Det måtte bestemt vente til en anden dag og en anden lejlighed at udveksle historie fra deres ungdom. Daeraldas smil fortalte hun så frem til det og et lille nik at hun accepterede byttet. Det kunne kun blive en underholdende aften og måske endda lærerig? Hun så i hvert fald frem til det allerede og gemte den følelse som skjold imod det der ville komme.

Hendes latter slap fra hende, som Elisor tydeligt overdrev sin stivbenethed. Hun var sikker på han gjorde det for lige det, men det umuliggjorde så også et alvorligt svar. "Det håber jeg! Men endnu mere at ingen forventer vi er til ceremonier når vi ankommer." Hun skar en grimasse bare ved tanken om at skulle stå og være høflig uden anden grund end at nogen ville fremstå betydningsfulde. Hvis hun huskede ret fra sidst hun havde taget turen, så ville et let måltid og en seng være alt hun tænkte på der.

Daeralda tog imod det ene af de to krus, hævede det undersøgende og indåndende den lette duft der steg fra det. "Oh? Det tror jeg aldrig jeg har prøvet før..." Hun havde ellers troet hun havde smagt det meste gennem tiderne, men måske var lige denne gledet hendes hukommelse forbi. Forventningsfuldt løftede hun kruset til læberne og lod den fine væske fugte dem og hendes svælg. "Umm. Det er en god blanding! Har du nogensinde smagt blåbærmjød? Jeg fik en flaske med hjem fra Dragorn og kan stadig blive lidt fascineret af hvordan den tager sig ud i et klart glas." Alt efter hvor meget af væsken lyset skulle igennem så den enten grøn ud, som ved kanten, eller lilla ud.

Latteren var så varm og lindrende som Elisor havde håbet, det glædede ham at han stadig formåede at være morsom, trods hans ellers alvorlige ydre. Men når man så hvor galt det kunne gå, gjorde man sit for at nyde hvad der var. "Selv hvis de skulle være så ondsindede, så skal jeg nok finde på en årsag til hvorfor hvile er vigtigere!" klukkede han og rettede sin gang til noget mere normalt. Ikke at han godt kunne forstå hvorfor folk ville vise dem selv frem, men man måtte da håbe at de kunne se udover deres egne behov.

Ellisor nippede selv til væsken fra sit eget krus, dog med et nysgerrigt blik fra øjenkrogen, heldigvis lod hun til faktisk at synes om drikken! "Dog ikke! Det lyder dog spændende, jeg kommer da gerne forbi til et glas engang?" klukkede han smilende. Mjød var ikke lige noget han havde prøvet så meget af, men det skete vel når man havde brugt sit liv i en meget stor skov.

"Kan jeg få lidt af brødet?" lød det med smil. Han var ganske rigtigt sulten, men en undskyldning til at fange hendes hånd blot et øjeblik var mindst lige så lokkende.

Daeralda smilede taknemmeligt til Elisor. "Det ville være værdsat." Hun rakte ud og strøg let fingrene over hans hånd, før et morende glimt viste sig i hendes øjne. Hun kunne levende se det både fornærmede og pinligt berørte ansigter for sig, som det ville gå op for deres værter at en lang rejse tog på uvante ryttere. Forhåbentlig ville det være nok at ankomme sent og i mørket så ingen var i tvivl om at de havde presset sig for at nå frem.

"Gør endelig det!" Et varmt smil fyldt hendes ansigt og øjne og fjernede de sidste skygger der havde haft sneget sig frem under ridtet. Så tog hun sig lidt i det, sænkede blikket og mærkede varme stige sig om i kinderne. Det havde lydt lidt for ivrigt måske. Det var dog stadig noget hun håbede han ville gøre og den vej lå tanker for en anden gang og som hun hurtigt lukkede ned for. Efter denne tur kunne de få lov at komme, men for nu var der stadig Alyans skygge at huske.

Hun så op, som Elisors stemme rev hende tilbage til ham og smilede undskyldende tilbage. "Selvfølgelig. Jeg fortabte lidt i fremtiden er jeg bange for." Kruset blev sat på stammen ved siden af hende og brødet delt. Friskt fra om morgenen og dejligt tungt af tørrede frugter og nødder så intet andet var nødvendigt. Hun brækkede et stykke af og smuldrede det ned i mindre bider, holdende det i hænderne ud til Telari.

