Nemesis smilede, taknemmelig for at hendes spørgsmål ikke var blevet taget som et negativt træk af hendes karakter. Normalvis stilte hun for mange spørgsmål. Hun spurgte altid hvorfor. Det burde en anstændig og høflig pige som hende ikke gøre. Nysgerrighed var en ting, men at stille spørgsmålstegn var ikke nær så positivt set. Specielt ikke i hendes familie. Ikke som det eneste barn som skulle bringe familien videre. Deres eneste chance.
Så det betød meget mere for hende end først antaget, at han sagde det, og ikke mindst lod til at mene det. "Håber jeg De fortsætter med." pointerede hun, og tog noget mere af vinen, således at glasset snart var tomt. Hun drak ikke hurtigt, men hun havde heller aldrig helt forstået konceptet bag at drikke meget alkohol.

Nemesis nikkede forstående. Han havde virket til virkelig at leve sig ind i det. Virkelig ind i det. "Det er hvad gør historierne gode, må jeg sige. Tak, for den. Jeg høre ikke så mange historier, eller eventyr ville min familie nok mere kalde det." De levede af fakta. Det var også nødvendigt at det var hvad gik videre! Nemesis måtte lærer mere eller mindre alt hvad angik sprog, tal og lignende. Men eventyr var for småbørn og ikke noget at koncentrere sig om. Desværre.
Nemesis vendte blikket tilbage til himlen og mærkede trætheden melde sig en smule. Noget hun forsøgte at skjule, ved at rømme sig og i stedet drak det sidste af vinen i glasset.

Det håber jeg de forsætter med.
Ja det håbede han også, men for at kunne fortælle historier som disse - var han nød til at opleve dem. Og derfor, var hans hjerte også begyndt at længes efter at komme ud på havet igen. Masten havde taget for længe at få lavet, men der var trods også sket ganske meget over de sidste par uger. Som gjorde, at der var andet end en flækket mast som havde holdt ham på fastlandet. Et kort øjeblik krøllede hans bryn sammen, som han tog en dyb indånding af den kolde luft som en brise bragte med sig. Hans blik lagde sig derefter på den spinkle kvinde der stod foran ham. 
Selvom at han hellere ville bruge resten af sin aften med ham, virkede hun ud over en smule kold grundet vindens pludselig ændring. Også træt, og en hver anden gentleman ville ligge mærke til dette, og selvfølgelig give hende en undskyldning for at komme hjem igen. 

“Skulle det være en anden gang.” Startede han ud, og gav hende et charmerende smil - “historier har selvfølgelig også deres tid og sted. Vi må ej forglemme vores pligter, og hvad der er vigtigt i livet.” I hans liv, var det dog at have det sjovt. Hvor han var ganske sikker på at i Nemesis liv, der stod den på andre ‘vigtige’ ting. 

“Men - for i aften, er det måske også på tide at takke farvel - og måske et spinkelt håb om at denne mand, kan få lov til at møde dem igen?” Fik han endelig sagt, som en håndsudretning til hun kunne få lov til at trække sig fra festen og ham.

Nemesis smilede og kunne ikke helt undgå at bide sig diskret i læben. En smule forlegent, måske endda genert over ham. Han var charmerende, og han virkede ikke engang til at gøre det med vilje. Det var bare sådan han var, og det var rart. Komfortabelt og spændende. "Nej, det må vi nok hellere passe på med" nogen ville hurtigt glemme sine forpligtelser. Nemesis undgik allerede en vigtig del af sine, men fastholdte alle de andre så godt hun formåede. For så faldte tankerne ikke på det så vigtige giftemål de mente skulle ske.

Nemesis åbnede munden, var tydeligt ramt af hans smigren, da hendes øjne fik et helt specielt glimt som han spurgte om det var muligt at se hende igen. "Det ville glæde mig. Og måske kan jeg få en historie eller to mere at varme mig med" Hun var ikke helt sikker på hvad der gik af hende, men hun følte sig underligt selvsikker i nærheden af ham.
En mere skeptisk person havde formentlig tænkt sit over det, men Nemesis var blot fanget af den nye tilstand. For en stund følte hun sig ikke begrænset af sine handsker og frygten for at røre andre. Med mindre de rakte ud efter hende naturligvis.
"Jeg har nydt Deres selskab, Neagu af Sandfell" Hun nejede let for sig, før hun begyndte at gå ind i varmen igen, hvor vinden ikke havde fat i hendes krop. Hun sendte ham et sidste smil, før hun begyndte at gå ud mod sin ledsagelse hjem til sin faster. Aftenen havde udviklet sig til at blive en del bedre end hun havde regnet med.

“Jeg skal i hvert fald bestemt sikre mig, at jeg har nogle flere historier i ærmet, til næste gang vores vejes krydser.” Svarede han med en blid stemme, og nikkede kort - hans arme lagde sig bag hans ryg, den ene hånd greb omkring den andens arms håndled. Han havde stadig den overbevisning, at hun ikke brød sig om at blive tilnærmet eller rørt ved. Så derfor gjorde han hellere ikke antegn til at række ud efter hende - tage hendes hånd og ligge et kys på dens håndryg som man normalt gerne ville. Nej han smilede respektfuldt. 
“Jeg har så sandelig også nydt deres selskab Nemesis Reier.” Svarede han igen, bukkede rankt og hans øjne fulgte hende meget nøje som hun forlod balkonen og derved også ham. 
Han blev stående der i noget tid endnu. Tog glasset han havde sat fra sig på rælingen. Dette havde været en interessant aften - ingen tvivl om det.