Nej, det kunne ikke være let at leve uden arme, selvom skulle man se bare lidt positivt på det, havde han trods alt lidt stumper tilbage. Randy havde engang mødt en mand helt uden arme, der var bare intet at arbejde med. Men det måtte være slemt nok, og Randy havde da også medlidenhed med drengen. Man kunne ikke klø sig selv i røven eller give sig selv en spiller, når den trang lige var der. Eller holde sig selv ren, tydeligvis, knægten stank af både det ene og det andet, men heldigvis for ham var Randy ikke sart og han tænkte slet ikke ret meget over det. Han havde selv lugtet sådan mere end én gang, når sprutten tog over.

Der var dog ikke så meget medlidenhed, at han havde lyst til at være far-agtig og kærlig, han var ikke ligefrem typen, der pylrede om folk, selvom han godt kunne svinge sig op til det omkring børn, men drengen her var ikke et barn længere. Selvom han heller ikke var helt en mand, men det nærmede sig.
Dog stoppede han sin bevægelse mod Ergin, da det gav et gib i ham, tydeligvis af skræk over, at han ville røre ham. Det fik Randy til at knibe øjnene lidt sammen og se på hans ansigt.
"Hør, hvis jeg havde tænkt mig at mishandle dig på nogen måde, så havde jeg sgu ikke gjort mig den ulejlighed at fodre på dig først. Eller redde din røv tilbage ved husene. Jeg har bare tænkt mig at se, om det ser rigtigt ud under det her møgbeskidte stof. Hm? Slap af." Han løftede øjenbrynene som forventede han en respons fra ham, men han ventede ikke på den, så han igen rakte ud og begyndte at pille stoffet af den nærmeste armstump. 

Randall havde set nok sår i sin tid til at han med det samme kunne se, at det så nogenlunde ud. Der var ikke noget puds, ingen rådden lugt, ikke nogle sorte streger og såret var alligevel næsten helet helt op. Der skulle noget til for at få blodet til at løbe igen. Det var noget rødt og irriteret, men lidt rent vand og en ny forbinding burde nok kunne klare det.
"Det ser slet ikke så galt ud. Lad mig se den anden." Han rakte ud og vippede med fingrene for at få Ergin til at række ham den anden stump.

 Ergin sank en stor klump, mens han nikkede til Randalls ord. Blikket var forsat slået ned, men han sad stille og skuldrene sænkede sig en smule. Selvom han sagde, at han ikke ville gøre Ergin noget, og kom med en masse grunde til hvorfor, var det svært for Ergin helt at tro på. Manden havde nemlig også fodret Ergin. Han havde også ordnet hans sår. Og alligevel havde han gjort ting med Ergin han aldrig nogensinde ville snakke om, til nogen som helst. 
 Da Randall så rakte ud efter ham, og gik i gang med at pille stoffet af, kunne han alligevel ikke holde et lavt, ynkeligt klynk tilbage, selvom det ikke var meningen. Han prøvede virkeligt at stole på Randall, men det var virkelig ikke nemt. Han prøvede at tage nogle dybe vejrtrækninger og holdt bare armen frem. Da det nåede til at de inderste stof blev vilket af såret, klemte Ergin ansigtet sammen i en lidt smertende grimasse, da lidt sårskorpe havde sat sig fast i stoffet. 

 Der gik lidt for Ergin reagerede på Randalls ord. Hovedet var vendt væk fra ham, og øjnene var knebet sammen, mens han overvejede om han skulle se på såret. Et eller andet sted var han nysgerrig, men som tankerne om hvordan manden havde behandlet de forskellige sår Ergin havde fået i sin tid hos ham, frygtede han også lidt hvad der ville møde hans øjne, også selvom Randall sagde det så okay ud. 
 Ergin sank endnu en klump, og stadig med øjnene lukket, flyttede han sig lidt på træstammen, så den anden stump kom tættere på Randall. Armen blev løftet op og rakt mod Randall så godt Ergin kunne uden at skulle læne sig tættere på den ældre mand. 
 " Okay..  " Ergin kunne næsten lige så godt have holdt sin mund, for der var så lidt lyd i hans stemme, at ordet nærmest blev kvalt så snart det kom ud i den frie luft.