"Det vil jeg se frem til så" Smilede Elisor varmt, det lignede næsten at hun var blevet forlegen? Bevares hun havde svaret en smule ivrigt, men intet at føle sig forlegen over. Det ville nok også dem godt at have noget at se frem til efter denne tur, især fordi de kun var ved den lette del af den, trods hvad hans ben fortalte ham.

"Tak, og du har intet at undskylde" smilede han tilbage, turen var upåklagelig i hans bog, udover selve årsagen til at de var på den. Kruset blev sat mellem hans ben og ganske tilfreds gik han i gang med at spise det stadig lidt lune brød. 
Telari derimod kiggede anskuende på hendes bidder, og spiste med stor præcision først nødderne, så frugt stykkerne og så til sidst  brød resterne, nok var hun stolt, men ikke for stolt til at spise sig mæt.
Tilfreds landede hun i Daeraldas skød og puttede sig lidt.
Elisor rystede lidt på hovedet "Det lader til at Telari har valgt at du er god nok" klukkede han "En titel der kræver mange godbidder at beholde"

Den lette rødmen blev der gennem Elisors svar, der kaldte endnu et varmt smil frem på Daeraldas læber. Den svandt dog hen som hendes tanker vandrede og var helt væk som han huskede hende på brødet. "Nej, nok ikke. Du er vel også lidt vant til fraværende folk med din familie.." Hun sendte ham et skælmsk smil. Af dem hun havde mødt virkede hans datter, som den eneste med fuld forbindelse til jorden. Fra den ældste bror der forsvandt i fortiden ved et hvert forkert stillet spørgsmål til Cornélian der gjorde det samme men blot ind i spørgsmålets muligheder. Mystra havde måske forbindelsen, men til tider lidt for mange af dem til fuldt at være tilstede et sted frem for flere.

Daeralda betragtede Telaris udvælgelse og sortering af den tilbudte mad med et lille smil, der blev større som punktien valgte at lægge sig hos hende. Kærligt strøg hun den over fjerene, mens hun selv tog en bid af brødet. Fra den næste fjernede hun et par af nødderne og lod dem falde til skørtet foran hendes gæst. "Du ved vel allerede nu at det er et pres hun vil dele ligeligt? Muligvis til at du må sende flere beskeder end du har brug for bare for hun kan komme til mig?" Hendes grønne øjne lo mod hans blå. Der var mange måder en punkti kunne sikre sig forkælelse, men hun fornemmede at denne ville tiltale Telari mere ned hvad måske var flyvefærdigt godt.

"Både og?" klukkede Elisor kort "Jeg har nok ikke tænkt over det som værende fraværende, men sådan det vel når man han levet med det hele sit liv" Det var sandt nok at hans brødre kunne virke til at være andet steds, hvilket på sin vis var tilfældet især for Ahvein i hans fortids syner. Cornélian havde nærmere en tendens til at distrahere sig fra hvad han så, for at se hvad folk skjulte var ikke så praktisk som man ellers skulle tro. "Jeg tror mest af alt at jeg her set det som værende tilstede på andre måder" smilede han så, det var måske lidt sært men det var så mange andre ting også.

Telari pludrede tilfreds med den mængde opmærksomhed hun fik, dog stadig med rank hals, man kunne jo ikke slække på formerne. Selvom ofringerne blev gladeligt spist, det var trods alt nødder.  "Jeg ville være fjollet ikke at udnytte sådan en mulighed som denne" klukkede han varmt, søgende hendes hånd med sin frie. At kunne sende hende flere breve ville han glædeligt gøre, faktisk var det allerede noget han så frem til. Telari ville være ganske glad ved den løsning, antageligvis ville hun formå at lokke godbidder ud af dem begge for det samme brev, den snedige rad. 

Elisor tog endnu et drag fra sit krus, kort skævende mod Lyshjortene der ligende nogen der havde fået deres frokost. Ikke at han gjorde opmærksom på det med det samme, bare et øjeblik mere før de skulle afsted igen...

Daeralda lod en perlende lille latter følge Elisors ord. "Du har nok ret. Anderledes tilstedeværende så? Er det mere rammende?" Hun havde selv haft aftener med familien hvor ikke alle var lige meget opmærksomme hvad blev sagt ved bordet, så meget som at svare ved lette berøringer. Tanken gav hende dog også et stik i hjertet for den sidste af de aftener havde hun haft og det uden at vide det. Alyan var ikke mere og Varya? Hendes datter havde hun intet hørt til eller fra heller. En sorg eller glæde hun for nu gemte til en anden gang.

