Abraham lod et let fnys af irritation undslippe sine læber. Han vadede derefter hen og satte sig foran sit ildsted med et lavt, men dybt suk, som det stadig ikke så ud til, at kvinden havde i sinde at slås. Han havde ikke løjet. Han var træt. Skide træt og sur og på ingen måder i snakkehumør på dette givne tidspunkt. Hans blik hvilede dog fortsat årvågent på det fremmede tilsyneladende bandemedlem.

"Jeg har ikke for nyligt dræbt noget bandemedlem. I hvert fald ikke, hvad jeg ved af," svarede han, overraskende roligt, alting taget i betragtning. "Så du må vel have ret. Du har spildt din tid her... Og min tid," mumlede han i et dystert og ikke særlig flinkt tonefald. Hun havde givet ham et dårligt førstehåndsindtryk og det var sikkert helt det samme den anden vej rundt.

"Du burde få dit sår tilset. Ikke at det rager mig en skid, men det er ikke ligefrem rart at bløde ud.." konstaterede han dog alligevel efter et lille stykke tids tavshed.