Aistaraina nikkede. Det var simpelt nok, selvom hun heller ikke tvivlede på at Solari ville snyde sig til sejren. De spillede ikke om noget, og var en del af legen ikke a tage den anden i at snyde i virkeligheden, selvom selveste ypperstepræstinden måtte have nogle solide evner til det. Sikkert nogle som Aistaraina selv ikke ville kunne hamle op med.
Hun tog kortene op i hænderne, og lod sine øjne glide over dem. Heldet smilede tydeligvis ikke på hende i dag, men nu var det også sjældent athun tog Chances navn i sin mund.

”Naturligvis,” sagde hun, som hun trak et kort fra den nedadvendte bunke, inden hun lagde en fire ned. Hendes hentydning om at være anderledes var ikke engang bundet i hendes erhverv. Hun vidste jo godt at hun lavede ulovlige ting, det generede hende ikke, det var at hun blev dømt på at havde spidse ører og en mørk hud. ”Irriterer det dig aldrig at blive jagtet landet over, bare fordi du har en anden hudfarve end bladspiserne?” spurgte hun. Et af mange interessante øgenavne som skovelverne havde fået over årerne, og Aistarainas eget fortrukne. I hvert fald i dette årti. Det skiftede som vinden gjorde.

For en stund trak Aistaraina ikke selv noget af interesse, og det virkede ikke umiddelbart som om at hun havde tænkt sig at ændre på spillereglerne, men i stedet for kunne man se hvordan de gule øjne holdt kraftigt øje med Solari.

De hvide øjne fulgte opmærksomt med i kort udvekslingen i hendes modstanders hånd, men slet ikke med samme blik som det Aisteraina lod hvile over hende. Det var tydeligt at hun forventede et trick, og igen - prøvede hun ikke at snige sig til en sejr, var det så overhovedet et anerkendt spil? Nej, de vidste begge to at det ville komme, spørgsmålet var bare hvornår. Indtil nu spillede begge sikkert, og med en overvejende brummen trak Solar's sorte fingre et kort fra bunken. "Nej" gled det over hendes læber med et glat smil, og de hvide øjne gled overvejende over kortet. En konge? Solari skiftede den ud med en af sine to'ere, og lænede sig tilbage - igen fuldt fokus på Aistaraina. 
Overvejende prøvede Solari at føle sine ord an, for bedst muligt at kunne beskrive hvorfor det ikke irriterede hende. "Jeg synes det giver god mening, vi er trods alt en trussel for dem" begyndte Solari, og smilede let. De havde grund til at frygte dem, og præstinden så fra en kold synsvinkel, hvor godt det gav mening. Hendes hudfarve var ikke vigtig i den her sammenhæng. "De skaber love der styrker deres dagsorden? Mange af dem du omgås med, ville gøre det samme - hvis de havde magten og muligheden for at bøje reglerne...." Solari's smil blev en anelse bredere, idet hun med en summende fornemmelse i sjælen, vidste at hun ville gøre præcis det samme. Dog behøvede hun ikke bryde sig om det, og Solari havde en helt speciel modvilje imod krystallandets llve og regler. Hun var som noget af det første ikke ligefrem fan af fængsler, og vidste hendes egne love ville være mere radikale end det. 

På et bord ikke så langt fra selve bordet de sad ved nu, stod der en kande vin og nogle glas. Solari rejste sig for at tage dem med tilbage til bordet  - en lille kærlig tanke til vin, men havde dog stadigvæk et blik på hendes selskab undervejs. Da hun satte sig, skænkede hun to glas op med trænede bevægelser, inden at hun kort stoppede op og kiggede overvejende på Aistaraina. Drak hun hellere øl end vin? Hun var faktisk i tvivl, hvilket var sjældent da hun så sig selv som ret god til at aflæse sit selskab. Dog lyttede Solari hele tiden, interesseret i hvor forskellene hos dem skinnede igennem.