Telari var en god distraktion og en der ikke fandt sig i vandrende tanker. Ikke hvis de fik den kærtegnende håndtil at gå i stå det var. Daeralda mærkede smilet vende tilbage ved det og fik endda spist det sidste af brødet - frataget de nødder der så skamløst blev tigget fra hende. Selv en lille latter gled fra hende ved Elisors ord. "Det ville du." Hun ville glæde sig til at modtage breve om alt og intet, ja hvad som helst, så længe de var fra ham og sendt med tanke.
Glasset var det næste til at blive tømt, før end hun puffede blidt til Telari. "Hvilet er ovre, du lille, og vores venner venter utålmodigt på vores sløvhed. Du må flyve til skulder, hvis du ikke vil flyve selv." Glasset rakte hun til Elisor, strejfende hans hånd mere end nødvendigt og mødende hans blik med et ikke helhjertet smil, fortidens skygger tydeligt i hendes øjne. "Klar?"

Den anden halvdel af turen blev stødt hårdere. Lys-hjortene sænkede farten efter en time, som de havde gjort tidligere, givende deres ryttere en stund til at få vejret, før de var hastigt videre igen. Midt-hvilet var kort og kun lige nok for de to til at strække benene ud og alle til at drikke af den klare sø, så var det videre. To timer senere var de fremme.
Daeraldas holdning var da tydeligt mere sammensunken og hendes udtryk sammenbidt. Hun gled forsigtigt af Lys-hjorten og takkede dem for den hastige tur, mens hendes ben skreg i lyst til at krampe som hun ikke lod dem i syne for de stolte dyr. Disse bøjede hovedet let, puffede til dem hver især med mulerne, så de havde en mulighed for kort at hvile en hånd på dem, før de trak sig og forsvandt tilbage ind i skoven.

Elisor smilede varmt "Ja, det er nok mere rammende!" klukkede han, desværre lod glæden ikke til at blive hos Dae som han havde håbet, istedet lod nogle af fortidens skygge et slå klørende i hende. Blidt strejfede hans hånd hendes, i et håb på at mane de værste af dem væk for nu.

Endnu et strålende smil nåede Elisors læber, han ville se mere end frem til at sende hende breve, især dem som ikke behøvede at være så alvorlige som de ellers hidtil havde været.
Telari derimod så ganske utilfreds ud ved at blive nægtet mere tid i Daeraldas skød, men hun var dog ikke mere stolt end at lette og lande på den nærmeste skulder, det kunne jo være at der faldt flere nødder i hendes retning.
Med begge hænder tog Elisor mod kruset, blidt klemmende om hendes hånd før han pakkede krusende væk. "Så længe det er med dig, så er jeg altid klar" Smilede han lidt mere opmuntrende, det kunne på ingen måde være en let tur for hende, og de skulle til den hårdeste del nu.

Det sidste stræk var ganske hårdt ved den arme seer, pausen ved søen var som en kølig brise på en varm sommer dag, tiltrængt men alt for kort. Da de endelig nåedefrem var Elisor udkørt som han sjældent havde været før, dog formåede han at takke lyshjortene for deres hastige færd. En del af ham var dog i tvivl om det havde været bedre at dele turen op i to dage, hans ben mente det ihvertfald.

Det varede ikke længe før at nogle af Frosthjems elvere kom for at byde dem velkommen, Elisor formåede at forklare at de ønskede hvile. Noget selv frostelverne kunne se var noget de tydeligt havde brug for. Han formåede endda at slå igennem at de havde et personligt ærinde de måtte se til før de havde tid til andet. 
Hvad han dog ikke have formået at få forklaret blev tydeligt, som de blev vist hen til en jagthytte der kun havde et enkelt rum og en enkelt seng. "Jeg skal nok sove på gulvet" erklærede han, han var alligevel så træt at han kunne falde om og sove på gulvet.

