Nicodemus blev ganske kokrød i hovedet, da hun begyndte at grine. Han skævede selv ned til hænden, der var godt klistret ind i blåbær, og han begyndte lidt småfebrilsk at lede efter et lommetørklæde, mens han smilede undskyldende til hende.
"Det er mig der undskylder! Jeg havde lidt opmærksomheden et .. andet sted." Sagde han og håbede virkelig, at hun stadig ville have lyst til at kysse ham.
Lidt nysgerrigt kiggede han på hende, da hun sagde at der var noget, hun var
nødt til at fortælle ham, men inden hun nåede at sige, hvad det var, hørte han stemmen der gjaldede bag ham.
pis han var da også bare uheldig! "De kommer for sent til deres lektioner, unge herre." Manden lagde en meget tung hånd på Nicodemus' arm - en af hans faders vagter, der altid havde været meget streng, og Nicodemus var ikke i tvivl om, at han havde bemærket, at den unge mand og den unge kvinde havde været
lidt for tæt på hinanden til det var anstændigt!
"Jeg .. undskyld, Calistra." Fik han sagt, mens han nærmest blev trukket op mod paladset. Da markedspladsen kom ud af syne, ærgrede han sig over alle de ting, han ikke havde fået sagt:
At han gerne ville se hende igen, hvor hun kunne finde ham og
hvad det egentlig var, hun så gerne havde ville fortælle ham...