Et fnys lød fra Aistaraina som Solari pointerede at de var en trussel for dem. Næppe. Ikke at de nogensinde havde været på god fod, og ja, de blev hjernevasket fra fødslen, men de var ikke en større trussel end dæmonerne var. Alligevel blev de jagtet, fordi de havde en forkert farve, og var måske blevet fordrejet af mørket. Det var da ikke deres skyld. Ikke at Aistaraina ville bo i deres små fællesskaber hvis hun kunne undslippe det.
”Måske, men jeg er ikke interesseret i at jagte et helt folkefærd på baggrund af deres race,” sagde hun og det lød næsten sødt, og uskyldigt. Noget som en mørkelver ikke burde være. ”Jeg jagter dem jeg har lyst til, fordi det er sjovt,” kom det kort efter, og et smil spredte sig på hendes læber. Hun havde ikke været den nemmeste af afkommet til at hjernevaske, men hun havde fundet en vis interesse for tortur og gøre livet surt for folk hun ikke brød sig om. Det var dog ikke for at sige, at hun ikke også nød at have fred, når hun endelig brugte tid på fastlandet.

Aistaraina tog et kort fra bunken, før hun lagde en syver ned. Chance var i den grad ikke med hende i dag.

Hendes øjne blev fanget af Solari der flyttede sig og selvom lysten var stor, så pillede hun ikke ved bunkerne.
”Vin er fint,” sagde hun, da hun kunne se Solari tøvede, og rakte ud efter kruset til sig selv. ”Selvom jeg foretrækker noget stærkere når jeg endelig skal slappe af.” Hun trak lidt på skuldrene. Øl og vin var til at drikke til maden. Rom var til at drikke når man skulle slappe af uden mad.

Til tider kunne man mærke alderen hang over Solari. Nok så hun ikke meget ældre ud end resten af hendes race, men der var dog tegn for dem der vidste hvor de skulle lede. Øjnene havde en vis alder over sig, små rynker strak sig enkelte steder over elverens kønne ansigt og Solari's stemme havde været godt brugt i årevis. Men der hvor hun følte den mest, var i nærheden af yngre mørkelvere. Med et overvejende brum fik Solari sat sig igen, hånden om det fine vinglas men øjnene overvejende over piraten foran hende. Snakken om jagt fik minder til at dimre under overfladen. "Se det handler om din interesse. Nogle andre vil være uenige. At jage dem fordi det er sjovt.... " Solari lænede sig en anelse længere frem idet hun sippede af den røde væske i glasset, og trak et nyt kort. "Er det ikke et ligeså godt og holdbart argument, som hudfarve er for dem?" Solari's hvide øjne var undersøgende, stadigvæk en anelse morende men dog ikke selvhævdende. I hånden på hende, ændrede billedet sig nu til endnu en konge da Solari spredte sin illusionen for Aistaraina's gule øje, godt interesseret i at vinde spillet, men ikke nødvendigvis deres lille snak.

Hun respekterede som udgangspunkt sine med-mørkelveres beslutninger og holdninger, da hun ikke var her for at ændre dem. Skubbe dem i den rigtige retning? Så bestemt. Blidt guide dem imod Nalish'ra? Helt sikkert. Men holdninger og meninger var noget man pillede ved fra skyggerne.
Solari smed endnu en toer ned, og sad nu med '27' på hånden. Helt oprigtigt var det en 3'er hun havde fået trukket, men magien ændrede billedet, hvis og når Solari havde tænkt sig at banke i bordet.

Aistaraina sit hoved lidt hvilende på sine hænder, som dog stadig sad og holdt kortene, som hun stirrede på Solari, prøvede at læse hende. ”Det vil jeg ikke mene,” sagde hun roligt, ikke det mindste fornærmet over at Solari havde forsøgt at tale ned omkring hendes idé om at jage for sjovs skyld. ”Jeg jager ikke folk for den race de er, som bladspiserne gør. Jeg mener ikke at race har noget at gøre med hvem der burde blive fordømt, og hvem der ikke brude.” Selvom ordene lød som om at racisme ikke var en ting for hende, så ville man meget hurtig erfare at hun ikke var specielt begejstret for at tage andre end mørkelvere om bord. Der var både noget med at mørkelvere så bedre øje til øje, end med en anden race, men hvem ville også kunne overleve som en anden race på hendes skib? Hendes besætning ville hive dem fra hinanden.