Daeralda så efter de to Lys-hjorte som de forsvandt ind i skoven og mumlede så dæmpet kun for Elisors ører. "Måske vi skulle tage mindre hast hjem..." Hele hendes krop var i oprør efter turen og havde kun et ønske tilbage for dagen: at hun lagde sig og ikke udfordrede den med mere bevægelse. En skam de stadig havde det sidste lille stykke at klare og de høfligheder der fulgte med at ankomme til Frosthjem.
Hendes tanker gled atter til fortiden som hendes blik vendte sig mod konturen af den nordlige by. Der var så mange minder, så mange stunder og så meget historie af hendes bundet op i stedet her og det meste af det havde været sammen med Alyan.

Som Daeralda fik sig trukket tilbage til nuet havde Elisor trådt frem og mødt de fremmødte elvere. Hun fandt selv antydningen af et smil frem, men det var tydeligt for alle at det ikke var mere end det. Trætheden og fortiden sad i hendes øjne, hvilket kun bestyrkede hendes ledsagers ord og ønske om deres behov for hvile efter turen.
Hendes fingre gled over hans i en let taknemmelig berøring, som de blev ført til en jagthytte i udkanten af bosættelsen. En lille en af slagsen så hun, som de kom ind og et varmt, morende smil endelig brød stedets skygger for hende. Kun en seng var til stede og ikke meget plads til andet end den. "Nu skal du ikke være fjollet. Den er stor nok til to og ingen af os vil være i stand til at komme op fra det gulv i morgen." Brugte muskler var ikke til at spørge med. Roligt satte hun tasken fra sig på den ene side af sengen og løsnede kappen. Som hun havde hængt den vendte hun sig atter imod ham med et lille smil. "Desuden falder jeg i søvn så snart jeg holder op med at bevæge mig."

Et svagt smil kunne skimtes på Elisors læber "Det tænker jeg er en god idé" Hvor meget han end havde nydt turen, så var han stadig utroligt brugt. Måske at tage den sceniske rute kunne afhjælpe overdreven hast på vejen hjem? Men nok om turen hjem, de havde stadig selve deres mål at nå. Hun havde et kapitel der skulle nå sin ende, og han skulle være der for at støtte hende på vejen.

Hvis ikke det havde været for frostelvernes stivhed havde han taget hendes hånd, ladet dem dele styrken mellem dem. Men han orkede ikke at skulle forklare sig ud af det for de lokale, der havde et andet syn på den slags. Den sidste glød af varme fra berøringen hang dog ved, og gav man styrken til at tage det sidste stræk med nogenlunde oprejst pande.
Elisor lod et stille suk undslippe, hun havde ret han ville næppe være noget værd hvis han overnattede på gulvet. "Du har ret" med gav han så og slæbte sig det sidste stykke hen til den anden side af sengen. "Ærligt så har jeg svært ved at love hvor let jeg bliver at vække imorgen" klukkede han let, smilende mod hende som fik roben af.
Telari have fundet sig et hjørne hvor resten af Elisors ting var og havde lagt sig til ro på dem, nogengange var de ting der mindede en om hjem det bedste.

"Det ved jeg." Daeralda forsøgte at sige det løftet, men humoren skinnede igennem. Især som hendes grønne blik mødte Elisors blå. Lige meget hvem af dem, der lagde sig på det gulv ville ikke komme op derfra igen ved egen hjælp og det ville ikke være et kønt syn heller at se den uheldige gå dagen efter. Så hellere dele en seng de så entydigt var blevet stillet til rådighed og ignorere alle blikke den næste dag, når deres forhold gik op for de så traditionsbundne beboere af Frosthjem.

Med lette fingre løsnede hun båndene i kjolen, så den var til at tage af og hænge over enden på senge. Hendes mørkegrønne underkjole kunne fint doble som natkjole også. Hvilket hun havde tænkt sig den skulle. "Heller ikke jeg, men vi tager det som det kommer." Hun smilede let til ham, som hun trak dynen til side og krøb ned i sengen. "Hvis ikke andre, så skal Telari nok vække os, når hun bliver sulten eller keder sig." Hun havde hørt punkti kvidre fra den anden side af sengen, så der var nok ved at blive samlet til rede der.

Hendes øjne begyndte at lukke så snart hun lod hovedet finde puden og det var med usikre bevægelser at dynen blev trukket ind over hende. Hun holdt dog fast i overfladen længe nok til at mærke, hvis ikke se, Elisor lægge sig ved siden af hende. At finde ord til at sige godnat fejlede og i stedet sank hun ned i den bevidstløse søvn.

