Det skulle snart vise sig, at hendes selskab skulle videre. Dog virkede det ikke som om at Alvidle havde talt for døve ører, og det var da også med taknemmelighed at hun fik aflveret kappen tilbage, og der blev sagt tak for mad. Affejende rystede hun på hovedet - det var ganske almindelig pli at tage sig af hinanden, men det varmede stadigvæk et gammelt hjerte. 
Alvilde mumlede noget med at det ikke havde betydet noget, og fulgte tavst hendes tynde skikkelse forsvinde ud i mørket og væk fra varmen og bålet. Måske ville hun se hende igen en dag... måske ville hun ikke, elveren kunne sagtens også fryse ihjel i de stejle klippebjerge. Nordboens fattede sin hånd om sit krus for at tage en slurk. 

I hvert fald, håbede hun at rejsen ville være god for Saida, og at hun med tiden ville finde det hun ledte efter. Et lidt barskt smil gled over hende, og nordboen vippede sit blik opad imod himlen og nattens stjerner. Mon ikke hun ville lykkedes? Elvere havde det med at overraske, så meget kunne hun sige med sikkerhed.