Endelig trak Aistaraina et kort der var noget værd. En konge, og hun lagde en femmer ned i bunken, et lavere kort end sidst. ”Men du virker åbenbart ganske godt tilfreds med at blive jagtet, eller har du blot nogle andre meninger om hvordan vi skal forholde os til... de andre elvere?” spurgte hun. Elveren foran hende var uden tvivl langt ældre end hende selv, og gamle elvere havde efterhånden også dannet sig visse meninger om hvordan verdenen skulle være. Hvordan mon selveste Nalish'ras ypperstepræstindes syn på verdenen egentlig var. Hvor meget havde hun set, og hvor meget havde det farvet på hendes verdenssyn?

Solari lyttede, og overvejende gled de forskellige ord hun sagde igennem elverens tanker. De blev vendt og drejet, de blev reflekteret og sat op imod tanker hun i forvejen allerede havde gjort sig, men Solari var nok en kende arrogant på det punkt, og satte selvfølgelig sit eget ord højere. Det var dog ikke noget man umiddelbart så i de blege øjne, som opmærksomt fulgte spillets udvikling i takt med at kort skiftede hænder og turen skiftede ligeså.
"Men du jager dem, fordi du synes det er sjovt, det er jo stadigvæk en motivation der ligger bagved din handling. Om vi så kalder det race, eller sjov, eller frygt?" svarede Solari igen, hvis markerede hoved let vippede på skrå. Jeg slog ham ihjel på grund af hans race. jeg slog ham ihjel, da jeg synes det var sjovt at se ham dø. Jeg slog ham ihjel, fordi han var bange for mig. Præstinden bankede to gange i bordet, en indikation på at hun var tæt på 31, og Aistaraina havde nu sin sidste tur.

Solari var dog ikke tavs på trods af sin tankestrøm, og vippede afslappet tilbage i stoleryggen. Om hun var tilfreds med at blive jagtet? Op af hendes arme gled et lille gys, og Solari smilede. Hun skulle bare vide. "Jeg ser aldrig mig selv som byttedyret, hvilket er en god indstilling til meget af livet. Forholder du dig til det, ved du også hvordan du skal forholde dig til andre elvere" gled det småfornøjet over hendes læber, men det var dog ord som man kunne hører hun endda selv troede på. Solari drak en tår af den røde drik, imens hun med en let latter tænkte på de utallige sammenstød hun havde haft med skovelverne i tidens løb. 

Aistaraina blev ved med at høre det samme argument fra Solari, men hun fandt ikke sig selv være enig i ordene. Det var ikke fordi hun nødvendigvis mente at det var en nobel grund at slå andre ihjel grundet sjov, men hun fandt det som en bedre grund. Det var ikke som om at hun jagtede folk ned bare fordi humøret lige slog hende, men når de alligevel kaprede skibe, så var der altid lige nogen der skulle sætte sig imod, som de kunne have sjov med.
”Det ligger altid en motivation bag alle handlinger, hvor end små de måtte være.” sagde hun. ”Jeg mener bare at hvis man vil styre landet og være retfærdig, så kunne man måske også overveje at smide sine fordomme.” Det ragede hende ikke meget om de gjorde det eller ej, selvom det kunne være ganske hyggeligt at kunne begå sig andre steder end Fristavn uden at blive jagtet til døde.

”Hmm..” var hendes eneste indikation på at hun havde hørt de andre ord fra Solari. Hun troede ikke på ordene der var blevet sagt, for i bund og grund var de alle byttedyr, men også rovdyr. Der var altid nogen der var længere nede på fødekæden som de kunne tage sig af, og selvom Aistaraina ofte så sig som et rovdyr, så havde det ikke hjulpet med de andre elvere. De dømt hende stadig for hvad hun så, og hun havde ofte svært ved at se på dem med mildere øjne.


Aistaraina trak op det sidste kort, og lagde derefter en 8'er ned i bunken som sit sidste træk.