Elisor sukkede kort og gav Daeralda et blidt puf, nok havde hun ret men i det mindste fik de begge fred. Dog var han mere end taknemmelig for at faktisk have en seng at sove i, alt andet oven på den tur ville være tåbeligt, som de så fint var blevet enige om.

Under roben var der ikke meget klæde at finde på Elisor, det var mere normen at han sov uden noget på end med. Men heldigvis var der nok til det var anstændigt, for en skovelver. Selvom han nok ikke burde, kunne han ikke dy sig og stjal et blik af den forsvindende kjole, samt den fine underkjole der skjulte sig. Hans tanker blev ved med at skøjte mod hvor smuk hun var, noget han altid havde vidst men aldrig helt havde forstået som i det øjeblik. "Det lyder som en god plan" nikkede han sin enighed "Desværre mener Telari at det er mig der skal finde morgenmaden og ikke omvendt" smilede han som et gab hastigt tog over. 

Med tunge bevægelser kravlede Eilisor ind under den anden side af dynen, egentlig ville han have sagt godnat men "g..nat" var det eneste der undslap søvnens klør, der trak ham afsted mod sit rige. At ligge her ved siden af Dae var nærmest som en drøm, et saglig smil var tydelig på hans læber som han faldt i søvn.

Den næste dag var lyden af Telari det første han hørte, ikke at han åbnede sine øjne med det samme. Dog blev han pinligt bevist om at han holdt om nogen, og han meget i tvivl om hvor hans hænder var endt henne.

En dæmpet lille latter gled fra Daeralda over puffet hun fik til svar, men gled alt for hurtigt over i en gaben i stedet. Der var kun så meget energi at give af i løbet af en dag og turen havde taget mere en sin del af den. Ikke mere dog end at hun kunne stjæle sig til at par glimt af Elisor, som roben faldt. Han var så naturlig uden som i den og holdt sig med den lethed syden satte i sine folk. Han var heller ikke ligefrem hård ved øjnene og hun måtte tage sig i ikke at lade dem hvile for åbenlyst eller for længe.

"Åh, her havde jeg ellers lige et spinkelt håb om at få den serveret..." Hendes drillende tone gled desværre over i en søvnig halvvejs gennem det sagte og slørede lidt tonen. Hun hørte heller ikke hans halve godnat, før end hendes øjne havde lukket sig og hendes vejrtrækning jævnet sig ud.

Den næste dag kom kun alt for hurtigt og bragte med sig ikke blot en rejsende sol, der kastede sit lys ind i hytten, men også en Telari der kvidrede om den. For Daeralda var det også bevidstheden om at natten havde udhvisket nogle linier mellem hende og Elisor. Noget hans arme om hende talte sit sprog om, men endnu mere det at hun holdt den der. På et eller andet tidspunkt i løbet af natten måtte hun have rykket helt hen til ham og han have reageret ved lægge sig om hende. En arm fanget ind af hende og holdt tæt for øget tryghed. Den bedste måde at vågne på - var det ikke for de spørgsmål det åbnede op for i hendes sind og som hun på ingen måde var klar til.
Kærligt strøg hun fingrene over hans håndryg, før end hun slap den og med et smil på læberne hun ikke kunne skjule overgav sig til det uundgåelige og satte sig op. "Urgh." Hendes krop var alt andet end glad for den beslutning, men samtidig var den. Modstriden der altid opstod når bevægelse var det eneste der kunne løsne op og bevægelse gjorde ondt. Så drejede hun sig let, skar en grimasse og smilede fuldt til Elisor. "Godmorgen."

Søvnen var tung for Elisor, fyldt med dragende landskaber af skindende platin med en svag duft af skov, landskabet bølgede var istedet som et hav, lokkende duftende en lille smule salt. 
Men som Daeralda flyttede på sig blev det tydeligt at måske ikke helt have havde været en drøm, hans verden var i hvert fald platinblond indtil hun fik sat sig op.

