet sagt, men han fandt sig hele tiden i at kigge hen på Sergenten, og Stians blik fulgte ham hen til bordet med et par fremmede. 
  Utroligt at Sergenten bare kan sætte sig hen til hvem som helst. Men okay, han er jo Sergent af en grund. Han pillede lidt ved sin dinglende ørering og blikket blev fjernt imens han bare stirrede hen mod bordet hvor Sergent Ponticus sad og morede sig. 

De lyseblå øjne spærredes tilfreds op da der blev bestilt øl til bordet, og med en varm – noget varmere end før – brummen, var det at drømmesælgeren til sidst nikkede. 3 stykker jade, det var en rimelig pris for almindeligt, hårdtarbejdende godtfolk. At det så kunne være en smule dyrt fra hans nærige vinkel, det var en anden sag.
Fordi det her skulle nok blive godt. Den lurende bekymring om at han kunne ende med slet ikke at komme fra bordet med noget, blev druknet af iveren, impulsen og halvt om halvt også trangen efter at komme i gang. ”Aye, så er det slået fast!”

Igennem halvlukkede øjne overvejede Vektor kortvarigt sine kort – de var ikke fantastiske til det her spil 31– inden at han med et langt mere skråsikkert smil vendte dem ned imod bordet. ”Nå, mine venner. Hvad bringer jer til Svinet på sådan en aften?” samtalestarteren gled ubesværet over læberne, imens at en enkelt hånd rakte ind over bordet for at lægge den sølvskinnende nogle fra sig, i bunken der måtte være vinderpuljen. De skinnende objekter i midten måtte dog ikke kun være fokusset, og drømmesælgerens lyse øjne gled spørgende hen på byvagten, inden at det nysgerrigt fortsatte over gruppens andet selskab. Saga - den mystiske kvinde, den træls afhenter der lige nu sad og svedte imens han stirrede på sine – forhåbentligt – gode kort, og til sidst den sølvskinnende byvagt igen. 

Vektor's smil strakte sig med indforstået latter. Han var helt klart den finere i selskabet; men Svinet havde nu altid været for næsten alle i Dianthos'.