Et eller andet sted var det også fuldkommen lige meget hvad mørkelver kaptajnens mening var, hviskede en lille stemme i hendes indre og Solari følte sig selv smile lidt bredere. Hendes forståelse af retfærdighed var hendes, og præstinden havde ingen intentioner om at manipulerer med en af sine egne. Ikke på den måde i hvert fald, men i kort, jah der skyldte Solari hende det næsten at prøve et eller andet trick af. Derfor var det også at hun sad med 30 på hånden, da illusionen gjorde sit for at sikrer til sejr.
Solari havde forholdt sig tavs undervejs, men lænede sig nu en anelse tilbage i stolen, hånden lukket om de stadigvæk skjulte kort. "Jeg hører hvad du siger.... og om 200 år, hvis vi begge lever der, vil jeg spørge dig igen. Mon din holdning om dette har ændret sig?" Solari's stemme var overvejende, selvom hendes ansigt ikke nødvendigvis viste samme eftertænksomhed idet hun blot betragtede Aistaraina nysgerrigt foran hende. Lidt som var det et nyt spil hun startede med sig selv, hvor at hun endnu ikke helt kendte mållinjen - hvilket heller ikke var løgn! Hun havde selv gennemgået ret så mange forskellige perioder i sit liv, for at nå frem til hvor hun var nu. Og formåede kvinden foran hende at holde sig i live, glædede en del af Solari sig til at se hvor hun - jah hvor de begge ville ende henne.

Med et afslappet smil lagde Solari kortene på bordet, og kiggede afventende på Aistaraina, for at se hvad hun havde fået trukket - eller måske endda snydt sig til. Havde hun gjort noget, var det ikke et trick Solari havde opfanet - så meget var helt sikkert.

Aistaraina grinede. 200 år, det var allerede halvdelen af hendes nuværernde levetid, ikke at hun havde tænkt sig at give den oplysning til Solari. Den var unødvendig, ligesom at hun heller ikke vidste hvor gammel Solari var. Tingene ændrede sig dog meget over 200 år. Det kunne hun bare mærke på sig selv og sit eget liv, men mon hvor meget tingene ville ændre sig på disse kanter.
”Det vil kun årerne kunne vise. Det kan jo være at tingene også ændrer sig for dig,” sagde hun tilbage, lidt næsvist, selvom hun godt vidste at gamle elvere sad mere fast i deres ting. De blev støvede og ubøjelige.

Da kortene blev lagt på bordet, hævede Aistaraina et øjebryn, før hun lagde sine egne kort ned. Selv var hun kun på 26, men noget interessant var sket. Der lå to ens konger på bordet. Den Solari havde ændret til en konge, og så den Aistaraina selv sad med på hånden.
”Jeg tror du må have tilføjet et par ekstra kort til bunken,” sagde hun. Hun var endnu ikke klar over at det var en illusion foran hendes øjne, og det i virkeligheden var en treer som Solari sad med. Hun havde ikke magien til at se igennem andet magi, til hendes store utilfredshed. Heldigvis viste man det ofte først når man var for sent på den, desuden havde Aistaraina godt regnet med at der ville være en eller anden form for snyd blandt dem.

Som ordende kom igen til Solari en anelse næsvist, var det alligevel med en let latter at hun tog imod dem idet hun nikkede. Hun havde ikke en chance for at spå fremtiden, og selv de gange hun var stødt på nogle med den egenskab, der havde hun pænt takket nej til deres fremtidsprofetier og spådomme. Hun levede i momentet, men forventede altid at tingene ændrede sig. Håbede i hvert fald altid på det. Og især når det gjaldt hende selv. "Sandt, det håber jeg at tingene gør... " gav hun hende ret i, men uddybede ikke mere der for i aften. Nok var hun gammel, men Solari havde holdt sig i live så længe ved ikke at tænke for meget over fremtiden, var hendes egen teori.

Præstinden følte hvordan hendes lille smil kun blev mere leende over kaptajnens hævede øjenbryn og med en påtaget overraskelse samlede Solari's lange fingre den ene af kongerne op - den rigtige konge, vel og mærke. "Nogle regler ændre man ikke på, og spillets kortmængde vil altid være den samme" Solari's fingre holdt kortet imellem sig, og med en trænet bevægelse flippede hun det rundt så bagsiden blev vist, inden at hun i næste sekund flippede det tilbage den anden vej, og kongen nu var blevet til en dronning. "Det handler mere om værdien man tillægger sine kort" kryptiske ord fra et gammelt væsen, hun vidste udemærket godt at de ikke altid gav mening. Men når de gjorde, plejede det at være hjælp til selvhjælp at tage hendes ord til sig.