Lidt modvilligt trak han sin arm til sig, det havde lige været så rart samt hans krop følte sig utroligt stiv her til morgen. 
"Godmorgen" smilede han tilbage, stadig liggende ned i sengen bare lige et øjeblik længere. En del af ham havde utrolig dårlig samvittighed over hvordan deres nat tilsyneladende var gået, af alle tidspunkter var nu da slet ikke til den slags! Men alligevel kunne kan ikke ladevær med at gængælde smilet når han så hendes. 
Ikke at det kunne udsættes mere og Elisor fik hevet sig op i siddende stille uden alt for megen piven. "Telari, du starter bare på din morgenmad uden mig, blå pose" lød det halvtræt, nok havde han sovet men lige en seks timer mere kunne have gjort underværker. Telari gik glad igang med sin morgenmad mens Elisor vendte sig mod Daeralda "Har vi noget at spise, du ved så vi ikke behøver ikke forstyrre vores værter for meget?" Det var nok den pænest måde han havde spurgt nogen om at skulke på, men det var svært når man var sammen med den man var forelsket i... Vent forelsket i?!?!

Smilet Daeralda fik tilbage fra den kun halvt vågne Elisor sendte en lethed ind i hendes sind og hjerte, der varmede og slettede alle spor af skygger for dagens komme. Hvem kunne også se skygger, når solen strålede og han lå der og smilede til hende? Hun strakte sig prøvende, skærende en grimasse som muskler protesterede, men i det mindste ikke truede med at krampe. Hun måtte nok hellere acceptere at Askfay havde lidt ret. Træning blev man aldrig for gammel til og lidt var vist på sin plads, hvis det var forventet hun kunne rejse ubesværet.

"Der burde være to-tre brød mere i min..." Hendes blik var søgt mod gulvet, hvor hendes oppakning var blevet lagt aftenen før, men fandt den ikke der. Hun blinkede, men intet kom til syne og hendes kjole hang heller ikke længere over fodenden på sengen. "Elisor... nogen har fjernet mine ting..." Der var en skeptisk i hendes stemme om hvorvidt hun så syner eller nogen rent faktisk var brudt ind mens de havde sovet og fjernet dem. Noget fuldstændig ulogisk og håbløst. Hendes blik gled spørgende til ham. Hans ting var skjult for hende af sengen allerede aftenen før, men det lød som om Telari havde fundet noget at gnaske på, så den måtte næsten være der.

"I din..? Hva?!" Lød det meget forvirret fra Elisor der lod sit blik glide rundt i lokalet, der var ingen spor af Dearaldas ting, og hvor fin hun end var i sin underkjole så var det nok ikke det mest passende til resten af dagen. 
Telari blev meget stille og fangede derfor Elisors blik. "Telari, du kan ikke bare tage folks ting og putte dig i dem!" sukkede han med et halvt smil, af alle ting havde punktien valgt at samle de fineste og blødeste ting hun kunne finde til at lave en rede med. Så Telari gnaskede stille sin morgen mad halvt på Elisors robe og Daeraldas kjole. 
"Telari, giver du ikke Dae hendes ting tilbage, så er jeg sikker på at hun vil give dig en godbid" lokkede han punktien, for derefter at sende Daeralda et undskyldende blik. "Hun plejer ikke at tage ting på den måde, jeg håber det går"

Telari blev enig med sig selv om at det var chancen værd at samarbejde og fløj over med kjolen først, for derefter at aflevere tasken. Elisor havde imens fundet en godbid, han diskret forsøgte at række Daeralda. Det var trods alt bedst at det var Dae der gjorde det i det her tilfælde.

"Min taske." Dearalda færdiggjorde sætningen efter det halvtsovende spørgsmål havde trukket smilet frem hos hende og dæmpet lidt af ængstelsen, der havde krøbet ind over hende med synet af den manglende kjole. For meget tid med lavere racer gjorde åbenbart ikke noget godt for ens tiltro til verden, kunne hun konstatere.
Mere sigende end at Elisor blev liggende var dog den tavshed fra punktien der fulgte ordene. En lidt for sigende tavshed fra den ellers så lydelige fugl. Dearalda lænede sig til siden ind over Elisors ben, så hun kunne se ud over sengekanten. Ganske som forventet fandt hun sine ting pakket væk der, halvt smeltet sammen med hendes ledsagers til en meget komfortabel udseende rede.

Hun trak sig tilbage og mødte Elisors blik halvt morende, halvt spørgende. "Plejer ikke?" Hun nikkede dog let og tog imod godbiderne fra hans hånd, mens hendes blik var på Telari. Kjolen blev hængt omhyggeligt og glattet tilbage over fodenden af sengen, før punkti hentede tasken også. "Tak, min ven." Hun holdt hånden med godbiderne frem og lod den lille personlighed tage dem, før hun strøg en finger over dens hoved.
Fra tasken liggende i hendes skød fandt hun de to brød frem og rakte det ene til Elisor. "Hvordan har kroppen det?"