Aistaraina havde aldrig rigtig bekymret sig om fremtiden, eller mere end noget andet, så ville hun ikke bekymre sig om fremtiden. Der var uden tvivl massere problemer, men hvis man skulle beholde sin plads i verdenen, så blev man også nødt til at kigge på nuet, i stedet for kun at fokusere på fremtiden. Selvom man altid skulle lidt holde den i øje. Selv havde hun dog set massere der havde måtte lade livet, fordi de kun så på fremtiden, og ikke tog sig af problemerne der opstod.


Ligeså snart Solari begyndte at tale, så følte Aistaraina at hun ville til at afsløre sit trick, og selvom det ikke blev sagt med ord, så kunne man stadig se et snært af genkendelse i den yngre mørkelvers øjne som kortet blev til dronning.
”Snedigt trick,” sagde hun, med et let smil på læberne. Illusioner var ikke ligefrem noget ukendt for Aistaraina, selvom det ikke var en typisk evne på mørkelvere. Det lå dog mere grundet i at de ofte ikke var så kreativt anlagt, og det var en evne der krævede kreativitet. Noget som Solari måtte besidde noget af. ”Bare uheldigt at Chance havde udset dig som sit offer i dag,” indrømmede hun grinende. Det var typisk for heldet og uheldets gudinde at udse sig et offer for uheldet. Måske hun havde ment at Solari skulle prøves lidt, og Nalish'ra havde åbenbart ikke haft nogle problemer i det. Det var dog også kun hvis man troede på at guderne faktisk påvirkede verdenen de var.

Aistaraina lænede sig lidt tilbage, nu når hun vidste hvilken form for snyd Solari lavede, så var der ikke meget grund til at forsætte med at spille. Der havde skak muligvis været sværere at snyde i.

Illusions magien var i og for sig, en rigtig simpel magi når den blev udført. Men den var god i det simple, og med lidt kreativitet kom man langt i den her verden. Det handlede altid om at tilpasse sig, men nogle ting måtte man acceptere. Som nu, hvor at Chance ganske rigtigt kunne have haft en finger med i dette kortspil. Solari fjernede illusionerne med et stille grin, og lagde kortet i bunken med resten. "Du har ret" kom det overraskende ærligt fra præstinden, da hun selv mente at det sagtens kunne være en mulighed. Ikke at guderne var med - det ville lige være vovet nok at påstå. Men at deres vilje spillede ind... og Chance var slet ikke dårlig at have med sig. De hvide øjne studerede med et stille smil mørkelver kaptajnen, inden at hun mentalt nikkede for sig selv. Hun var glad for at Aistaraina havde taget turen herop. 

Solari vinkede afværgende med hånden, og samlede vinglasset op. "Du må være udmattet... jeg havde ikke planer om at holde dig hele natten" lidt af et emneskift, men ret glat sneget ind efter indrømmelsen, og præstinden lænede sig tilbage. Hun havde egentlig bare ville se hvem hun var, og den nysgerrighed havde hun fået stillet, i hvert fald for nu. Hun ville dog ikke afvise selskab hvis Aistaraina viste sig ikke at være helt så udmattet endda, og Solari sad måske en anelse afventende og betragtede hendes fine træk. 

Det føltes altid godt at få ret, også selvom det havde været en nem observation at tage. Illusionsmagi var trods alt simpelt, men også uhyggeligt når det blev brugt rigtig. Aistaraina var i hvert fald glad for at hun ikke stod som fjende for ypperstepræstinden, af mere end en grund nu. Alt hvad Aistaraina havde var sin elektricitet, som kunne være dødbringende, men hvis ens hjerne arbejdede imod en, så var det begrænset hvad man kunne opnå med det.

Aistaraina tog fat i sit glas og drak resterne af hvad der var i det. Det var vel også ved at være tid til at sige godnat for i aften. Hun sendte et blik op mod månen de kunne se, for at se hvor meget den havde ændret sig, og de stjerner der lyste ned. Det virkede altid som om at tiden gik anderledes herinde på landjorden, end ude på havet. Måske var det den manglende bevægelse når man var oppe der gjorde det? Aistaraina var ikke helt sikker, men hun følte sig bare ikke længere helt så trygt disse steder.
"Jeg tror hellere jeg må overveje at lægge mig. Turen tilbage til Fristavn er ikke ligefrem kort, og vi har tænkt os at sætte til søs så snart som muligt," indrømmede Aistaraina. "Men jeg værdsætter selskabet, det var... underholdende." Hun smilede til Solari. Hvis Solari nogensinde var i Fristavn var hun mere end velkommen til at komme ned på skibet og sige hej. Besætningen ville næppe have et problem med en mørkelver besøgte dem, men hun tvivlede på at ypperstepræstinden tog hele vejen ned til kysten.

Det overraskede som sådan ikke præstinden, at Aistaraina gerne så sig selv gå i seng inden alt for længe. De havde været på en lang og udmattende tur, og selv for elvere i god form, var det meget almindeligt at klippeskrænterne tog vejret fra langt de fleste der søgte at gå ruten. Derfor var det også med en afværgende fingerbevægeæse af Solari nikkede, men smilede dog morende ved hendes sidste ord. Underholdende ligefrem?
Det var sjældent hun blev kaldt underholdende, men Solari tog den kompliment til sig med et glimt i de hvide øjne. "En travl kvinde...." kom det konstaterende fra mørkelveren, der også selv tømte sit glas, og betragtede for en kort stund de dråber der sad tilbage på kanten, hvis dybrøde farve reflekterede det sparsomme lys i funklende rød.

"Du skal være velkommen til at værdsætte mit selskab en anden aften også" fulgte præstinden til sidst op med, hvis tænder glimtede i lyset da hun rejste sig. Den arrogante tone var dog drillende, og på det punkt der mente hun faktisk sine ord. Det havde været underholdende, som hun selv sagde det. "Må du gå med Gudinens skygge til at lede dine skridt, og..." Solari holdt en lille pause idet hun tiltede hovedet på sned. ".. og Valeria's gunst til jeres sejl, når i når til jeres skib" endte hun alligevel med at afslutte, og vendte kortvarigt blikket opad. Hun skulle ikke gøre sig uvenner med nogle deroppe, eller dernede for den sags skyld.

Med ord udvekslet imellem dem, nikkede ypperstepræstinden endelig til sit selskab for at forlade det. Hun efterlod tingene som de stod, og vidste nogle ville komme og fjerne det i løbet af natten. Omend gæsteværelserne var i den modsatte retning, var det med vilje at Solari søgte imod templets dybere kroge.
Hendes nat var nemlig ikke færdig.

Aistaraina trak lidt grinende på skuldrene. ”Det kan man vel godt kalde mig,” sagde hun. Der var ting der skulle nås, og desværre ventede verdenen ikke på elvere, uanset hvor meget tid de nød at tage sig om tingene. Det betød så bare at de måtte tage sig sammen lidt hurtigere, end hvad ofte var bekvemt for dem. Der var ting at nå, og handler at lave.
Endnu engang gled øjnene hen mod månen, før at hun rejste sig. Det her var virkelig som en helt lille oase, og måske en dag Aistaraina havde mere tid til at værdsætte de små ting i templet. Nu vidste hun hvor det lå, og vidste at hun altid ville være velkommen blandt Nalish'ras følgere.

Det lød drillende, som om at Solari ikke helt mente det, men Aistaraina tog det ikke så tungt. ”Hvis du nogensinde befinder dig i Fristavn, så kan det jo være at vores veje mødes. Vores skib plejer i hvert fald ikke at være svært at finde,” tilbød hun, mindst ligeså drillende. Der var intet diskret ved et skib fyldt af mørkelvere. De tog opmærksomhed til sig, fordi det var en usædvanlig ting, når de fleste mørkelvere blot var krigere.
Ordet 'tak' var næsten på Aistarainas tunge, men hun kunne ikke få sig selv til at sige det. I stedet for nikkede hun af Solaris ord. ”I lige måde.” Solari fik næppe behov for Valeria, men Nalish'ra var nu også vigtigere for hende.

Efter de endelig sagde de sidste farvel til hinanden, lod Aistaraina sig tage mod gæsteværelserne. Det var ikke mange timer de ville få, før de var på farten igen, men et par timer var også nok for piratkaptajnen.