Hvor fristende det end var at trække Dae ind til sig som hun fandt sine ting, Telari havde valgt at skjule, så måtte Elisor sande at det ikke var tiden til det. Selvom det var utroligt lokkende at bare kunne ligge og nyde hendes nærhed... uden at skulle ud og rører sig. Desværre lå det ikke i kortene denne gang, hvor meget end hans hjerte måtte ønske det.

Elisor måtte trække på skuldrene "Jeg kan ikke mindes det er noget hun har gjort før, udover hvis jeg har været bortrejst længe. Der har været nogle spændende reder ind i mellem" klukkede han med et smil. Telari var mere end tilfreds med at bytte ting for godbider, ganske tilfreds med den opmærksomhed hun fik. 

Taknemmeligt tog Elisor imod børdet, hans krop gjorde sit for at minde ham om at han var sulten. "Bedre end frygtet, men noget stiv" Med en let anstrengt grimasse strak han sig, det værkede i kroppen, men ikke mere end det kunne overkommes. "Jeg kan dog fint klare turen" smilede han så, måske han skulle få sin robe på igen... 

Daeralda strøg punkti kærligt ned over ryggen, før hun drejede sig let og sendte Elisor et muntert smil. "Må være spændende at komme hjem til." Spørgsmålet om hvor han havde været rejst hen siden Telari var blevet efterladt hjemme og hvor længe rejserne havde taget lod hun være med at stille. Den vej kunne ligge alt for alvorlige emner til hvad hendes nyvågnede sind satte pris på.

Hun brækkede et stykke af brødet og nåede at tygge et par gange, før det kom til hende hvorfor hun ikke ønskede at tænke i alvorlige retninger. Det var trods alt morgen og hun havde endnu ikke taget kontakt til skoven. Langsomt tyggede hun bidden færdig og sank den. "Godt. Stivhed skulle løsne sig ved bevægelse. Har jeg fået at vide." Hun fangede hans blik og smilede varmt til ham uden at lade sit sind tolke på det sagte som det havde lyst til og helt udelukke det fra at komme med gode forslag også til bevægelser der involverede dem begge og hvor de var.

"Jeg er nok lidt fjern lidt tid, men det går ikke jeg springer morgen-meditationen over." Hendes smil var gledet over i undskyldende, før hun satte sig til rette i sengen, lukkede øjnene og lod bevidstheden søge ud. Som tiden var gav meditationen hende et forvarsel over nogle ting og en gnist af en mulighed for at reagere på nogle ting, før de løb helt løbsk. Det tog hende kvarterstid at stryge gennem skoven og forsikre den om sin opmærksomhed, så meget som sig selv om dens tilfredshed. Intet truende virkede til at være i den denne morgen.

"Åh ja, ganske spændende" nikkede Elisor sin enighed, Telari sendende ham et kort bebrejdende blik. Hun havde nok syntes det var en fantastisk god rede hun havde lavet oppe på et skab med en af hans ynglings rober, samt et utal af småting gemt i de andre hygge reder hun også havde lavet. Elisor havde derimod brugt en måned på at finde alle tingene igen.

Ordne havde knap forladt Elisors mund før tanken om hvor let det kunne være at dreje dem til noget af en helt anden natur end han havde ment. Heldigvis lod Daeralda ikke til at have tænkt i de tanker ud fra hvad hun havde svaret. "Godt godt" mumlede han med rødere kinder end før, fantastisk skulle han nu til at føle sig som ungelver igen?!  En anden form for stivhed truede pludselig med sin ankomst hvis han ikke snart fik styr på sine tanker. 

"Tag blot din tid, ingen hastværk" Smilede han, og kunne ånde lettet op en stund. Hastigt fik han pakket sig ind i sin robe igen, hvorfor var det lige at han skulle have opdaget at havde følelser for hende, og så lige på denne tur? 
Det var ikke ligefrem første gang Elisor havde ventet på nogen vendte tilbage til nuet, men tiden føltes utroligt langsom som han ventede. Men duften af Dae sad fast i hans tanker, hvor rart det havde været at vågne med hende i hans favn, hvor rigtigt det føltes at have hendes hånd i hans... 
Som hun kom til sig selv, lignede det mest at alt at Elisor var blevet fanget i hans egne tanker.